Indlæg om livsstil

Søren Espersen: Vild mad – vildt godt

1. februar 2011

I forbindelse med udstillingen Hungry Planet - mellem køkken og klode vil Søren Espersen tirsdag den 8. februar kl. 19:15 i Rundetaarn holde oplægget “vild mad – vildt godt”, hvor han fortæller om den vildtvoksende mad, som naturen bugner med overalt omkring os.

Søren Espersen, grundlægger af kulturlandskab.dk, tager i sit virke udgangspunkt i naturens spisekammer. Der findes store mængder spændende og alsidig mad i alle landskaber. Helt ind mellem højhusene kan man finde den, hvis man først har øje for det. Og med fritgående husdyr på naturområder kan vi forme et kulturlandskab, hvor der både er plads til høj biodiversitet og til menneskets tilvejebringelse af føde.

Et levende naturområde med græs- og urtegumlende køer såvel som plads til sommerfugle, fugle og frøer, giver gode betingelser for vild og nærende mad. Områder, hvor mange forskellige plante- og dyrearterlever side om side, vidner ofte om et balanceret stykke natur, med næringsstoffer i de rette doser, og uden forstyrrelser fra sprøjtegifte. Fra dyr, som græsser på naturarealer, får vi sund og velsmagende mælk og kød samtidig med, at et mangfoldigt planteliv kan give et varieret udbud af næringsrige og smagsmættede oplevelser til middagsbordet.

Bag husdyrfoder, landbrugsmetoder, bearbejdning og transport af fødevarer er der spundet lange tråde af klima- og miljøbelastninger. Med en afkortning af madens vej fra jord til bord, hvor vores fødevalg inkluderer flere lokale vilde planter samt mere kød og mælk fra naturarealer, kan vi være med til at lette klimabelastningen. Med lokalt produceret naturkød og indsamling af vilde bær, nødder, svampe og grøntsager rykker vi samtidig tættere på årstiden med dens skiftende udbud af vidunderlige smagsoplevelser.

Udstillingen Hungry Planet – mellem køkken og klode er en rejse ind i det globale spisekammer, der afspejles i fotografier af familier fra hele verden sammen med den mad, de typisk spiser på en uge. En mere bæredygtig tilgang til jordbruget og en bedre udnyttelse af vilde planters egenskaber er centrale temaer på udstillingen, hvis ledespørgsmål er, hvordan vi finder måder at mætte os på, som er sunde for både os selv og planeten?

Billetter à 40 kr. kan bestilles via www.rundetaarn.dk.

Download programmet for de seks foredrag i Tirsdagsrækken (pdf).

Se mere om udstillingen Hungry Planet www.hungryplanet.dk.

'Hungry Planet - mellem køkken og klode' er en udstilling af Miljøpunkt Indre By-Christianshavn Indlæg ved Gazelle Buchholtz.
.

Læs mere »

Share

Hungry Planet – åbningsreception i Rundetaarn 21.01.2010

22. januar 2011

Foto: Henning Sjøstrøm

21. januar var der åbningsreception for udstillingen Hungry Planet – mellem køkken og klode. Med oplæg fra Evald Vestergaard, formand for Økologisk Landsforening, Jørgen Steen Nielsen, forfatter og journalist ved Dagbladet Information og Jens Hvass, Centerleder ved Miljøpunkt Indre By-Christianshavn, som står bag udstillingen, blev det en både festlig og indholdsrig åbning. 

Oplæggene vil blive behandlet i eget blog-indlæg, og på hjemmesiden www.hungryplanet.dk er der flere oplysninger om udstillingen, dens skoletjeneste og foredragsrække, som løber over 6 tirsdage, første gang 1. februar, hvor Tor Nørretranders giver bolden op med et indspark om Vild Verden – Fremtidens Føde

indlæg oprettet af Jens Hvass

Share

Sommer, sol og ladcykler

24. juni 2010

Det er sommer, solen skinner fra en næsten skyfri himmel og luften er ladet med forventningens glæde. Det er blevet ‘Sommerdage i cykelbyen’ og tid for Miljøpunkt Indre By-Christianshavns flotte, humørfyldte ladcykeloptog: 12 grønne ladcykler kørt af 12 Mr. Green folk iført grønne jakkesæt ledsages af Karmakanonen gennem Indre By-Christianshavn. Formålet er at sprede det glade budskab om, at der nu er 12 ladcykler til gratis udlån seks forskellige steder i bydelen.

Kl. ti begynder de første Mr. Green folk at ankomme til Miljøpunkts lokaler på Rådhuspladsen. Nogle involveres i indledende scener til den film, der optages under optoget. Andre går i gang med at lave slips af gamle cykelslanger. Man kan aldrig få for mange slips. Snart summer huset af aktivitet. Så er der briefing og frokost i kælderen. Det frokostdækkede bord er omgivet af sprudlende unge mennesker iført grønne jakkesæt, hvide skjorter og sorte slips. Stemning er høj. Cyklerne læsses med hvidmalede dagligstuemøbler, og der lines op på række på Farvergade. Og som DSB på en god dag sætter optoget i gang med næsten planmæssig afgang lidt over halv to.

På vej ned gennem Strædet beruses vi af Karmakanonens rytmer og smilene fra de mange fodgængere og  cafégæster. På de magelige trehjulede ladcykler nærmest danses i takt til musikkens inciterende rytmer; ind i mellem råbes begejstret ”Lån en Ladcykel” og ”Det er gratis at låne en ladcykel” i bedste frugtsælger-aspirant stil. Og vi mærker helt ned i maven, at optoget bliver en succes.

Læs mere »

Share

Vores hjem – Vores klima

6. oktober 2009

Med netværket Vores hjem - Vores klima inviterer Klimabevægelsen alle boligforeninger i Københavns brokvarterer og det centrale København til at slutte sig til et nyt netværk, som skal samle boligforeningerne i kampen mod den globale opvarmning.

Netværket Vores hjem - Vores klima giver din boligforening mulighed for at få et grundigt energitjek af lejligheder og fællesarealer, hjælper med at få lagt en realistisk klimaplan for foreningen og tilbyder et fællesskab med andre foreninger, der arbejder for de samme mål.

Boligmassen er ansvarlig for ca. 25% af Danmarks CO2-udledninger. Det skyldes primært det kul og den naturgas, som brændes i de danske kraftværker for at forsyne vores hjem med el, varme, og varmt vand.

A/B Søpassagen på Østerbro har vist, at man kan vende den tendens. De har lavet en miljøhandlingsplan, som vil gøre foreningen til Danmarks første CO2-neutrale andelsboligforening – og de er i fuld gang med at føre planen ud i livet. Vores hjem - Vores klima vil hjælpe andre boligforeninger til også at komme i gang.

Udover at skabe konkrete forbedringer i energiforbruget, vil vi også bruge netværket til at diskutere sammenhængen mellem beboernes lokale indsats og den bredere indsats mod global opvarmning – hvad kan vi gøre lokalt, og hvad bør samfundet gøre? Hvilke barrierer eller udfordringer oplever vi, når vi arbejder på lokale energiforbedringer?

Vi vil gå i dialog med politikere og energiselskaber om vores erfaringer og arbejde på at eksponere netværket i pressen, så vi kan inspirere endnu flere til at være med eller starte lignende initiativer.

Vil du være med?

Du kan læse mere om netværket Vores hjem - Vores klimaKlimabevægelsens hjemmeside. Du kan også kontakte projektgruppen på voreshjem@klimabevaegelsen.dk eller tlf. 50 59 77 79. De har netop ansat en ny projektmedarbejder, Sofie Dam, som har fået kontorplads hos Miljøpunkt Indre By-Christianshavn. Her er du også velkommen til at kigge forbi. I første omgang vil der være plads til op til 15 boligforeninger efter først-til-mølle princippet.

Se folderen Vores hjem – Vores klima (pdf).

Share

KLIMA+ restauranter

31. marts 2009

Som en del af forberedelserne til klimatopmødet til december har vi fået en ny kategori af KLIMA+ restauranter. Initiativet kommer som en del af Københavns Kommune virksomhedsarbejde KLIMA+. Ideen er god, da der er virkelig store CO2-reduktioner at hente på fødevareområdet – ikke mindst i en omlægning af den nuværende industrielle produktionsmåde, som i sin drift konsumerer enorme mængder af fossile brændstoffer, som fører til enorme CO2-udledninger. Det kan den enkelte restaurant ikke umiddelbart gøre meget ved. Men gennem at efterspørge produkter, som undsiger det industrielle landbrug og dets både for klodens og vores sundhed ofte dybt problematiske produkter, kan restauranterne være med til at skabe grobund for en sundere, mere klimavenlig, lokal fødevareproduktion samtidig med, at det vi som kunder får serveret i restauranterne bliver sundere og mindre belastende for klimaet.

Under præsentationen af KLIMA+ kan man på siden Gå ud og spis klimavenligt læse, at ”københavnske restauranter med en klima-ret på menuen [vil] blive promoveret på klimatopmødet til december, hvor 15.000 tilrejsende skal bespises på byens restauranter.”¹

Én klima-ret lyder dog ikke særlig ambitiøst, og man kan frygte, at man ved at sætte overliggeren så lavt ender med endnu en omgang greenwashing. - ville for eksempel en pølsevogn kunne kvalificere sig, eller er det et krav, at man kan få is til dessert? I anvisningerne for Klima+ restauranterne får man et lidt klarere billede af ambitionsniveauet. Der er ingen krav til eller kontrol af en Klima+ restaurant ud over, at den bør have en særlig klimamenu med 2-3 retter, som følger disse ganske fornuftige retningslinjer:²

1)  Køb dine råvarer lokalt og efter årstiden.
2)  Brug mindre kød, især mindre oksekød. Brug mere fisk og fjerkræ.
3)  Brug flere grøntsager og mere frugt.
4)  Brug økologiske varer, hvor det er muligt.
5)  Brug så lidt halvfabrikata (frosne og konserverede varer) som muligt.
6)  Minimer mængden af madaffald.

Her så jeg meget gerne et punkt syv tilføjet, at

7)  restauranten afstår fra at bruge terrassevarmere.

For et sådant energifråseri hører simpelthen ikke hjemme i en by som skal være vært for Kyoto-aftalens afløser, som taler højt om at være Verdens Miljømetropol og centrum for verdens miljøpolitik, og som pt. har en klimaplan på vej i offentlig høring med en målsætning om CO2-neutralitet i 2025.

Læs mere »

Share

Koncept Z-Bar LED-lamper

10. februar 2009

Ved Miljøpunkt Indre By-Christianshavn er vi faldet over denne lampe, Koncept Z-Bar som med blot 9 watt ved fuld styrke giver et virkelig godt arbejdslys.

LED-lamper – eller diodelys – er fremtidens lyskilde. LED-lamperne giver mere lys pr. watt end sparepærer, men allervigtigst har de til forskel fra sparepærernes gustne lys, som får det meste til at fremstå sygeligt, det vidunderligste solskinsklare lys. Og Koncept Z-Bar er en diodelampe, som ikke blot er en interessant fremtidens teknologi, men en smuk ting. Z-Bar-lampen fik da også i 2006 ID Magazines pris for bedste design i furniture-kategorien.

De i alt 66 lysdioder fordelt hen over det yderste led på Koncept Z-Bar lampen giver et ganske koncentreret lys. Det er derfor en eminent tegnelampe eller læselampe, hvorimod den ikke egner sig til generel rumbelysning. Med en bog under dette lys føler man nærmest, at man bliver vågen af at læse.

Ofte forbindes LED-lamperne med et meget køligt lys. Men Z-Bar fremstilles med to forskellige lyskilder, en dagslysudgave med en farvetemperatur på 4.600-5.600 K og en udgave med varmt lys på 3.200-3.700 K, som passer langt bedre ind i dansk belysningskultur.

De nuværende sparepærer sparer måske på strømmen, men er ikke nogen blivende løsning, dels på grund af kviksølvforureningen, dels på grund af den mistrøstige lyskvalitet. Det at kunne have et godt og klimavenligt arbejdslys med blot 9 watt har gjort, at vi har valgt at have Koncept Z-Bar lamperne til salg ved Miljøpunkt Indre By-Christianshavn. Så kom forbi ved lejlighed og se dem i aktion.

LED-lamper er desværre ikke helt billige. Koncept Z-Bar har en vejledende udsalgspris på kr. 1.699,- for bordmodellen og kr. 1.899,- for gulvmodellen. Men set i forhold til en levetid på 15-30.000 timer er det blot få øre i minuttet.

Læs mere »

Share

København ‘Åben Zoo’

19. januar 2009

Flemming Pahus Jensen står bag dette forslag til en blå-grøn oplevelsesrute, som fra Fælledparken i vest krydser først Søerne, siden Østre Anlæg, Kastellet og Havnen under vejs til Holmen og det nordligste af Christianshavns voldanlæg. Under vejs passerer man en lang række meget forskelligartede grønne og blå rum, så ruten åbner for mangfoldige naturoplevelser. Ikke mindst kan man opleve mange af de mange dyr og fugle, som efterhånden har lært sig kunsten at overleve  i det urbane landskab.

Der mangler dog noget i dag – Pahus’ forslag er således også et forslag om etablering af to nye broforbindelser. Dels en fodgængerbro over Søerne, hvorfra man vil kunne opleve vandet og lydene og fuglene på en helt anden måde, end når man går langs de store veje. Dels en reetablering af den bro, som indtil for få år siden forbandt Østre Anlæg med Frederiksstaden ved Stokhusgade, som ville give den del af Frederiksstaden langt bedre forbindelse til grønne områder. Hvor ruten krydser havnen, kan man i dag tage HTs havnebus og fortsætte nord om Christiania helt ud til havet og Amager Strandpark. Så tag badetøjet med. Eller man kunne via Norddyssen bevæge sig ned gennem Christiania, som udgør en af byens rigeste bybiotoper. 
 

‘Åben Zoo’ eller ‘Blågrøn linje’ har Flemming Pahus også kaldt projektet, og under vejs kan man møde mange af byens dyr. Herover blot nogle få af vores ‘vilde’ medborgere, som lever mere miljøvenligt, mere CO2-neutralt og mere stilfærdigt elegant indordnende sig deres omgivelser end vi tobenede, så måske der var noget at lære under vejs mod det, som Michael Braungart i september så præcist beskrev som at vi måtte lære på ny at blive indfødte på planeten.

Forslaget er et koncept i sin vorden som åbner med latente muligheder for kreativ deltagelse inden for både biologi, fysik, det havekunstneriske, det designmæssige og det praktisk politiske, så se forslaget med mailadresse her: 

Blågrøn linie – et snit gennem Indre By i København, Flemming Pahus Jensen, januar 2009 (1,2 Mb pdf).

indlæg oprettet af Jens Hvass

Flemming Pahus har siden arbejdet videre med passagen gennem Østre Anlæg. Se:   

Historien eksponeret i Østre Anlæg, Flemming Pahus Jensen, juli 2010 (1,2 Mb pdf).

Share

Kalvebod Strandpark

9. december 2008

Klar og Julien de Smedt Arkitekter har netop fremlagt forslag om en ny strandpark ud for Nykredit og Meriott Hotel, så Indre By nu også står til at få bademulighed i Havnen.

Byplanmæssigt har arkitekterne bag forslaget taget de saksende linjer fra området omkring Politigården med ud i havneløbet. Dette virker noget fremmed i forhold til den formverden, som udfolder sig i mødet mellem sand og vand, og det er et åbent spørgsmål, om det er nødvendigt at lukke 40% af havneløbets bredde for at kunne svømme i havnen. Det sagt er projektet et spændende forsøg på at gøre noget ved et af de mest kiksede kapitler af Københavns nyere byudvukling, den bevidstløse udbygning langs Kalvebod Brygge.

Projektet bliver nærmere præsenteret ved et åbent hus-arrangement på rådhuset i morgen onsdag kl. 17.00-20.00.

I begyndelsen af februar vil borgerne blive inviteret til dialogmøde, og efter planen vil projektet blive sendt i offentlig høring til sommer.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Karsten Ifversen: Arkitekter foreslår sandstrand i Københavns havn, Politiken 09.12.2008.

Share