februar 2009 arkiv

Koncept Z-Bar LED-lamper

10. februar 2009

Ved Miljøpunkt Indre By-Christianshavn er vi faldet over denne lampe, Koncept Z-Bar som med blot 9 watt ved fuld styrke giver et virkelig godt arbejdslys.

LED-lamper – eller diodelys – er fremtidens lyskilde. LED-lamperne giver mere lys pr. watt end sparepærer, men allervigtigst har de til forskel fra sparepærernes gustne lys, som får det meste til at fremstå sygeligt, det vidunderligste solskinsklare lys. Og Koncept Z-Bar er en diodelampe, som ikke blot er en interessant fremtidens teknologi, men en smuk ting. Z-Bar-lampen fik da også i 2006 ID Magazines pris for bedste design i furniture-kategorien.

De i alt 66 lysdioder fordelt hen over det yderste led på Koncept Z-Bar lampen giver et ganske koncentreret lys. Det er derfor en eminent tegnelampe eller læselampe, hvorimod den ikke egner sig til generel rumbelysning. Med en bog under dette lys føler man nærmest, at man bliver vågen af at læse.

Ofte forbindes LED-lamperne med et meget køligt lys. Men Z-Bar fremstilles med to forskellige lyskilder, en dagslysudgave med en farvetemperatur på 4.600-5.600 K og en udgave med varmt lys på 3.200-3.700 K, som passer langt bedre ind i dansk belysningskultur.

De nuværende sparepærer sparer måske på strømmen, men er ikke nogen blivende løsning, dels på grund af kviksølvforureningen, dels på grund af den mistrøstige lyskvalitet. Det at kunne have et godt og klimavenligt arbejdslys med blot 9 watt har gjort, at vi har valgt at have Koncept Z-Bar lamperne til salg ved Miljøpunkt Indre By-Christianshavn. Så kom forbi ved lejlighed og se dem i aktion.

LED-lamper er desværre ikke helt billige. Koncept Z-Bar har en vejledende udsalgspris på kr. 1.699,- for bordmodellen og kr. 1.899,- for gulvmodellen. Men set i forhold til en levetid på 15-30.000 timer er det blot få øre i minuttet.

Læs mere »

Share