Strøtanker om bæredygtighed

Three Steps to Establish a Politics of Global Warming 

Dette indlæg fra Bill McKibben offentliggjort på TomDispatch.com går i disse timer kloden rundt.

Try to fit these facts together:

• According to the National Oceanic and Atmospheric Administration, the planet has just come through the warmest decade, the warmest 12 months, the warmest six months, and the warmest April, May, and June on record.
• A “staggering” new study from Canadian researchers has shown that warmer seawater has reduced phytoplankton, the base of the marine food chain, by 40% since 1950.
• Nine nations have so far set their all-time temperature records in 2010, including Russia (111 degrees), Niger (118), Sudan (121), Saudi Arabia and Iraq (126 apiece), and Pakistan, which also set the new all-time Asia record in May: a hair under 130 degrees. I can turn my oven to 130 degrees.
• And then, in late July, the U.S. Senate decided to do exactly nothing about climate change. They didn’t do less than they could have — they did nothing, preserving a perfect two-decade bipartisan record of no action. Senate majority leader Harry Reid decided not even to schedule a vote on legislation that would have capped carbon emissions.

I wrote the first book for a general audience on global warming back in 1989, and I’ve spent the subsequent 21 years working on the issue. I’m a mild-mannered guy, a Methodist Sunday School teacher. Not quick to anger. So what I want to say is: this is fucked up. The time has come to get mad, and then to get busy.

Læs mere »

Lederen af NASAs klimaforskningsafdeling James E. Hansen rundsendte i dag en henvendelse til den norske statsminister i anledning af, at han i juni modtog den norske Sophie Prize.

Hansen benyttede her anledningen til at markere det dybt beklagelige i, at det statsejede norske olieselskab Statoil er gået aktivt ind i udvindingen af tar sand i Canada. Tar sand er en af de mest svinske former for fossilt brændstof, vi har i dag. Miljøødelæggelserne er kolossale – et område fire gange større end Danmark er i disse år ved at blive totalraseret for at udvinde bitumen-olie fra sandlag i overfladen, og energiforbruget ved udvindelsen er så stort, at den samlede CO2-udledning ved olie fra tar sand er markant større.

Hansens enkle men klare budskab - i en situation, hvor vi alligevel ikke kan afbrænde alle vores fossile brændstoffer, hvis vi vil bevare et klima nogenlunde som vi kender det i dag – er, at vi må:

1) udfase den nuværende brug af kul hurtigst muligt
2) lade forekomster af tar sand blive i jorden
3) afstå fra at forfølge de sidste dråber olie (som for eksempel i de arkitske egne og på dybt vand).

Op til COP15 var Norge et af de lande, som spillede klarest ud, med tilsagn om en reduktion af landets CO2-udledninger på 40% inden 2020 – markant over EUs tilsgn på 20% – som kunne forhøjes til 30%, hvis verdens øvrige lande gav tilsvarende tilsagn. Det kom der som sagt ikke, så EU står lige nu med et tilsagn på kun 20%, hvilket er helt utilstrækkeligt og meget dårlig signalpolitik.

Endda er James E. Hansens karakteristik af den norske klimapolitik langt fra rosende: “The Norwegian government’s position is a staggering reaffirmation of the global situation: even the greenest governments find it too inconvenient to address the implication of scientific facts. Perhaps our governments are in the hip pocket of the fossil fuel industry - but that is not for science to say.”

Ved modtagelsen af Sofieprisen siger han afrundende: “What I can say from the science is this: the plans that governments, including Norway, are adopting spell disaster for young people and future generations. And we are running out of time.

Stabilizing climate is a moral issue, a matter of intergenerational justice. Young people, and older people who support the young and the other species on the planet, must unite in demanding an effective approach that preserves our planet.

Because the executive and legislative branches of our governments are turning a deaf ear to the science, the judicial branch may provide the best opportunity for redressing the situation. Our governments have a fiduciary responsibility to protect the rights of young people and future generations. I look forward to working with young people and their supporters in developing the legal case for young people and the planet.”

Når Hansen udtaler sig så klart om selv de mest vidtgående klimaplaner, som han gør her, at de “spell disaster”, så bunder det i hans meget klare aflæsning af den kvoteordning, som en kommende klimaaftale søges opbygget om, som aldeles utilstrækkelig, og som fokuserende på det forkerte.

Open letter to Prime Minister Jens Stoltenberg, published in Aftenposten, 19.05.2010 (pdf). 

 Svarbrev fra Robin Martin Kåss, Statssekretær, Olje- og Energidepartementet, Deputy Minister, Ministry of Petroleum and Energy, 24.05.2010 (pdf).

James E. Hansen: Message from Sophie Prize Winner (pdf).

www.sofieprisen.no.

Architecture 2030 er et meget visionært amerikansk initiativ, som har lavet en køreplan for et USA, hvor bygninger er CO₂-neutrale inden 2030, med en tilhørende uddannelsesplan – at alle amerikanske arkitektstuderende i løbet af i år skal være i stand til at designe sådanne CO₂-neutrale bygninger. I samarbejde med forskere fra NASA og National Renewable Energy Laboratory har Architecture 2030 fået udarbejdet et paper, som undersøger mulighederne for et at udfase brugen af kul i USA i 2030. Den endelige artikel vil først udkomme i juni, men er i dag rundsendt i draft form.¹

I den nuværende situation, hvor den amerikanske klimalovgivning og dermed den globale klimaaftale hænger i en endog meget tynd tråd efter et massivt lobby- og støjarbejde fra kul- og olieindustrien, er det et dybt interessant indspark i den amerikanske debat. Alene geotermisk energi vurderes at have 10 gange større energipotentiale end det nuværende amerikanske energiforbrug, og der er masser at spare ved mere hensigtsmæssig indretning af den amerikanske infrastruktur.

Blandt artiklens forfattere finder man også lederen af NASAs klimaforskning, James E. Hansen.

I artiklens abstract hedder det afsluttende: “Vi konkluderer, at USAs emissioner fra kul kan være udfaset i 2030 gennem anvendelse af eksisterende teknologier eller teknologier, som vil være konkurrencedygtige indenfor det kommende tiår. Fjernelsen af subsidier til fossile brændstoffer og en markant øget pris på CO₂-udledninger er de fundamentale forudsætninger for en ren, emissionsfri fremtid.” 

Jeg har kopieret artiklens abstract ind nedenfor.

Pushker A. Kharecha et al.: Options for Near-Term Phaseout of CO2 Emissions from Coal Use in the United States, Draft accepted for publication in Environmental Science & Technology (pdf).¹

Læs mere »

vis slideshow »

.
Grønlands indlandsis er en verden af fortryllende skønhed. Billeder derfra vækker en dyb længsel efter at kunne flyve hen over de vidtstrakte landskaber, suge de mange former og farver til sig i isens langsomme skriden mod havet. 

Nu er det nok ikke specielt klimavenligt at flyve derop blot som foto-turist, og det er i virkeligheden også megt mere en Chagallsk flyvegrøm, hvor man ved at strække armene udsvæver vægtløst graciøst hen over de glitrende landskaber, så jeg har istedet samlet en række billeder fra Grønlands ismassiver.

I anden linje ser man nogen af de smeltevandssøer, som Pano Kroko beskriver i sit paper i det forudgående blog-indlæg. I tredje linje ser man nogle af de moulins, vandtunneller, hvorigennem smeltevandet finder vej til gletsjerbunden. I femte række er der billeder fra gletsjerudmundingen i Jakobshavn.

På Klimatopmødets sidste dag kom grundlæggeren af Environmental Parliament, Pano Kroko, til Klimabundmødet på Vartov for at give en direkte skildring af tingenes tilstand i Bella Centeret. Det stod da klart, at vi ikke ville få den ambitiøse aftale, som alle havde håbet på, og som verden fortjener. Det var alt for let at være fortvivlet, men endda fortalte Kroko, at der var grund til optimisme – måske ikke lige nu, men på sigt. Han havde oplevet delegationsledere fra hele verden indlevet vidende drøfte, om målet måtte være 1½° eller 2° C? Og en målsætning som 350 ppm, som ingen kendte til for blot to år siden, havde nu mere end 100 lande bag sig – omend endnu ikke de 100 mest indflydelsesrige. Så den nødvendige viden er til stede og mangler så at sige blot at befrugte den politiske vilje. 

Kroko vendte tilbage til Vartov dagen efter, hvor han under mere uformelle rammer fortalte om en sag, som Environmental Parliament har meget højt opå sit agenda: Den fremadskridende destabilisering af Grønlands indlandsis. I de seneste år har man kunnet iagttage en markant større afsmeltning af den grønlandske indlandsis. På billedet ovenfor til venstre ser man to kajakker på en smeltevandssø ovenpå indlandsisen, til højre styrter smeltevand i en dyb skakt. Dette vand vådrer bunden af ismassivet og løsner permafrostens greb i det underliggende urfjeld. Der er tale om vandmængder så store, at det flere steder langs den grønlandske kyst giver basis for at drive elturbiner.

I Pano Krokos tankevækkende paper nedenfor, som jeg har fået lov at bringe her på bloggen, bliver det klart, at vi står overfor et muligt ‘tipping point’, hvor Grønlands ismassiver ikke blot langsomt silende ender i verdenshavene, men at det kan ske fra dag til dag gennem store udladninger af destabiliserede ismassiver med voldsomme havstigninger til følge.

Stadig sker afsmeltningen kun fra ismassivets randområder, men arealet er stærkt voksende (se det forudgående blog-indlæg: Indlandsisen vådrer), og det kolossale grønlandske ismassiv rummer i sig vandmængder, som fuldt afsmeltet modsvarer en havstigning på omkring 7 m.

GREENLAND

Climate forcing sudden ice sheet collapse tipping point mitigation Study.

An Environmental Parliament white paper by Pano Kroko, circa November 2009

 
The Greenland Ice Cap sudden slide into the Ocean is the issue and we have to use security measures to counter it’s devastating effects. Clearly a Black Swan event waiting to happen – It is a security risk of the greatest magnitude for the United States and for the rest of the world.

The Greenland Ice Cap’s imminent, sudden and cataclysmic collapse is a repeat of PAST EVENTS in the Hudson Bay Ice Cap. Not only it is similar to the Hudson Bay Ice cap sudden collapse that led to the stories of Noah’s Flood and cultural and religious myth throughout all of the earth’s cultures – it is also a verifiable geologically proven rapid scale event. A singularity and a Complex theory examination is needed immediately.

The speed and terrifying cataclysmic sea level rises after the Hudson Bay Ice Cap collapse, are well documented. The sudden slide of the whole Greenland ice cap into the sea will result in 7 to 17 meter sea level rises globally. It can and will happen literally overnight…. This collapse will lead to sea level rising OVERNIGHT and subsequent sea level rises will result in our repeating the cultural and religious histories existent, all across cultures and religions of this earth.

Sadly this is going to be a repeat of the Floods but we aren’t any more prepared than the contemporaries of Noe were.

Læs mere »

Jeg har i dette indlæg samlet et par kort, som giver et billede af den accelererende afsmeltning af Grønlands indlandsis. Herover er der angivet, hvilken del af den grønlandske indlandsis, som oplevede afsmeltning i årene 1992 og 2002. Fra at være et randfænomen nærmer det sig en situation, hvor hele den sydlige del har afsmeltning i sommertiden – se kortet nedenfor fra 2005.

Læs mere »

Den danske glaciolog Dorthe Dahl-Jensen fra Niels Bohr Institutets afdeling for Is og klima, bragte i december en kronik i Politiken, Havet stiger hurtigere end ventet. Her får man med udgangspunkt i tilstanden for Grønlands indlandsis en virkelig god indføring i tingenes tilstand. Dorthe Dahl-Jensen er leder af NEEM-projektet (North Greenland Eemian Ice Drilling), hvor man tager prøver ned gennem indlandsisen, som visse steder er omkring 3.000 m  tyk.

Dorthe Dahl-Jensen beskriver i kroniken, hvordan afsmeltningen i de seneste år er tiltaget markant, og siger, at vi må regne med havstigninger på mellem 0,5-1,5 m i det 21. århundrede. Temperaturstigningen over Grønland er allerede på omkring 2º C eller godt det dobbelte af den gennemsnitlige globale temperaturstigning. Dette er et gennemgående mønster, og en stigning på blot få grader i den globale gennemsnintstemperatur vil give tocifrede stigninger i visse dele af det arkitske område, med risiko for frigivelse af store mængder metangas, som nu er bundet i den arktiske tundra.

Der har gennem de senste år været endog meget forskellige bud på, hvad den globale opvarmning betyder for afsmeltningen af klodens ismassiver, og hvilken havstigning det vil medføre. Det har blandt andet at gøre med, at man ofte taler i meget forskellige tidsperspektiver. Samme CO₂-koncentration på 450 ppm kan således i ét tidsperspektiv føre til, at vi i det 21. århundrede kun vil se yderst begrænsede havstigninger (under 1 meter), mens lederen af NASAs klimaforksning James E. Hansen uden at ryste på hånden siger, at langtidsvirkningen af 450 ppm vil være en fuld afsmeltning af klodens ismassiver, hvilket vil medføre havstigninger i størrelsesordenen 60-70 m. 

Noget andet er, at hvor en 1 m havstigning ligner en ubetydelighed, hvis man er bjergbonde i Schweiz, så er det for for en lang række af verdens atolriger nærmest en dødsdom.  

Dorthe Dahl-Jensen: Havet stiger hurtigere end ventet, Politiken 13.12.2009.

Tine Damgaard og Bent Højgaard Sørensen: Polarforskere slår alarm, Berlingske 14.12.2009.

Jørgen Steen Nielsen: Al Gore-kritikere med is i maven: ‘ingen problemer’, Information 27.07.2007.

Med et lånetilsagn på 8 mia. $ gav Obama først på ugen grønt lys til opførelsen af et atomkraftværk med to reaktorer i Georgia – det første i mere end 30 år. Den amerikanske klimaminister Steven Chu mere end antyder, at dette er blot første af en hel række tilsvarende lån, måske 6 eller flere. Og Obama-administrationen har bedt kongressen løfte lånegarantierne til udbygningen af atomkraft til 54 mia. $.

Motiverne er mange. Sikkerhedspolitisk set er det en del af at frigøre sig af mellemøstlig olie. Samtidig er atomkraften med til at mindske de amerikanske CO₂-udledninger, og værket vil, når det i 2016-17 står færdigt, årligt fortrænge hvad der svarer til 15 mio. ton CO₂ fra kulkraftværker – eller omkring 30% af de årlige danske CO₂-udledninger. 6-7-8 af sådanne værker vil kunne ses på den amerikanske CO₂-balance.

Energipolitisk set har USA så mange lavthængende frugter, som umiddelbart kunne høstes. På den baggrund virker satsningen på atomkraft umiddelbart paradoksal. For atomkraft er langt fra nogen billig løsning. Men i et land, hvor erhvervslivets lobbyister står så stærkt som de gør, er almindelig fornuftstænkning på samfundsniveau – for slet ikke at tale om globalt niveau – stort set sat ud af kraft. Og det er nok heller ikke nogen tilfældighed, at en af de store donorer til Obamas valgkampagne er det Chicago-baserede Exelon Corporation, som er USAs største producent af atomkraft.

I begyndelsen af 2009 var der tilmeldt 2.340 lobbyister på Capitol Hill alene på klimaforandringsområdet eller rundt regnet seks for hver medlem af kongressen. Heraf har op imod 85% det formål at modarbejde – eller i det mindste forsinke – det politiske systems vedtagelse af en egentlig klimalovgivning. Satsningen er således også et billede på, at det i den klimalovgivningsmæssigt pt. helt uafklarede situation er lykkedes atom-lobbyen at komme til fadet.

Der er meget stærke interesser i det amerikanske samfund, som helst så klimalovgivningen nedstemt, og den nylige opblomstring af klimaskeptiker-aktivitet skal også ses i denne sammenhæng.

Fra Obama-administrationens side er atomkraft-pakken et forsøg på at vinde republikanske stemmer dertil, at en klimalovgivning med en kvotepris på udledningen af CO₂ vil kunne gennemføres også i kongressen. Republikanske senatorer har krævet støtte til igangsættelse af op til 100 reaktorer i det kommende årti – USA har i dag lige godt 100 reaktorer kørende, som står overfor udskiftning, da man ikke har opført nye atomkraftværker siden uheldet ved Three Mile Island i 1979.

Intet tyder på, at åbningen overfor republikanerne på dette område i sig selv vil sikre en kvote-lovgivning. Så mulighederne for Obamas klimapakke er lige nu meget skrøbelig. Og man må nok indstille sig på, at en vedtagelse i Kongressen vil koste en stribe af tilsvarende særordninger om for eksempel ‘clean coal’ og offshore olieudvinding, som er langt bedre for kul- og olieindustrien og bio-ethanol-producenterne end for klimaet.

Med alle disse strategiske manøvrer er Obama hastigt er i færd med at miste sin opbakning fra miljøorganisationerne.

Suzanne Goldenberg: Barack Obama gives green light to new wave of nuclear reactors, The Guardian 16.02.2010.

Suzanne Goldenberg: Big firms drop support for US climate bill, The Guardian 16.02.2010.

Matthew L. Wald: U.S. Supports New Nuclear Reactors in Georgia, New York Times 16.02.2010.

Kate Sheppard: Obama’s risky nuclear renaissance, The Guardian 17.02.2010.

John M. Broder: Environmental Advocates Are Cooling on Obama, New York Times 17.02.2010.