Strøtanker om bæredygtighed

I et netop frigivet indlæg fra TED-konferencen ved Monterey fortæller kokken Dan Barber to kærlighedshistorier om fisk – bæredygtigt produceret fisk. I den første kommer han til at indse, at når fisk fra havfarme nogle gange smager af kylling, så er det ikke hypokondriske udslag af en smagsfetichists extravagancer, men fordi op til 30% af deres føde rent faktisk er kylling.

Den anden og virkeligt interessante kærlighedshistorie handler om fiskefarmen Veta la Palma i det sydvestlige Spanien, nær Guadalquivirs udløb i Atlanterhavet. Fiskefarm er ikke det rigtige ord. For her har biologen Miguel Medialdea omdannet et forfaldent marsklandskab til et frodigt vådområde – et biodiversitetsmæssigt paradis, som ud over at give basis for fangst af en lang række forskellige fisk, er hjem for 600.000 fugle – 250 arter.

I en artikel i Time siger Miguel Medialdea om Veta la Palma: “The point isn’t to make use and conservation compatible. The point is to use in order to conserve.”¹ 

Han så at sige høster nænsomt af et landskab, som qua hans tilbageførende indgreb er meget tæt på det oprindelige. derfor behøver han ingen foder, ingen gødning, ingen pesticider. Det er et reelt bæredygtigt system, som giver plads til en kolossal mangfoldighed af liv samtidig med at det bibringer os en sund og yderst velsmagende føde.

Dan Barber en glimrende fortæller, så nyd hans fine beretning:

Læs mere »

Det er ikke en nekrolog – ikke endnu. Men det kan alt for snart blive det.

Den blåfinnede tun er hårdere fisket end nogensinde, først og fremmest på grund af japanerne, som konsumerer 80% af alle blåfinnede tun i verden. I løbet af de 40 år, hvor man har målt verdenshavens bestande af fisk, er den blåfinnede tun således gået tilbage med 80%.

Tunfisken er helt central i det japanske køkken, hvor den overvejende spises rå som sushi og sashimi. Men ryghvirvlerne tørres og høvles til et delikat drys over tofu-retter, og miso-suppen har ofte en bund af tun. Her er det dog ligeså meget andre varianter af tunfisk, som bruges – med dens mørkrøde kød er den blåfinnede tun en luksusspise, lidt ligesom pighvar.  

Det er langtfra steak-store serveringer, japanerne indtager, tværtimod er det små, delikate udskæringer, hvor intet går til spilde. Alligevel er det forhold, at en hel nation har tunfisken som sit grisekød – godt hjulpet af, at sushi-moden i de seneste år har bredt sig over store dele af kloden – godt i gang med at udrydde en art.

I EU har der i nogen tid været tilløb til et forbud mod at fange den blåfinnede tun. Monaco har derfor forud for det årlige møde i CITES (the Convention on International Trade in Endangered Speciesof Wild Fauna and Flora) fremsat forslag om, at den blåfinnede tun bliver medtaget under truede dyrearter, som derfor ikke kan handles.

I disse globale tider nøjes japanerne nemlig ikke med at nedfiske sine egne farvande, men opkøber samtidig omkring 80% af den atlantiske fangst af den blåfinnede tun, hvilket dækker omkring halvdelen af det japanske forbrug af blåfinnet tun.

Alt tyder lige nu på, at EU kan blive enige om forslaget inden CITES-mødet i Doha 13.-25. marts. Her vil det kræve to tredjedeles flertal at få den blåfinnede tun ind under CITES’ Annex 1. Dette vil ikke gøre det ulovligt at fange den blåfinnede tun, men vil gøre det ulovligt at sælge den til Japan. Det vil derfor være yderst effektivt overfor det nuværende overfiskeri. Og japanerne har da også allerede både protesteret og fremført, at de i givet fald ikke vil respektere afgørelsen.

I de mere bevidste forbrugerkredse er der allerede fundet alternativer, og for eksempel den dansk sushi-kæde Sticks’n'Sushi har siden sommeren 2009 systematisk erstattet den blåfinnede tun med den gulfinnede tun.

Og når vi er ved sundheden, så lavede New York Times for et par år siden et check, hvor tunfisk fra 5 ud af 20 sushirestauranter havde så højt et indhold af kviksølv, at restauranterne ville kunne lukkes på stedet, hvis ellers lovgivningen på området blev fulgt. Så måske vi må indse, at sådan som vi har svinet omkring os op igennem det 20. århundrede, så er alle de sidste led i fødekæden, inklusive os selv, uegnede som menneskeføde. 

Rethink bluefin ban, Japan urges Europe, Kyodo 24.02.2010.

EU vil forbyde fangst af truet sushifisk, (Ritzau) Politiken 22.02.2010.

David Jolly: Japan Plans to Ignore Any Ban on Bluefin Tuna, New York Times 19.02.2010.

Robin McKie: Push to ban trade in endangered bluefin tuna, The Guardian 14.02.2010.

Jennifer Rankin: Damanaki backs bluefin tuna trade ban, EuropeanVoice.com 11.02.2010.

Jonathan Lynn & Noah Barkin (Eds.): U.N. agency backs bluefin tuna ban, vote due in March, Reuters 05.02.2010.

David Jolly: Europe Leans Toward Bluefin Trade Ban, New York Times 03.02.2010.

Malcolm Foster & Michael Casey: Bluefin ban could put Japan in bind, Associated Press 27.01.2010.

Steffen Ejstrup: EU gav tilskud til fiskeri af truet fisk, Politiken 05.12.2009.

The Battle Over Bluefin, Environmental New Service 30.09.2009.

Martin Finnedal: Dansk sushikæde har valgt truet tun fra, Politiken 08.06.2009.

Marian Burros: High Mercury Levels Are Found in Tuna Sushi, New York Times 23.01.2008.

I princippet er vand en fornyelig ressource, og hvis vi værner om den og bruger den viseligt, er der også vand til de kommende generationer. Men med det nuværende brugsmønster bliver stadig mere af klodens vand forurenet eller ender i salte vande, og filmen Blue Gold, World War Water  giver en uhyggeligt klar skildring af, hvilke vandproblemer vi står overfor i de kommende årtier, ikke kun på grund af klimaforandringer, men fuldt så meget på grund af den kaptialisering og varegørelse af et mange steder på kloden indtil i dag fælles gode.

I en nylig rapport fastslår McKinsey & Company, at efterspørgslen på vand i 2030 vil være 40% højere end de tilgængelige ressourcer, og at omkring halvdelen af verdens befolkning vil leve i områder med vandmangel.¹ 

Blue Gold, World War Water er en prisvindende dokumentarfilm fra 2009, filmet af Sam Bozzo. Den er baseret på en bog fra 2002 af Maude Barlow og Tony Clarke: Blue Gold: The Fight to Stop the Corporate Theft of the World’s Water og er med sine i alt 90 min.  yderst seværdig.

Læs mere »

Dette blog-indlæg er skrevet af Marius Morthorst, som i denne uge er i erhvervspraktik ved Miljøpunkt Indre By-Christianhavn.

Jeg elsker at orientere mig om viden og nyheder. Specielt omkring de meget aktuelle emner omkring klima, miljø og bæredygtighed. For nogle uger siden så jeg et forbrugerprogram på DR1 ved navn Kontant.¹ Programmet omhandlede emnet greenwashing eller ’grøn vask’, som det hedder direkte oversat til dansk. Grønvaskning er i disse tider et yndet reklametrick. Det bruges af virksomheder til at vise, hvor grønne både de og deres produkter er.

Greenwashing betyder i virkeligheden bare, at virksomheder, der gerne vil have en grøn profil, fremhæver den grønne og miljøvenlige del af deres virksomhed. Nogle gange er det firmaets godgørende og miljøvenlige handlinger, men i de fleste tilfælde er det firmaets ‘grønne’ produkter. Når forbrugerne ser reklamekampagnen for produktet, føler de, at de kan blive klimabevidste og grønne forbrugere, hvis de køber det pågældende produkt. Hvad de fleste forbrugere ikke ved er, at produkterne i virkeligheden ofte ikke er så grønne igen.

Mange af de produkter, der fremhæves af virksomhederne som grønne, er slet ikke så miljø- og klimavenlige endda, og i mange tilfælde er det kun en lille del af produktet, der er grøn. I en undersøgelse om ‘grønvasknings’metoder fra 2009, deler man metoderne op i 7 kategorier: Hidden-Trade Off’, No Proof, Vagueness, Irrelevance, Fibbing og Lesser of Two Evils.² Undersøgelsen er fortaget i USA, Canada, England og Australien. I England faldt 49% af alle observerede tilfælde af greenwashing under kategorien Hidden-Trade Off’. Fælles for produkterne, der falder under denne kategori, er, at det ofte kun er en lille det af produktet, der er grønt. Et eksempel kunne være en reklame for en bil, der kører på el. Reklamen er flot sat op med grønne farver og gode ord om elbiler og grøn strøm. På grund af dette vil køberen slet ikke overveje, hvordan resten af bilen er lavet i forhold til et bæredygtigt klima og miljø. Det kunne være, at bilens dæk er lavet af børnearbejdere med dårlige arbejdsvilkår på en fabrik i Taiwan, eller at bilen er blevet transporteret på et stærkt forurenende containerskib. Men dette glemmer vi, når vi ser reklamen. For  det eneste, vi tænker på, når vi ser reklamen, er nemlig, hvor god og miljørigtig den nye bil er.

Læs mere »

Med netværket Vores hjem - Vores klima inviterer Klimabevægelsen alle boligforeninger i Københavns brokvarterer og det centrale København til at slutte sig til et nyt netværk, som skal samle boligforeningerne i kampen mod den globale opvarmning.

Netværket Vores hjem - Vores klima giver din boligforening mulighed for at få et grundigt energitjek af lejligheder og fællesarealer, hjælper med at få lagt en realistisk klimaplan for foreningen og tilbyder et fællesskab med andre foreninger, der arbejder for de samme mål.

Boligmassen er ansvarlig for ca. 25% af Danmarks CO₂-udledninger. Det skyldes primært det kul og den naturgas, som brændes i de danske kraftværker for at forsyne vores hjem med el, varme, og varmt vand.

A/B Søpassagen på Østerbro har vist, at man kan vende den tendens. De har lavet en miljøhandlingsplan, som vil gøre foreningen til Danmarks første CO₂-neutrale andelsboligforening – og de er i fuld gang med at føre planen ud i livet. Vores hjem - Vores klima vil hjælpe andre boligforeninger til også at komme i gang.

Udover at skabe konkrete forbedringer i energiforbruget, vil vi også bruge netværket til at diskutere sammenhængen mellem beboernes lokale indsats og den bredere indsats mod global opvarmning – hvad kan vi gøre lokalt, og hvad bør samfundet gøre? Hvilke barrierer eller udfordringer oplever vi, når vi arbejder på lokale energiforbedringer?

Vi vil gå i dialog med politikere og energiselskaber om vores erfaringer og arbejde på at eksponere netværket i pressen, så vi kan inspirere endnu flere til at være med eller starte lignende initiativer.

Vil du være med?

Du kan læse mere om netværket Vores hjem - Vores klima på Klimabevægelsens hjemmeside. Du kan også kontakte projektgruppen på voreshjem@klimabevaegelsen.dk eller tlf. 50 59 77 79. De har netop ansat en ny projektmedarbejder, Sofie Dam, som har fået kontorplads hos Miljøpunkt Indre By-Christianshavn. Her er du også velkommen til at kigge forbi. I første omgang vil der være plads til op til 15 boligforeninger efter først-til-mølle princippet.

Se folderen Vores hjem – Vores klima (pdf).

Se tidligere blog-indlæg: A/B Søpassagen CO₂-neutral i 2009.

Der er netop udkommet en særdeles tankevækkende rapport fra Economics for Equity and Environment med titlen The Economics of 350: The Benefits and Costs of Climate Stabilization,¹ hvori otte økonomer gennemgår udgifterne og fordelene ved at gennemføre et 350 ppm scenario.

I rapporten regner man dels på, hvad der skal til, for at nå tilbage under 350 ppm år 2100 – et scenario, hvis nødvendighed blev understreget sidste år i den banebrydende artikel fra NASA²   - dels hvad der skal til for at nå tilbage til 350 ppm inden år 2200. 

Begge dele fordrer langt stærkere reduktionsscenarier end dem, som lige nu er til forhandling forud for COP15, iværksat uden tøven. Og begge forudsætter gennemgribende forandringer i den måde, vi forvalter de levende systemer i biosfæren på. For eksempel opererer Hansen et al i deres  scenario med et moratorium for afbrænding af kul  inden 2030 (eller at man inden da har udviklet en teknologi til fuld indfangelse af CO₂ fra kulafbrænding).

For at nå dertil, at atmosfærens CO₂-koncentrationer er faldende (den er i dag nået op på 389 ppm og stiger med omkring 2 ppm pr. år), er det ikke nok at reducere. Vi skal faktisk nå en situaton, hvor vi qua vores aktivitet absorberer CO₂ og andre drichusgasser. 

Det interessante ved rapporten er, at den konkluderer, at det ikke bare er ønskværdigt (læs uomgængeligt nødvendigt) for bevarelsen af biodiversiteten, stabiliseringen af klodens klima og bevarelsen af de mange atolstater, som med de nuværende forhandlingsoplæg står overfor at forsvinde under havet. Faktisk giver det ifølge rapporten mening i et rent økonomisk perspektiv at foretage en sådan radikal omlægning.

Prisen for at redde verden: 1-3% af vores bruttonationalprodukt.

Om det er meget eller lidt må være en vurderingssag. Det svarer til, at man ud at en årsløn på en halv mio. kr. bruger 5-15.000 kr. – eller mindre end de fleste i dag rejser for.  Kunne vi til en begyndelse kanalisere disse midler over i en systematisk omlægning til et samfund på vedvarende energi, var vi allerede godt i gang. Fik vi besøgt knapt så mange eksotiske hoteller på fjerntliggende atoløer eller sorte pister i Dolomitterne, kunne vi til gengæld glæde os over, at de ville eksistere også for de kommende generationer.

Frem for at skære i rejsekontoen kunne vi for min skyld finde de nødvendige midler i verdens militærbudgetter. De udgør i dag omkring 2,5% af verdens samlede bruttonationalprodukter. Blev disse midler endelig brugt til noget fornuftigt, var meget nået.

1-3% af vores økonomi har vi alle råd til – vi har slet ikke råd til at lade være. Den virkelige udfordring ligger i, at disse mange penge vil medføre gennemgribende forandringer i den måde, vores verden er skruet sammen på, og i hele den måde, vi ser os selv i verden på. Dette åbner på den ene side dybt interessante perspektiver, men det gør det også til en kolossal opgave, for der er rigtig mange mennesker, som skal blive omstillingsparate. Vi er langt inde i at rode med fundamentale vaner og livsmønstre.

John Lorinc: The Economics of Climate Stabilization, New York Times 02.10.2009.

Frank Ackerman et al.: The Economics of 350: The Benefits and Costs of Climate Stabilization, Economics for Equity and Environment, oktober 2009 (pdf).¹

James E. Hansen et al.: Target Atmospheric CO₂: Where Should Humanity Aim? Open Atmospheric Science Journal pp. 217-33 (pdf) / Supplemental text pp. i-xxi (pdf).²

Satoyama er et japansk ord, som betegner overgangszonen mellem det kultiverede landskab med dets horisontale rismarker og de vertikale skovklædte bjerge. Semantisk set betegner sato det dyrkbare land, men yama betyder bjerg. Og satoyama betegner på én gang det landskab, som opstår hvor menneskets kultivering møder den omgivende natur, og den kultur og levemåde, som gennem tiderne har udviklet sig i denne landskabelige situation.

Det japanske landskab er for langt den største del er præget af lave skovklædte bjerge gennemskåret af snævre dale. Satoyama er således en gennemgående situation i det japanske landskab, og ordet bruges ofte generelt om det traditionelle japanske bondelandskab. 

Her ved bjergets fod, ved overgangen mellem skoven og det dyrkbare, lagde risbønderne så vidt muligt deres huse. For op igennem historien har hver eneste kvadratmeter, som kunne overrisles og dermed bruges til risdyrkning, været vigtig. Placeringen gav overblik over markerne, og let adgang til den skovklædte bagvæg. Skoven bag blev en form for kulturskov, hvor man samlede brænde, svampe, bær og frugter. I satoyama har der med tiden udviklet sig en stærk symbiose mellem menneske og natur, som er dybt forbundet med japansk folkekultur.

Læs mere »

I samarbejde med det nationale japanske TV-selskab NHK lavede David Attenborough for ti år siden filmen Satoyama: Japan’s Secret Watergarden (se nedenfor). Det er en smuk skildring af livet i en lille landsby nord for Biwa-søen, som ligger umiddelbart øst for Kyoto. Gennem skildringen af den 83-årige fisker Sangoro Tanaka får vi i Attenboroughs film et fornemt indblik i, hvor harmonisk og kultiveret mennesker kan leve med naturen, i naturen.

Semantisk set betegner satoyama overgangen mellem det kultiverede landskab og de skovklædte bjerge, men det bruges som her ofte bredere, som en betegnelse for den kultur, som traditionen har udviklet i zonen mellem det dyrkede og det udyrkede (se mere om satoyama i det efterfølgende blog-indlæg: Satoyama – et fællesrum mellem menneske og natur).

Før jeg i 1980 flyttede til København for at starte på Arkitektskolen, boede jeg nogle år i et landkollektiv i Himmerland. Her havde indtil begyndelsen af det 20. århundrede været et udstrakt hedelandskab afbrudt her og der af vådområder og dyrkede arealer. De husmandsbrug, man eablerede omkring 1. verdenskrig ved at pløje allaget op, var stort set opgivet, gårdene var blevt store og specialiserede, og markerne blev pløjet, harvet, sprøjtet, høstet og brændt af med en næsten militant præcision. For mig, som var vokset op i et godt tilgroet parcelhuskvarter, var det en stor skuffelse at erfare, at biodiversiteten i det moderne bondeland var uhyggeligt meget mindre end hvor jeg kom fra. Og jeg husker stadig glæden over en dag at finde 3½ m² lyng på en skrænt, hvor maskinerne ikke kunne komme til. Ellers var alt roeørkener, kornørkener, græsørkener. Fred og fuglesang … nej fra morgen til aften kunne man høre store maskiner kværne, og bonden havde fået høreværn med indbygget P3. Menneskets evige kamp for overlevelse og udbytte var vundet så definitivt, at vi havde tabt alt.

Satoyama er heroverfor en fortælling om menneskets tilstedeværelse i landskabet på en helt anderledes lydhør måde.   Læs mere »