Strøtanker om bæredygtighed

Det er ikke en nekrolog – ikke endnu. Men det kan alt for snart blive det.

Den blåfinnede tun er hårdere fisket end nogensinde, først og fremmest på grund af japanerne, som konsumerer 80% af alle blåfinnede tun i verden. I løbet af de 40 år, hvor man har målt verdenshavens bestande af fisk, er den blåfinnede tun således gået tilbage med 80%.

Tunfisken er helt central i det japanske køkken, hvor den overvejende spises rå som sushi og sashimi. Men ryghvirvlerne tørres og høvles til et delikat drys over tofu-retter, og miso-suppen har ofte en bund af tun. Her er det dog ligeså meget andre varianter af tunfisk, som bruges – med dens mørkrøde kød er den blåfinnede tun en luksusspise, lidt ligesom pighvar.  

Det er langtfra steak-store serveringer, japanerne indtager, tværtimod er det små, delikate udskæringer, hvor intet går til spilde. Alligevel er det forhold, at en hel nation har tunfisken som sit grisekød – godt hjulpet af, at sushi-moden i de seneste år har bredt sig over store dele af kloden – godt i gang med at udrydde en art.

I EU har der i nogen tid været tilløb til et forbud mod at fange den blåfinnede tun. Monaco har derfor forud for det årlige møde i CITES (the Convention on International Trade in Endangered Speciesof Wild Fauna and Flora) fremsat forslag om, at den blåfinnede tun bliver medtaget under truede dyrearter, som derfor ikke kan handles.

I disse globale tider nøjes japanerne nemlig ikke med at nedfiske sine egne farvande, men opkøber samtidig omkring 80% af den atlantiske fangst af den blåfinnede tun, hvilket dækker omkring halvdelen af det japanske forbrug af blåfinnet tun.

Alt tyder lige nu på, at EU kan blive enige om forslaget inden CITES-mødet i Doha 13.-25. marts. Her vil det kræve to tredjedeles flertal at få den blåfinnede tun ind under CITES’ Annex 1. Dette vil ikke gøre det ulovligt at fange den blåfinnede tun, men vil gøre det ulovligt at sælge den til Japan. Det vil derfor være yderst effektivt overfor det nuværende overfiskeri. Og japanerne har da også allerede både protesteret og fremført, at de i givet fald ikke vil respektere afgørelsen.

I de mere bevidste forbrugerkredse er der allerede fundet alternativer, og for eksempel den dansk sushi-kæde Sticks’n'Sushi har siden sommeren 2009 systematisk erstattet den blåfinnede tun med den gulfinnede tun.

Og når vi er ved sundheden, så lavede New York Times for et par år siden et check, hvor tunfisk fra 5 ud af 20 sushirestauranter havde så højt et indhold af kviksølv, at restauranterne ville kunne lukkes på stedet, hvis ellers lovgivningen på området blev fulgt. Så måske vi må indse, at sådan som vi har svinet omkring os op igennem det 20. århundrede, så er alle de sidste led i fødekæden, inklusive os selv, uegnede som menneskeføde. 

Rethink bluefin ban, Japan urges Europe, Kyodo 24.02.2010.

EU vil forbyde fangst af truet sushifisk, (Ritzau) Politiken 22.02.2010.

David Jolly: Japan Plans to Ignore Any Ban on Bluefin Tuna, New York Times 19.02.2010.

Robin McKie: Push to ban trade in endangered bluefin tuna, The Guardian 14.02.2010.

Jennifer Rankin: Damanaki backs bluefin tuna trade ban, EuropeanVoice.com 11.02.2010.

Jonathan Lynn & Noah Barkin (Eds.): U.N. agency backs bluefin tuna ban, vote due in March, Reuters 05.02.2010.

David Jolly: Europe Leans Toward Bluefin Trade Ban, New York Times 03.02.2010.

Malcolm Foster & Michael Casey: Bluefin ban could put Japan in bind, Associated Press 27.01.2010.

Steffen Ejstrup: EU gav tilskud til fiskeri af truet fisk, Politiken 05.12.2009.

The Battle Over Bluefin, Environmental New Service 30.09.2009.

Martin Finnedal: Dansk sushikæde har valgt truet tun fra, Politiken 08.06.2009.

Marian Burros: High Mercury Levels Are Found in Tuna Sushi, New York Times 23.01.2008.

Vi kan nogle gange have brug for billeder – for nu ikke at sige karikaturbilleder - for virkelig at forstå noget. Og State of the World 2010, som WorldWatch Institute netop har sendt på gaden, bibringer et sådant billede.

Hver ny årsrapport fra World Watch Institute har sit fokus. I år er det den forbrugerisme, som hastigt er ved at omdanne vores smukke planet til losseplads. Det billede, som fik mig til at standse op, var i al sin grusommelige enkelhed, at hver eneste amerikaner forbruger mere end sin egen vægt, hver dag. Nærmere bestemt 88 kg – hver dag!

I WorldWatch Institutes egen introduktion af State of the World 2010 hedder det: “Ved at skabe et kulturelt skifte, der gør det at leve bæredygtigt ligeså ‘naturligt’ som forbruger-livsstilen er i dag, vil man ikke bare kunne håndtere presserende kriser som klimaforandringerne. Samtidig vil det kunne afhjælpe andre symptomer som den ekstrem indkomstulighed, overvægt og fremmedgørelse (social isolation), som normalt ikke opfattes som miljøproblemer. For eksempel en bæredygtig kost – udbredt gennem skoler, leverandører af sociale serviceydelser, medier, nye økologiske restauranter og butikker - som tilskynder til indtagelse af grøntsager og fuldkorn frem for kød, søde sager og forarbejdede fødevarer vil ikke blot mindske miljøbelastningen af forbrugerens kost (såsom klimaændringer, ’døde zoner’ i havene, og forurening af luft og grundvand), men mindske fedmeproblemer og forbedre menneskers sundhed og livskvalitet.”

Kort sagt det klassiske Worldwatch-perspektiv for fuld skrue.

Jeg har prompte bestilt State of the World 2010 hjem til Miljøpunkt Indre By-Christianshavns bibliotek. Der går nok et par uger, og indtil da må man nøjes med presseomtaler herfra. Blandt andet Suzanne Goldenberg har i the Guardian en god introduktion til State of the World 2010, som findes oversat i Politikens papirudgave.

Suzanne Goldenberg: US cult of greed is now a global environmental threat, report warns, The Guardian 13.01.2010.

Report: Consumerism must be halted to save the planet, CNN World 13.01.2010.

Andrew Hough: Human civilisation ‘will collapse’ unless greed culture is stopped, report warns, Telegraph 13.01.2010.

Jonathan Owen: The end of consumerism: Our way of life is ‘not viable’, The Independent 10.01.2010.

I gårsdagens udgave af The Guardian giver Bill McKibben en tankevækkende analyse af situationen i BellaCenteret lige nu. Over halvdelen af verdens lande går ind for et langsigtet mål på 350 ppm (godt 100 ud af 191). Men det er de fattigste lande, og alt tyder lige nu på, at de rige lande vil gennemtvinge en aftale, som langt fra er tilstrækkelig til at sikre situationen.

Hvis man beregner udviklingen frem mod år 2100 på baggrund af de tilbud om reduktioner, som de enkelte lande har givet her få dage inden den endelige aftale skal vedgås, så vil atmosfærens koncentration af CO₂ i atmosfæren i år 2100 ikke være 350 ppm. Den vil heller ikke være 450 ppm, men foruroligende 770 ppm – eller ret præcist dobbelt så højt som i dag. Dermed er vi godt i gang med at afsmelte  samtlige ismassiver på kloden. Temperaturen vil i år 2100 være steget 3,9º C (mod 4,8º C ved business as usual), hvor det efterhånden står lysende klart, at målet burde være 1,5º C. 

Vi står således lige nu til at få en aftale, som trods mange smukke ord på ingen måde løser situationen. Der er tale om en systematisk ansvarsforflygtigelse hele vejen rundt – ikke mindst fra de rige lande. Selv EUs tilbud er aldeles utilstrækkeligt til at løfte EUs egen lille del. Og det må nøvendigvis være de rige lande, som betaler størstedelen af det problem, de har skabt ved umådeholden brug af fossile brændstoffer igennem de sidste 100 år.

Og apropos lømmelpakker, så burde de mange forhandlere og statsledere spærres inde i BellaCenteret indtil de havde lavet en aftale, som giver verden en fælles platform for at håndtere klimaudfordringen forsvarligt.

Bill McKibben: Copenhagen: Only the numbers count – and they add up to hell on earth, The Guardian 15.12.2009.

www.climateinteractive.org.