Strøtanker om bæredygtighed

Om sommeren, når solen dagen igennem bager ned over asfalten, kan den blive næsten ulidelig varm. Det hollandske firma Ooms Avenhorn Groep har derfor udviklet et system, hvor de mørke, varmeabsorberende asfaltflader ved hjælp af et system af indstøbte vandslanger bliver brugt som solfanger.

Første forsøg med teknikken blev etableret i Scharwoude i 2000, hvor et får boligkompleks med 70 lejligheder hovedparten af opvarmningsbehovet dækket fra 3.300 m² asfalt-solfanger lagt ud under 200 m vejbane og en lille parkeringsplads. For andre projekter er det kontorer, en hangar og et industrikompleks. Om sommeren kan man med det etablerede rørsystem dels køle bygningerne, dels trække varme fra asfalten ud i underjordiske varmelagre. Herfra kan varmen så hentes, når fyringssæsonen sætter ind. Ved i vinterperioden at sende det afkølede returvand tilbage i asfalten, kan man med det samme system hindre vejbanen i at nå under frysepunktet og dermed undgå isglatte gader, saltning og frostsprængninger af vejbelægningen.

Læs mere »

I forbindelse med FNs konference om biodiversitet i den forløbne uge i Bonn, vedtog 200 lande i går et moratorium om ikke at fortsætte eksperimenter med at øge CO₂-aborptionen i oceanerne ved at tilsætte næringsstoffer.

Man har ellers været ganske langt fremme med at pode oceanerne med jern, for derigennem at øge væksten af phytoplankton og dermed CO₂-optagelsen. Firmaer har således været meget tæt på at tilbyde CO₂-kvoteprojekter (se tidligere blog-indlæg: Jerntilskud kan fremme havenes CO₂-absorption).

Hidtil har man lidt naivt antaget, at den CO₂, som havene absorberer, blot ville synke til bunds og blive der – og gennem årene er der lavet adskillige rapporter om havene som CO₂-recipienter. Formodningen har været, at hvis man blot førte et rør tilstrækkeligt langt ned under havets overflade, ville trykket blive så stort, at CO₂en blev til en væske tungere end vand, som derefter ville synke ned på havets bund – og blive der.

Men en nyligt offentliggjort undersøgelse af den amerikanske Stillehavskyst viser, at vand fra oceanernes dyb med en CO₂-påvirkning og dermed surhedsgrad så lav, at den er ætsende over for skaldyr og koralrev, ved flere lejligheder i undersøgelsesperioden i 2007 vældede op over fastlandssoklen med potentielle risici for det kystnære havs økologi og biodiversitet (se tidligere blog-indlæg: Sure oceaner).

Når man tænker på, hvor store problemer, der har været med iltsvind i danske farvande på grund af det industrielle landbrugs udvaskning af store mængder af næringssalte fra overforbrug af kunstgødning, er FNs moratorium en klog beslutning, som man må hilse varmt velkommen.

Ved præsentationen af beslutningen sagde den tyske miljøminister, Sigmar Gabriel til en gruppe journalister: “It’s a very strange idea that technology can solve everything. It’s very risky and shows what humans are ready to do. I’m glad we came to a de facto moratorium.”¹

Madeline Chambers: U.N. talks halt plans for oceans absorb CO₂, Reuters 30.05.2008.¹ 

UN biodiversity talks sketch a deal on protecting ecosystems, AFP 30.05.2008.

World Leaders Commit to Conserve Diversity of Life on Earth, Environment News Service 29.05.2008.

Michele Ma: Corrosive Sea Water Surprises Scientists, Curry Coastal Pilot 30.05.2008.

Så har han gjort det igen, Bjørn Lomborg, sat økologien, bæredygtigheden og håndteringen af den globale klimaudfordring nederst på dagsordenen. Denne gang med fem Nobelprisvindende økonomer som gidsler i den seneste Copenhagen Consensus 2008, hvor otte af verdens topøkonomer igennem en uge har diskuteret sig frem til en prioritering af 30 tiltag, man hver især kunne gennemføre, hvis man havde 75 mia. $ at gøre godt med i verden. 

Denne gruppeøvelse er svær at tage alvorligt som andet end selskabsleg. Listen over de 30 tiltag og prioriteringen af dem siger i mine øjne mest om, hvor elendig økonomi og økonomer er til at afveje kortsigtede og langsigtede konsekvenser – og dermed til at tage vare på klodens tarv på bare lidt længere sigt. Og så er Copenhagen Consensus et klart billede af, hvor antropocentrisk symptombehandlende vores perspektiv har udviklet sig.  

Hvis alle brugte samme logik, vil CO₂-koncentrationerne blot fortsætte med at stige, og nedslidningen af vores naturgrundlag endeligt nå den smertegrænse, hvor den ikke blot ødelægger levevilkårene i andre dele af verden, men som en boomerang underminerer vores eget levegrundlag.

Dan dag klimaet løber løbsk, vil der være tale om omfattende forstyrrelser af økosystemerne med op mod en halvering af biodiversiteten, mens afsmeltningen af klodens ismasser vil true Asiens store flodkulturer og havstigninger på op mod 75 m vil sætte en stor del af verdens storbyer under vand. Når forskningen i og reduktionen af klimaforandringerne endda kommer ind på de to sidste pladser, må det være fordi økonomernes cost-benefit-analyser i deres kortsigtet nyttebetonede perspektiv ikke formår at værd(i)sætte opretholdelsen af klodens balance. 

Læs mere »

Den svenske regering har netop givet grønt lys for opførelsen af en gigantisk havvindmøllepark på Stora Middelgrund mellem Anholt og Kullen, i et område med 15-30 m vanddybde. Planerne er at opføre 108 vindmøller på hver 8 MWh. Navhøjden vil blive 127 m og med en vingediameter på 145 m vil møllernes vingespidser nå 200 m over havet.

Størrelsesmæssigt er der således tale om et kvantespring, idet de man indtil i dag kun har enkelte forsøgsmøller i størrelsesordenen 5-6 MWh, og de nu største møller i produktion er på 3 MWh. Møllerne på Middelgrunden ud for København er til sammenligning blot 2 MWh og møllerne på Lynetten 0,5 MWh. Der har da også været rejst tvivl, om man vil være i stand til som planlagt at få møllerne klar til 2011.

Møllerne kommer til at ligge helt op til den danske grænse – den røde linje på kortet, som krydser Stora Middelgrund. I dokumentationsmaterialet på Universal Winds hjemmeside kan man se billeder af vindmølleparken set fra fastlandet. Fra spidsen af Kullen regner man med, at sigtbarheden kun 40 dage om året vil være så god, at de kan ses (se billedet ovenfor). Til forskel fra landplaceringerne burde det således ikke give anledning til protester eller bekymringer om landskabsødelæggelser.

Læs mere »

For et par uger siden udgav Greenpeace rapporten False Hope, som konkluderede, at en CCS-teknologi (Carbon Capture Storage) var så langt fra at være udviklet i indfangningsteknologien, ville give et stort energitab ved forbrændingen og have en masse afledte vanskeligheder ved transporten og deponeringen, således at CSS først ville være klar brug i større udstrækning i 2030. CSS måtte derfor ikke blive nogen undskyldning for at opføre såkaldte carbon capure ready kulkraftværker, for sådanne fandtes slet ikke.

Med en tidshorisont helt frem til 2030, før man kunne regne med at have en CCS-teknologi klar, ville klimaet ikke overleve en videre udbygning med kulkraftværker. Selv når teknologien foreligger, vil det tage tid at implementere på alle kulkraftværker, og måske det kun vil kunne lade sig gøre på nye anlæg. Ifølge Greenpeace var det derfor den eneste rigtige løsning at rette størstedelen af vores forskningsmidler mod energieffektiviseringer og en systematisk udbygning af den vedvarende energisektor. Se tidligere blog-indlæg: Greenpeace: Falske forhåbninger.

Ikke desto mindre forskes der intenst i udviklingen af CCS-teknologier, og andre dele af miljøbevægelsen har været mindre kategorisk afvisende overfor CCS ud fra den betragtning, at vi i den nuværende situation ikke har råd til at udelukke nogen mulig måde at mindske CO₂-udledningerne på. Og muligvis vil vi kunne se CCS-teknologier klar væsentligt tidligere end 2030.

Reuters meddelte for nylig, at Kina arbejder målrettet på udviklingen af en CCS-teknologi, som skulle kunne føre til de første CO₂-fri kulkraftværker i 2015.¹ En implementering af CCS-teknologi på Kinas samlede kulafbrænding vil virkelig være noget, der rykkede i den rigtige retning, selv hvis der var tale om en reduktion på blot 80% eller 90%.

Læs mere »

Danmark er et af de lande, som har forpligtet sig til CO₂-reduktioner under Kyoto-aftalen. Imidlertid er vi bagefter med vores reduktioner – faktisk har vores udledninger under de seneste års højkonjunktur igen været svagt stigende - så vi kommer til i de kommende år at bruge milliardbeløb på opkøb af CO₂-kvoter for at overholde vores forpligtigelser. Disse kvotemidler overføres herefter til andre dele af verden, hvor de skulle sikre en tilsvarende CO₂-reduktion gennem CDM-investeringer i ren teknologi (Clean Development Mechanism). Markedslogisk skulle pengene således hele tiden flyde derhen, hvor reduktionen af CO₂-udledningerne er billigst. 

På verdensplan indebærer CDM-aftaler i dag overførsler for omkring 20 mia. $ årligt, og man regner med inden for få år at nå 100 mia. $ årligt. På den baggrund er det alarmerende at erfare, at disse kvotemidler tildeles yderst lemfældigt. John Vidal skrev i går i The Guardian, at milliarder af pund bliver spildt ved at betale virksomheder i udviklingslande for at reducere udledningerne af drivhusgasser. En meget stor del af projekterne under CDM-ordningen fører ikke til de forventede CO₂-reduktioner.¹

Læs mere »

Mandag den 9. juni kl. 19.00 er der indkaldt til borgermøde i Christianshavns Beboerhus i forbindelse med oprettelsen af et Agendacenter for Indre By.

Oprettelsen sker som et led i Københavns Kommunes planer om, at alle bydele fremover skal have sådanne lokale agendacentre. I disse tider, hvor klimaudfordringen for alvor er sat på dagsordenen, er der masser at tage fat på i udviklingen frem mod et CO₂-neutralt København med et markant mindre globalt fodaftryk end i dag.

Denne proces vil fordre aktiv medvirken fra alle, myndigheder, virksomheder, interesseorganisationer og borgere, og har du interesse i at høre om planerne og gode ideer, er du meget velkommen.

I forbindelse med borgermødet er der indrykket en annonce i Christianshavneren og CityAvisen. Du kan se annoncen i fuld størrelse nedenfor.  

  Læs mere »

Hvis du har gode ideer til, hvordan vi kan styrke miljøet og bæredygtigheden i vores bydel, kan du skrive dem ind nedenfor. De vil så indgå i en Agenda 21 idébank, som vil kunne inspirere i første omgang den bestyrelse, som skal forestå den formelle etablering af agendacenteret, og på lidt længere sigt agendacenterets arbejde.

Udbyttet fra idébanken er højt, og tilfalder 100% de kommende generationer igen i form af en klode i balance med naturkapitalen fuldt ud bevaret.

Læs mere »