I forbindelse med udstillingen Hungry Planet – mellem køkken og klode har en Urban Farming arbejdsgruppe, som igennem 2010 har mødtes ved Miljøpunkt Indre By-Christianshavn, fremlagt et Urban Farming manifest. I den anledning lavede KlimaTV i februar to interviews med Thorkild Ljørring og Mie Søgaard Kongstad, som kan ses herunder.

Download Urban Farming manifest (pdf).

.
Thorkild Ljørring om Urban Farming manifestet, 10:00 min. indslag fra KlimaTV. 

.

.
Mie Kongstad Søgaard om Urban Farming manifestet, 4:19 min. indslag fra KlimaTV.

Under temaet ’Visioner for et grønnere København – med spiselige oaser og maden i centrum’ lagde Miljøpunkt Indre By-Christianshavn op til debat med et særarrangement i Rundetaarn 22. marts.

Er storbyhaver noget, vi vil? Og hvad skal der til for, at vi går med sprudlende drivkraft fra Rundetaarn i dag? Bent Lohmann, der er formand for Miljøpunkt Indre By-Christianshavn lagde op til debatten ved at fortælle, at Miljøpunkterne og Lokaludvalgene gerne vil være bindeled mellem kommunen og borgere, der tager lokale grønne initiativer. At skabe byforgrønnelse og storbyhaver handler både om at skabe sociale netværk og om at mødes i en smukkere by. Han mente, at det er vigtigt, at projekterne i sig selv er bæredygtige, og at borgerne selv har et ejerskab og drivkraft.

Hvor kan man gå hen og gå i gang? Kan vi få hjælp fra nogle uddannede fagfolk? Og hvor kan man finde viden om, hvem der ellers arbejder med storbyhaver? For flere af de 120 deltagere i debatmødet i Rundetaarn var det ikke er et spørgsmål OM, det er en god idé at have storbyhaver og dyrke spiselige planter i byen? Spørgsmålene var: HVOR kan og må vi lave dem? Hvordan kommer vi i gang? og Hvor henter vi hjælp?

Spørgsmålet om, hvor borgerne kan lave haver, var direkte adresseret til centerchefen for Park og Natur i Københavns Kommune, Jon Pape, der indledte debatmødet med at fortælle om Kommunens Grønne Visioner. Han kunne blandt andet fortælle, at Københavns Kommune har besluttet at plante 100.000 nye træer i byens fælles rum. I dag er der omkring 80.000 træer, så det er mere end en fordobling. Nogle vil være gadetræer, nogle parktræer og andre skal plantes ved institutioner og skoler.

Foruden den æstetiske og sanselige oplevelse, har begrønning en lang række fordele og medvirker til at binde CO₂ og luftforurenende støvpartikler, give levested for dyr og fugle, opsuge regnvand og afkøle byen, fremgår det af Københavns Kommunes Klimaplan, hvor planerne for byforgrønnelse, lommeparker, grønne tage og lokal afledning af regnvand er beskrevet.

Det at lave storbyhaver passer rigtigt godt ind i kommunens planer om både at øge bynaturens biologiske mangfoldighed og at understøtte frivillige kræfter og fællesskaber af borgere, der ønsker at deltage aktivt i plejen af grønne uderum. Jon Pape forestiller sig, at der kan opstå nye partnerskaber mellem forvaltningen og borgerne, hvor kommunen hjælper borgere, som gerne vil sætte grønne initiativer i gang i deres lokalområde og samtidig være med til at pleje arealerne.

”Når borgere er med til at plante træer i deres lokalområde, bidrager det til, at de føler ejerskab for træerne og det grønne område”, sagde Jon Pape.

Allerede for 15 år siden anlagde kommunen beboerhaverne på Enghave Plads, som beboerne selv passer og plejer. Marijke Zwaan fra Byhavenetværket var med i beboergruppen dengang og kunne på mødet fortælle, at der ikke er særlige problemer med hærværk, og at beboerne stadig passer haverne, men at de ønsker sig at kunne få sparring fra nogle professionelle gartnere.

Center for Park og Natur har øremærket en pulje på 10 millioner kroner til storbyhaver og lommeparker som gerne må etableres som frivillige aktiviteter og partnerskaber mellem kommune og borgere. De regner med at have bevillingen en del år frem, så midlerne kan støtte op om kvarterløft fra område til område i byen. Omkring 2 millioner kr. fra puljen kan søges af alle bydele.  

Vi har det problem, at der er rigtigt mange, der også gerne vil bruge byens rum til andre ting, sagde Jon Pape. Der er unge, som gerne vil have flere fodboldbaner og rum til leg. I Fælledparken har kommunen eksempelvis lavet en danseplads og en skaterbane. Der er også nogle borgere, der gerne bare vil have rolige parker, hvor de kan gå og nyde det grønne i fred og ro. Så der er rift om byens fælles rum.

Her var et bud fra mødet, at opgaven også er at tænke spiselige planter og frugter ind i de aktive byrum – måske også omkring boldbanerne, som nogle pegede på. Som svar på et uddelt spørgeark kom der bud om at bruge alle de mange små åbne lommer rundt om i byen. Der kan være storbyhaver med spiselige planter i gårdrum, på fælles tagterrasser, balkoner, hjørner, tomme byggetomter, facader og gavle.

Blandt deltagerne var der nogle, som var i gang med at etablere urtehaver i Urbanplanen, på Vestamager, Nørrebro, Østerbro og andre steder.

”Vi har brug for mere viden og hjælp fra gartnere”, lød det fra nogle af de aktive. Hvortil Thorkild Ljørring fra Landsforeningen for Økosamfund og landmand gennem 30 år svarede: Når vi taler om faglighed, vidensudveksling og erfaring, kan I godt trække på eksempelvis landbrugsskolerne og gartnere fra andelsgartnerierne”. Han mente, at mange landmænd rigtigt gerne vil være med til at skabe en by-land akse, hvor der etableres en større forståelse for, hvad der kræves for at producere sunde fødevarer på en miljørigtig måde. Randområderne og det nære opland bør i højere grad bestå af gartnerier, der producerer økologiske fødevarer til København.

Med mødet ”Visioner for et Grønnere København” tager Miljøpunkt Indre By- Christianshavn fat, hvor den engelske byplanlægger Carolyn Steel slap i sit oplæg ’Hungry Cities.’ Hun pegede på behovet for at byens borgere og særligt byens børn får en mere umiddelbar forståelse af, hvor maden kommer fra. Hendes budskab er, at der er behov for mødesteder om mad på tværs af generationer og kulturer.

Projekterne, som mødets mange deltagere fortalte om, peger på, at der så småt er ved at starte en bevægelse omkring det at få spiselige planter, mødesteder og fællesskaber om at dyrke fødevarer ind i byens rum.  

Mie Kongstad Søgaard fra Københavns Madhus kom med inspiration fra ’Growing Communities’ i London, hvor storbyhaver og markeder er med til at samle borgere i en bydel og skabe nye fællesskaber og netværk. Netværkene inkluderer de lokale landmænd og har både store miljøfordele og sociale fordele. Camilla Friederichsen fra Københavns Skolehaver fortalte om, hvordan skolehaverne opstod i 1903 med det formål at give byens børn mulighed for at dyrke grøntsager. I dag er der 1000 børn, der bruger haverne i sæsonen. Hun har en vision om, at alle børn i en skoleårgang har en have, og at der er skolehaver til alle bydele, så også børnene i Indre By har adgang til en skolehave. Erik Lemcke fra OmstillingDanmark fortalte om initiativer til at etablere bylandbrug, ’farmers markets’ og samarbejde med lokale landmænd fra det lokale opland.  

Miljøpunkt Indre By-Christianshavn vil gerne understøtte skoler, borgere og netværk i Indre By og på Christianshavn, der ønsker at etablere lommeparker og spiselige oaser. Vi har etableret den lille lommepark 77 foran kontoret, som hver dag er til glæde for de forbipasserende. Børnehaveklasser stopper op og spiser deres madpakke på den runde gule bænk under oliventræet. Og par sætter sig og får en fortrolig samtale i det lille fortættede rum midt i byens centrum og tumult. Sådanne steder skal der være flere af også i Indre By. Små oaser til afslapning og samvær. Og gerne med frugttræer og spiselige planter.

 Indlæg ved Helene Hjort Knudsen.

Politiken I Byens omtale af arrangementet.

Politiken I Byens omtale af Carolyn Steels indlæg den 1. marts.

Åbent Hus: Kom ud og oplev foråret i skolehaverne (pdf).

Her kan du downloade Center for Park og Naturs pjece ”Frivillighed i det fri”.

Teknik og Miljøforvaltningen: ”Tag Parken i Lommen, forslag til 14 lommeparker i København”.

Bibliotekssalen i Rundetaarn var fyldt den 15. februar, da Peter Menzel og Faith D’Aluisio stillede sig ved hver deres mikrofon. Selv om de uden problemer kan fortælle frit fra leveren, har de så meget på hjerte, at hver eneste sætning er nøje overvejet og skrevet ned. Hungry Planet er ikke bare en fotoudstilling med æstetisk smukke portrætter. Parret fra Napa i Californien bygger deres bøger på en lang proces med rejser, indsamling af data, mange måneders skrivearbejde og beregning af madens mængde og kalorieindhold.

Interessen startede med et besøg dybt inde i junglen i Papa Ny Guinea. Peter og Faith oplevede, hvordan en papkarton med tørrede nudler havde fundet vej ind til indianerne. Dernæst dukkede de første flasker cola op. Det førte dem til at stille spørgsmålet: Hvordan ændrer madkulturen sig over tid? Hvordan infiltrerer nogle landes madkultur andre landes? Og hvad betyder det, at vores mad i stigende grad er industrielt forarbejdet?

Derfor rummer bogen ’Hungry Planet’ fortællinger om madkultur verden rundt. En madkultur, som er i forandring og under indflydelse af stærke markedskræfter. Den stigende vestlige indflydelse på madkulturen i lande, der traditionelt har spist sundt, betyder blandt andet, at sygdommen diabetes breder sig ukontrollabelt i både USA og de lande, der importerer de industrielt forarbejdede fødevarer fyldt med tomme kalorier, som burgere, pizzaer og Coca Cola.

Casales-familien fra Mexico består af to voksne og tre børn under 7 år. Og de må have tre borde og en stol i brug for at få plads til den mad, de spiser på en uge. Det store runde bord bugner af friske grøntsager og frugt. En ananas står med sine strittende blade bag et væld af mørkerøde tomater, modne avocado, friske grønne bønner, mangoer og bananer. Alt strutter af vitaminer. Store mængder citroner, limefrugter og chili giver retterne smag. Her bor en familie der ved, hvordan man på traditionel vis laver mad af sunde råvarer.

Men familien Casales- madvaner rammer meget præcist ind i det tema, Peter Menzel og Faith D’Aluisio også beskriver med deres bog Hungry Planet. For når man ser, hvad der fylder på de to andre borde, bliver det tydeligt hvor de ekstra kalorier kommer fra. Vandkvaliteten er så dårlig, at familien drikker 24 liter Coca Cola på en uge. De to drenge læner sig ind over det tredje bord, som er dækket med hvidt floffy brød uden næring og en betydelig mængde sukkerholdigt slik. Da Peter og Faith talte med familien om den store mængde cola, kom det bag på dem, at der ikke er anden næring i vandet end sukkerstoffer. De mange tomme kalorier gør, at hele familien er meget trivelig, og at sønnen på 7 år allerede er overvægtig.

En anden familie fra Arizona blev så chokeret over at se, hvad de fortærede på en uge, at de skiftede til en sundere diæt med flere grøntsager. Men da Peter og Faith besøgte dem igen, var de gået tilbage til, hvad de kaldte ’regular food’. Det var for dyrt at spise grøntsager.

Peter Menzel og Faith D’Aluisio stiller spørgsmål og afdækker nogle af de problemer, udviklingen af vores madkultur medfører. Worldwatch Institute har redegjort for, at der er lige så mange overspisere som sultende i verden. USA har større udgifter til sundhed pr. indbygger end alle andre lande. Her findes også uendeligt store industrielt drevne kvægfarme, hvor køerne går i deres eget skidt til knæene. Verden over spiser vi mere og mere kød af dårligere og dårligere kvalitet og med en meget lille omtanke for dyrevelfærden.

Mange steder i verden er kød stadig ikke en hovedret men et tilskud. Vestlig mad behøver heller ikke at være så usund. I Japan spiser man traditionelt sundere end andre steder. De Japanske familier får ikke så mange overflødige kalorier, men spiser en balanceret kost med en del proteiner og grønt.

Udstillingens temaplancher om klima og fødevareproduktion sætter fokus på, hvordan vi bør kræve en sundere fødevareproduktion – et mere bæredygtigt landbrug og en mere klimavenlig bearbejdning og håndtering af fødevarer fra jord til bord. Som forbrugere har vi indflydelse, når vi lægger varerne i indkøbskurven. Vi kan overveje og tage bevidste valg blandt andet ud fra spørgsmålene: Hvor kommer varen fra? Er dyrevelfærden i orden? Er produktionen økologisk? Er der kun den mest nødvendige emballage?

Du kan få mere viden om mad, klima og bæredygtighed ved at besøge udstillingen i Rundetaarn, der vises dagligt 10-17 frem til 27. marts.

 Indlæg ved Helene Hjort Knudsen.

.
Se mere om de seks foredrag i Tirsdagsrækken og download programmet (pdf).

Se mere om udstillingen på www.hungryplanet.dk.

Se mere om udstillingens skoletjeneste.

Carolyn Steel holder foredrag i Rundetaarn den 1. marts kl. 19.15 – 21.00.

Storbyens madforsyning skal være synlig i bybilledet, mener arkitekt og byplanlægger Carolyn Steel. 

Hver dag transporteres store forsyninger af mad ind til klodens storbyer. Op gennem tiderne har byernes planlægning været tæt forbundet med behovet for at kunne fragte mad ind fra oplandet til de centrale markedspladser. De var naturlige mødesteder, fælles rum i byen, hvor man kom hver dag, og hvor der også blev udvekslet nyheder og sladder. Carolyn Steel peger på, at storbyboere har fortrængt, at de stadig er lige så afhængige af natur og kulturlandskabet, som vores forfædre var det.

At bo i byen har mange miljømæssige, sociale og kulturelle fordele. Der er kollektive transportsystemer og velisolerede huse, som optager en mindre bid af landjorden. Der er kortere transportveje og lettere adgang til kulturliv, uddannelser og job. Men det er et grundlæggende problem, at fødevareproduktionen foregår så adskilt fra livet i byen. Vi beundrer skønheden i den uberørte natur, men ignorerer at vores behov for mad skaber et produktionslandskab – som ikke er en Morten Korch idyl med bonderoser og gadekær. Landområderne har udviklet sig til et affolket Udkantsdanmark, som ingen vil være ved.

Madstederne er også mødesteder

Vi har brug for flere steder i byen, hvor vi har spiselige planter, mener Carolyn Steel. I London, New York og Shanghai har man lokal produktion af fødevarer inde i byen. I Havanna på Cuba er der store gartnerier i parkerne, der forsyner byens borgere med frisk frugt og grønt.

I København kan man give byens borgerne lettere adgang til byhaver - og børnene til skolehaver - med en større rigdom af spiselige planter og frugt. Ubenyttede parkeringsarealer eller byggegrunde kan omdannes til midlertidige grønne haver med frugt og grønt. I de fælles taghaver der dukker op rundt om i byen og op af solbeskinnede mure er der læ til at dyrke eksotiske frugter, som trives i det lunere klima, byen befordrer.

Carolyn Steel kalder sin vision om en by, der tager ansvar for sit madforbrug, for en ’Sitopia’, ikke at forveksle med Utopia. Begrebet kommer af det græske ’Sitos’ for Mad og ’Topos’ for Sted. ‘Sitopia’ er en by, hvor borgerne har et mere nært forhold til den mad, de spiser. Med en større rigdom af frisk frugt og grønt rundt i byens gårdrum, byhaver og skolehaver får byens børn viden om, at tomater er rødere og sødere, når de har fået sol, og at friske ærter direkte fra bælgen smager bedre end dem på frost. Byhaverne med spiselige urter og frugter vil også være steder, hvor borgerne kan mødes omkring det at passe og pleje planter, der kan indgå i fælles måltider. Madstederne er også mødesteder.

Fælles indkøbsforeninger og nye fælles ordninger på tværs af by og land indgår også i Carolyn Steels Sitopia. Det har effekt, hvis flere københavnere begynder at efterspørge æg, mælk og ost fra gårdene i oplandet – lige som ’Fødevareselskabet’, der er ved at slå rod i alle bydele? Producenter og landmænd har til enhver tid leveret bedre varer til dem, de står til regnskab overfor, frem for fjerne forbrugere i et helt andet land. Og når de økologiske landmænd har større sikkerhed for deres afsætning, falder prisen.

Arrangementet knytter sig til udstillingen Hungry Planet, som Miljøpunkt Indre By-Christianshavn viser frem til 27. marts.

Billetter à 40 kr. kan bestilles via Rundetaarns billetservice - der vil også være billetter ved indgangen.

Se mere om de seks foredrag i Tirsdagsrækken og download programmet (pdf).

Se mere om udstillingens skoletjeneste.

 Indlæg ved Helene Hjort Knudsen.

www.hungrycitybook.co.uk.

Carolyn Steel: How food shapes our cities, 15:40 min. indlæg ved TED-konferencen okt. 2009.

Nicola Twilley: London Yields, Harvested, BLDG Blog, juni 2009.

I forbindelse med udstillingen Hungry Planet - mellem køkken og klode vil Søren Espersen tirsdag den 8. februar kl. 19:15 i Rundetaarn holde oplægget “vild mad – vildt godt”, hvor han fortæller om den vildtvoksende mad, som naturen bugner med overalt omkring os.

Søren Espersen, grundlægger af kulturlandskab.dk, tager i sit virke udgangspunkt i naturens spisekammer. Der findes store mængder spændende og alsidig mad i alle landskaber. Helt ind mellem højhusene kan man finde den, hvis man først har øje for det. Og med fritgående husdyr på naturområder kan vi forme et kulturlandskab, hvor der både er plads til høj biodiversitet og til menneskets tilvejebringelse af føde.

Et levende naturområde med græs- og urtegumlende køer såvel som plads til sommerfugle, fugle og frøer, giver gode betingelser for vild og nærende mad. Områder, hvor mange forskellige plante- og dyrearterlever side om side, vidner ofte om et balanceret stykke natur, med næringsstoffer i de rette doser, og uden forstyrrelser fra sprøjtegifte. Fra dyr, som græsser på naturarealer, får vi sund og velsmagende mælk og kød samtidig med, at et mangfoldigt planteliv kan give et varieret udbud af næringsrige og smagsmættede oplevelser til middagsbordet.

Bag husdyrfoder, landbrugsmetoder, bearbejdning og transport af fødevarer er der spundet lange tråde af klima- og miljøbelastninger. Med en afkortning af madens vej fra jord til bord, hvor vores fødevalg inkluderer flere lokale vilde planter samt mere kød og mælk fra naturarealer, kan vi være med til at lette klimabelastningen. Med lokalt produceret naturkød og indsamling af vilde bær, nødder, svampe og grøntsager rykker vi samtidig tættere på årstiden med dens skiftende udbud af vidunderlige smagsoplevelser.

Udstillingen Hungry Planet – mellem køkken og klode er en rejse ind i det globale spisekammer, der afspejles i fotografier af familier fra hele verden sammen med den mad, de typisk spiser på en uge. En mere bæredygtig tilgang til jordbruget og en bedre udnyttelse af vilde planters egenskaber er centrale temaer på udstillingen, hvis ledespørgsmål er, hvordan vi finder måder at mætte os på, som er sunde for både os selv og planeten?

Billetter à 40 kr. kan bestilles via www.rundetaarn.dk.

Download programmet for de seks foredrag i Tirsdagsrækken (pdf).

Se mere om udstillingen Hungry Planet på www.hungryplanet.dk.

 Indlæg ved Gazelle Buchholtz.
.

Laura Toftgaard Nicolaisen: På jagt efter strandengens blegselleri, dr.dk 21.05.2010.

Laura Toftgaard Nicolaisen: Strandens vilde koriander, dr.dk 24.07.2010.

Dorthe Boss Kyhn: Kom havtorn i gryderetten, dr.dk 11.09.2010.

kulturlandskab.dk

Planchen Vild mad – vildt sundt med tekst af Søren Espersen er 1 ud af 82 plancher på udstillingen Hungry Planet – mellem køkken og klode.

I forbindelse med udstillingen Hungry Planet – mellem køkken og klode vil Tor Nørretranders tirsdag den 1. februar kl. 19:15 i Rundetaarn holde oplægget “Vild verden – fremtidens føde”.

Tor Nørretranders er forfatter og videnskabsjournalist, og havde sit store forfattergennembrud i 1991 med bogen Mærk Verden. Han er aktuel med en ny bog, Vild verden - fremtidens føde, som har en vision om et af menneskehedens største problemer: Hvordan skaffer man mad til 9 milliarder mennesker uden samtidig at ødelægge den jord, som maden kommer fra? Hvordan får vi nok at spise, uden at klimaet går amok? Hvorfor er det moderne landbrug i krise?

Og svaret ligger lige for fødderne af os – eller rettere, under dem. Den tilgang til jorden, som afspejles i vores fødevareproduktion, er en trussel for både kloden og det enkelte menneske; jorden udpines på en ikke-bæredygtig måde og der skabes en monokultur af enårige planter, der betydeligt begrænser energikilden i vores kost til de samme fire afgrøder: ”Det er for ensidigt og kedeligt, at vi får 60% af vores kalorier dækket af korn, ris, kartofler og majs. Lad os peppe det op med vilde urter og vildt kød”, siger Tor Nørretranders.

Udstillingen Hungry Planet – mellem køkken og klode er en rejse ind i det globale spisekammer, der afspejles i fotografier af familier fra hele verden sammen med den mad, de typisk spiser på en uge. En mere bæredygtig tilgang til jordbruget og en bedre udnyttelse af vilde planters egenskaber er centrale temaer på udstillingen, hvis ledespørgsmål er, hvordan vi finder måder at mætte os på, som er sunde for både os selv og planeten?

Billetter à 40 kr. kan bestilles via www.rundetaarn.dk.

Download programmet for de seks foredrag i Tirsdagsrækken (pdf).

Se mere om udstillingen Hungry Planet på www.hungryplanet.dk.

 Indlæg af Janus Juell-Sundbye.
.

Niels Nørgaard: Nørretranders: Vild mad skal mindske sult og klimachok, Politiken 22.11.2010.

Tor Nørretranders på Wikipedia.

Det er efterhånden almindelig kendt, at kødproduktion tegner sig for en betydelig del af den samlede klimabelastning. Nye tal fra Worldwatch Institute viser nu, at andelen er væsentligt større, end man tidligere har regnet med. Nedenstående tekst stammer fra temaplanchen Kød og klima fra udstillingen Hungry Planet – mellem køkken og klode, som kan ses i Rundetaarn frem til 27. marts.

Billedet herover er fra en planche, som viser en australsk familie sammen med den mad, de spiser på en uge. Udstillingen har i alt 30 af sådanne portrætter fra hele verden.

FNs fødevareorganisation FAO udgav i 2006 en rapport om landbrugets klimapåvirkning, Livestock’s Long Shadow, som kom til det for mange meget overraskende resultat, at landbrugets animalske produktion tegnede sig for ikke mindre end 18% af de globale drivhusgas-udledninger. Til sammenligning står luftfarten for 2% og skibsfarten for 4-5% af de globale drivhusgas-udledninger. Den animalske produktion er således en af de allerstørste kilder til global opvarmning.

Vores husdyrhold er da også den menneskelige aktivitet, som tager allermest plads på kloden. Det beslaglægger i dag omkring 70% af verdens samlede landbrugsareal og 30% af verdens samlede areal til foderafgrøder og græsning. Og forbruget er stadig stigende, både i I-lande og U-lande. Hvor vi siden 2. verdenskrig er blevet dobbelt så mange mennesker, er der kommet næsten seks gange flere husdyr. For eksempel er der i Danmark 2½ gris for hver indbygger, og foderet til de stadig større produktionsenheder hentes efterhånden hjem fra hele verden – helt ude af balance med de umiddelbare omgivelser.

Husdyrene spiser mere end halvdelen af den mad, vi fanger i havet og omkring halvdelen af den mad, vi dyrker på vores marker. For en afgrøde som soja går 80% til foder til husdyr. I en tid, hvor markerne også skal levere stadig større mængder af biobrændstoffer til vores sultne motorer, er der mere pres på de dyrkbare arealer end nogensinde. Den voksende efterspørgsel efter kød er i dag den største drivende faktor bag fældning af regnskov, og over alt i verden æder motorsavene sig hver dag ind på regnskovene for at skaffe plads til flere husdyr.

Regnskovene har ikke bare en kolossal biodiversitet. De har også meget store mængder CO₂ bundet i vegetationen. For hver hektar regnskov, som ryddes, fjernes der vegetation, som lagrer omkring 200 ton CO₂. Og i løbet af få år efter frigives der yderligere 200 ton fra jorden i takt med, at rødder og humus går i forrådnelse.

Andre drivhusgasser

Ved landbrugets klimapåvirkning er der ikke blot tale om udledning af CO₂. Når køer (og andre drøvtyggere) fordøjer deres føde, sender de metan ud i luften, og husdyrenes ekskrementer afgiver lattergas. Det er stoffer fra naturlige processer, som i bæredygtig skala ikke er nogen trussel mod økosystemernes balance, men med stadig flere husdyr i stadig større fabriksbrug bliver det tilsammen til en endog meget stor faktor i de globale klimaforandringer.

Koncentrationen i atmosfæren af metan (CH₄) og lattergas (N₂O) er små i forhold til koncentrationen af CO₂. Og modsat CO₂ som bliver meget længe i atmosfæren, er halveringstiden for metan blot 8 år. Men drivhuseffekten er markant større. Metan ansættes ofte til at være omkring 25 gange stærkere end CO₂, mens lattergas er op imod 300 gange ’bedre’ til at tilbageholde varme i atmosfæren end CO₂. Når man taler om CO₂-udledninger fra landbruget, omregnes de øvrige drivhusgasser derfor til CO₂-ækvivalenter for at kunne vurdere den samlede drivhuseffekt.

51% af alle drivhusgasser

Op til klimatopmødet i København i december 2009 bragte Worldwatch Institute en tankevækkende artikel: Livestock and Climate Change, hvor man havde bedt Robert Goodland og Jeff Anhang fra Verdensbankens miljøvurderingsafdeling om at gennemgå FAOs beregninger fra 2006. Goodland & Anhang påviser her store inkonsekvenser og undladelser i FAOs beregninger, som tilsammen gør, at drivhusgasudledningerne fra verdens kødproduktion er markant større.Blandt andet har man slet ikke indregnet husdyrenes udånding af metan, og hvis man yderligere indregner metan med dens fulde øjeblikkelige drivhusgaseffekt (som IPCC anbefaler det), så er metan over en 20-årig periode 72 gange stærkere end CO₂, og verdens kødproduktion tegner sig for hele 51% af de samlede menneskeskabte udledninger af drivhusgasser. Goodland & Anhangs beregninger er illustreret i de to søjler i midten, og forudsætningerne er nærmere beskrevet i boksteksten til højre (se nederst i dette blog-indlæg).

Mængden gør en forskel

Der er bundet en vis udledning af drivhusgasser til al fødevareproduktion. Men gennemgående er den langt højere for den animalske føde end for den vegetabilske føde. Der kan gå op til 20 enheder vegetabilsk føde til at skabe én enhed animalsk føde. Omsætningstabet er størst for oksekød og mindst for fjerkræ. Man kan lave to kg industrikylling med ét kg foder.

Det industrialiserede landbrug bruger i dag tilsvarende 10 enheder fossil energi for at fremstille 1 energienhed føde. Det nuværende landbrug har således udviklet en afhængighed af fossile brændstoffer, som med den nuværende forsyningssituation ikke kan fortsætte fremover, og som er en anden vigtig del af, at landbrugets klimapåvirkning udgør en så stor del af den samlede globale klimaudfordring.

Worldwatch Institute anbefaler på baggrund af Goodland og Anhangs artikel at reducere landbrugets animalske produktion med 25% på verdensplan. Det ville give en 12,5% reduktion af de samlede globale menneskeskabte udledninger af drivhusgasser – eller en reduktion i samme størrelsesorden som den, man forgæves søgte at forhandle sig frem til i ved klimatopmødet i København.

Det store forbrug af forarbejdet og animalsk føde, som kendetegner den gennemsnitlige danske diæt er ikke kun problematisk i et klima- og bæredygtighedsperspektiv. Det ville være sundt for os at spise væsentlig mindre animalsk protein. Dermed er vores spisevaner – og ikke mindst vores forbrug af animalske produkter fra den industrielle fødevareproduktion – et af de områder, hvor vi som familier og enkeltindivider i vores dagligdag kan gøre en markant forskel for klimaet og vores egen sundhed.

indlæg ved Jens Hvass.

H. Steinfeld et al.: Livestock’s Long Shadow. Environmental Issues and Options, FAO, Rom 2006 (pdf).

Robert Goodland and Jeff Anhang: Livestock and Climate Change, Worldwatch Magazine vol. 22 no. 6 nov.-dec. 2009, pp. 10-19 (pdf).

Download planchen Kød og klima (2,3 Mb pdf) / plancheteksten i A4-format (1,4 Mb pdf).

Se relaterede links på udstillingens linkside.

Se mere om udstillingen på www.hungryplanet.dk.

Discussion Forum on Livestock Emissions, WorldWatch Institute.

Robert Goodland and Jeff Anhang: Sources and Resources for “Livestock and Climate Change”.

Robert Goodland and Jeff Anhang: Forests, Fisheries, Agriculture: A Vision for Sustainability: Expert consultation on greenhouse gas emissions and mitigation potentials in the agriculture, forestry and fisheries sectors, U.N. Food and Agriculture Organization in Rome, Italy, 2-4 December 2009 (pdf).

Herunder følger teksten fra planchens søjlediagram, som sammenfatter Goodland & Anhangs analyse af FAOs beregningsgrundlag.

Husdyr og klimaforandringer

Den nederste boks i søjlediagrammet angiver de samlede udledninger af drivhusgasser, som anslået i FAOs rapport Livestock’s Long Shadow fra 2006. Heri anslås det, at rydning af regnskov, drift af husdyrene, tilvejebringelse af foder, bearbejdning og transport af kødprodukterne tilsammen giver en udledning af drivhusgasser fra landbrugets kødproduktion på i alt 7,5 gigaton CO₂-ækvivalenter (samtlige drivhusgasser omregnet til CO₂). Dette svarer til 18% af udledningerne af verdens samlede menneskeskabte drivhusgasser.

1 gigaton CO₂= 1.000.000.000 ton CO₂ eller omkring 20 gange de samlede danske CO₂-udledninger på et år. Således er den globale kødproduktions CO₂-udledninger som vurderet af FAO i 2006 omkring 150 gange de samlede danske udledninger, mens Worldwatch Magazines beregninger svarer til, at den globale kødproduktion udleder 650 gange de samlede danske udledninger af drivhusgasser.

1) Heroverfor påpeger Goodland & Anhang i en artikel i Worldwatch Magazine i 2009 en hel række fejl og udeladelser, som tilsammen gør, at udledningerne fra landbrugets kødproduktion kommer op på 32,5 gigaton CO₂ pr. år – eller mere end fire gange højere end i FAOs estimat.

2) Rapporten undlader fejlagtigt at medregne husdyrenes udånding af metan.

3) Den stadige udbygning af landbrugsareal til husdyrenes foder og græsning er den største enkelte grund til rydning af regnskov, og FAOs rapport har underberegnet dette i en størrelsesorden, som svarer til omkring 50 gange de samlede danske CO₂-udledninger. For hver hektar regnskov, som ryddes, fjernes der umiddelbart vegetation, som lagrer omkring 200 ton CO₂, og inden for få år efter frigives der yderligere tilsvarende 200 ton CO₂ fra jorden i takt med at rødder og humus går i forrådnelse. Med skovrydningen fjerner vi derfor et af verdens vigtigste CO₂-lagre. Hvis vi vendte processen og lod nu ryddede regnskovsområder gå tilbage som regnskov, ville det kunne absorbere store mængder CO₂.

4) Metan regnes normalt til at være omkring 22 gange kraftigere drivhusgas end CO₂. Dette er rigtigt set i et 100-års perspektiv. Men hvis man som IPCC anbefaler regner metans virkning i et 20-års perspektiv, er metan en 72 gange kraftigere drivhusgas end CO₂. Her mangler der ifølge Goodland & Anhang andre 5 gigaton CO₂ i FAOs beregninger, eller næsten 100 gange de danske udledninger.

5) Fire andre fejlkilder omkring vurderingen af omfanget af det globale husdyrhold giver tilsammen yderligere drivhusgasudledninger svarende til mere end 100 gange de danske udledninger: For eksempel regner FAOs rapport med, at der årligt avles omkring 21,7 mia. husdyr, hvor de fleste andre skønner, at vi årligt avler omkring 50 mia. husdyr.

6) FAOs rapport udelukker en række faktorer fra sine beregninger, som for eksempel drivhusgasudslip fra landbrugsrelateret skovfældning i Argentina. Man medregner heller ikke udledninger fra fiskefarme, drivhusgasser nødvendige for køling af kød, drivhusgasser fra tilberedningen, bortskaffelse af spildprodukter fra slagterier, produktion, distribution og bortskaffelse af emballage, medicinsk behandling af husdyr osv. I alt yderligere udledninger i størrelsesordenen 50-60 gange de samlede danske udledninger.

Alt i alt når Goodland & Anhang frem til, at verdens kødproduktion set over en 20-års periode står for mere end halvdelen af verdens samlede udledninger af drivhusgasser.

Jens Hvass, Gazelle Buchholtz og Bent Lohmann fra Miljøpunkt Indre By-Christianshavn, som 22.01.-27.03.2011 viser udstillingen Hungry Planet – mellem køkken og klode i Rundetaarn. 

Ved åbningsreceptionen for udstillingen Hungry Planet 21.01.2011 var der oplæg ved Evald Vestergaard, Jørgen Steen Nielsen og Jens Hvass, som tilsammen fint indrammede udstillingens underliggende spørgsmål: Hvordan finder vi veje, som er sunde både for den enkelte og planeten?

Miljøpunkts bestyrelsesformand Bent Lohmann bød velkommen og gav derefter ordet til Evald Vestergaard, formand for Økologisk Landsforening, som lagde ud med “En vision for en bæredygtig fødevareforsyning.”  

Evald Vestergaard står til daglig med fingrene dybt i sin økologiske muld og har samtidig vor tids velkendte produktionsåg tæt inde på livet. Med et fokus på kvantitet frem for kvalitet, har vi nu fået udviklet et landbrug, hvor et husdyr skal producere meget mere kødmasse end tidligere for at kunne konkurrere på markedet – en malkeko producerer i dag dobbelt så meget mælk som for en menneskealder siden. Overalt er vi vant til, at der skal drives maksimalt udbytte. Evald pegede i sin tale på flere steder i samfundets fødevarekæde, hvor der kan gøres en indsats for at skabe flere sundere afgrøder, der ikke kun kommer miljøet og klimaet til gode, men som også bygger på et bæredygtigt regnskab for landmanden.

Tre væsentlige nøgleelementer er: vores syn på fødevarer, handling når vi handler ind, og et reelt bæredygtigt udbud på butikshylderne. En dansker bruger knap 10% af sin indkomst på madvarer. Det er langt mindre end sydeuropæerne, og vi er et af de lande i verden, som bruger den mindste del af vores indtægt på mad. Samtidig lyder der et ramaskrig fra medierne, når fødevarepriserne stiger.

Klimaforandringer i mange dele af verden er med til at give færre afgrøder og dermed forhøjede fødevarepriser. Er det rimeligt, at vi vedholdende forventer en pris, der ikke matcher realiteterne? – endsige forventer kvalitet for pengene?

Vi må tilpasse os omstændighederne og indse, at vi må betale den reelle pris for den kvalitet, der skal til, for at de byggesten, der opbygger vores krop, og hvis dyrkningsmetoder har effekter i vores omgivende luft, vand og jord, kan skabes på en sund og bæredygtig måde. Et nyt syn på hvordan kosten skal sammensættes, kan også være med til at skabe en mere bæredygtig levevis. Her kan mindre mængder kød, flere friske grøntsager og frugter i indkøbskurven være med til at pege på de varer, som vi vil have mere af, eller vil undgå, på hylderne. Dog understreger Evald, at det er væsentligt med et redeligt fødevareudbud på hylderne. For har man nogensinde set en handlende gå tomhændet ud af supermarkedet? Et basalt fødevareudbud, baseret på bæredygtig produktion, skal være tilgængelig for alle. Og Evald Vestergaards virke et godt eksempel på, at det kan lade sig gøre at drive visionært økologisk landbrug i dagens Danmark.

Dernæst bød Bent Lohmann velkommen til Jørgen Steen Nielsen, journalist ved Dagbladet Information, som fortalte om ”Klimakamp med kniv og gaffel.”

Jørgen Steen Nielsen indviede tilhørerne i boghandlernes bestsellerlister. Når vi køber bøger om mad, er det med et indadskuende blik. Mad bliver enkeltpersonens komponenter, som bruges til at sammensætte den rette portion af kalorier, velsmag og visuel nydelse. Maden sættes i centrum for kroppen sundhed, men betragtes ikke som del af Jordens sundhed - og hvor sund er den mad så egentlig?

Madens miljø- og klimaperspektiver får sjældent plads på boghylderne, og det er ofte svært at få klarhed på madens globale rolle. Jørgen demonstrerede problematikken med en pølse, friskkøbt i nærheden af Rundetaarn. Svin findes i langt større antal end mennesker i Danmark, så det burde være ligetil at fremstille en lokalproduceret pølse. Men med markedskræfter der gør det muligt at sende de danske grisetarme til Kina for at blive renset og klargjort til fyldning, inden de ryger retur til Danmark, tynger produktionens klimaregnskab. Alternativt kan tarmen produceres kunstigt, og i farsen æltes der nitritsalte og andre tilsætningsstoffer. Alt i alt er der mange miljømæssige udfordringer under en pølses tilblivelse, før den danske gris bliver til danskproducerede pølser. Velbekomme.

Jørgen kalder os til klimakamp med kniv og gaffel. Vi kan hver i sær gøre en klimaindsats gennem vores måltider. Det er ikke kun et spørgsmål, om der kommer gris på gaflen eller ej, men også hvad der ryger forbi tallerknen. I gennemsnit smider en dansk familie på fire personer mad i husholdningsaffaldet til en værdi af 10.000 kr. om året. Mad der ender i røg på forbrændingen. Og også affaldscontainere ved restauranter og supermarkeder gemmer ofte på frisk og spiselig mad. Den uudtømmelige overflodstanke, hvor vi har uanede mængder fødevarer til rådighed, må manes til jorden. Vi har kultiveret os selv ud af naturlandskabet og ind i væg til væg-asfalterede bylandskaber - men vi kan ikke sætte os uden for naturens virkemåder. Derfor må vi værne om vores dyrebare fødevareressourcer både ved produktion og fortæring, så fødevarerne ikke belaster klimaet eller ryger ud af vores fint tilpassede kredsløb, som hele vores eksistens bygger på.

Herefter gav Bent Lohmann ordet til centerleder ved Miljøpunkt Indre By-Christianshavn, Jens Hvass.

Jens Hvass fortalte om baggrunden for udstillingen. I bogen Hungry Planet – What the World Eats, som udkom i 2005, har forfatter-fotograf-parret Faith D’Aluisio og Peter Menzel fotograferet familier fra hele verden sammen med den mad, de spiser på en uge.

Disse billeder har en enestående fortællekraft. Derfor ønskede vi ved Miljøpunkt Indre By-Christianshavn at vise Menzels billeder fra Hungry Planet under Klimabundmødet – Windows of Hope, som vi afholdt i december 2009 parallelt med Klimatopmødet COP15. Men tiden var kort, alle udstillingssteder var for længst booket, og det var ikke nogen god årstid for udendørs-udstillinger. Så vi aftalte blot at lave en simpel fremvisning på vores vinduesskærm under Klimabundmødet og så efterfølgende lave en egentlig udstilling. Da det så i foråret 2010 viste sig, at det kunne blive i Rundetaarn, blev det klart, at der var plads til en stor udstilling, og at vi ville stå med et meget bredt sammensat publikum. Derfor er udstillingen tosproget, derfor har vi prøvet langt hen ad vejen at lave udstillingen billedbaseret, og derfor har vi etableret en skoleservice til folkeskoleklasserne.

Udstillingen er bygget op, så Peter & Faiths portrætter hænger i midten. Op langs siderne finder man så de danske portrætter og de perspektiverende plancher. Hvor bogen Hungry Planet i høj grad er en etnografisk aflæsning af tilværelsen for de portrætterede familier, da har vi med udstillingen villet forbinde det, som vi hver dag gør i vores køkken og indkøbskurv med den globale klima- og bæredygtighedsudfordring – derfor undertitlen “mellem køkken og klode”.

Man kan spørge sig, hvorfor vise billeder fra hele verden, når vi fremover i langt højere grad må spise lokalt produceret og årstidsbestemt? Vores mad og vores spisevaner er tæt forbundne med vores tryghedskompleks, som trækker stærke tråde tilbage til vores allerførste erfaringer ved mors bryst. Det er så at sige så tæt på os, at det er vanskeligt at få perspektiv på. Ved at dialogstille vores dagligdag med andre måder i verden at spise og leve på, som er opstået ud fra andre forudsætninger, vinder vi et perspektiv – en relativisering – som gør os i stand til overhovedet at indse og håndtere, at det kan være anderledes. Og det er en fornøjelse at erfare, hvordan der opstår samtaler og mønstre, når de fortællingsmættede fotografier bliver foldet ud her i Rundetaarn.

Vi ser, at maden i de rigeste lande ikke nødvendigvis er sundere. Men der er markant mere kød, langt mere emballage og plastic, og langt flere fødevare-brands. Med den industrialiserede mad følger langt flere tilsætningsstoffer, så maden kan holde sig spiselig i den stadig længere vej mellem jord og bord. I de rige lande er vi ved at miste forbindelsen med årstiderne og vores lokale spisetradition. Vi har gjort hele verden til vores spisekammer, spiser sushi, quinoa, avocado og rørsukker, og forventer asparges og jordbær året rundt – om så de skal flyves ind fra den sydlige halvkugle.

I hele arbejdet med forberedelsen af udstillingen har det underliggende spørgsmål været, hvordan vi finder veje, som er sunde både for os selv og for kloden – og dermed også for vores landskaber, for sydlandenes landskaber, for biodiversiteten og for fremtiden. 

En tilbagevendende konklusion fra et års forberedelser har været, at der ikke er nogen lette, entydige svar. Selvom noget er “skidt” i sin nuværende form, er det ikke sikkert, at det bare skal væk. Og selvom noget er “godt”, er det ikke sikkert, at mere deraf er bedre. Der er brug for, at vi bliver meget bedre til at afbalancere og indpasse. Wolfgang Sachs fra Wuppertal Instituttet talte ved et besøg i København sidste forår om sufficiency som et nøgleord – vi kommer fremover til i langt højere grad at skulle navigere efter, hvad som er tilstrækkeligt og hensigtsmæssigt, end hvad som er muligt.

En af temaplancherne med arbejdstitlen “Spis Intelligent” endte med ikke at komme med, men har alligevel haft sin betydning for udviklingen af udstillingens perspektiv. Den ville sammenkæde moderne indsigter om ernæring – og ikke mindst om mikronæringsstoffernes betydning – med det globale perspektiv. Den centrale illustration var et Kali-yantra – et indisk energi-diagram. Kali den indiske gudinde for den cirkulære tid. Hun er verdens skaber, opretholder og ødelægger, og er ofte dramatisk skildret med en halskæde af afhugne hoveder. Kali-yantraet består af en serie trekanter inden i hinanden, den fysiske krop, den mentale og emotionelle krop, energilegemet, den intuitive krop, og allerinderst næsten punktformigt vores essentielle væren – før nogen form for delthed. 

Et yantra er et meditations-, kontemplations- og erkendelsesværktøj – et spejl af vores eksistens. Og Kali-yantret stiller præcist spørgsmålet til det moderne menneske, om alle disse ‘kroppe’ eller aspekter af os selv får den ernæring, de behøver? - mætter vi os rigtigt? Er vi udsat for en total overfodring af information? Forspiser vi os i materie i et forsøg på at stille sulten?

Til udstillingen er der udarbejdet tre danske familieportrætter. Her har vi ikke bare lavet ugeundersøgelsen fra bogen Hungry Planet, men har også set på, hvor meget affald, der laves på en uge. Det tørre affald er samlet for sig, og det organiske affald er med hjælp fra en flok regnorme i fuld gang med at blive omdannet til den fedeste muldjord.

I dag ryger det alt sammen i forbrændingen. Men hvis vi skal standse den stadig eskalerende omdannelse af Jorden til losseplads er vi nødt til at kildesortere langt mere, og til at få en stor del af det organiske materiale tilbage som madjord. I første omgang kunne vi udskifte noget af den giftige byjord, som mange steder i byområderne ligger tilbage efter industrialiseringen.

Til udstillingen er der etableret en gratis skoletjeneste for folkeskoleklasser i Hovedstadsområdet.

I forbindelse med udstillingen afholder vi en række arrangementer over seks tirsdage. 01.02. lægger Tor Nørretranders ud om Vild verden. 08.02. tager Søren Espersen stafetten op med Vild Mad. 15.02. kommer Faith D’Aluisio og Peter Menzel og fortæller om Hungry Planet. 22.02. Introducerer Bo Lille og Saxi udstillingen med haiku og klarinet. 01.03. udfolder Carolyn Steel i forelæsningen Hungry City sin vision om Sitopia, en fremtidens by som er langt mere formet efter vores fødevareforsyning. Og 08.03. runder Hans Laurens af med Sære Fortællinger til en sulten planet. Det samlede program findes i udstillingsfolderen og på udstillingens hjemmeside www.hungryplanet.dk.

Bent Lohmann rundede af med at fortælle, at det var en dobbelt glædelig dag, hvor ikke bare udstillingen Hungry Planet var åbnet, men at en samarbejdsaftale netop var faldet på plads, som gør det muligt, at Miljøpunkt Indre By-Christianshavn kan forsætte trods store kommunale besparelser. 

 Indlæg ved Gazelle Buchholtz og Jens Hvass.
. 

Se mere om udstillingen på www.hungryplanet.dk.

Se mere om de seks foredrag i Tirsdagsrækken og download programmet (pdf).

Se mere om udstillingens skoletjeneste.

Som en del af forberedelserne til klimatopmødet til december har vi fået en ny kategori af KLIMA+ restauranter. Initiativet kommer som en del af Københavns Kommune virksomhedsarbejde KLIMA+. Ideen er god, da der er virkelig store CO₂-reduktioner at hente på fødevareområdet – ikke mindst i en omlægning af den nuværende industrielle produktionsmåde, som i sin drift konsumerer enorme mængder af fossile brændstoffer, som fører til enorme CO₂-udledninger. Det kan den enkelte restaurant ikke umiddelbart gøre meget ved. Men gennem at efterspørge produkter, som undsiger det industrielle landbrug og dets både for klodens og vores sundhed ofte dybt problematiske produkter, kan restauranterne være med til at skabe grobund for en sundere, mere klimavenlig, lokal fødevareproduktion samtidig med, at det vi som kunder får serveret i restauranterne bliver sundere og mindre belastende for klimaet.

Under præsentationen af KLIMA+ kan man på siden Gå ud og spis klimavenligt læse, at ”københavnske restauranter med en klima-ret på menuen [vil] blive promoveret på klimatopmødet til december, hvor 15.000 tilrejsende skal bespises på byens restauranter.”¹

Én klima-ret lyder dog ikke særlig ambitiøst, og man kan frygte, at man ved at sætte overliggeren så lavt ender med endnu en omgang greenwashing. - ville for eksempel en pølsevogn kunne kvalificere sig, eller er det et krav, at man kan få is til dessert? I anvisningerne for Klima+ restauranterne får man et lidt klarere billede af ambitionsniveauet. Der er ingen krav til eller kontrol af en Klima+ restaurant ud over, at den bør have en særlig klimamenu med 2-3 retter, som følger disse ganske fornuftige retningslinjer:²

1)  Køb dine råvarer lokalt og efter årstiden.
2)  Brug mindre kød, især mindre oksekød. Brug mere fisk og fjerkræ.
3)  Brug flere grøntsager og mere frugt.
4)  Brug økologiske varer, hvor det er muligt.
5)  Brug så lidt halvfabrikata (frosne og konserverede varer) som muligt.
6)  Minimer mængden af madaffald.

Her så jeg meget gerne et punkt syv tilføjet, at

7)  restauranten afstår fra at bruge terrassevarmere.

For et sådant energifråseri hører simpelthen ikke hjemme i en by som skal være vært for Kyoto-aftalens afløser, som taler højt om at være Verdens Miljømetropol og centrum for verdens miljøpolitik, og som pt. har en klimaplan på vej i offentlig høring med en målsætning om CO₂-neutralitet i 2025.

Dette termografiske billede af en udeservering i København i slutningen af marts viser tydeligt den varmeø, som en terrassevarmer skaber. Hvor lufttemperaturen og gadens overflade lå nede i nærheden af frysepunktet, er den for overfladerne i lampens skær helt oppe omkring 15º C.

Jeg kan derfor kun opfordre KLIMA+ til at gentænke kriterierne for at blive KLIMA+ restaurant, og vil opfordre Københavns Kommune til i samarbejde med de relevante brancheorganisationer at skride ind overfor disse ‘grisevarmere’. Det er et af de mest synlige billeder på klima-ignorans, og vores mange klimagæster til december vil tage sig til hovedet over vores klimamæssigt dybt udforsvarlige forsøg på at holde subtropiske temperaturer året rundt på 56. breddegrad. Indtil vores politikere tør tage den slags ansvar, må vi som forbrugere vælge disse steder fra, selvom de har fået prædikatet klima+ restauranter.

Noget andet er, at vi når det gælder mad og klima let kommer til at miste proportionssansen. Den industrielle kødproduktion har ganske rigtigt en voldsomt stor udledning af drivhusgasser, som ikke kan forsvares i noget reelt bæredygtigheds- eller CO₂-neutralitetscenario. En del af problemet er den metangas, som drøvtyggerne producerer gennem deres bøvsen, og en markant del af landbrugets udledninger af drivhusgasser er metangasser, som omregnes i  CO₂-ækvivalenter. Men metangassen forsvinder relativt hurtigt fra atmosfæren, hvorimod kuldioxiden forbliver der i århundreder. I det lidt større perspektiv er det således det industrielle landbrugs stordrift og afhængighed af de fossile brændstoffer, som er problemet – dels i selve produktionen, dels i den helt unødvendigt store globale flytten rundt på foderstoffer og færdige produkter.

Gå ud og spis klimavenligt, KLIMA+, Københavns Kommune marts 2009.¹

Hvad er en Klimamenu, KLIMA+, Københavns Kommune 09.03.2009.²

Andy Ridgewell fra University of Boston står i spidsen for et team af forskere, som netop i tidsskriftet Current Biology har offentliggjort en artikel, som påviser, at man ved at vælge afgrøder, som i højere grad reflekterer lyset, ville kunne skabe en kølende effekt, som i visse områder ville kunne være på op imod 1º C i sommerperioden. Over en 100-årig periode ville det kunne modsvare udledninger af 192 mia. ton CO₂, eller 2 mia. ton pr. år.¹ Hele EU producerer 4 mia. ton CO₂ pr. år, og verdens to største udledere Kina og USA producerer hver især omkring 6 mia. ton CO₂, så der er tale om et betydeligt potentiale ved at vælge blankere afgrøder.

Se også følgende blog-indlæg: Kølende hvidt.

Alok Jha: Could new varieties of wheat and barley save the planet from climate change? The Guardian 15.01.2009.

Andy Ridgewell et al.: Tackling Regional Climate Change By Leaf Albedo Bio-geoengineering, Current Biology 15.01.2009.¹

Catherinne Brahic: A high-albedo diet will chill the planet, New Scientist 15.01.2009.

Michael Kahn: Sun-reflecting crops could ease global warming, Reuters 15.01.2009.

Oliver Morton: Crops that cool, Science 15.01.2009.

Richard Black: Farms to take heat out of warming, BBC News 15.01.2009.

Henry Fountain: More-Reflective Crops May Have Cooling Effect , New York Times 19.01.2009.