Strøtanker om bæredygtighed

Det er som om at vinteren i år har strammet sig an i anledning af klimatopmødet, måske for lige at give os en ekstra chance for at huske, at der er forskel på vejr og på klima, måske for at give os en ekstra chance for at indse, hvor skingert klimaskeptikerne fører sig frem. I hvert fald har januar i år ligget 3,2 grader under normalen – hvilket der ikke er noget unormalt i. Det har medført, at Søerne er frosset til, så man har kunnet gå på vandet, og vi halvanden måned i træk har haft noget så sjældent som sne inde midt i byen.

Den hårde vinter præger også livet for de mange dyr og fugle, som vi deler byen med. Og i den Lommepark 77, som vi netop har anlagt foran Miljøpunkt Indre By-Christianshavns vinduer, har vi flere gange i løbet af januar haft besøg af rødkælken.

Med sin orangerøde strube er rødkælken utrolig synlig i sneen, og fra mit barndomshjem, hvor vi fra spisestuen havde vinduer fra loft til gulv ud mod haven, kunne vi i vintertiden følge livet på foderbrættet på nærmeste hold. Her blev rødkælkene nogle år så fortrolige med os mennesker, som fredsommeligt spiste morgenmad på den anden side af glasset, at man ud på vinteren kunne fordre dem af hånden.

Men alt dette blot for at glæde sig over, at når giver naturen bare den mindste plads mellem husene, så rykker den gavmildt ind. Har tidligere i denne blog plæderet for, at i stedet for at en afstand på x-hundrede meter til nærmeste lommepark skulle være kriteriet for nærhed til grønne arealer i byen, så skulle alle fra deres bolig og arbejdsplads kunne høre fuglenes sang.

Med op imod 10% af den voksne danske befolkning lidende af angst og depression¹ har vi brug for deres opmuntrende strofer.

Jeannette Ringkøbing: Hver tiende dansker er i kulkælderen, Politiken 06.02.2010.¹

Ved Miljøpunkt Indre By-Christianshavn har vi netop igangsat Den Grønne By, en konkurrence om lommeparker, byforgrønnelse og styrkede livsrum i det historiske København.

Byens grønne elementer har en vigtig rolle i bestræbelserne på at skabe en smukkere, sundere og mere levende og bæredygtig by, som er rustet til at møde de kommende års klimaforandringer.

Den Grønne By er en idékonkurrence som efterlyser forslag til indplacering af grønne elementer i forskellige situationer i den historiske by. Det kan for eksempel være grønne gårde, taghaver, levende vægisolering, åbne belægninger eller anden forgrønnelse.

Læs mere »

Efter en høringsfase, som har strukket sig over det meste af dette år, har Københavns Kommune i går endelig vedtaget sin nye klimaplan. Den rummer en målsætning på en 20% reduktion inden 2015 (som vil bringe byens udledninger 40% under niveauet i 1990) og en vision om at blive CO₂-neutral i 2025.

Selvom planen sine steder bør strammes op – den lider af samme systemafgrænsningsproblemer som Kyoto-planen, som gør at en teknisk CO₂-neutralitet langt fra vil være en reel CO₂-neutralitet – er der al mulig grund til at sige tillykke til byen. Alene visualiseringen af, at vi ikke bare kan, men nødvendigvis skal udvikle CO₂-neutralitet inden for ganske få år, er et vigtigt signal ikke bare overfor københavnerne, men overfor hele verden.

En af konsekvenserne vil være, at der i de kommende år vi blive satset kraftigt på grønne tage – ifølge planerne skal der inden for ganske få år etableres 325.000 m² grønne tage. Det er faktisk rigtig meget – rundt regnet 40-50 fodboldbaner. Det bliver i første omgang nybyggeriet, som kommer til at trække de store arealer. For eksempel vil den nye bydel på Nordhavnsområdet i stor udstrækning få grønne tage. Men de grønne tage har også en plads i den ældre bygningsmasse, hvor taghældningen ikke er for stor.

Det typiske grønne tag har et blot få centimeter tykt jordlag, som gør, at en bestemt plantefamilie, sedum eller salturtfamilien, som har specialiseret sig i at overleve lang tids udtørring, har fine vilkår, mens græs og urter, som med tiden ville blive for store, måske kan klare sig i en fugtig periode, men bukker under i tørre sommerperioder. Rigtigt anlagt behøver sedum-tagene således ikke at blive luget, men er stort set vedligeholdelsesfri. Og sedum-tagene er smukke med deres vekslende blomstringer igennem året. Så vi må håbe, at man i stor udstrækning udser sig tagflader som herover ved Vesterport, hvor vi rent faktisk ser de grønne tage.

Sedum-tagene har også den fordel, at de er ganske lette – de vejer blot 40-50 kg pr m², så på langt de fleste eksisterende tagflader vil de kunne anlægges uden at tagkonstruktionen behøver at blive forstærket. Det sagt er der grund til også at arbejde med andre typer af grønne tage. For sedum-taget har en meget lille biologisk aktivitet. Bladoverfladen pr. m² er blot 6-8 m², hvor fritvokset græs kan have op til 200 m² bladoverflade pr. m² – og dermed en luftrensningseffekt og en CO₂-absorption / iltproduktion, som tilsvarende er langt langt højere.

Hvis man slog de langhårede tage inden de dræede og betragtede tagene som dyrkningsflader for biobrændsel – græs har en kolossal biologisk tilvækst – kunne man sandsynligvis finde vegetationstyper, som med meget lille vedligeholdelse havde en langt større positiv klimaeffekt end sedum-tagene.

Et andet vigtigt aspekt af de grønne tage er den lokale afledning af regnvandet, så det enten bruges lokalt, til toiletskyl, vanding osv. eller nedsives lokalt frem for som nu at løbe i kloakkerne (se forudgående blog-indlæg: Reetablering af Københavns vandkredsløb).

Nicolai Østergaard: København: Nu skal der græs på storbyen tage, Ingeniøren 28.08.2009.

Københavns Kommune er lige nu ved at udvikle en LAR metodehåndbog (Lokal Afledning af Regnvand), som rummer en hel række teknikker til lokal afledning af regnvand, som bliver samlet i en LAR metodehåndbog. Indre By Lokaludvalg og Christianshavns Lokaludvalg har skullet udarbejde høringssvar, og i den forbindelse har vi ved Miljøpunkt Indre By-Christianshavn lavet et notat derom, som findes gengivet i sin helhed nedenfor.

Byen har op igennem det 20. århundrede forseglet en stadig større del af sit areal, dels med bebyggelse, dels med asfalteringer og andre belægninger, som regnvandet ikke kan sive igennem. En meget stor del af den regn, som falder over København, skal derfor i dag gennem kloaksystemet. Og med udsigten til, at de forestående klimaforandringer vil give op til 30% kraftigere regnskyl end vi kender i dag, står man overfor valget, om kloakkapaciteten skal udvides tilsvarende for ikke at få stadige oversvømmelser. Eller om man skal prøve i tide at lægge kursen om, så man ved systematisk at aflede regnvandet lokalt får mindsket behovet.

Den anden løsning indebærer en lang række tiltag, som tilsammen vil give en langt grønnere by: Etablering af grønne tage, som forsinker vandstrømmene, opsamling af regnvand til toiletskyl og vanding, lokal nedsivning gennem vandåbne belægninger. En sådan reetablering af det naturlige vandkredsløb er bæredygtighedsmæssigt det eneste rigtige. Så det er et spændende initiativ med store positive konsekvenser for København, som man må hilse varmt velkommen.

Læs mere »

George Monbiot er en af de skarpere klimaskribenter, og han forstår som få at spidde fænomener udspændt i feltet mellem menneske, miljø og magt. I den senere tid har han for eksempel lavet en række skarpe video-interviews til The Guardian, hvor han i udsøgt satirisk stil hudfletter klimabagstoppere og greenwashing-magnater. Men i gårsdagens udgave af The Guardian rettede han med artiklen: Woodchips with everything. It’s the Atkins plan of the low-carbon world, skytset mod egne rækker. Han var kort sagt træt af den seneste hype inden for klimaløsninger, bio-char, og sammenlignede det med Atkins-kuren, en slankekur, som med højdosis protein måske på kort sigt formår at få folk til at tabe et par kilo, men som ernæringsmæssigt og sundhedsmæssigt set må betragtes som en katastrofe.¹

I den britiske debat bliver den sproglige retorik ofte hvæsset med stor omhu. For blot fjorten dage siden sammenlignede Sir Nicholas Stern klimaskeptikere med ‘flat-earthers’.² Og hvor har han ret – kunne vi blot én gang for alle komme dertil i det danske forståelsesrum. Det er kun fordi det er så svært at oversætte til dansk – fladpander er noget lidt andet – at ‘flat-earthers’ ikke straks er gledet ind i mit klima-vokabularium. 

Men tilbage til Monbiots udfald: Han var kort sagt træt af, at alle klimaentusiaster nu kun havde trækul på hjernen og tilsyneladende så verdens frelse i denne gammelkendte teknik. Og under vejs får han langet alvorligt ud efter klimanotabiliteter som James Hansen, Chriss Goddall og James Lovelock, som i hans øjne helt har mistet orienteringen. De er bundnaive, fnyser han, og er nærmest ved at splitte jorden af for at redde den.¹

Allerede samme dag bringer The Guardian da også en artikel af Chriss Goodall, at der ikke er nogen grund til at afskrive trækullene.³ Og få timer efter er Gaia-teoriens ophavsmand James Lovelock på banen med en indrømmelse, at hvor han normalt er enig med Monbiot i det meste, må han i denne situation indse, at Monbiot ikke helt har fanget perspektivet i at lade naturen absorbere den overskydende CO₂.¹º

Læs mere »

I de 17 år, jeg har boet i Larslejsstræde har der på denne tid af året været den vidunderligste solsortesang. Nogle år har der i forårsmånederne udspillet sig de drabeligste sangdueller mellem tre-fire solsorte - men ikke i år. Og jeg må indrømme, at jeg savner dig voldsomt, kære solsort – savner dine tonelege, dine ækvilibristiske triller, dine imitationer og intonationer. Indimellem bilder jeg mig endda ind, at vi har sunget sammen, talt sammen, udvekslet andet og mere end høfligheder, delt en jublende glæde over forårets komme – men måske det kun er indbildning. Mit næb er i hvert fald langt fra så lysende orange som dit.

Jeg har derfor tænkt på, hvad jeg kunne gøre? Sætte en annonce i solsortenes dagblad om et ledigt revir i et af hovedstadens mest attraktive kvarterer? Både ved 1 og ved 2 på kortet herover, i min for- og baghave. 

Jeg synes jo det er et vidunderligt sted og kan ikke helt forstå … vinteren har jo ikke været særlig streng. Jeg har da også enkelte nætter hørt dig synge ved et-tiden – som om du i nattens mulm og mørke inspicerede reviret, men fandt det uegnet for solsorte. Er det blevet så ringe? Godt nok har de skramlet meget omkring de forhenværende TDC-bygninger, men du skal vide, at planerne om Sankt Petri Passage er opgivet – den finanskrise er god for mange ting. Og akustikken er fænomenal, din sang løfter sig mellem husmurene, og vi er mange, som værdsætter det højt.

Du har ret, kirkepladsen (1) er så langt fra hvad den kunne være: Der er snart ikke mere græs tilbage og en evig støj fra skolebørnene. Det er rent ud sagt en bedrøvelig affære – rundbold eller regnorme. Og ja, de to kolossale lindetræer i Asylbørnehaven (2) er skåret voldsomt tilbage, samtidig med at de har haft et anfald af oprydning i Valkendorf-kollegiets gamle forhave, hvor blandt andet Grundtvig – ham med alle salmerne – har boet. I hvert fald lindetræerne vokser ud igen – du må have lidt tålmodighed - og det har det med at gro til igen i kollegiehaven, så du inden længe igen kan regne med sikker fangst af mider og orme til dine unger.

Men hvad kan vi gøre indtil da? Prøve at få lagt den grønne løber ud til Ørstedsparken, så du igen føler dig velkommen? Skolegårdene i Niels Brock og Sankt Petri Skole (3&4, 5) er i dag stort set væg til væg-asfalteret. Jeg må se at prøve at formå dem til at forgrønne deres skolegårde, så forbindelseslinjerne bliver genoprettet. Det ville de mange elever sikkert også være glade for.

Selv dine små fætre og kusiner, musvitterne, blåmejserne, gråspurvene og bogfinkerne, er ikke nær så flittige gæster i år. Men de er her, jeg hører dem næsten hver morgen, så jeg håber stadig du har os i tankerne og giver vores kvarter en ny chance. Vi savner dig.

De små grønne enklaver i den tættest bebyggede by er meget udsatte, og selv tilsyneladende små forandringer kan medføre store forskelle for de planter og dyr, som lever mellem husene, og det er vigtigt for bynaturens trivsel og overlevelse at styrke sammenhængen mellem de enkelte enklaver og forbindelseslinjerne til parkbåndet i det gamle fæstningsanlæg. Vi er derfor i Miljøpunkt Indre By-Christianshavn ved at forberede et kortlægningsprojekt af den historiske bys naturkapital. Netop kortlægningen kan give indikationer af, hvor man ville kunne sætte ind for at styrke bynaturens robusthed, sammenhængskraft og artsvariation i den tættest bebyggede by.

Flemming Pahus Jensen står bag dette forslag til en blå-grøn oplevelsesrute, som fra Fælledparken i vest krydser først Søerne, siden Østre Anlæg, Kastellet og Havnen under vejs til Holmen og det nordligste af Christianshavns voldanlæg. Under vejs passerer man en lang række meget forskelligartede grønne og blå rum, så ruten åbner for mangfoldige naturoplevelser. Ikke mindst kan man opleve mange af de mange dyr og fugle, som efterhånden har lært sig kunsten at overleve  i det urbane landskab.

Der mangler dog noget i dag – Pahus’ forslag er således også et forslag om etablering af to nye broforbindelser. Dels en fodgængerbro over Søerne, hvorfra man vil kunne opleve vandet og lydene og fuglene på en helt anden måde, end når man går langs de store veje. Dels en reetablering af den bro, som indtil for få år siden forbandt Østre Anlæg med Frederiksstaden ved Stokhusgade, som ville give den del af Frederiksstaden langt bedre forbindelse til grønne områder. Hvor ruten krydser havnen, kan man i dag tage HTs havnebus og fortsætte nord om Christiania helt ud til havet og Amager Strandpark. Så tag badetøjet med. Eller man kunne via Norddyssen bevæge sig ned gennem Christiania, som udgør en af byens rigeste bybiotoper. 
 

vis slideshow »

 

‘Åben Zoo’ eller ‘Blågrøn linje’ har Flemming Pahus også kaldt projektet, og under vejs kan man møde mange af byens dyr. Herover blot nogle få af vores ‘vilde’ medborgere, som lever mere miljøvenligt, mere CO₂-neutralt og mere stilfærdigt elegant indordnende sig deres omgivelser end vi tobenede, så måske der var noget at lære under vejs mod det, som Michael Braungart i september så præcist beskrev som at vi måtte lære på ny at blive indfødte på planeten.

Forslaget er et koncept i sin vorden som åbner med latente muligheder for kreativ deltagelse inden for både biologi, fysik, det havekunstneriske, det designmæssige og det praktisk politiske, så se forslaget med mailadresse her: 

Blågrøn linie – et snit gennem Indre By i København, Flemming Pahus Jensen, januar 2009 (1,2 Mb pdf).

I Ny Vestergade 11, hvor Nationalmuseet holder til, har man i mange år haft to høje sidemure med rådhusvin, som har fået lov til at vokse sig op i 14-15 m højde. Vi klipper dem blot tilbage en gang imellem, når de bliver for store, fortalte en mand mig for et par år siden. Det gør, at hvor de gamle vinstokke ved foden af muren er nogle store knorter, er der noget friskt og egalt over fladen.   

vis slideshow »

 

De seneste år har man klippet vinene stærkt tilbage, så de kun dækker de nederste 2 m. Dette er en stor skam, da det i mine øjne var et af byens smukkeste gavlmalerier, ikke mindst de tre-fire uger hvert efterår, hvor blussende farver dag for dag forskyder sig, fra den første rødmen i toppen og de senest udfoldede blade til de sidste blade ribbes ned af efterårsstorm. 

I publikationen Byens grønne lunger som kan downloades fra min hjemmeside jenshvass.com, er der pp. 38-39 mere om facadebeplantningen i Ny Vestergade 11.

Jens Hvass: Byens grønne lunger. Eksempler på facadebeplantninger fra det historiske København, Kunstakademiets Arkitektskole 2005 (pdf).

Se flere forårstegn og efterårstegn.