Læse om alle arrangementerne her

Det store Klimabundmødearrangement i december 2009 blev stort set ignoreret af de danske medier, selv om der var mere end 1500 mennesker bag arrangementet og mindst 20.000 tilskuere over de 14 dage, det varede. De udenlandske medier derimod dækkede mødet intensivt.

Nu er der udkommet en billedrapport fra det mangfoldige arrangement. 96 sider med fotografier, billedtekster og klimaerklæringer, samt hvad der siden er sket på området - lige fra Christiania til Bolivia. Der bliver reception med panel i Gallopperiet d. 3. marts kl. 11.30, hvor der også vil blive fortalt om Christianias planer for de kommende års miljøtiltag med ressourcebesparende foranstaltninger.

Billedbogen er udgivet af Christianias Kulturforening og redigeret af Nils Vest og Britta Lillesøe. Den koster 75 kr., og kan købes forskellige steder på Christiania, bl.a. i Christianias Grønne Hal, i Kvindesmedien, på Gallopperiet, i Infobutikken og igennem Netbutikken. Og så også under udstillingen Hungry Planet – mellem køkken og klode i Rundetårn indtil d. 27. marts.

Bogen bliver også tilgængelig fra Kulturforeningens hjemmeside i pdf-format, i både dansk og engelsk udgave, og vil fremover også kunne købes fra Miljøpunkt Indre By-Christianshavns lokaler på Rådhuspladsen 77.

For yderligere oplysninger, kontakt Britta Lillesøe på 20 64 08 34 eller mail@cakultur.dk.

Med Billedrapporten kommer vi godt omkring på Bundmødet, som havde tilrejsende og bidrag fra hele verden. Billedrapporten har samtidig medtaget tre tekster, som står som centrale konklusioner på Klimabundmødet. Dels Klimabundmøde-manifestet, Bundmødets kulturelt-eksistentielle testamente, som kun kunne få denne stærkt holistiske form fordi Bundmødet havde deltagelse af oprindelige folkeslag og økofællesskaber fra alle dele af verden. Dels Klima-erklæringen, som herfra trækker de nødvendige klima- og bæredygtighedsmæssige konsekvenser.

Og så er der i bogen medtaget de fjorten begravelsestekster, som spændte Klimabundmødets tematik op dertil, at det blev virkelig interessant. For ligesom hver af Bundmødets 14 dage havde sit tema, så havde hver dag sin begravelse – 14 træk ved det industrielle samfund, som vi må lade bag os for at nærme os et bæredygtigt ligevægtssamfund.

Klimabundmøde-manifestet, Klima-erklæringen og De fjorten begravelsestekster findes også tilgængelige i et Klimabundmødehæfte (17 Mb pdf).

Nils Vest og Britta Lillesøe (Eds.): Billedrapport fra Klimabundmøde – Windows of Hope, Christianias Kulturforening 2010.

Se mere om Klimabundmødet på www.climatebottom.dk.

Se flere billeder fra Bundmødet på Christiania (pdf) og fra Bundmødet på Vartov (pdf) – råbilledserier til Bundmøde-udstilling på Galopperiet juli 2010.

Det er efterhånden almindelig kendt, at kødproduktion tegner sig for en betydelig del af den samlede klimabelastning. Nye tal fra Worldwatch Institute viser nu, at andelen er væsentligt større, end man tidligere har regnet med. Nedenstående tekst stammer fra temaplanchen Kød og klima fra udstillingen Hungry Planet – mellem køkken og klode, som kan ses i Rundetaarn frem til 27. marts.

Billedet herover er fra en planche, som viser en australsk familie sammen med den mad, de spiser på en uge. Udstillingen har i alt 30 af sådanne portrætter fra hele verden.

FNs fødevareorganisation FAO udgav i 2006 en rapport om landbrugets klimapåvirkning, Livestock’s Long Shadow, som kom til det for mange meget overraskende resultat, at landbrugets animalske produktion tegnede sig for ikke mindre end 18% af de globale drivhusgas-udledninger. Til sammenligning står luftfarten for 2% og skibsfarten for 4-5% af de globale drivhusgas-udledninger. Den animalske produktion er således en af de allerstørste kilder til global opvarmning.

Vores husdyrhold er da også den menneskelige aktivitet, som tager allermest plads på kloden. Det beslaglægger i dag omkring 70% af verdens samlede landbrugsareal og 30% af verdens samlede areal til foderafgrøder og græsning. Og forbruget er stadig stigende, både i I-lande og U-lande. Hvor vi siden 2. verdenskrig er blevet dobbelt så mange mennesker, er der kommet næsten seks gange flere husdyr. For eksempel er der i Danmark 2½ gris for hver indbygger, og foderet til de stadig større produktionsenheder hentes efterhånden hjem fra hele verden – helt ude af balance med de umiddelbare omgivelser.

Husdyrene spiser mere end halvdelen af den mad, vi fanger i havet og omkring halvdelen af den mad, vi dyrker på vores marker. For en afgrøde som soja går 80% til foder til husdyr. I en tid, hvor markerne også skal levere stadig større mængder af biobrændstoffer til vores sultne motorer, er der mere pres på de dyrkbare arealer end nogensinde. Den voksende efterspørgsel efter kød er i dag den største drivende faktor bag fældning af regnskov, og over alt i verden æder motorsavene sig hver dag ind på regnskovene for at skaffe plads til flere husdyr.

Regnskovene har ikke bare en kolossal biodiversitet. De har også meget store mængder CO₂ bundet i vegetationen. For hver hektar regnskov, som ryddes, fjernes der vegetation, som lagrer omkring 200 ton CO₂. Og i løbet af få år efter frigives der yderligere 200 ton fra jorden i takt med, at rødder og humus går i forrådnelse.

Andre drivhusgasser

Ved landbrugets klimapåvirkning er der ikke blot tale om udledning af CO₂. Når køer (og andre drøvtyggere) fordøjer deres føde, sender de metan ud i luften, og husdyrenes ekskrementer afgiver lattergas. Det er stoffer fra naturlige processer, som i bæredygtig skala ikke er nogen trussel mod økosystemernes balance, men med stadig flere husdyr i stadig større fabriksbrug bliver det tilsammen til en endog meget stor faktor i de globale klimaforandringer.

Koncentrationen i atmosfæren af metan (CH₄) og lattergas (N₂O) er små i forhold til koncentrationen af CO₂. Og modsat CO₂ som bliver meget længe i atmosfæren, er halveringstiden for metan blot 8 år. Men drivhuseffekten er markant større. Metan ansættes ofte til at være omkring 25 gange stærkere end CO₂, mens lattergas er op imod 300 gange ’bedre’ til at tilbageholde varme i atmosfæren end CO₂. Når man taler om CO₂-udledninger fra landbruget, omregnes de øvrige drivhusgasser derfor til CO₂-ækvivalenter for at kunne vurdere den samlede drivhuseffekt.

51% af alle drivhusgasser

Op til klimatopmødet i København i december 2009 bragte Worldwatch Institute en tankevækkende artikel: Livestock and Climate Change, hvor man havde bedt Robert Goodland og Jeff Anhang fra Verdensbankens miljøvurderingsafdeling om at gennemgå FAOs beregninger fra 2006. Goodland & Anhang påviser her store inkonsekvenser og undladelser i FAOs beregninger, som tilsammen gør, at drivhusgasudledningerne fra verdens kødproduktion er markant større.Blandt andet har man slet ikke indregnet husdyrenes udånding af metan, og hvis man yderligere indregner metan med dens fulde øjeblikkelige drivhusgaseffekt (som IPCC anbefaler det), så er metan over en 20-årig periode 72 gange stærkere end CO₂, og verdens kødproduktion tegner sig for hele 51% af de samlede menneskeskabte udledninger af drivhusgasser. Goodland & Anhangs beregninger er illustreret i de to søjler i midten, og forudsætningerne er nærmere beskrevet i boksteksten til højre (se nederst i dette blog-indlæg).

Mængden gør en forskel

Der er bundet en vis udledning af drivhusgasser til al fødevareproduktion. Men gennemgående er den langt højere for den animalske føde end for den vegetabilske føde. Der kan gå op til 20 enheder vegetabilsk føde til at skabe én enhed animalsk føde. Omsætningstabet er størst for oksekød og mindst for fjerkræ. Man kan lave to kg industrikylling med ét kg foder.

Det industrialiserede landbrug bruger i dag tilsvarende 10 enheder fossil energi for at fremstille 1 energienhed føde. Det nuværende landbrug har således udviklet en afhængighed af fossile brændstoffer, som med den nuværende forsyningssituation ikke kan fortsætte fremover, og som er en anden vigtig del af, at landbrugets klimapåvirkning udgør en så stor del af den samlede globale klimaudfordring.

Worldwatch Institute anbefaler på baggrund af Goodland og Anhangs artikel at reducere landbrugets animalske produktion med 25% på verdensplan. Det ville give en 12,5% reduktion af de samlede globale menneskeskabte udledninger af drivhusgasser – eller en reduktion i samme størrelsesorden som den, man forgæves søgte at forhandle sig frem til i ved klimatopmødet i København.

Det store forbrug af forarbejdet og animalsk føde, som kendetegner den gennemsnitlige danske diæt er ikke kun problematisk i et klima- og bæredygtighedsperspektiv. Det ville være sundt for os at spise væsentlig mindre animalsk protein. Dermed er vores spisevaner – og ikke mindst vores forbrug af animalske produkter fra den industrielle fødevareproduktion – et af de områder, hvor vi som familier og enkeltindivider i vores dagligdag kan gøre en markant forskel for klimaet og vores egen sundhed.

indlæg ved Jens Hvass.

H. Steinfeld et al.: Livestock’s Long Shadow. Environmental Issues and Options, FAO, Rom 2006 (pdf).

Robert Goodland and Jeff Anhang: Livestock and Climate Change, Worldwatch Magazine vol. 22 no. 6 nov.-dec. 2009, pp. 10-19 (pdf).

Download planchen Kød og klima (2,3 Mb pdf) / plancheteksten i A4-format (1,4 Mb pdf).

Se relaterede links på udstillingens linkside.

Se mere om udstillingen på www.hungryplanet.dk.

Discussion Forum on Livestock Emissions, WorldWatch Institute.

Robert Goodland and Jeff Anhang: Sources and Resources for “Livestock and Climate Change”.

Robert Goodland and Jeff Anhang: Forests, Fisheries, Agriculture: A Vision for Sustainability: Expert consultation on greenhouse gas emissions and mitigation potentials in the agriculture, forestry and fisheries sectors, U.N. Food and Agriculture Organization in Rome, Italy, 2-4 December 2009 (pdf).

Herunder følger teksten fra planchens søjlediagram, som sammenfatter Goodland & Anhangs analyse af FAOs beregningsgrundlag.

Husdyr og klimaforandringer

Den nederste boks i søjlediagrammet angiver de samlede udledninger af drivhusgasser, som anslået i FAOs rapport Livestock’s Long Shadow fra 2006. Heri anslås det, at rydning af regnskov, drift af husdyrene, tilvejebringelse af foder, bearbejdning og transport af kødprodukterne tilsammen giver en udledning af drivhusgasser fra landbrugets kødproduktion på i alt 7,5 gigaton CO₂-ækvivalenter (samtlige drivhusgasser omregnet til CO₂). Dette svarer til 18% af udledningerne af verdens samlede menneskeskabte drivhusgasser.

1 gigaton CO₂= 1.000.000.000 ton CO₂ eller omkring 20 gange de samlede danske CO₂-udledninger på et år. Således er den globale kødproduktions CO₂-udledninger som vurderet af FAO i 2006 omkring 150 gange de samlede danske udledninger, mens Worldwatch Magazines beregninger svarer til, at den globale kødproduktion udleder 650 gange de samlede danske udledninger af drivhusgasser.

1) Heroverfor påpeger Goodland & Anhang i en artikel i Worldwatch Magazine i 2009 en hel række fejl og udeladelser, som tilsammen gør, at udledningerne fra landbrugets kødproduktion kommer op på 32,5 gigaton CO₂ pr. år – eller mere end fire gange højere end i FAOs estimat.

2) Rapporten undlader fejlagtigt at medregne husdyrenes udånding af metan.

3) Den stadige udbygning af landbrugsareal til husdyrenes foder og græsning er den største enkelte grund til rydning af regnskov, og FAOs rapport har underberegnet dette i en størrelsesorden, som svarer til omkring 50 gange de samlede danske CO₂-udledninger. For hver hektar regnskov, som ryddes, fjernes der umiddelbart vegetation, som lagrer omkring 200 ton CO₂, og inden for få år efter frigives der yderligere tilsvarende 200 ton CO₂ fra jorden i takt med at rødder og humus går i forrådnelse. Med skovrydningen fjerner vi derfor et af verdens vigtigste CO₂-lagre. Hvis vi vendte processen og lod nu ryddede regnskovsområder gå tilbage som regnskov, ville det kunne absorbere store mængder CO₂.

4) Metan regnes normalt til at være omkring 22 gange kraftigere drivhusgas end CO₂. Dette er rigtigt set i et 100-års perspektiv. Men hvis man som IPCC anbefaler regner metans virkning i et 20-års perspektiv, er metan en 72 gange kraftigere drivhusgas end CO₂. Her mangler der ifølge Goodland & Anhang andre 5 gigaton CO₂ i FAOs beregninger, eller næsten 100 gange de danske udledninger.

5) Fire andre fejlkilder omkring vurderingen af omfanget af det globale husdyrhold giver tilsammen yderligere drivhusgasudledninger svarende til mere end 100 gange de danske udledninger: For eksempel regner FAOs rapport med, at der årligt avles omkring 21,7 mia. husdyr, hvor de fleste andre skønner, at vi årligt avler omkring 50 mia. husdyr.

6) FAOs rapport udelukker en række faktorer fra sine beregninger, som for eksempel drivhusgasudslip fra landbrugsrelateret skovfældning i Argentina. Man medregner heller ikke udledninger fra fiskefarme, drivhusgasser nødvendige for køling af kød, drivhusgasser fra tilberedningen, bortskaffelse af spildprodukter fra slagterier, produktion, distribution og bortskaffelse af emballage, medicinsk behandling af husdyr osv. I alt yderligere udledninger i størrelsesordenen 50-60 gange de samlede danske udledninger.

Alt i alt når Goodland & Anhang frem til, at verdens kødproduktion set over en 20-års periode står for mere end halvdelen af verdens samlede udledninger af drivhusgasser.

Klimatopmødets 192 deltagerlande magtede ikke at nå den verdensomspændende klimakontrakt, som langtidsstabiliserer klimaet, og det kan derfor være fristende at barrikadere sig i sofaen og afvente det næste klimamøde i Mexico, der skal redde os alle ud af suppedasen, eller til det efterfølgende COP17, 19, 19, 20 … . På den baggrund var det under klimabundmødet sprudlende håbefuldt at møde de vitalitetssitrende erfaringer, råd og visioner rodfæstet  i allerede eksisterende levemåder.

Det blev to uger spækket med nærværende talere, som mødte tilhørerne i øjenhøjde i et lille intenst samtaleforum, hvor døren altid stod åben for endnu en gæst. Resultatet blev en mangfoldig buket, som bugnede af eksempler på bæredygtige leve- og tankemåder. Hvert møde fremstod som enkeltstående inspiration, samtidig med at de mange ’blomster’ føjede sig sammen til en vidtløftig og håndgribelig vision, som vækker håb om en fremtid, hvor mennesket er sundere til stede på planeten.

Taler-buketten bød på repræsentanter fra mange forskellige fællesskaber - for eksempel organisationer, myndigheder, uddannelsecentre, videnskaber og landsbyer - som alle kunne bevidne, at det moderne menneske kan leve med stor livskvalitet uden at splitte kloden ad.

Geologen Tove Damholt åbnede rækken af dialogbaserede oplæg. En fortællende tidsrejse 65 millioner år tilbage i tiden afslørede, at meteornedslag og vulkanudbrud resulterede i udryddelse af halvdelen af verdens dyre- og plantearter. Katastrofen efterlod de tilbageblevne med helt nye tilpasningskrav og muligheder. Også idag skal der nye levemåder på bordet, for at de nulevende arter – inklusive mennesket – kan klare klimaudfordringerne.

Jonathan Dawson fra økosamfundet Findhorn i Skotland bor i et samfund, hvis økologiske fodaftryk er halvt så stort som resten af nationens. Når aftrykket kan holdes så lavt, er det blandt andet fordi, Findhorn er teknisk optimeret (for eksempel når det gælder energiforsyning, isolering af huse såvel som deleordninger om biler og andre ejendele) og er lokalt forsynet med fødevarer.

Sara Campe fra økosamfundet Sieben Linden i Tyskland igangsatte en samtale om permakultur. Adskillige af tilhørerne øste ud af deres erfaringer og kendskab til brug af denne metode, hvor naturens funktioner aflures og respektfuldt integreres i samfundet. En metode der også er anvendt til moderne byudvikling og byplanlægning.

John Croft, medstifter af Gaia Foundation of Western Australia, videregav sin metode Dragon Dreaming, til hvordan man når i mål med store drømme og projekter.

Nicolas Metro har gennem organisationen Trees and Life opnået samarbejde med lokalbefolkning, forskere og myndigheder i et stort træplantningsprojekt i Afrika, som har udmøntet sig i en målsætning om at plante 15 milliarder træer på verdensplan inden 2018. Gennem en inddragelse af lokalbefolkningen, som styrkede ejerskabsfølelsen af træerne, er der nu plantet og bevaret større arealer med træer. Og man har på nuværende tidspunkt plantet mere end 300.000 træer i Senegal. Samtidig med at vegetationen holder på den sparsomme regn, genererer den nedbør på de ellers tørre egne.

Tre unge englændere kom uanmeldt forbi. Med sig havde de en bunke lommebøger under armen, som blev foræret til interesserede besøgende og beboere i København. Den tankevækkende vandrebog What’s worth saving in THIS PLACE? er baseret på helt almindelige borgeres ytringer, som er hentet ind via hjemmeside og twitter. Citaterne er tikket ind fra alle steder i verden, og teksterne er illustreret med hjælp af frivillige indsatser fra adskillige kunstnere. Bogprojektet er en glimrende demonstration af, at privatpersoner kan dele rigt ud af deres smittende begejstring for at passe på Jorden.

Der var langt flere nævneværdige indspark (se program). Alt i alt har vi fået et springbræt til at komme godt videre fra COP15. Det er mit håb, at vi ved Miljøpunkt Indre By-Christianshavn kan forbinde mange af de livsnerver, der sammen kan udfolde, udvikle og iværksætte projekter, som styrker klimaindsatsen - nedefra. For vi kan ikke vente på politikernes ageren.

Forfatteren Paul Hawken har i artiklen ’The movement with no name’ skønnet, at der er mere end 2 millioner organisationer på verdensplan, som arbejder for bæredygtighed og social retfærdighed. Alle disse tager form i varierende fællesskaber og popper op overalt: ”… in schoolrooms, farms, jungles, villages, compagnies, deserts, fisheries, slums – and yes, even fancy hotel cenference centres”. I følge Hawken er det bærende fælles udgangspunkt løsningsorienterede ideer frem for ideologier. Man søger løsninger på konkrete udfordringer, som har skabt en ubalanceret klode; og nu forsøger dens beboere i forskellige kontekster at søge mod en helhedsgivende restitution.

Vi har under klimabundmødet opnået fornyet indsigt i, hvordan man som individ og som del af forskellige fællesskaber kan styrke klimaindsatsen – ofte på en måde, der rækker ud over det kliniske fokus på, ’hvor meget kan vi tillade os at smide ud i luften, jorden og vandet’. Det drejer sig i højere grad om at nå ind til kernen: At vi som mennesker helt basalt er del af en levende verden, hvor årsag og virkning griber ind i hinanden. Vi kan civilisere os selv nok så gevaldigt, men uanset hvordan vi anskuer verden, er den opbygget af kredsløbssystemer, hvori alle substanser ustandseligt ændrer form. Men til forskel fra de naturlige kredsløb har mennesket fundet på begrebet ‘affald’, som er de restprodukter, vi ophober i nære og fjerne miljøer, når vi fremstiller, forbruger og bortskaffer produkter.

Alle individer har en væsentlig rolle i ethvert velafbalanceret naturligt miljø. Det gælder helt ned til jordbakterien, som transformerer giftige stoffer til brugbare plantebyggesten. Vi bliver nødt til at indse, at vi alle indgår i et naturligt samspil, hvor vores indsats på individplan faktisk nytter i det store globale system. Og der kan med fordel gives plads til flere alliancer – budene på potentielle samarbejdspartnere er mange og strækker sig fra studerende, myndigheder, interessegrupper til de mange organismer, som udfører livsvigtige funktioner i et harmonisk økosystem – hvis vi vil skabe os et tåleligt klima.

Indlæg ved Gazelle Buchholtz.

Windows of Hope, lyder projektets undertitel. Og jo, der er på Vartov-pladsen et kort over et København med syv meters vandstigning, der er et rids af nødvendigheden af en Klimaaftale, som har som mål at nå tilbage på en CO2-koncentration på 350 ppm. Klimabundmødet står bag kravet om 350 ppm – et krav som i virkelig ikke står til politisk forhandling og ikke er politisk betinget, men et videnskabens krav til det politiske system, et naturens krav til menneskene, et de kommende generationers legitime krav om, at vi ikke i kortsigtet grådighed formøbler vores naturkapital. Men ellers er der meget lidt om klima. Vartov vil i de kommende to uger langt mere handle om at afsøge det eksistentielle ståsted (eller de ståsteder), hvorfra vi som individer, som del af velfungerende fællesskaber, gennem at leve meningsfulde liv kan bidrage til klimavenlige samfund.

Klimabundmødets fjorten dage er bygget op om hvert sit tema, og hver dag har sit tilhørende begravelsestema. De 14 begravelser giver i kondenseret form et billede af de træk og kulturelle mønstre, som vi er nødt til at gentænke og lægge bag os for at nå frem (tilbage) til en menneskehed i balance med sit livsgrundlag. Begravelserne skal ikke forstås bogstaveligt, men som perspektiverende sindbilleder. Det er således ikke sørgmodige hændelser, men wake-up calls til erkendelsen af, at vores fremtidige tilværelse vil fungere langt bedre uden disse grundpiller for det industrielle samfund. Disse temaer spiller dog en mindre rolle på Vartov for ikke at komme til at flå i de samme mennesker på de samme dage. 

Bent Lohmann fik åbnet fornemt. Jeg fik efterfølgende ridset lidt af baggrunden for Klimabundmødet op sammen med et kort rids af nødvendigheden af 350 ppm, som vi trods vores høje uddannelsesniveau er så lidt vidende om. Og vi kunne gå direkte videre til Malene Hauxners afsløring af, hvem som havde vundet Den Grønne By – en konkurrence om lommeparker, byforgrønnelse og styrkede livsrum i det historiske København. Resultatet var tre førstepræmier og tre indkøb. Og alle indkomne forslag vil frem til 18. december være udstillet på Vartov-pladsen. En systematisk byforgrønnelse bliver en vigtig del af de kommende årtiers klimatilpasning af København. De 28 forslag giver tilsammen et godt billede af, hvilke muligheder, der ligger i byforgrønnelsen. Her er masser af inspiration til de kommende års arbejde for en grønnere by, og de tre vinderforslag er hver især værd at søge realiseret som pilotprojekter.

Tove Damholt, museumsinspektør fra det geologiske museum på Stevns, gav herefter i Store Yurt en fantastisk beretning om Stevns Klint, som er på vej til at komme på UNESCOs World Heritage liste som det sted i verden, hvor radikale klimaændringer for omkring 65 millioner år siden tydeligst kommer til udtryk i de geologiske aflejringer. Anledningen var Klimavartegnet, hvis store kridtblokke stammer fra Stevns.

Da Thomas Agergaard efterfølgende spillede op til Skrotbjerget, stod det for mig for første gang helt klart, at vi havde valgt rigtigt - at vi stod med en ramme, som kunne formidle genuine oplevelser og erfaringer, og som var lykkeligt fri for gadeudstillingsobjekters ofte hårdhændede dementi af deres udstillingsidé. Det var som om at Thomas’ urklange i samklang med de langsomt skiftende billeder på konkylierne dannede en stor opløftende kuppel over pladsen, som indkredsede en helt fundamental væren, vi ofte haster for meget til at ænse.  

Aftenen inden, hvor vi for første gang havde haft lys på alle dele på pladsen, havde jeg pludselig for et øjeblik standset op i en tidslomme mellem Klimavartegnet med dets urgamle kridtblokke (et sindbillede på den is, som ikke må smelte i drivhuset Jorden) og Skrotbjerget (et sindbillede på den kortsigtethed, hvormed det industrielle samfund ubegrænset gnasker sig gennem Jordens begrænsede ressourcer).

Dagen sluttede i kælderlokalet med filmen Home. Tror alle var berørt, ikke bare over den klodens skønhed, som filmen så fornemt udfolder, men også over den råhed, hvormed vi som art nedtramper såvel vores egne som de kommende generationers og biodiversitetens levevilkår.  Det er vidunderligt at mærke, at der i det kælderrum er ansatser til en samtalekultur. Ligesom vi efter gensynet med An Inconvenient Truth under Sluk Lyset-aftenen i marts lagde vægt på, at man ikke bare efter filmen rejser sig med katastrofealarmerne trykket i bunde, håber jeg at vi som i aften i de kommende to uger kan give de deltagende inspiration til – og værktøjer til – at vi i vores tilværelse kan vælge et spor, som på én gang fører til en berigelse af vores tilværelse og vores levende omgivelser.

Det bliver ikke nogen lineær dagbog, men en række refleksioner og nedslag i stort og småt fra de enkelte dage, og der vil blive skrevet fortløbende på de enkelte dage, så de til sidst danner en slags samlet fortælling om fjorten dage mellem nomadetelte, kridtblokke, skrotbjerge, miljø-haiku, konkurrenceprojekter, gigantiske konkylier, vidunderlige dialoger og forunderlige erfaringer fra fællesskaber og andre levemåder fra hele verden.

350-formation på Rådhuspladsen i København.

I alt var der mere en 5.200 steder i verden klima-events, som markerede nødvendigheden af en radikalt ny klimakurs. Med 350-events i 181 lande (ud af verdens i alt 192 lande), er det den hidtil største klima-manifestation, og et stærkt signal til politikerne om, at verden er rede til et markant kursskifte.

350 ppm er den koncentration af CO₂, som atmosfæren skal tilbage på, hvis vi skal sikre klimaudviklingen mod at løbe løbsk.  

Samtidig blev der lavet et stort nul på Rådhuspladsen , som her ses sammen med et stort fem-tal fra Indien og et stort tre-tal fra New Zealand – som en illustration af, at alle lande i verden må arbejde sammen for at vi kan langtidsstabilisere klimaet. 

Herover er det tre-, fem- og nul-formationer fra henholdsvis  Jordan, Palestina og Israel.

Herunder er det en række eksempler fra hele verden af markeringer på dagen.

vis slideshow »

På flickr er der mange mange flere billeder fra aktioner verden rundt – over 15.000 billeder fra 350-events rundt omkring i verden.

Jais Hammerlund har lavet denne reportage fra formationen – det var sjovt!

Se også Blaines animation af billederne oppe fra Rådhusets vægtergang.

Her er det et sammenklip af 350-events fra hele verden.

Budskabet er klart, kloden fortjener 350 ppm. Alle vil vinde derved.

Andrew C. Revkin: Campaign Against Emissions Picks Number, New York Times 24.10.2009.

Jørgen Steen Nielsen: Grib chancen: sig ’350′ for klimaet i dag, Information 23.10.2009.

Jørgen Steen Nielsen: Den svære, men nødvendige vej til 350 ppm, Information 23.10.2009.

Heidi Joy Madsen: Kroppe dannede klimabudskab, Jyllandsposten 24.10.2009.

Som en del af forberedelserne til klimatopmødet til december har vi fået en ny kategori af KLIMA+ restauranter. Initiativet kommer som en del af Københavns Kommune virksomhedsarbejde KLIMA+. Ideen er god, da der er virkelig store CO₂-reduktioner at hente på fødevareområdet – ikke mindst i en omlægning af den nuværende industrielle produktionsmåde, som i sin drift konsumerer enorme mængder af fossile brændstoffer, som fører til enorme CO₂-udledninger. Det kan den enkelte restaurant ikke umiddelbart gøre meget ved. Men gennem at efterspørge produkter, som undsiger det industrielle landbrug og dets både for klodens og vores sundhed ofte dybt problematiske produkter, kan restauranterne være med til at skabe grobund for en sundere, mere klimavenlig, lokal fødevareproduktion samtidig med, at det vi som kunder får serveret i restauranterne bliver sundere og mindre belastende for klimaet.

Under præsentationen af KLIMA+ kan man på siden Gå ud og spis klimavenligt læse, at ”københavnske restauranter med en klima-ret på menuen [vil] blive promoveret på klimatopmødet til december, hvor 15.000 tilrejsende skal bespises på byens restauranter.”¹

Én klima-ret lyder dog ikke særlig ambitiøst, og man kan frygte, at man ved at sætte overliggeren så lavt ender med endnu en omgang greenwashing. - ville for eksempel en pølsevogn kunne kvalificere sig, eller er det et krav, at man kan få is til dessert? I anvisningerne for Klima+ restauranterne får man et lidt klarere billede af ambitionsniveauet. Der er ingen krav til eller kontrol af en Klima+ restaurant ud over, at den bør have en særlig klimamenu med 2-3 retter, som følger disse ganske fornuftige retningslinjer:²

1)  Køb dine råvarer lokalt og efter årstiden.
2)  Brug mindre kød, især mindre oksekød. Brug mere fisk og fjerkræ.
3)  Brug flere grøntsager og mere frugt.
4)  Brug økologiske varer, hvor det er muligt.
5)  Brug så lidt halvfabrikata (frosne og konserverede varer) som muligt.
6)  Minimer mængden af madaffald.

Her så jeg meget gerne et punkt syv tilføjet, at

7)  restauranten afstår fra at bruge terrassevarmere.

For et sådant energifråseri hører simpelthen ikke hjemme i en by som skal være vært for Kyoto-aftalens afløser, som taler højt om at være Verdens Miljømetropol og centrum for verdens miljøpolitik, og som pt. har en klimaplan på vej i offentlig høring med en målsætning om CO₂-neutralitet i 2025.

Dette termografiske billede af en udeservering i København i slutningen af marts viser tydeligt den varmeø, som en terrassevarmer skaber. Hvor lufttemperaturen og gadens overflade lå nede i nærheden af frysepunktet, er den for overfladerne i lampens skær helt oppe omkring 15º C.

Jeg kan derfor kun opfordre KLIMA+ til at gentænke kriterierne for at blive KLIMA+ restaurant, og vil opfordre Københavns Kommune til i samarbejde med de relevante brancheorganisationer at skride ind overfor disse ‘grisevarmere’. Det er et af de mest synlige billeder på klima-ignorans, og vores mange klimagæster til december vil tage sig til hovedet over vores klimamæssigt dybt udforsvarlige forsøg på at holde subtropiske temperaturer året rundt på 56. breddegrad. Indtil vores politikere tør tage den slags ansvar, må vi som forbrugere vælge disse steder fra, selvom de har fået prædikatet klima+ restauranter.

Noget andet er, at vi når det gælder mad og klima let kommer til at miste proportionssansen. Den industrielle kødproduktion har ganske rigtigt en voldsomt stor udledning af drivhusgasser, som ikke kan forsvares i noget reelt bæredygtigheds- eller CO₂-neutralitetscenario. En del af problemet er den metangas, som drøvtyggerne producerer gennem deres bøvsen, og en markant del af landbrugets udledninger af drivhusgasser er metangasser, som omregnes i  CO₂-ækvivalenter. Men metangassen forsvinder relativt hurtigt fra atmosfæren, hvorimod kuldioxiden forbliver der i århundreder. I det lidt større perspektiv er det således det industrielle landbrugs stordrift og afhængighed af de fossile brændstoffer, som er problemet – dels i selve produktionen, dels i den helt unødvendigt store globale flytten rundt på foderstoffer og færdige produkter.

Gå ud og spis klimavenligt, KLIMA+, Københavns Kommune marts 2009.¹

Hvad er en Klimamenu, KLIMA+, Københavns Kommune 09.03.2009.²

James E. Hansen står i disse år som en af de vigtigste klimaforskere i verden - ikke blot på grund af hans overblik og indsigt i klimaanliggender, men fordi han har set det som sin opgave at træde ud af forskernes elfenbenstårn for at søge at slå bro over den indimellem afgrundsdybe forståelseskløft mellem det videnskabelige samfund og de politikere, som i disse måneder er ved at lægge sidste hånd på en klimaaftale, som kommer til at præge de næste årtiers indsats for at standse den globale opvarmning. Og Hansen gør det vel at mærke på en måde, hvor han ikke blot ‘accepterer’ det politiske spils oversættelser af komplekse problemstillinger til forhandlingsbare enkeltstørrelser med en pris, som til enhver tid kan forhandles, men definerer nogle fra et klimaperspektiv uomgængelige nødvendigheder, hvis vi skal gøre os håb om at vende den nuværende udvikling og undgå kaskader af ‘tipping points’, hvorfra klimaforandringerne bliver selvaccelerende.

Men Hansen synes langt fra brødebetynget over, at det med ham som rådgiver er svære beslutninger, politikerne skal ud at tage – og skaffe mandat til at skaffe. Han ser en bred forkelig forståelse for, at der skal handles konsekvent. Og som han sagde under frokosten: Uden den stadige afbrænding af fossile brændstoffer vil det jo blive en bedre verden for os at leve i, uden den nuværende luftforurening og accelererende ødelæggelse af landskaber og biodiversitet.

Hansen i samtale med Marie Hjortdal fra Politiken.

For Hansen er det derfor ikke blot et spørgsmål om at reducere 50% eller 80%  i 2050. Hele det CO₂ kvotesystem, som vi er ved at knytte vores fælles fremtid til, vil i hans perspektiv blot føre til en masse spekulation, men ikke formå at løse opgaven. Ifølge Hansen vil et cap and trade-system, med en CO₂-afgift, so betales 100% tilbage, kunne fungere langt bedre og enklere. Men endnu mere er vi nødt til at se på de enkelte brændselskilder og hurtigst muligt etablere et moratorium for den nuværende afbrænding af kul. Af de fossile brændstoffer giver kul den langt største CO₂-udledning pr. indvundet energi-enhed, og hvis vi afbrænder alle de nu kendte kullagre inden vi går over til vedvarende energikilder, er en klimakatastrofe, som på sigt vil føre til fuld afsmeltning af alle ismassiver og dermed havstigninger på op til 75 m 100% givet.

James E. Hansen i samtale med Jens Hvass umiddelbart inden de mange interviews med den danske presse 12. marts.

James E. Hansens kommentar til Københavns Kommunes klimaplan, som sigter mod CO2-neutralitet i 2025: “Jamen der vil jo stadig blive afbrændt store mængder kul.”

Frokost på Rådhuspladsen 77, bordet rundt fra venstre mod højre Ulrik Kristiansen, kommunikationsmedarbejder ved Miljøpunkt Indre By-Christianshavn, Tom Clark og John Goodwin fra Danish Media Forum, Thomas Meinert og Benjamin Bro fra Klimabevægelsen (min tomme plads) samt James E. Hansen, leder af NASAs Goddard Institute.

FNs klimapanel IPCC har sat en stabilisering af CO₂-koncentrationerne i atmosfæren på under 450 ppm som nødvendigt, hvis vi skal undgå en temperaturstigning på over 2º C. Men IPCCs data bygger primært på modeller, og stort set på data, som er min. 5 år gamle. Og selv disse modeller giver os kun 50% chance for, at 450 ppm vil holde os under 2º C. Hvis man ser på de seneste 2-3 års udvikling i de observerbare klimaforandringer, som for eksempel afsmeltning af ismassiver på Arktis, Grønland og gletsjere i den tropiske zone, havenes forsuring og koralrevenes ødelæggelse, udvidelsen af de tropiske og det subtropiske  klimabælter, står det ubehageligt klart, at klimaforandringerne sker med langt større hastighed end klimamodellerne forudser. Kort sagt er klimaets følsomhed overfor øgede mængder af drivhusgasser langt større end man hidtil har forestillet sig.

På Københavns Universitets klimakonference, som netop havde til formål at opdatere det videnskabelige fundament forud for COP15 og den kommende klimaaftale, var hovedbudskabet da også helt entydigt, at udviklingen går langt hurtigere end hidtil antaget, og følgelig må der stilles langt skarpere krav til reduktionernes omfang og hastighed, hvis vi skal gøre os håb om at standse den globale opvarmning. Hansen har på den baggrund været fortaler for, at vi må sigte på hurtigst muligt at nå tilbage på CO₂-niveauer i atmosfæren på under 350 ppm. Og dette vil kræve, at vi i den industrialiserede del af verden ikke blot reducerer vores CO2-udslip, men inden midten af århundredet når et punkt, hvor vi absorberer flere drivhusgasser end vi udleder.

Her på bloggen finder du langt flere informationer om James E. Hansen, med video, introduktion af artikler mv. Se indlæg tagged med James Hansen.

Karen Hjulmand: Politikere har fået forkert besked om klima (James Hansen interview i Orientering) Danmarks Radio P1 20.03.2009.

Marie Hjortdal: Klimachef: Politikerne er for langsomme, Politiken 18.03.2009.

Jørgen Steen Hansen: ‘Mine børnebørn skal ikke sige: Bedstefar forstod, men fik ikke sagt det’, Information 07.03.2009.

Benjamin Bro, Klimabevægelsen, interviews 12.3.2009:

‘James Hansen – on the road for COP 15′ (et åbenhjertigt interview på vejen)

‘Leading Climate Scientist Says We Have To Stop Burning Coal’

(Filmoptagelser ved Jais Hammerlund.)

James E. Hansen gav yderligere interview til Jyllandsposten samt direkte i TV2 News (ikke tilgængelig på nettet). P1 har et interview klar til Klima og Miljø, og vi vil inden længe bringe video-optagelser fra hans foredrag ved Ingeniørforeningen 10.03.2009

James E. Hansen: Air Pollutant Climate Forcings, konferencebidrag til Københavns Universitets klimakonference 10.-12.  marts (pdf).
Se tilhørende PowerPoint-præsentation.

James E. Hansen pressemeddelelse (pdf).

Igennem århundreder var Københavns udstrækning  præcist defineret gennem forsvarsværker. Nu står vi ifølge OECD overfor igen at skulle ommure København – denne gang for at holde stigende oceaner fra at oversvømme byen. Et paper fra OECD har set på omkostningerne ved at sikre København mod havstigninger som følge af den globale opvarmning. Det vil ifølge OECD være relativt enkelt at sikre Københavns omkring 60 km kystlinje mod stigende vandstand. Rapporten rummer en række cost-benefit-analyser ved forskellige havstigninger, og konklusionen er i korte træk, at man for en relativt begrænset investering vil kunne modvirke potentielt store stigninger i udgifter til stormflodsskader.¹

Problemerne er størst på Amager og langs sydkysten, hvor ganske store områder ligger mindre end 2 m over havets overflade (se kort nedenfor). Her vil selv mindre havstigninger give markant forøget risiko for, at kombinationer af tidevand og opstuvninger af vand under kraftige uvejr vil kunne presse vand langt ind over de nuværende kystlinjer.

Der er ikke redegjort præcist for, hvordan kystlinjelængden er opgjort, og kortene over København er alle i fejlagtig proportion, så man har ved læsning rapporten en underlig fornemmelse af, at der ikke har været gjort ret mange studier i marken. Min fornemmelse er, at hvis man regner alle kanter langs byens kanaler og voldanlæggene ved Christiania, er der tale om langt mere end 60 km kystlinje. Rapporten taler kun vegt om ’æstetiske omkostninger’ ved at skulle inddæmme langs havnefronten. Endda siger Connie Hedegaard i dag til Berlingske, at vi selvfølgelig skal bygge højere havnekajer.²

Men det vil rent ud sagt være en katastrofe for det københavnske bymiljø, om vi skulle til at have dæmninger langs byens kanaler. Så mit forslag vil være at se tiden an et par år.

Får vi lavet den globale opbremsning af afbrændingen af fossile brændstoffer og den systematiske arealanvendelsespolitik, som kan øge CO₂-bindingen i biosfæren dertil, at vi kan stabilisere atmosfærens CO₂-koncentration på omkring 350 ppm? Eller tøver verdens lande så meget med de nødvendige omlægninger, at vi når serier af klimatiske tipping points, hvorfra klimaforandringerne bliver selvforstærkende? Det ved vi inden for ganske få år – det vil vi have en langt klarere fornemmelse af, når vi kender indholdet af afløseren for Kyoto-aftalen i december næste år.

Dette kort stammer fra flood.firetree.net, hvor man kan zoome ind over hele verden og se, hvilke arealer, som vil blive oversvømmet ved en given stigning i havenes vandstand. Herover er det en stigning på 2 m i Københavnsområdet.

Globalt har man i det 20. århundrede kunnet iagttage en stigning i verdenshavene på 17 cm, som resultat af afsmeltning af ismasser. Men i København har man kun kunnet måle en stigning på 4,4 cm, da størstedelen af Danmark stadigvæk hæver sig langsomt efter afsmeltningen af ismasserne under den seneste istid. Så vi kan vente nogle år endnu og prioritere ressourcerne på at få igangsat en dansk omlægning til et samfund 100% på vedvarende energikilder – og på at skabe global opbakning til en tilsvarende proces.

Rapporten forventer 25-50 cm havstigninger i det 21. århundrede. Det er et meget lavt skøn, som forudsætter en stærkere klimaaftale end der lige nu er udsigt til. For eksempel vurderede NASA tidligere på året vandstigningerne frem mod år 2100 til 2,5 m, hvis ikke vi gør noget alvorligt ved situationen.³

Hvis ikke vi kommer langt under IPCCs reduktionsmål, som sigter mod at stabilisere atmosfærens CO₂-koncentrationer på under 450 ppm, må vi se i øjnene, at klodens ismasser med tiden vil smelte. Og derfor kan vi lige så godt først som sidst beslutte os for ikke at ødelægge Københavns havnefront og kanalmiljøer med sikring langs kanterne, men at lave sluser ved Nordhavnen og ved Sydhavnen, så hele det centrale Københavns lange vandkant i stormflodstider – og på sigt konstant – kan holdes lavere end det omkringliggende hav.

Andre steder i verden vil konsekvenserne af den globale opvarmning være langt mere drastiske – og umulige at beskytte sig mod. Og det er så urimeligt, at klimaforandringerne rammer voldsomst i troperne, hvis lande intet har med drivhuseffekten at gøre. Inden vi kommer alt for godt i gang med hver især at beskytte os mod konsekvenserne af den globale opvarmning, er det derfor bydende vigtigt, at vi giver det den fulde chance at få klimaforandringerne under kontrol. Det skylder vi verdenssamfundet, biodiversiteten og de kommende generationer.

Stéphane Hallegatte et al.: Assessing Climate Change Impacts, Sea Level Rise and Storm Surge Risk in Port Cities: A Case Study on Copenhagen, – OECD Environment Working Paper No. 3 (pdf).¹

How much will sea level rise? RealClimate 04.09.2008.

Jens Ejsing: Høje diger kan fremtidssikre København, Berlingske 08.10.2008.²

Høje diger kan fremtidssikre København, Politiken 08.10.2008.

Birgitte Marfeldt: OECD: Byg diger omkring København eller bliv oversvømmet, Ingeniøren 08.10.2008.

Global vandstand kan stige én meter i 2100, (Ritzau) Politiken 09.10.2008.

Mette Buck Jensen: Nasa: Havene vil stige med 2,5 meter inden 2100, Ingeniøren 21.01.2008.³

John Tagliabue: Low Country Seeks Higher Ground, The Times 06.11.2008.

“I 2015 er København med rette kendt som den af verdens hovedstæder, der har det bedste storbymiljø. København er blevet verdens Miljømetropol og har dermed bevist, at miljøhensyn giver ekstra dynamik i byudviklingen. Københavnerne og deres gæster kan mærke og se forbedringerne, samtidig med at byen tager aktivt medansvar for den globale miljøudvikling.”

Sådan hedder det i Miljømetropolen – Vores vision CPH 2015, et oplæg til Københavns Kommunes miljøplan for 2015, som er blevet lagt frem her ved årets begyndelse. 

Det er store ord, ikke mindst når man ser, hvor konsekvent man går til bæredygtig byudvikling mange andre steder i verden. Der skal mere end ambitioner til at blive verdens Miljømetropol. Men det er ambitioner i den retning, der skal til for at vise verden, at der findes konstruktive træk mod den globale opvarmning, og at der findes en vej frem mod mindre ubæredygtige tilstande med mere livskvalitet end i dag.

Miljøplanen, som kan downloades i pdf-format, rummer en bred vifte af målsætninger: I 2015 cykler 50% af alle københavnere på arbejde mod 36% i dag. Antallet af alvorlige ulykker ved cykling skal være halveret, og 80% skal føle sig trygge ved at cykle i København, mod 58% i dag. Dette vil endnu stærkere end i dag profilere København som cykelby.

I 2015 skal København være Europas reneste hovedstad, og luftforureningen skal ned på et niveau, hvor den ikke er sundhedsskadelig. Der er tilsvarende mål for brug af parker, nattestøjniveau, brug af økologiske fødevarer for byen (+20%) og for kommunens institutioner (+90%).

Samtidig indebærer miljøplanen med en reduktion af Københavns CO₂-udledning på 25% i forhold til i dag en markant klimamålsætning:

“København er nået langt i indsatsen for at nedbringe CO₂-udledningen,” hedder det i miljøplanen: “Hver københavner har allerede reduceret sit bidrag til den globale opvarmning fra 7 tons til 4,9 tons, altså med ca. 2,1 tons CO₂ i forhold til 1990 trods en forrygende udvikling i byen. Det svarer til en samlet CO₂-reduktion på ca. 25% for hele København over 15 år. Faldet skyldes primært tilslutningen til fjernvarme og kraftværkernes overgang til renere brændsler, især overgangen fra kul og olie til naturgas.”

“Men vi kan og skal blive endnu bedre. CO₂-udledningen fra trafikken stiger, og der anvendes for eksempel stadig for meget kul i energiforsyningen i Danmark. Men en klog klimapolitik sætter ikke hjulene i stå, tværtimod. Samfundet og borgerne har mange penge og ressourcer at spare ved at handle klimavenligt. Derfor tør vi godt sætte et nyt ambitiøst mål om at reducere CO₂-udledningerne med yderligere 20% i 2015 i forhold til  i dag (2005-tal). Det svarer til, at vi i 2015 vil have reduceret udledningen med 40% i forhold til 1990. Eller at hver københavner i 2015 ikke udleder mere end 3,7 tons CO₂ i gennemsnit.”

“Klima skal være en folkesag, fordi det giver langt bedre resultater end løftede pegefingre. Derfor skal der i perioden op til klimatopmødet i København i december 2009 gøres en ekstra indsats for at synliggøre, hvad den enkelte borger og virksomhed i København kan gøre for at medvirke til at nedbringe CO₂-udslippet.”

En CO₂-reduktion på 25% på 10 år er ganske ambitiøst, i hvert fald hvis det skal komme fra ændringer i Københavns Kommune og ikke blot som i regeringens nationale klimaplan gennem udstrakt brug af CO₂-kvoter.

Den nu foreliggende miljøplan giver ingen detaljer om, hvordan man regner med at det kan nås. Men den samlede klimastrategi vil foreligge i god tid inden klimatopmødet i 2009. 

Miljømetropolen – Vores vision CPH 2015, Københavns Kommune 2007 (pdf).

FAKTA: planen for verdens grønneste storby i 2015, Politiken 29.11.2007.

Michael Rothenborg: København vil være verdens grønneste storby, Politiken 29.11.2007.

Pauli Andersen: Etikere udpeger København som bæredygtig rollemodel, Berlingske 08.09.2008.