Rødkælk på Rådhuspladsen
1. februar 2010
Det er som om at vinteren i år har strammet sig an i anledning af klimatopmødet, måske for lige at give os en ekstra chance for at huske, at der er forskel på vejr og på klima, måske for at give os en ekstra chance for at indse, hvor skingert klimaskeptikerne fører sig frem. I hvert fald har januar i år ligget 3,2 grader under normalen – hvilket der ikke er noget unormalt i. Det har medført, at Søerne er frosset til, så man har kunnet gå på vandet, og vi halvanden måned i træk har haft noget så sjældent som sne inde midt i byen.
Den hårde vinter præger også livet for de mange dyr og fugle, som vi deler byen med. Og i den Lommepark 77, som vi netop har anlagt foran Miljøpunkt Indre By-Christianshavns vinduer, har vi flere gange i løbet af januar haft besøg af rødkælken.
Med sin orangerøde strube er rødkælken utrolig synlig i sneen, og fra mit barndomshjem, hvor vi fra spisestuen havde vinduer fra loft til gulv ud mod haven, kunne vi i vintertiden følge livet på foderbrættet på nærmeste hold. Her blev rødkælkene nogle år så fortrolige med os mennesker, som fredsommeligt spiste morgenmad på den anden side af glasset, at man ud på vinteren kunne fordre dem af hånden.
Men alt dette blot for at glæde sig over, at når giver naturen bare den mindste plads mellem husene, så rykker den gavmildt ind. Har tidligere i denne blog plæderet for, at i stedet for at en afstand på x-hundrede meter til nærmeste lommepark skulle være kriteriet for nærhed til grønne arealer i byen, så skulle alle fra deres bolig og arbejdsplads kunne høre fuglenes sang.
Med op imod 10% af den voksne danske befolkning lidende af angst og depression¹ har vi brug for deres opmuntrende strofer.
Jeannette Ringkøbing: Hver tiende dansker er i kulkælderen, Politiken 06.02.2010.¹
Vi ved ikke med sikkerhed, hvor meget og hvor hurtigt nedbørsmængderne vil stige som følge af klimaforandringerne. Men det er tankevækkende, at det ikke kun er havet, som stiger, men også grundvandspejlet, som i takt med at det langsomt hæver sig vil fylde hulheder og lavtliggende områder i landskabet.
Her ved bjergets fod, ved overgangen mellem skoven og det dyrkbare, lagde risbønderne så vidt muligt deres huse. For op igennem historien har hver eneste kvadratmeter, som kunne overrisles og dermed bruges til risdyrkning, været vigtig. Placeringen gav overblik over markerne, og let adgang til den skovklædte bagvæg. Skoven bag blev en form for kulturskov, hvor man samlede brænde, svampe, bær og frugter. I satoyama har der med tiden udviklet sig en stærk symbiose mellem menneske og natur, som er dybt forbundet med japansk folkekultur.
Byen har op igennem det 20. århundrede forseglet en stadig større del af sit areal, dels med bebyggelse, dels med asfalteringer og andre belægninger, som regnvandet ikke kan sive igennem. En meget stor del af den regn, som falder over København, skal derfor i dag gennem kloaksystemet. Og med udsigten til, at de forestående klimaforandringer vil give op til 30% kraftigere regnskyl end vi kender i dag, står man overfor valget, om kloakkapaciteten skal udvides tilsvarende for ikke at få stadige oversvømmelser. Eller om man skal prøve i tide at lægge kursen om, så man ved systematisk at aflede regnvandet lokalt får mindsket behovet.
