Strøtanker om bæredygtighed

Efter en høringsfase, som har strukket sig over det meste af dette år, har Københavns Kommune i går endelig vedtaget sin nye klimaplan. Den rummer en målsætning på en 20% reduktion inden 2015 (som vil bringe byens udledninger 40% under niveauet i 1990) og en vision om at blive CO₂-neutral i 2025.

Selvom planen sine steder bør strammes op – den lider af samme systemafgrænsningsproblemer som Kyoto-planen, som gør at en teknisk CO₂-neutralitet langt fra vil være en reel CO₂-neutralitet – er der al mulig grund til at sige tillykke til byen. Alene visualiseringen af, at vi ikke bare kan, men nødvendigvis skal udvikle CO₂-neutralitet inden for ganske få år, er et vigtigt signal ikke bare overfor københavnerne, men overfor hele verden.

En af konsekvenserne vil være, at der i de kommende år vi blive satset kraftigt på grønne tage – ifølge planerne skal der inden for ganske få år etableres 325.000 m² grønne tage. Det er faktisk rigtig meget – rundt regnet 40-50 fodboldbaner. Det bliver i første omgang nybyggeriet, som kommer til at trække de store arealer. For eksempel vil den nye bydel på Nordhavnsområdet i stor udstrækning få grønne tage. Men de grønne tage har også en plads i den ældre bygningsmasse, hvor taghældningen ikke er for stor.

Det typiske grønne tag har et blot få centimeter tykt jordlag, som gør, at en bestemt plantefamilie, sedum eller salturtfamilien, som har specialiseret sig i at overleve lang tids udtørring, har fine vilkår, mens græs og urter, som med tiden ville blive for store, måske kan klare sig i en fugtig periode, men bukker under i tørre sommerperioder. Rigtigt anlagt behøver sedum-tagene således ikke at blive luget, men er stort set vedligeholdelsesfri. Og sedum-tagene er smukke med deres vekslende blomstringer igennem året. Så vi må håbe, at man i stor udstrækning udser sig tagflader som herover ved Vesterport, hvor vi rent faktisk ser de grønne tage.

Sedum-tagene har også den fordel, at de er ganske lette – de vejer blot 40-50 kg pr m², så på langt de fleste eksisterende tagflader vil de kunne anlægges uden at tagkonstruktionen behøver at blive forstærket. Det sagt er der grund til også at arbejde med andre typer af grønne tage. For sedum-taget har en meget lille biologisk aktivitet. Bladoverfladen pr. m² er blot 6-8 m², hvor fritvokset græs kan have op til 200 m² bladoverflade pr. m² – og dermed en luftrensningseffekt og en CO₂-absorption / iltproduktion, som tilsvarende er langt langt højere.

Hvis man slog de langhårede tage inden de dræede og betragtede tagene som dyrkningsflader for biobrændsel – græs har en kolossal biologisk tilvækst – kunne man sandsynligvis finde vegetationstyper, som med meget lille vedligeholdelse havde en langt større positiv klimaeffekt end sedum-tagene.

Et andet vigtigt aspekt af de grønne tage er den lokale afledning af regnvandet, så det enten bruges lokalt, til toiletskyl, vanding osv. eller nedsives lokalt frem for som nu at løbe i kloakkerne (se forudgående blog-indlæg: Reetablering af Københavns vandkredsløb).

Nicolai Østergaard: København: Nu skal der græs på storbyen tage, Ingeniøren 28.08.2009.

Frankrig har en lang tradition for arkitektoniske manifester, fra solkongernes paladser over Napoleons omlægning af store dele af Paris under Haussmann til Mitterand, som lagde navn til Peis glaspyramide foran Louvre og Sprechelsens Triumfbue. Og den nu siddende præsident Nicolas Sarkozy er da også godt i gang med at lægge an til at få sig foreviget i de parisiske bylandskaber. Det har han gjort ved at invitere ti af verdens ledende tegnestuer til at komme med et oplæg til byens fremtid, og ikke mindst forstædernes fremtid. Paris er nemlig ikke kun turisternes Paris. Udenfor den charmerende bykerne har der op igennem det 20. århundrede spredt sig en grød af mere eller mindre karakterløs forstadsbebyggelse. Og det er i høj grad her, projekterne sætter ind.

Siden juni har de ti teams arbejdet på to temaer ’the 21st century post-Kyoto metropolis’ og ‘the present and future analysis of the Paris agglomeration’. Kan man gennem fortætning, nytænkning og andre byplanmæssige greb føre Paris fra den fossile æra ind i en bæredygtig udvikling? Foreløbig er de ti forslag udstillet på Musée de la Cité, og der er lagt op til offentlig debat om projekterne. 

Forslaget på billedet herover herover stammer fra Ateliers Castro/Denissof/Casi. Jeg har stadigvæk svært ved at se, at klodens befolkning ved udgangen af det 21. århundrede i større udstrækning kommer til at bo i en sådan ikon-arkitektur – det minder lidt om Tyskland i 80erne, hvor alt miljørigtigt byggeri skulle have græstørvstag. Der findes langt mindre demonstrative (og ressourcekrævende) måder at fortætte byen på. Men hvis ellers disse lådne bygningssøjler med urskov frodigt vældende ud fra hver anden etage, som om det aldrig blæste eller sneede, er fremtidens højhuse, så kan vi i Købøenhavn prise os lykkelige over ikke at have fået plastret den historiske by til med deres vegetationsløse forgængere. Og stadig kan jeg meget bedre se den slags bebyggelse i Nordhavnen eller på Refshaleøen.

Se tidligere blog-indlæg om gønne højhuse: Det levende tårn (fransk projekt) og William McDonough: Tower of Tomorrow (amerikansk cradle to cradle-projekt).

Ten Scenarios for ‘Grand Paris’ Metropolis Now Up for Public Debate, Bustler 13.03.2009.

Ten Scenarios for ‘Grand Paris’ Metropolis Now Up for Public Debate, ArchiCentral 14.03.2009.

Karsten Ifversen: Sarkozy vil genskabe Paris, Politiken 21.03.2009.

Nedenstående tekst er et høringssvar fra Indre By Lokaludvalg vedrørende Københavns Kommunes projektramme Lommeparker, træer og andet grønt. Det er et forslag med en begyndende erkendelse af, at byen som biotop og levende sted ikke kan opretholdes blot ved at pleje parkerne, men kræver, at der trækkes grønne forbindelseslinjer mellem de enkelte grønne enklaver, som forbinder alle byens grønne elementer til et samlet biologisk system. Som sådan repræsenterer det et gennembrud i kommunens forståelse af, hvaddet vil sige at være en grøn kommune.  

Lovforsalget blev fremlagt i maj, se tidligere blog-indlæg: Lommeparker og grønne gaderum, hvorfra der er link til projektets prospekt. Hvis man gennemfører projektet i sin intention, vil det kunne få store positive konsekvenser for livsrummet og livskvaliteten, såvel for menneskene som for de mange planter og dyr, som vi deler byen med.   
 

Lommeparker, træer og andet grønt

- et høringssvar fra Indre By Lokaludvalg

Fra Indre By Lokaludvalg finder vi, at Lommeparker, træer og andet grønt er et helt centralt initiativ for udviklingen af livskvaliteten i Indre By, som vi hilser meget velkomment.

Stor bebyggelsestæthed giver stort behov

Indre By er præget af stor trængsel og bebyggelsesprocenter på op til fem gange det, man har udsaneret til på brokvartererne. Der er derfor meget lidt plads mellem husene, og det er vigtigt at prioritere det grønne overalt, hvor der er mulighed for det.

Med de mange arbejdende og besøgende i bydelen er afstandskravet på max. 400 m ikke retvisende for behovet. Man bør systematisk opgradere opholdskvaliteten på alle åbne arealer.

Projektrammen taler om 14 lommeparker og 3.000 træer for hele København, men de rækker ikke langt i hele kommunen. Det ville være et mere passende mål for Indre By. Suppleret af 3.000 facadebeplantninger ville det kunne være med til at skabe en blidere, smukkere og mere oplevelsesrig by med en luft, som var sundere at indånde.

Læs mere »

Det er sjældent, jeg er ubetinget begejstret for moderne arkitektur, ikke mindst den højtstræbende genre, hvor ubrudte spejlglasfacader og teknologisk perfektionerede ‘maskiner’ producerer en urørlighed og utilnærmelighed samtidig med, at de signalerer en betydningsfuldhed og formmæssig selvtilstrækkelighed, som slet ikke står mål med deres indre. Men William McDonough & Partners’ Tower of Tomorrow rammer forbi alle mine parader. Jeg synes det er smukt, og jeg ved, at det bæredygtighedsmæssigt er særdeles gennemtænkt. Det har en skrøbelighed, på samme tid stærk og sårbar, stram og organisk – som en gigantisk blomsterknop, der er lige ved at revne og lade sit frodige liv vælde ud af alle sprækker.

De senere år har der været talt meget om højhuse i København, og der har efterhånden været præsenteret ganske mange funky visioner. Men jeg kan ikke komme på ét eneste af disse projekter, som har ramt rent ind. Fosters tårn til Tivoli havde en uomtvistelig elegance, men havde sin beliggenhed og sin selvbevidsthed imod sig. Selv van Egeraats projekt til Krøyers Plads, som med sine gigantiske bjergkrystalformer af mange blev fremhævet for de skulpturelle kvaliteter, virkede i min optik aldeles fejlplaceret i hjertet af det historiske København og langt bedre egnet til en motorvejsplacering. Og blandt de højhuse, som gennem årene er blevet bygget i København, er der ikke meget at prale med. Arne Jacobsens hotel er stilsikker modernisme, men igen … det omgiver sig med en kulde og uindtagelighed, som ikke yder ret meget til den omkringliggende by. 

Og det er nok en del af problemet med højhusene, de bliver meget let fremmedlegemer i den karré-strukturerede by. For eksempel Malmös nye vartegn, Turning Torso, skruer sig med en dramatisk gestus op i den blå himmel, og det det står flot i byens profil. Men kommer man tæt på, er den måde, hvorpå bygningen indgår i byen – eller rettere som en middelalderlig borg afskærer sig fra sin omverden – dybt problematisk. Den bruger løs af omgivelsernes urbane miljø uden at yde noget til gengæld.

Dér er Tower of Tomorrow anderledes klart tænkt. Det snævrer ind mod bunden for at bruge så lidt urbant areal som muligt, samtidig med at åbningen mellem solcellefacaden og skyggefacaden inviterer til at bevæge sig ind. Jeg kunne sagtens se klynger med 3-4-5 stykker af sådanne spiralske tårne i let forskellige i højde og drøjde stå på Nordhavn og Refshaleøen omgivet af en parkagtigt overvokset tæt-lav bebyggelse.

Læs mere »

Den anden dag faldt jeg over The Soil Carbon Manifesto (se nedenfor), skabt af den australske organisation Carbon Coalition Against Global Warming. Det er et spændende område, som jeg meget gerne vil trænge meget mere ind i. Dels fordi der ligger et stort CO₂-bindingspotentiale i rigtig brug af vores landbrugsarealer, dels fordi det samtidig kunne være nøglen til et landbrug, som producerede langt sundere fødevarer.

Set i dette perspektiv er vores nuværende afbrænding af alt affald dybt problematisk. Stadig føler jeg efter at have boet 28 år i København et lille stik af smerte når jeg dagligt må lade god jordernæring, som burde komposteres, gå i affaldsspanden. Så vidt muligt burde alt det organiske affald fra restauranter, husholdninger og næringsmiddelindustri komposteres og bringes tilbage til landbruget som en livgivende erstatning for de CO₂-tunge kunstgødninger, hvoraf en alt for stor del i dag udvaskes med voldsomme forstyrrelser af vandmiljøet til følge. 

Michael Braungart fortalte for nylig på vugge til vugge-konferencen her i København, at det industrielle landbrug hvert år tærer på muldlaget svarende til, hvad det har taget 5.000 år at opbygge. Hans ærinde var, at det er vitalt for opretholdelsen af landbrugsarealernes vækstkraft – og for bæredygtigheden - at langt det meste af det, der blev høstet fra markerne, kom til tilbage til markerne som organisk materiale. 

Og hvis vi skal lykkes med ikke bare at få bremset CO₂-ophobningerne i atmosfæren, men igen at få koncentrationerne ned på omkring 350 ppm, er vi nødt til ikke bare at ophøre med den fossile afbrænding, men systematisk at arbejde på at øge CO₂-bindingen i biosfærens muld og vegetation. 

Læs mere »

Fredag-lørdag-søndag var der Klimafestival i København, og det var umiddelbart en broget omgang, med fest og ballade, gøgl og lidt alvor, som lige som forløberen, de årlige Miljøfestivaler, trak mange besøgende.

Nedenfor har jeg samlet nogle billeder, dels fra vores stand for Angendacenter Indre By / Christianshavn, hvor vi serverede økologisk grøn te og viste en udstilling om byforgrønnelse, dels fra nogle af de mange andre aktiviteter på Gammel Strand og Højbro Plads.

Læs mere »

Ved det moratorium, som Borgerrepræsentationen i torsdags vedtog for højhuse i Indre By, trak man mod sydvest beskyttelsesgrænsen underligt zigzag-agtigt, så Tivoli blev fredet, mens Axeltorv, Aborreparken og Banegraven stadig står åbne for højhuse. Frem for bevaringsmæssige principper, som beskyttede middelalderby og fæstningsanlæg, har man således tydeligvis på pragmatisk vis forholdt sig til hvert enkelt sted. Men kunne man bare finde ud af at lave højhuse som gadekunstnerens på billedet herover - store i ånden uden at skygge omkring sig - er jeg sikker på, at der ikke ville være samme folkelige modstand.
 

Her er det Henning Larsen Architects forslag til nyt højhus på Axeltorv, hvor nu Scala ligger. Med 80 m højde er det det laveste af de forslag til stedet – det højeste af metropolzone-projekterne nåede på samme sted op på 147 m. Der er store økonomiske interesser i, om man kan få lov at bygge 5, 10, 20 eller 40 etager på et sted som her. Men i forhold til at beskytte Middelalderbyen virker det paradoksalt, at dette hjørne af det historiske København ikke kom med i beskyttelseszonen. Det er jo knapt nok et argument, at det allerede lider mere end mange andre kvarterer under forskellige bybygningstraditioners sammenblanding.

Læs mere »

Londons borgmester Boris Johnson har i dag fremlagt en klimatilpasningsstrategi, som skal gøre byen bedre i stand til at modvirke følgerne af den globale opvarmning. Klimaforandringerne vil kunne forringe livskvaliteten markant, advarer han, og konkret står 440 skoler, 10 hospitaler, 75 stationer, en halv mio. ejendomme og 1,25 mio. mennesker med voksende risiko for oversvømmelser, som med fremskridende klimaforandringer vil blive flere og mere omfattende.

Det, som i mine øjne er interessant, er, at byforgrønnelse i en sådan klimatilpasningsstrategi står øverst på listen over tiltag: med flere grønne områder i bymiljøet, som kan bedre mikroklimaet og afbøde storbyernes varmeø-fænomen, samt udstrakt anvendelse af grønne tage og træplantninger, som kan absorbere og tilbageholde nedbøren, som man regner med fremover vil falde langt mere voldsomt.

Klimatilpasningspakken indeholder en lang vifte af andre tiltag, blandt andet en eftergang af Londons vandforsyningssystem, hvorfra man regner med, at der dagligt siver 600 mio. liter. 

Man kan indvende, at det eneste, der i længden hjælper, er at udledningen af drivhusgasser både i England og i resten af verden bliver reduceret kraftigt i allernærmeste fremtid. Men selv hvis det lykkes at knække CO₂-kurven, må vi regne med, at der med de nuværende CO₂-koncentrationer er igangsat en proces, som vi blot kan håbe på endnu kun er begrænset selvaccelererende. For at langtidsstabilisere klodens klima og ismasser tyder alt på, at vi skal  tilbage til en koncentration på 350 ppm (se tidligere blog-indlæg: James Hansen: Climate Threat to the Planet).

Samtidig med at vi i de kommende år kommer til at revidere og udbygge vores klimatilpasningsstrategier, er det derfor vitalt, at vi ikke opgiver det fælles projekt at nedbringe CO₂-udledningerne for at koncentrere os om at afbøde konsekvenserne i vores lille del af verden. Det vil sandsynligvis inden for få årtier føre os til sådanne tipping points, hvor den globale opvarmning bliver selvaccelererende. For eksempel er det allerede meget tæt på, at sommerafsmeltningen af polarisen fører til en arktisk mildning, som kan frigive store mængder metan, som nu er bundet i tundraens permafrost.

I takt med at Grønlands og Antarktis’ ismasser afsmeltes, vil vi kunne regne med havstigninger på op til 75 m – ikke i morgen eller i overmorgen, men på sigt. Og hermed vil fænomenet klimatilpasningsstrategier være fortid for byer som London og København. 

Mark Prigg: Boris warns city to prepare for future drought, floods and heat, Evening Standard 29.08.2008.

Mayor’s global warming plan aims to cool London, The Guardian, 29.08.2008.

Mayor reveals climate change plan, BBC News 29.08.2008.