Flere ultrafine partikler efter trafikomlægning
24. januar 2012
Omlægning af trafikken på Nørreport har fået to beboere i området til at reagere. Luften i deres stuer er blevet anderledes, som fyldt af
forurening. Og ja, målinger fra den 17. januar ved Søtorvet og i Vendersgade viser en markant øgning af luftens indhold af ultrafine partikler
Nørreport er spærret af for biler. Det giver øget trafik i gaderne tæt på Nørreport. Spørgsmålet er, om det ændrede trafikmønster også medfører øget forurening med ultrafine partikler.
Den 17. januar var Miljøpunkt Indre By-Christianshavn ude at måle ultrafine partikler ved Søtorvet og i Vendersgade. På disse to lokaliteter blev der også målt
for ultrafine partikler i september 2011 i forbindelse med VM i cykelløb. Ville de nye målinger vise et større eller mindre indhold af ultrafine partikler i
luften i forhold til september året før?
For i videst mulig omfang at eliminere forskelle i faktorer, der påvirker antallet af partikler, er målingerne foretaget på samme placering og tidspunkt på dagen, og
under gunstige klimatiske forhold og med samme målemetode.
For Søtorvets vedkommende blev der registreret et indhold på 18.751 partikler / cm3 mod 8336 partikler / cm3 i september 2011, altså godt dobbelt så
mange partikler. For Vendersgades vedkommende blev der registreret et indhold på 13.070 partikler / cm3 mod 8671 partikler / cm3 i september 2011, altså ca. 1½ gange så mange partikler.
Trækker man baggrundsniveauet for luftens indhold af ultrafine partikler fra måleresultatet, får man den lokale trafiks bidrag. Med den udregning var den lokale trafiks bidrag den 17. januar fem gange højere sammenlignet med september året før og i
Vendersgade tre gange højere.
Omlægningen af trafikken
Målingen den 17. januar 2012 viser, at omlægningen af trafikken i forbindelse med byggeriet på Nørreport medførte signifikant højere indhold af ultrafine partikler i luften ved Søtorvet og Vendersgade på måledagen. Det indikerer at man må forvente en markant ændring af luftens indhold af ultrafine partikler i byen i forbindelse med et ændret trafikmønster, når betalingsringen gennemføres. Hvor stor en ændring, der er tale om, vil vise sig.
To beboer fra nærområdet registrerer markante ændringer i luften i deres lejligheder i forbindelse med omlægningen på Nørreport og ja, målingen den 17. januar 2012 understøtter det, de mærker.
Hanne Christensen/Miljøpunkt Indre By-Christianshavn
