maj 2011 arkiv

Undren på Jensensk

16. maj 2011

Hvad er det med den natur? Hvornår mærker vi den umiskendeligt og uden tvivl? – som ramme og ophav for vort liv.

Hvornår anes naturen som noget, vi er indfældet i og ikke blot som noget, vi kan gå ud i når vi vil forkæle os selv lidt, rekreere, nyde det grønne, det blå og alle de andre farver? Er ét tidspunkt netop dér, hvor den højgravide kvinde ved, at der ingen vej er uden om den forestående fødsel, ved, at den proces kan ikke skrues tilbage, at den kører helt af sig selv, er uden for egen vilje? Ligesom døden.

Kán vi overhovedet mærke naturen som rammebetingelse for vores liv?

Er det sådan, at vi som mennesker er så forblændede?

af vores kulturskabende evner
af vores resultater
af vores forskning
af vores teknologi
af vores produkter
af vores velstand

Så forblændede, at vi overser:

at før alle vores kulturfrembringelser, hen over hovedet på os, er der en tilværelse og en naturverden, som vi mennesker ikke har lavet? Og hvad er vi – mennesker – i øvrigt uden den?

Har vi glemt? - i vores iver efter

at skabe nyt
at opfinde
at sætte i værk
at producere
at bruge / forbruge
at se fremad
at komme videre

Har vi glemt at undres over og at ære og agte Naturen?

Ole Jensen har skrevet en spændende bog, ”På kant med klodens klima”, om dette tema. Den er let at læse og handler om vores syn på naturen… “det billige skidt”, som der var én, der skrev engang! Bogen er udgivet på forlaget ANIS  tidligere i år og postulerer, at uden et ændret syn på og opfattelse af naturen, så nytter al klimakamp ikke noget. En bæredygtig fremtid til glæde for de kommende generationer skabes ikke kun med afsæt i den logiske slutning, at den globale opvarmning vil ødelægge livsbetingelserne for os selv, men må også funderes i respekt for alt det andet, der også lever på jorden og som vi som mennesker krænker igen og igen med den omsiggribende artsudryddelse, vi er ansvarlige for. Ole Jensen spørger i sin bog, om vi har glemt at undres over og at ære og agte naturen?

I Japan fejrer man kirsebærtræernes blomstring. Det hedder Sakura, se evt. tidligere blog-indlæg: Sakura.

Kan man forestille sig Sakura taget op her hos os? Kunne det blive til en tradition sådan stille at sætte sig ud til et af kvarterets nyligt udsprungne træer, sammen eller alene, og lade sig fylde af undren, ærefrygt og agtelse for det, der folder sig ud – helt uden vores hjælp og på smukkeste vis?

 

'Hungry Planet - mellem køkken og klode' er en udstilling af Miljøpunkt Indre By-Christianshavn Indlæg ved Hanne Christensen.

Share

Moder Jords Dag 2011

16. maj 2011

Moder Jord, Moder Natur, Nerthus, Mater Terra, Gaia, Pachamama, osv…., kært barn har mange navne.

Den 22. april 2011 blev Moder Jord for anden gang fejret i København. En hyldest til naturen som vores ophav – er vi virkeligt kommet op af havet, som udviklingsteorien siger?

Naturen blev symboliseret med en cirkel skabt af jord. Et lille bål og en hyldest ceremonielt udført af 2 herboende indianere fra Sydamerikas bjergkæde, Andes, skabte en højtidsstund sammen med musik, danse, taler og digte, alt til Moder Jords ære. Om aftenen spisning, taler, musik og dans. Alt til Moder Jords ære.

Ikke kun i København var Moder Jord i centrum den dag. I Indien gjorde enkeltpersoner en fest ud af dagen til ære for Moder Jord. Én sendte 500 sms’er og 5.000 mails om Moder Jords storhed af sted og fik 5.000 sms’er og 50.000 mails tilbage. Én skrev: ”We do not inherit the earth from our ancestors, we borrow it from our children. ~Native American Proverb.”

Og en anden: “Today we join billions to celebrate the EARTH DAY and Thank God for its amazing attributes for mankind. Sustaining us, providing us, teaching us. Looking at her beauty and at her destructive power, our hearts are gratified as well as horrified. Man by nature is contrast to the nature. While nature gives, man is never satisfied. Today its deterioration is man’s greed for more. Years ago, Pepsi came with an ad, ‘Yeh Dil Mange More. “There is plenty for everyone, so the insatiable urge of man has no meaning. Let’s celebrate by sharing its abundance with each other…”.

Den 22. april falder sammen med Earth Day og i New York kombinerede man Earth Day med Mother Earth Day. Ikonen for  industri, Time Square, var omdannet til en virtuel skov, og en interaktiv udstilling for grønne og non-profit virksomheder fandt sted sideløbende med kampagner for miljøvenlige biler og grøn udvikling sammen med talere og masser af musik.

Bliver den 22. april mon en dag, hvor mange danskere – i fællesskab eller hver for sig – hylder naturen?

'Hungry Planet - mellem køkken og klode' er en udstilling af Miljøpunkt Indre By-Christianshavn Indlæg ved Hanne Christensen.

Share

Grøn torsdagsrådgivning

3. maj 2011

Både privatpersoner, virksomheder, andelsforeninger og ejerforeninger er velkomne til at slå vejen forbi Rådhuspladsen 77, når landskabsarkitekten og gartneren Peder Clement byder velkommen til forsommerens torsdagsrådgivning, hvor han vil øse ud af sin omfattende viden om valg og pleje af planter. 

Ganske lidt plads skal der til for at skabe en frodig oplevelse for alle sanser i et gårdrum eller en have. Det kan være med duftende planter som duftpelargonier eller roser. Eller med spiselige krydderurter som mynte, timian, citronmelisse og løvstikke. Blomstrende buske og små træer kan give farveoplevelser i haven hele året rundt. Den lyserøde Kejserbusk, der blomstrer fra december til april, både dufter og lyser op i den mørke tid ligesom den hvide snebærbusk og det lille vinterblomstrende kirsebærtræ. En blomstrende Forsythia eller vindrueplante kan skabe frodighed og liv på facaden eller læ omkring en rolig læsekrog i gårdrummet. Snart vil man opleve, at små sommerfugle kommer til, og at fuglene finder nye steder at fouragere. Hver plante har sine særlige egenskaber, og Peder Clement rådgiver om, hvilke planter, der egner sig til det lys og den plads, der er på stedet, og den oplevelse man ønsker at skabe.

Tid: 5. maj, 12. maj, 26. maj og 29. juni kl. 16.00 - 19.00.

Sted: Rådhuspladsen 77 i Miljøpunkt Indre By-Christianshavns lokaler.

Arrangementet er gratis, tilmelding ikke nødvendig.

'Hungry Planet - mellem køkken og klode' er en udstilling af Miljøpunkt Indre By-Christianshavn Indlæg ved Helene Hjort Knudsen.

Share

Grønne gårdvandringer

2. maj 2011

Herover fortæller Peder Clement om sjældne træer, som findes i bymiljøet.

Miljøpunkt Indre By-Christianshavn inviterer på guidede ture bag byens porte

Inspirerende, fascinerende og paradisisk var blot nogle af de superlativer, deltagerne brugte om de grønne gårde på Miljøpunkt Indre By-Christianshavns gårdvandringer i efteråret 2010 og i 2011. Interessen for gårdvandringerne har været stor, derfor er planen at lave flere ture i 2012.

På sine gårdvandringer fører Peder Clement dig ind bag byens mure og porte til grønne rum med en overraskende frodighed - fra den fine barokinspirerede parterrehave, som er anlagt af C. Th. Sørensen med  inspiration fra mønstret i et persisk tæppe, til de rummelige anlæg, som blev muliggjort gennem omfattende gårdsaneringer for omkring 30 år siden. Her kan man gå på opdagelse og finde private kroge med pergolaer, krukker og potter og store plæner med blomstrende bede og en rig variation af træer.

- Indre By og på Christianshavn gemmer en enestående skat af hemmelige grønne haver og grønne oaser. Vi vil gerne inspirere flere borgere til at plante træer og begrønne gårdrum og facader omkring sig, siger Jens Hvass, der er leder af Miljøpunkt Indre By-Christianshavn.

24. maj kl. 17.00 – 19.00 går turen til Latinerkvarteret – mødested foran Rundetaarn.

7. juni kl. 17.00 - 19.00 går turen til Christianshavn – mødested Strandgade 22.

Turene starter præcist.

Pris for deltagelse: 80 kr.

Tilmelding og yderligere information: 33 93 21 21 eller på mail til gazelle.buchholtz@a21.dk.

Se billeder fra Grønne gårdvandringer i 2010.

'Hungry Planet - mellem køkken og klode' er en udstilling af Miljøpunkt Indre By-Christianshavn Indlæg ved Helene Hjort Knudsen.

Share