Undren på Jensensk
16. maj 2011
Hvad er det med den natur? Hvornår mærker vi den umiskendeligt og uden tvivl? – som ramme og ophav for vort liv.
Hvornår anes naturen som noget, vi er indfældet i og ikke blot som noget, vi kan gå ud i når vi vil forkæle os selv lidt, rekreere, nyde det grønne, det blå og alle de andre farver? Er ét tidspunkt netop dér, hvor den højgravide kvinde ved, at der ingen vej er uden om den forestående fødsel, ved, at den proces kan ikke skrues tilbage, at den kører helt af sig selv, er uden for egen vilje? Ligesom døden.
Kán vi overhovedet mærke naturen som rammebetingelse for vores liv?
Er det sådan, at vi som mennesker er så forblændede?
af vores kulturskabende evner
af vores resultater
af vores forskning
af vores teknologi
af vores produkter
af vores velstand
Så forblændede, at vi overser:
at før alle vores kulturfrembringelser, hen over hovedet på os, er der en tilværelse og en naturverden, som vi mennesker ikke har lavet? Og hvad er vi – mennesker – i øvrigt uden den?
Har vi glemt? - i vores iver efter
at skabe nyt
at opfinde
at sætte i værk
at producere
at bruge / forbruge
at se fremad
at komme videre
Har vi glemt at undres over og at ære og agte Naturen?
Ole Jensen har skrevet en spændende bog, ”På kant med klodens klima”, om dette tema. Den er let at læse og handler om vores syn på naturen… “det billige skidt”, som der var én, der skrev engang! Bogen er udgivet på forlaget ANIS tidligere i år og postulerer, at uden et ændret syn på og opfattelse af naturen, så nytter al klimakamp ikke noget. En bæredygtig fremtid til glæde for de kommende generationer skabes ikke kun med afsæt i den logiske slutning, at den globale opvarmning vil ødelægge livsbetingelserne for os selv, men må også funderes i respekt for alt det andet, der også lever på jorden og som vi som mennesker krænker igen og igen med den omsiggribende artsudryddelse, vi er ansvarlige for. Ole Jensen spørger i sin bog, om vi har glemt at undres over og at ære og agte naturen?
I Japan fejrer man kirsebærtræernes blomstring. Det hedder Sakura, se evt. tidligere blog-indlæg: Sakura.
Kan man forestille sig Sakura taget op her hos os? Kunne det blive til en tradition sådan stille at sætte sig ud til et af kvarterets nyligt udsprungne træer, sammen eller alene, og lade sig fylde af undren, ærefrygt og agtelse for det, der folder sig ud – helt uden vores hjælp og på smukkeste vis?
Indlæg ved Hanne Christensen.
I skoletjenesten sendes eleverne ud i mindre hold for at se nærmere på udstillingens portrætter, hvor familier fra hele verden er fotograferet med den mad, som de spiser på en uge. Fotografierne inviterer til at dykke ned i adskillige temaer, der på én gang berører mad og klima. Familiernes valg af kød, grønt, frugt, færdigvarer og emballering af mad er let at få øje på. Men også dyrkningsmetoder, bearbejdning og transport af fødevarerne er nogle af de mere ‘usynlige’ emner, som ligger bag familiernes – og vores egne – spisevalg. Skoletjenesten arbejder med mange af de bagvedliggende emner med en række temaplancher. Med dem bliver eleverne introduceret for initiativer, der kan være med til at skabe en mere bæredygtig fødevareproduktion, der engagerer og påvirker både samfundet og individet.
Indre By er præget af stor trængsel og bebyggelsesprocenter på op til fem gange det, man har udsaneret til på brokvartererne. Der er derfor meget lidt plads mellem husene, og det er vigtigt at prioritere det grønne overalt, hvor der er mulighed for det.