Det er efterhånden en kendt sag, at klimaforandringerne er en realitet, og at vi må forholde os til de ændringer, de bringer rundt omkring på kloden. Især har der været meget fokus på naturkatastrofer og ekstreme forhold i fjerne lande og mindre på de konkrete konsekvenser for de danske byer og mulighederne for tilpasning herhjemme.

Byforgrønnelse, dvs. en forøgelse af mængden af grønne overflader i byerne, bliver af mange fremhævet som en god løsning på flere problemer samtidigt, idet den store andel befæstet areal i byerne medvirker til både oversvømmelser og varme-ø-effekt. Der hersker dog stadig en del tvivl om, hvor effektiv en tilgang det egentlig er, samt hvilke grønne teknologier der kan og bør benyttes. Ydermere stiller denne løsning store krav til velvilje i lokalbefolkningen og erhvervslivet, da størstedelen af de ”brugbare” flader befinder sig på privat ejendom.

For at opnå en reel effekt i forhold til klimaforandringerne i et byområde er det nødvendigt med en gennemgående lokal forankring. Der er således skabt et behov for mere proaktiv planlægning og udbredelse af den forhåndenværende viden på området. Denne rapport kan være et skridt i den retning. Nedenfor kan den downloades som enkelte dele eller som samlet fil.
..

Introduktion til projektet

Denne første del giver et overblik over projektets for­mål, opbygning og metode med ud­gangspunkt i spørgsmålene: Hvad vil vi frem til, og hvorfor er det relevant? Hvad er det faglige udgangspunkt, og hvordan søges den nødvendige viden? Hvordan benyttes den, og hvordan kan resultaterne formidles videre?

Metodikken forener tekniske, byplanmæssige og arkitektoniske overvejelser forbundet med emnet byforgrønnelse.

Download 1: Introduktion til projektet (pdf).
..

Klimatilpasning i DK – problematikken

Her introduceres mere uddybende, hvilke miljø- og samfundsmæssige mekanismer, der ligger til grund for rapporten, samt hvad de betyder for ud­viklingen i vores byer: Hvad forventes at blive de afgørende ændringer i vores klima som følge af den global opvarmning? Hvad bliver de mere konkrete konsekvenser i danske byer? Hvad er mulighederne for tilpasning til de nye og kommende miljømæssige betingelser? Hvilke fordele og ulemper ser man i de forskellige tiltag? Og hvilke teknologier er under udvikling?

Download 2: Klimatilpasning i DK – problematikken (pdf).
..

Byforgrønnelse – en holistisk løsning

Dette afsnit udfolder det valgte fokusområde: klima­tilpasning vha. begrønning af byrum og især bygn­inger. Hvilke grønne teknologier har vi at gøre godt med? Og hvilke af disse er at foretrække hvor? Hvad er virkningerne, og hvor store er omkostningerne? Hvordan implementeres det, og hvad ligger der af samfundsmæssige barrierer, for at det bliver realiseret?

Download 3: Byforgrønnelse – en holistisk løsning (pdf).
..

Casestudie – en typisk Københavnerkarré

Den konkrete afprøvning af teorierne fra byfor­grønnelses-afsnittet. Der fokuseres på klimatil­pasning af København gennem studie af potentialerne ved begrønning af en enkelt klassisk boligkarré: Hvad kan man typisk opnå på matrikel­plan i den tætte, eksisterende by? Hvor omfattende et indgreb vil der være tale om, og hvilke parame­tre skal man tage højde for? Hvordan kombineres teknologierne bedst, og hvor stor en forskel vil det kunne gøre på byniveau?

Download 4: Casestudie – en typisk Københavnerkarré (pdf).
..

Afrunding – hvad kan vi bruge det til?

En opsamling af delkonklusionerne fra hvert af de oven­stående afsnit, hvorefter de diskuteres, og relevante kritikpunkter opridses. På dette grundlag bringes den endelige konklusion på problemet. Herefter følger en perspektivering, hvor der zoomes ud igen, og større samfundsmæssige perspektiver overvejes i forhold til de opnåede resultater: Hvad har vi lært? Er byforgrønnelse en effektiv løsning på konsekvenserne af den globale opvarmning? Kan det stå alene, eller skal der andre tiltag i spil? Hvad er der af faldgruber, utilstrækkeligheder og ulemper? Er det realistisk at opnå en tilstræk­kelig grad af byforgrønnelse på byniveau? Eller ville en anden tilgang kunne tænkes at løse problemet bedre? Er der nogle eksterne parametre, som kan få en betydning, og som der ikke er taget højde for?

Download 5: Afrunding – hvad kan vi bruge det til? (pdf).
..

Bilag

Referater fra feltarbejde, tekniske beregninger og beskrivelse af referenceprojekter.

Download 6: Bilag (pdf).
..

Samlet rapport

Download Klimatilpasning – byforgrønnelse som middel til bymæssig bæredygtighed, DTU-speciale 2010 (pdf).

Der er netop udkommet en rapport fra USGCRP (United States Global Change Research Program) om klimaforandringer i USA – dels de klimaforandringer, man allerede i dag kan iagttage, dels hvad man med den nyest tilgængelige viden forventer, at fremtiden vil bringe af klimaforandringer ved henholdsvis et markant CO₂-reduktionsscenario og et business as usual-scenario.

Rapporten tegner et forstemmende billede. Selv hvis USA sammen med resten af verden beslutter (og efterlever) en stærk klimaplan, vil et land som USA opleve markante klimaforandringer i de kommende år, og hvis den nuværende afbrænding af fossile brændstoffer ikke bringes til ophør inden for ganske få år, vil der være tale om voldsomme forandringer, som vil give størstedelen af USA en markant anden karakter end i dag. I nord vil tundraegnene tø, med accelerende metanudledninger og klimaforandringer til følge, umiddelbart syd herfor er det store bælte af nåleskove i fare for sammenbrud. Nedbøren vil falde mere sparsomt og mere ujævnt fordelt, og ørkenagtige tilstande vil udvikle sig i de sydvestlige egne. Store skovområder vil være stærkt udsatte for skovbrande, og mange steder vil varmen stige voldsomt, så temperaturen i store dele af året vil nå over 40º C i dagtimerne, mens millioner af mennesker langs øst- og sydkysten står overfor at måtte flytte på grund af stigende oceaner.

I videoen nedenfor, som varer en lille time, bliver USGCRPs rapport introduceret af en af Obamas nærmeste rådgivere, John Holdren, samt en række af de eksperter, som står bag udarbejdelsen af  rapporten Global Climate Change Impacts in the United States.

White House Releases Landmark Climate Change Report, 56:07 min. YouTube video.

USA er historisk set et af de lande, som har produceret mest CO₂. Samtidig har USA været et af de industrialiserede lande, som har været mest bagstræberisk overfor at ændre kursen i retning af det fossilfri samfund. Der er dog stærke tegn på, at Obama-administrationen vil gøre det anderledes, og der arbejdes pt. på mange fronter på at skabe fundamentet for denne omlægning. Man kan derfor håbe, at rapporten kommer tidsnok til at gøre det uomtvisteligt klart for amerikanerne, at  de nødvendigvis må gå helhjeret ind i skabelsen af en stærk klimaaftale. For de hidtidige amerikanske udmeldinger har ligget langt fra, hvad der er nødvendigt for at vi til december i København får etableret den rammeaftale, som kan vende den nuværende klimatiske katastrofekurs.

Den fulde rapport er på 130 sider, men der findes et 20-siders summary, ligesom der findes factsheets, som belyser regionale udviklingsmønstre. Se:

Thomas R. Karl, Jerry M. Melillo, and Thomas C. Peterson (Eds.): Global Climate Change Impacts in the United States Cambridge University Press 2009 (pdf).

20-Page Highlights Brochure (pdf). Powerpoint Presentation (ppt).

Regional Factsheets: Alaska, Coasts, Great Plains, Islands, Midwest, Northeast, Northwest, Southeast, Southwest (pdf).

Læs også blogindlægget: Afrikas landmænd i kamp mod tiden

America’s State of the Climate, (interview med John Holdren) Living Earth 20.06.2009.

Dan Vergano & Doyle Rice: ‘Game-changer’: Report on climate change urges action, USA Today 19.06.2009.

Lauren Morello: U.S. Study Projects How ‘Unequivocal Warming’ Will Change Americans’ Lives, New York Times 17.06.2009.

Lisa Lerer: Climate change to increase drought, bugs says new report, Politico 16.06.2009.

Alexis Madrigal: From Sewage to Salmon, Climate Change Hitting Here and Now, Wired 16.06.2009.

Catherine Rampell: The Economic Impact of Climate Change, New York Times 16.06.2009.

Suzanne Goldenberg: Obama targets US public with call for climate action, The Guardian 16.06.2007.

Det er hovedbudskabet i en ny Human Impact Report om klimaforandringer – The Anatomy of a Silent Crisis. Rapporten er fra den uafhængige tænketank, Global Humanitarian Forum, hvis formand er den tidligere FN-generalsekretær, Kofi Annan, og som har hovedsæde i Geneve, Scwheiz.

Meningsmålinger viser at folk verden over allerede er bekymrede over klimaforandringer. Samfund som eksisterer i klimaforandringens ’frontlinje’ er dog mere end bekymrede: De ser og oplever forandringerne på nærmeste hold. Men opmærksomheden omkring konsekvenserne af klimaforandringer er stadig lav, globalt set, også blandt de fattige. Og i de industrialiserede lande bliver klimaforandringer stadig anset hovedsageligt for et miljøproblem, som en fjern trussel der måske kommer til at betyde noget i fremtiden – for dyr og for naturen, men ikke for mennesker.

Men klimaforandringer betyder allerede noget nu for mennesker, særligt for de fattigste. I Bolivia truer afsmeltningen af bjergenes gletsjere således allerede drikkevandsforsyningen både på landet og i hovedstaden, La Paz:

Kilde: Global Humanitarian Forum på YouTube

Global Humanitarian Forum sætter således atter en tyk streg under budskabet, om at klimaforandringer er en trussel som påvirker alle mennesker – og alle dele af vores samfund. Klimaets forandring påvirker både vores miljø, økonomi, helbred og sikkerhed. Mange samfund står overfor en serie stresspåvirkninger på een gang som følge heraf; alvorlige sociale, politiske og sikkerhedsmæssige problemer, både i den rige del af verden, og i den fattigere. Millioner af mennesker er blevet gjort hjemløse allerede som følge af de ændrede levevilkår – og flere millioner vil følge, advarer Global Humanitarian Forum.

De nøgne tal er i sig selv barske:

• Hvert år dør 300.000 mennesker som følge af klimaforandringer (f.eks. hyppigere og kraftigere oversvømmelser)
• De økonomiske tab er på 125 milliarder dollars (produktionstab, ødelæggelser af infrastruktur, osv.)
• 325 millioner mennesker lever allerede nu med alvorlige konsekvenser af klimaforandringerne (f.eks. længere tørkeperioder) – hvilket er over 10 gange større end antallet af trafikuheld hvert år i verden (som ’kun’ er på 24 millioner).

Men tallene dækker over, at klimaforandringerne forværrer en række andre sociale og miljømæssige problemer. Et eksempel er udbredelsen af smitsomme sygdomme. Klimaforandringer har allerede bidraget til spredningen af borreliose (en sygdom som overføres gennem bid fra skovflåter og som kan give lammelser) i Europa og USA. Og efterhånden som klimaet bliver varmere vil insekter som malariamyg også finde vej til de mere tempererede regioner af verden, der indtil nu har været for kolde for dem, og hvor befolkningerne har mindre modstandsdygtighed.

Efterhånden som den globale temperatur stiger, så bliver også hedebølger hyppigere og mere intense. Hedebølger hænger sammen med overdødelighed på flere måder: Dels gennem dehydrering og hedeslag, men også fordi hedebølger forøger risikoen for hjerteslag og åndedrætsbesvær.

Den hedebølge som ramte Europa i 2003 og dræbte 35.000 mennesker i fem lande, var den varmeste sommer i 500 år. Ofrene var især ældre og svagelige. Flertallet af de døde var således over 75 år gamle. Der blev også rapporteret om en stigning i luftvejssygdomme samt høje ozontal. Hedebølgen lagde desuden et stort pres på vandforsyning, landbrugsproduktion og energyforsyning. Alene tabet af dyr og afgrøder beløb sig til over 12 milliarder dollars.

Dette er blot nogle få ud af mange rystende eksempler på at klimaforandringerne allerede påvirker vores samfund voldsomt. Spørgsmålet er så, som altid, om det er nok til at lede til handling.

“There is a very human tendency to wish away such dire prognostications and even to question the underlying science. But the science is now quite firm. People need to be told how it will affect them in their country and why they need to worry about it now rather  than at some later time.”

- Nitin Desai — Member, Prime Minister’s Council on Climate Change.

Se også tidligere blog-indlæg:  Ti steder hvor klimaforandringerne er en realitet allerede i dag og Amerikanske klimaforandringer

Global Humanitarian Forum: The Anatomy of A Silent Crisis – hele rapporten i pdf

Global Humanitarian Forum: Præsentation af rapporten på YouTube

Rajendra Pachauri: This Silent Suffering, The Guardian 29.05.2009

Randy James: The Human Cost of Climate Change, Time 04.06.2009

Global Humanitarian Forum: Notes on Methodology – kapitlet om rapportens metode i pdf

Oxfam: Suffering the Science – Climate Change, People and Poverty, 06.07.2009

Climate Wars

Climate Wars (Klimakrige, NH) er en foruroligende bog og et værdifuldt bidrag til den stadigt voksende mængde litteratur om den historiske skillevej, som homo sapiens står midt i.

Denne bog forklarer klimaforandringernes effekt; ikke kun på koralrev og isbjørne, men på hundreder af millioner klimaflygtninge, som risikerer den samme skæbne som Gazas befolkning fristede under det israelske militærs angreb i januar.

Den beskriver også med en vis klarhed en virkeligt dybtgående ændring i menneskets kollektive bevidsthed. En ændring som er såvel forudsætning som særkende for et succesfuldt forsøg på at afværge løbske temperaturstigninger.

Climate Wars benytter sig af et spændende format, hvor en serie interviews med militærer, politikere, klima- og VE-specialister² veksler med fiktion om en fremtid knust af klimaforandringer.

Der er også foregribelser af hvorledes samfundet kan undgå løbske klimaforandringer; en bestræbelse som det vil kræve betragtelige investeringer og årtier med vedholdende internationalt samarbejde at gennemføre.

Et fantastisk eksempel er et citat, af Lester Brown fra Worldwatch Institute,³ som understreger den kendsgerning, at menneskeheden er meget kompetent til at skabe og implementere det enorme netværk af grøn energi, som vi behøves for at kunne bremse kulstofudledningen:

”Vi fremstiller på verdensplan tres millioner biler om året, så det er ikke noget at snakke om. Vi ville kunne producere disse vindmøller til hele verden blot ved at genåbne de lukkede samlefabrikker i USA. Det er alt hvad vi behøver for at kunne generere 40% af vores energi fra vindmøller i 2020.”

Et af de mest kraftfulde (og foruroligende) sider ved Climate Wars er Dyers undersøgelser af en rapport udfærdiget af militære seniorrådgivere, som arbejder for CNA-Corporation (en militærfinansieret tænketank)(USA, NH).

Dyer fremdrager, at militæret i avancerede kapitalistiske lande (specielt i USA) er fuldstændig klar over den alvorlige trussel, som klimaforandringer udgør. Han forklarer hvorledes CNA omgik præsident George Bushs forbud mod at behandle klimaforandring som et seriøst problem, ved at offentliggøre rapporten ”The national Security and the Treat of Climate Change”¹º i april 2007.

Rapporten accepterer som en kendsgerning at et hvilket som helst land som søsætter et nødprogram for drastisk at skære ned på udledningerne, vil have et handicap medmindre alle andre lande stiger om bord.

Dyer fortsætter med at undersøge forventede militære og politiske svar på den forværrede klimakrise i en ikke alt for fjern fremtid. Den forværrede klimakrise aktualiserer emner som atomkrig om vandressourcer mellem Indien og Pakistan, antiatom- og antigeoengineering-”økoterrorister” i Europa, og geoingeneering-projekter i Indonesien og Phillipinerne,¹¹ hemmeligt finansieret af Kina.

Bogen funderer også over en frygtelig militarisering af Mexicos og USA’s fælles grænse, som en følge af massiv latinamerikansk misvækst forårsaget af løbske klimaændringer og resulterende i en enorm vækst i antallet af ”illegale” immigranter, som forsøger at komme ind i USA.

”Fødevarekrisen i Mexico City, hvis befolkning var svulmet til syvogtyve millioner (inklusiv flygtninge) forværredes nu til en generel sundhedskrise, hvor de underernærede i store tal blev ofre for epidemier” skriver Dyer i en fiktiv beretning om livet i 2026.

Det er den slags forudsigelser, som viser hvad de menneskelige omkostninger kunne blive hvis det mislykkes at standse klimaforandringerne. Beskrivelser som disse er (uhyggelige som de er at sluge) Climate Wars store styrke.

Dyer bringer nogle rimeligt kontroversielle emner, som fx. geoengineering, kernekraft og vegetarisme, på bane. Idet han åbent anerkender, at geoengineering kan blive brugt som undskyldning for inaktivitet over for klimaforandringer, gør Dyer det klart, at dette ikke er hans hensigt.

Dyer kigger på et fremtidsscenarie, hvor sulfater egenhændigt bliver spredt i atmosfæren af et desperat Bangladesh for at fremkalde en kølende effekt (relativt billigt svovldioxid kan bruges til at øge atmosfærens solrefleksivitet). Han undersøger også andre foreslåede tekniske fix som mikro-satelitter, kunstig skydannelse og gødning af havplankton¹² og ser på hvor gennemførlige de er eller ikke er.

Dyer forklarer, at biodiesel og indfangning af kuldioxid er svindel, men er uklar mht. om kernekraft burde være en del af løsningen.

Han bemærker også, at hvis menneskeheden blev vegetarisk (eller i betydeligt omfang reducerede sin kødkonsumption) ville der være umådeligt meget mere føde til rådighed. Ja, han ser endog på muligheden for bæredygtigt beholderdyrket ”kød”.

Det sidste scenario (i år 2175), som Dyer undersøger, er et hvor en klimaforandring på 9 grader C over førindustrielt niveau har forårsaget et sammenbrud af oceanstrømmene resulterer i et monokulturelt hav fuld af giftig hydrogensulfid:

Den massivt reducerede og teknologiberøvede menneskehed på Jorden har ikke ressourcerne til at geoengineere et køligere klima, ”og oveni det har den et mere presserende problem – havene er blevet syge. Syge på den måde, at de lugter som rådne æg.”

Dommedagsscenariet er godt verificeret, og den horrible mulighed for dets faktiske virkeliggørelse er til at blive syg af at tænke på.

I det sidste kapitel af Climate Wars argumenterer Dyer for at klimaforandringerne er en historisk udfordring for menneskeheden. Den vil enten resultere i størstedelen af artens udryddelse eller i en økologisk forståelse på et højere niveau. Som analogi for denne historiske udfordring bruger han en eksamen.

”Vi slæbte os lige akkurat igennem midtvejseksaminationen i forrige århundrede: Vi erhvervede evnen til at destruere vores civilisation gennem krig, og det lykkedes os ikke at bruge den.”

”Nu er det den afsluttende eksamen, hvor indsatsen er det totale miljø, som vores civilisation er afhængige af. Det handler ikke kun om viden og teknisk snilde, men også om selvbegrænsning og evnen til at samarbejde. Voksenværdier om du vil.”

Dyer tror på at en succesfuld afværgelse af løbske klimaforandringer vil resultere i modenhed, en ”barndommens afslutning” for menneskeheden.

Dyer synes ikke at mene at den såkaldte barndoms afslutning indebærer et afgørende brud med fortiden – en revolution. Han synes at mene, at der er en lille chance for at eliterne, som kontrollerer klodens mest profitable industrier, til sidst i et klart øjeblik vil erkende at de må udfase deres pengemaskiner.

Ligeledes synes han at mene, at masserne er for passive til snarest at skabe en mægtig klimabevægelse og at den grønne bevidsthed i stedet vil sive nedad fra toppen af samfundspyramiden.

Jeg, som bor i Newcastle, Australien, og som er vidne til den monumentale udvidelse af verdens største kulhavn, som finder sted her, kan ikke andet end at tro, at drivhusmafiaen er lykkelig ved at ruinere planeten for profit.

Som iagttager af (og deltager i) den stødte vækst af klimabevægelsen, kan jeg også se potentialet til, relativt hurtigt, at skabe en stor bevægelse.

Ikke desto mindre er Climate Wars den bedste bog, jeg har læst om emnet, siden Climate Code Red,¹³ den rejser nogle virkelig interessante spørgsmål. Jeg anbefaler den på det varmeste.

Alle noter og hyperlinks ved oversætteren:

1. Tilsyneladende kun bragt i papirudgaven. Her er online-udgaven, jeg fandt den her.
2. Vedvarende energi
3. En miljøtænketank skabt af Lester Brown, som er meget aktuel med Plan B 3.0, Mobilising to Save Civilisation (Mobilisering til Civilisationens Frelse), som er tredje udgave af hans store projekt Plan B.
10. Jeg har læst den og må berømme den for dens grundige og letforståelige indføring i problematikken om klimaforandringer, faktisk noget af det bedste jeg har læst om det emne. Den er relativt bramfri omkring militærets opgaver i forbindelse med skærpede omstændigheder pga. global opvarmning.
11. Virkeligheden overgår ofte fiktionen, se her.
12. Dvs. jernsulfat spredt i havet, som bevirker opblomstring af alger, som forbruger kulstof fra CO2, og tager det med sig til havets bund, når de dør. Det er for nyligt forsøgt af tyske og indiske videnskabsfolk, men mislykkedes pga. utilsigtede bivirkninger, se her.
13. Se også her: Climate Code Red net.

Gwynne Dyer: Climate Wars. Random house of Canada. Toronto, 2008. 272 sider.
ISBN 9780307355836. 

Om forfatteren til Climate Wars, ved Wikipedia (engelsk) (bearbejdet og suppleret af oversætteren):

Gwynne Dyer, PhD, født den 17. april, 1943 er en London-baseret uafhængig canadisk journalist og militærhistoriker, hvis artikler og kommentarer bringes i 45 lande. I Danmark bringes hans artikler ofte i dagbladet Information. Gwynne Dyers hjemmeside.

Dyer fødtes i St. John’s, Newfoundland og tilsluttede sig Royal Canadian Naval Reserve (oprindeligt skabt i 1923 som en art marinehjemmeværn og forløber for den canadiske flåde, som skabtes under 2. verdenskrig) i en alder af 16 år. Mens han stadig var i den canadiske flåde erhvervede han sig i 1963 en bachelorgrad (BA) i historie fra Memorial University of Newfoundland, en Master of Arts (MA) i militærhistorie fra Rice University, Huston, Texas, i 1966, og en doktorgrad (PhD) i militær og mellemøsthistorie ved Kings College, London, i 1973. Dyer tjente som reserve i Canadas, USA’s og Storbritanniens flåder. Han var beskæftiget som seniorunderviser ved Det Kongelige Militærakademi, Sandhurst, Storbritannien mellem 1973 og 1977. I 1973 begyndte han at skrive artikler til førende London-aviser om den arabisk-israelske konflikt, og besluttede snart at opgive den akademiske løbebane til fordel for en journalistisk karriere. Se yderligere på Wikipedia.

Anmelderen, Zane Alcorn, er en venstreorienteret australsk klimaaktivist, som ofte skriver i GreenLeft online.

Oversat og bearbejdet af Niels-Holger Nielsen.

Tim Jackson fra den engelske regerings Sustainable Development Commission har netop udgivet rapporten Prosperity without growth? Denne analyse af forholdet mellem velfærd og vækst – og spørgsmålet, om det er muligt at skabe velfærd uden vækst – er noget af det mest klarsynede, jeg længe har læst. Jackson fastslår indledende, at alle kulturer lever på en myte, og at den vestlige verdens nuværende myte er myten om vækst -  økonomisk vækst. Den har i det sidste halve århundrede globalt set været det vigtigste politiske mål. Verdensøkonomien er i dag fem gange større end for 50 år siden, og år 2050 vil den med en tilsvarende vækstrate være blevet 80 gange større end for 50 år siden. 

Fornuftsmæssigt ved vi, at væksten ikke kan fortsætte, der er begrænsede mængder af stort set alt vi forbruger i vores økonomiske system, samtidig med at vi bliver flere og flere til at deles om det der er. Alligevel hæger vi os til muligheden for vækst – behovet for vækst, velsignelsen ved vækst, muligheden for vækst, nødvendigheden ved vækst – og lukker øjnene for den stadig mere omsiggribende nedbrydning af klodens naturkapital. Meget få politikere tør i dag åbent erkende, at der er grænser for vækst, at det er nødvendigt at sætte meget præcise grænser for vækst.

Men vi er nødt til at stille spørgsmålstegn ved væksten, påpeger Jackson: “Myten om vækst er slået fejl. Den har fejlet for 2 mia. mennesker, som stadig lever for under 2 $ pr. dag. Den har svigtet for de sårbare økosystemer, som vores overlevelse er afhængig af. Den har i fejlet … overfor at kunne give økonomisk stabilitet og at sikre menneskers levevilkår.”

I Jacksons perspektiv er den nuværende finanskrise en enestående mulighed for at gentænke de økonomiske målsætninger. En blind fortsættelse er ikke nogen mulighed. En velfærd for de få, som bygger på en økologisk ødelæggelse og sociale uretfærdigheder, er ikke noget grundlag for et civiliseret samfund. “Velfærd består i vores evne til  at blomstre som mennesker – inden for en økologiske rammer på en begrænset planet. Udfordringen for vores samfund er  at skabe de betingelser, hvorunder dette er muligt,” skriver Jackson i forordet. 

 Kapitel 2, The Age of Irresponsibility, behandler vækstimperativets fundamentale uansvarlighed og ubæredygtighed. Kapitel 3, Redefining Prosperity, undersøger mulighederne for en velfærd med mindre materiel påvirkning af vores omgivende miljø – det vil i høj grad indebære, at vi lærer at skille mellem  livskvalitet og livskvantitet.

Kapitel 4, The Dilemma of Growth,  ser på de forklaringer på vækstens ‘nødvendighed’, som følger med myten om vækstens nødvendighed. Mens kapitel 5, The Myth of Decoupling, ser på forsøgene verden over på at adskille den økonomiske vækst fra et øget ressourceforbrug. CO₂-intensiteten er da også i de seneste 30 år globalt set faldet fra omkring 1.000 g til 770 g pr. dollar. Men som man kan se af nedenstående kurve, vil det kræve et helt andet niveau af afkobling, hvis vi skal opfylde et mål om en 450 ppm CO₂-koncentration i atmosfæren i 2050.

CO₂-intensiteten pr. dollar skal i 2050 være sænket til 5% af den nuværende, hvis den nuværende vækst skal fortsætte (scenario 1).  Hvis 9 mia. mennesker i 2050 skal have samme velfærd som vi har i de rige lande i dag, skal CO₂-intensiteten pr. dollar i 2050 være sænket til 2% af den nuværende, og hvis alle til den tid skal have samme velfærd som de i dag rigeste, som skal have mulighed for en vækst på 2%, CO₂-intensiteten pr. dollar i 2050 være sænket til under 1% af den nuværende, hvis vi skal holde atmosfærens CO₂-koncentration under 450 ppm. Måske muligt, men det vil kræve en stort set 100% udfasning af fossile brændstoffer.

Hvis man lavede en tilsvarende opstilling for den materielle gennemstrømning, ville den mængde ressourcer pr. dollar, som i 2050 kan gennemstrømmes, hvis den projicerede økonomi skal have et bæredygtigt ressourceforbrug,  være så lav, at vi stort set vil stå med en immateriel vækst.

Kapitlet  The ‘Iron Cage’ of Consumerism ser på to tæt forbundne vækst-drivere, produktion og konsumption af nyt (novelty). Med Jacksons ord der livet i forbrugerismens jernburet system hvori ingen er frie … det er ultimativt et patologisk system. De følgende kapitler har overskrifterne Keynesianism and the Green New Deal, Macroeconomics for Sustainability, Flourishing – within Limits, og Governance for Prosperity. I det afsluttende kapitel, The Transition to a Sustainable Economy, konkluderer Jackson, at “velfærd uden vækst for den rige del af verden ikke længere er en utopisk drøm. Det er en finansiel og økologisk nødvendighed.”

Tim Jackson: Prosperity without growth? The transition to a sustainable economy, Sustainable Development Commission, marts 2009 (pdf).

Jørgen Steen Nielsen: Et system uden fremtid. Et system drevet af angst, Information 11.04.2009.

Ejvind Nielsen: Tre forsvar for Den Økonomiske Vækst. Og Herman Daly-elevens tilbagevisninger af dem, Information 19.05.2009.

Parallelt med den første video kan man følge Pachauris PowerPoint slides.  

Den anden video er for så vidt langt mere interessant. Man kan her under temaet The Perfect Storm møde Tom Lovejoy, leder af biodiversitetsafdelingen af The Heinz Center, Sara Scherr, leder af Ecoagriculture Partners, samt Bill Hare, Visiting Scientist, The Potsdam Institute, som står bag det tankevækkende klima-scenario med blot 1º temperaturstigning, som udgør kapitel 2 i WorldWatch Institutes netop udkomne årsrapport 2009. (se tidligere blog-indlæg: Klima-scenario med blot 1º temperaturstigning).

Spændet mellem den første og den anden video viser tydeligt det markante spænd, som i dag eksisterer, mellem hvad politikerne arbejder for (og fremdrager som nødvendigt) og hvad videnskaben fremhæver som nødvendigt. Klimavidenskaben er i dag er entydig om, at en CO₂-koncentration på 450 ppm kun er et skridt på vejen, og at vi skal tilbage under 350 ppm  for at bremse klimaforandringerne. Og for eksempel Bill Hare påpeger det ønskværdige i på længere sigt at vende tilbage til et førindustrielt niveau  på blot 280 ppm, hvis vi vil langtidsstabilisere klimaet.   

Der er en gryende forståelse også i det politiske system af, at vi må sigte på 350 ppm (se tidligere blog-indlæg: 350 ppm vinder fodfæste i Poznan). Men IPCC er på godt og ondt et langsommeligt arbejdende konsensus-apparat, som reagerer langt meget sendrægtigt på nye forskningsresultater end de enkelte institutioner og forskere. Derfor kan vi stadigvæk risikere, at den kommende klimaaftale i København, som i høj grad er en aftale om det politisk mulige, vil blive bygget op om en målsætning på 450 ppm og ikke 350 ppm. Ikke dårligt set i forhold til, at CO₂-koncentrationen sandsynligvis vil nå op omkring 1.000 ppm omkring år 2100, hvis man blot fortsætter afbrændingen af fossile brændstoffer uantastet. Men samtidig ikke tilstrækkeligt til at opnå stor sikkerhed for, at klimaudviklingen ikke når tipping points, hvorfra den globale opvarmning bliver selvaccelererende. Fra videnskabens side står det i dag klart, at 450 ppm ikke er tilstrækkeligt til at sikre os mod en række alvorlige klimaforandringer, som vil gribe ødelæggende ind i livsvilkårene for et meget stort antal mennesker, dyr og planter.

Ifølge Bill Hare giver 450 ppm os kun knapt 50% sikkerhed for at vi holder os under en opvarmning på 2º – vil vi have en sikkerhed på 70-80%, skal vi sigte på 350 ppm, hvilket igen indebærer, at vi i løbet af få årtier må udvikle CO₂-negative samfund, som gennem deres aktivitet absorberer mere CO₂ end de producerer. Her er ikke mindst Sara Scherrs rids af mulighederne og udfordringerne i landbrugssektoren yderst interessante.

Den tredje video viser Christopher Flavin, moderator, Janet Sawin, Senior Researcher, Worldwatch Institute, Satu Hassi, medlem af EUparlamentet, Malini Mehra, Centre for Social Markets, India, samt Yingling Liu, Kina-ekspert ved WorldWatch Institute. De tre videoer er introduceret af Robert Engelmann, leder af WorldWatch Institute.

13th Annual State of the World 2009 Symposium, Washington 15.01.2009.

Om end det sjældent er opmuntrende læsning, har disse tilstandsrapporter gennem årene givet en række uvurderlige analyser af den globale tilstand. Og årets fokus på klimaproblematikken giver et fornemt, om end næsten knugende billede af det enorme svælg mellem klimaforskernes forståelse af, hvilke tiltag, der er nødvendige for at stabilisere klimaet, og den manglende forståelse hos de politikere og erhvervsfolk, som med deres beslutninger og mangel på samme kommer til at tegne udviklingen i de kommende årtier. 

W.L. Hare fra Potsdam Institute giver i kapitel 2, A Safe Landing for the Climate (pdf), et godt perspektiv på klimasituationen. Hvor IPCC nu prøver at opstille en afløser for Kyoto-aftalen, som kan sikre, at vi maksimalt får en global temperaturstigning på 2º, vurderer hare på baggrund af en række nyere resultater, at vi nærmere skal sigte mod 1,7 º eller 1,5º  grader global stigning, og ideelt set burde sigte mod et 1º-scenario for med høj sandsynlighed at kunne stabilisere klimaet.

Kapitel 2 afrundes med en skitse til et 1º-scenario, som vil kræve CO₂-neutralitet i 2050 og en hurtig udvikling videre frem mod en CO₂-’negativitet’, hvor vi globalt set bliver i stand til at absorbere mere CO₂ end vi udleder. Noget i den stil vil blive nødvendigt for at bringe atmosfærens koncentration af CO₂ tilbage under 350 ppm - den grænse mange klimaforskere i dag sætter som den maksimale for at langtidsstabilisere klimaet. CO₂-koncentrationen, som før industrialiseringen lå på omkring 280 ppm, er i dag på 387 ppm og stiger omkring 2 ppm pr. år. De globale temperaturstigning siden industrialiseringen er i dag på omkring 0,7. 

På lidt længere sigt må vi ifølge Hare sigte mod en fjernelse af CO₂ i et omfang på linje med de samlede udledninger fra fossile brændstoffer siden industrialiseringens begyndelse for fuldt ud at restabilisere klimaet med en koncentration på omkring 300 ppm.

For at have stor sikkerhed for, at klimaet ikke når såkaldte ‘tipping points’ konkluderer Hare, at vi må sigte på en stigning på max. 1º. på kurverne herover, som stammer fra kapitel 2, kan man se, at IPCCs ‘high’ scenario, hvor vi kun i lille grad formår at bremse CO₂-udledningerne, frem mod år 2100 vil medføre CO₂-koncentrationer på over 1.000 ppm og en globale opvarmning i størrelsesordenen 4-5º C.

State of the World 2009. Into a Warming World, giver et prisværdigt overblik over klimasituationen og er yderst anbefalelsesværdig læsning. De enkelte kapitler kan downloades i pdf-format, se links nedenfor. Der er et eksemplar at State of the World 2009 på vej til vores Agenda 21-bibliotek på Rådhuspladsen 77. 

Kapitel 1 rummer en sammenfatning med 10 punkter, som vil kunne give en CO₂-neutral verden i 2050. De er medtaget nedenfor i en forkortet udgave, som stammer fra Leo Hickmanns omtale af State of the World 2009 i The Guardian i torsdags.¹ 

State of the World 2009: Into a Warming World, Worldwatch Institute 2009.

Deborah Zabarenko: Halt all carbon emissions by 2050, says Worldwatch, Scientific American 13.01.2009.

Tanya Syed, World ‘needs radical cuts’ on CO₂, BBC News 14.01.2009.

De enkelte kapitler:

State of the World: A Year in Review - A timeline of significant environmental news events from October 2007 to September 2008 (pdf).
1) The Perfect Storm - The climate dilemma, in a nutshell (pdf).
2) A Safe Landing for the Climate - Current climate science and the emissions path needed to glide toward a safe landing (pdf).
3) Farming and Land Use to Cool the Planet - The needed transition to carbon-absorbing forestry and food production (pdf).
4) An Enduring Energy Future - The opportunity and the imperative for building a low-carbon energy future (pdf).
5) Building Resilience - The importance of building resilience to climate change (pdf).
6) Sealing the Deal to Save the Climate - The agreement that nations must reach to begin stabilizing the climate while adapting to a warming world (pdf).
Climate Connections - 22 essays by experts around the world on wide-ranging topics relevant to climate change.
Climate Change Reference Guide and Glossary - A primer for following the developments on climate change that will unfold in 2009 (pdf).

1) Thinking long-term – At the core of the climate problem is the likelihood that future generations will pay with a deteriorating global environment for the refusal of current generations to live in balance with the atmosphere. Visionary leaders will need to marshal the public to take responsibility for the impacts of today’s behaviour on the future and to act accordingly.

2) Innovation – The emissions shift will require technologies that break the carbon link to energy consumption with as little sacrifice of price and convenience as possible. A range of renewable technologies can produce electricity and meet heating and cooling needs. Such technologies include buildings that produce more energy than they consume and “smart grids” that use information technology to match renewably produced electricity precisely to demand.

3) Population – Rarely addressed in the context of climate change, future population trends could make the difference between success and failure in the long-term balance of human activities, atmosphere, and climate. The world’s population is likely to stop growing and then gradually decline for a period when women gain the full capacity to decide for themselves whether and when to have children.

4) Changing lifestyles – The assumption that the “good life” requires ever more individual consumption, more meat-eating, ever larger homes and vehicles, and disposable everything will need to fade. A spirit of shared and equitable material sacrifice can replace it – with no loss of what really matters, such as active good health, strong communities, and time with family.

5) Healing land – Managed for the task, the Earth’s soil and vegetation can remove billions of tons of carbon from the atmosphere. Agricultural landscapes can accomplish this while improving food and fibre production and minimising the need for artificial fertiliser and fossil-fuel-driven tilling and raising farmer incomes.

6) Strong institutions – As with the deteriorating global economy, the global nature of climate change demands international cooperation and sound governance. The strength and effectiveness of the United Nations, multilateral banks, and major national governments are essential to addressing global climate change. These institutions – and those emerging from the hoped-for Copenhagen climate agreement in 2009 – require strong public support for their critical work.

7) The Equity imperative – No climate agreement will succeed without support from those countries that have so far contributed little to human-induced climate change, have low per-capita emissions, and stand to face the biggest challenges in adapting to the coming changes. A pact that is fair to developing and industrialised countries alike is essential.

8) Economic stability – With the world now fixated on the sputtering global economy, addressing climate change will demand attention to costs and the promise of improving rather than undermining long-term economic prospects. A climate agreement will have to operate effectively during anaemic as well as booming economic periods, facing squarely the challenges of poverty and unemployment while continually reducing emissions of carbon dioxide and other greenhouse gases.

9) Political stability – A world beset by conflict and terrorism is far less likely to prevent dangerous climate disruption than one at peace. Security and climate must be addressed simultaneously. On the positive side, negotiating an effective and fair climate agreement offers countries a needed opportunity to practice peace and re-frame international relations along cooperative rather than competitive lines.

10) Mobilising for change – The way to deal with climate change we ourselves are causing is to see the opportunity for a new global economy and new ways of living in the effort to bring net greenhouse gas emissions to an end. There’s no guarantee such a transition will be easy – or even possible. But a global movement to make the effort is needed now, and could yield new jobs, new opportunities for peace, and global cooperation beyond what humanity has ever achieved.

De 10 punkter herover er en forkortet udgave fra The Guardian.¹

Her op under årsskiftet er det tid for status på en lang række områder. Scientific American har således en oversigt over ti steder i verden, hvor klimaforandringerne allerede er slået markant igennem. Artiklen er skrevet på baggrund af en bog af Stephan Faris, Forecast. The Consequences of Climate Change, from the Amazon to the Arctic, from Darfur to Napa Valley, som udkommer i januar 2009.  

Bogens første eksempel er Darfur. Og den kroniske uro, som nu hærger området, er et forvarsel om en konflikttype, vi vil komme til at opleve over store dele af kloden, efterhånden som levevilkårene for bønder og nomader ødelægges af klimaforandringerne i takt med, at ørkenen ekspanderer.

Eksempel 2 er kysterne langs Den Mexicanske Golf. Kombinationen af stigende verdenshave, beliggenhed i et stort delta og stadig flere voldsomme cykloner gør tilsammen dette område langt mere truet end for blot få årtier siden. Og vi så med Katarina, hvordan naturkræfterne kan tage magten fra selv verdens største økonomi.

Bogens tredje eksempel er Castiglione di Cervia, en landsby i Norditalien, hvor pludselig mere end 100 af de 2.000 indbyggere havde høj feber og ømme led efter at have fået en variant af dengue-febeen. Med klimaforandringerne er der stor sandsynlighed for, at insektoverførte tropesygdomme som dengue og malaria vil vinde nyt terrain.

Eksempel 4 er Nordeuropa, hvor klimaforandringerne kombineret med vores levestandard er langt enklere at leve med end i det tropiske bælte, men endda udtalte. Vi har allerede set danske vinbønder, og vindyrkningen vil i løbet af de kommende årtier bevæge sig nordud, så en Chateaux Hammershus eller en Côtes du Setesdal er inden for rækkevidde, mens mange i dag store vindistrikter i Middelhavsregionen vil stå overfor store vanskeligheder på grund af den voksende varme og tørke.

Bogens femte eksempel er Great Barrier Reef, som strækker sig hele vejen lags den australske østkyst  Koralrevene er havens regnskove, og man finder her meget stor del af havenes biodiversitet. Men kombinationen af stigende temperaturer og øget surhedsgrad i havene gør, at koralrevene afbleges og vokser langsommere end før, og koralrevenes økosystemer er truet af kollaps, hvis udviklingen fortsætter. 

Eksempel 6 er verdens atol-nationer. Lande som Kiribati og Maldiverne er øsamfund dannet koralrev. De stikker typisk ikke mere end 1-2 meter over havets overflade, og selv små havstigninger vil være ødelæggende for de videre eksistensmuligheder. Maldiverne bruger i dag systematisk sine turistindtægter på at købe sig plads andre steder i verden, den dag, havet umuliggør fortsættelsen af dagligdagen på atollerne, og Kiribati, hvis hundredevis af atoller ligger spredt over et stort område af Stillehavet, har officielt ansøgt nærmestliggende høje land, new Zealand, om at yde plads til sine 100.000 indbyggere.

Det syvende eksempel er Washington D.C. , det ottende er Nordvestpassagen,  mens det niende eksempel er Alperne, hvor fremtiden for vinterturismen ser alt andet end lovende ud og gletsjerne med den nuværende udvikling vil være bortsmeltede en gang midt i dette århundrede.

Det afsluttende eksempel er fra Uganda, hvor et CO₂-projekt med skovplantning foretaget af en hollandsk nonprofit-organisation for at kompensere for CO₂-udledningerne fra indflyvende turister afstedkom så megen vrede fra lokalbefolkningen, at mange af træerne i dag er hugget ned og jorden igen dyrkes af den oprindelige befolkning.

Om klimaforandringer i det nordlige Europa, se også tidligere blog-indlæg: Kortlægning af klimaforandringer, København inddæmmet og Klimaændringer driver planter op ad bjergsiderne.

Stephan Faris: Top 10 Places Already Affected by Climate Change, Scientific American 23.12.2008.

Nedenstående lille videoreportage fra CNN er lavet i anledning af en rapport fra UNEP, United Nations Environmental Programme, som behandler den storby-smog fra fabrikker, biler og komfurer, som hænger tungt over Asiens tætbefolkede zone og danner en op til 3 km tyk sammenhængende brun sky af uddunstninger, som strækker sig fra Den Arabiske Halvø over Pakistan, Nordindien, Sydøstasien og de kinesiske flodsletter til langt ud over Stillehavet. Den giver nogle tankevækkende billeder på, i hvor høj grad vi efterhånden lider under den systematiske tilsvining af vores livsgrundlag.

Sine steder er solindstrålingen på grund af den forurenede luft i dag reduceret med op til 20%, hvilket giver mindre fordampning og dermed mindre regnfald, hvorfor monsunregnen mange steder er i aftagende. I Ganges’ og Indusregionen er nedbøren faldet med 20% siden 1980erne.

Luftforureningen er i byområderne så høj, at man regner med omkring 340.000 årlige dødsfald i Indien og Kina som følge af den ultrafine partikelforurening. Ud over den umiddelbare sundhedsrisiko fra de store mængder af sodpartikler, aerosoler, ozon osv. danner den brune sky en form for indkapsling af solindstrålingen, som øger drivhuseffekten og den generelle opvarmning af regionen. Himalayas gletsjere, som bringer livgivende vand til de store befolkningskoncentrationer langs floder som Indus, Ganges, Brahmaputra, Huang Ho og Yangtze-floden, smelter derfor langt hurtigere end hidtil antaget. Det anslås, at gletsjervolumenet i Himalaya-bjergene vil være reduceret med 75% i 2050, hvilket vil føre til drastisk mindskede muligheder for fødevareproduktion for det tættest befolkede zone i verden. Rapporten vurderer, at fødevareproduktionen vil kunne falde med op til 40%.

Se også tidligere blog-indlæg: Gletsjere smelter med rekordhastighed, Indien vedtager bred klimaplan, Synkende storbyer, Kinesiske støvlandskaber, Usundt at vokse op nær kulkraftværker og Kulstøv øger isafsmeltningen.

Man-made ‘brown clouds’ darkening cities, threatening health in Asia, FN 13.11.2008.

Wide Spread and Complex Climatic Changes Outlined in New UNEP Project Atmospheric Brown Cloud Report, UNEP 13.11.2008.

Athmospheric Brown Clouds. Regional Assessment Report With Focus on Asia, (summary) UNEP nov. 2008 (pdf).

Geoffrey York: China’s journey to the dark ages, The Globe And Mail 14.11.2008.

Tini Tran & John Heilprin: UN report finds pollution ‘brown clouds’ over much of world are newest environmental threat, (AP) Chicago Tribune 14.11.2008.

Andrew Jacobs: U.N. Reports Pollution Threat in Asia, New York Times 13.11.2008.

3km thick cloud of pollution hangs over Asia, The Telegraph 13.11.2008.

En ny opgørelse over ressourceforbruget i verdens lande placerer Danmark helt top, som et af de lande i verden, som bruger flest ressourcer. Hvis alle brugte lige så meget af jordens naturressourcer, som vi gør, skulle vi have fire kloder.

I et nyhedsbrev fra WWF hedder det: “Alt for meget kød og alt for meget CO₂ er med til at placere Danmark på en fjerdeplads på listen over, hvilke lande der forbruger flest af Jordens ressourcer. Tallene taler deres tydelige sprog: Hvis alle mennesker i verden levede som os, så havde vi behov for tre ekstra jordkloder.

Den tvivlsomme placering offentliggøres i rapporten ’Living Planet Report 2008’, som udkommer i dag. Danmark er her placeret som det land i verden, der har det fjerdestørste forbrug af naturressourcer pr. indbygger. Kun overgået af De Forenede Arabiske Emirater, USA og Kuwait.

‘Rapporten bør give anledning til dyb selvransagelse herhjemme, for det er selvfølgelig helt uacceptabelt at vores forbrug i den grad lægger pres på planeten. Trods vores tradition for at være et miljøvenligt land og vore mange muligheder for rent faktisk at være det, er vi nu endt i selskab med lande, der notorisk er kendt for at ødsle med ressourcerne. Pinligt,’ siger Jacob A. Sterling, som er miljøfaglig chef i WWF Verdensnaturfonden.”

Rapporten er velillustreret og interessant læsning. Blandt andet har man etableret et ‘water footprint’ (p. 18. ff.), som tegner konturerne af et andet problem vi vil møde med langt større kraft i de kommende år.

Den centrale konklusion i rapporten er, at verden i dag bruger 30% flere naturressourcer, end kloden kan regenerere. Dette kan selvklart kun lade sig gøre på meget kort sigt, og det er et alarmerende billede af, hvordan verdens naturkapital i disse år hastigt devalueres.

Se også tidligere blog-indlæg: Det globale fodaftryk for verdens lande, Europe 2007: Gross Domestic Product and Ecological Footprint og One Planet Budgeting: Making sustainability real with the ecological footprint.

Chris Hails et al.: Living Planet Report 2008, WWF oktober 2008 (pdf).

Vi mangler tre kloder! WWF 29.10.2008.

Vores økologiske fodaftryk er kæmpestort, (Ritzau) Berlingske 29.10.2008.

Laura MacInnis: WWF Says Reckless Consumption Threatens The Planet, (Reuters) PlanetArk 29.10.2008.

Igennem århundreder var Københavns udstrækning  præcist defineret gennem forsvarsværker. Nu står vi ifølge OECD overfor igen at skulle ommure København – denne gang for at holde stigende oceaner fra at oversvømme byen. Et paper fra OECD har set på omkostningerne ved at sikre København mod havstigninger som følge af den globale opvarmning. Det vil ifølge OECD være relativt enkelt at sikre Københavns omkring 60 km kystlinje mod stigende vandstand. Rapporten rummer en række cost-benefit-analyser ved forskellige havstigninger, og konklusionen er i korte træk, at man for en relativt begrænset investering vil kunne modvirke potentielt store stigninger i udgifter til stormflodsskader.¹

Problemerne er størst på Amager og langs sydkysten, hvor ganske store områder ligger mindre end 2 m over havets overflade (se kort nedenfor). Her vil selv mindre havstigninger give markant forøget risiko for, at kombinationer af tidevand og opstuvninger af vand under kraftige uvejr vil kunne presse vand langt ind over de nuværende kystlinjer.

Der er ikke redegjort præcist for, hvordan kystlinjelængden er opgjort, og kortene over København er alle i fejlagtig proportion, så man har ved læsning rapporten en underlig fornemmelse af, at der ikke har været gjort ret mange studier i marken. Min fornemmelse er, at hvis man regner alle kanter langs byens kanaler og voldanlæggene ved Christiania, er der tale om langt mere end 60 km kystlinje. Rapporten taler kun vegt om ’æstetiske omkostninger’ ved at skulle inddæmme langs havnefronten. Endda siger Connie Hedegaard i dag til Berlingske, at vi selvfølgelig skal bygge højere havnekajer.² 

Men det vil rent ud sagt være en katastrofe for det københavnske bymiljø, om vi skulle til at have dæmninger langs byens kanaler. Så mit forslag vil være at se tiden an et par år.

Får vi lavet den globale opbremsning af afbrændingen af fossile brændstoffer og den systematiske arealanvendelsespolitik, som kan øge CO₂-bindingen i biosfæren dertil, at vi kan stabilisere atmosfærens CO₂-koncentration på omkring 350 ppm? Eller tøver verdens lande så meget med de nødvendige omlægninger, at vi når serier af klimatiske tipping points, hvorfra klimaforandringerne bliver selvforstærkende? Det ved vi inden for ganske få år – det vil vi have en langt klarere fornemmelse af, når vi kender indholdet af afløseren for Kyoto-aftalen i december næste år.

Dette kort stammer fra flood.firetree.net, hvor man kan zoome ind over hele verden og se, hvilke arealer, som vil blive oversvømmet ved en given stigning i havenes vandstand. Herover er det en stigning på 2 m i Københavnsområdet.

Globalt har man i det 20. århundrede kunnet iagttage en stigning i verdenshavene på 17 cm, som resultat af afsmeltning af ismasser. Men i København har man kun kunnet måle en stigning på 4,4 cm, da størstedelen af Danmark stadigvæk hæver sig langsomt efter afsmeltningen af ismasserne under den seneste istid. Så vi kan vente nogle år endnu og prioritere ressourcerne på at få igangsat en dansk omlægning til et samfund 100% på vedvarende energikilder – og på at skabe global opbakning til en tilsvarende proces.

Rapporten forventer 25-50 cm havstigninger i det 21. århundrede. Det er et meget lavt skøn, som forudsætter en stærkere klimaaftale end der lige nu er udsigt til. For eksempel vurderede NASA tidligere på året vandstigningerne frem mod år 2100 til 2,5 m, hvis ikke vi gør noget alvorligt ved situationen.³ 

Hvis ikke vi kommer langt under IPCCs reduktionsmål, som sigter mod at stabilisere atmosfærens CO₂-koncentrationer på under 450 ppm, må vi se i øjnene, at klodens ismasser med tiden vil smelte. Og derfor kan vi lige så godt først som sidst beslutte os for ikke at ødelægge Københavns havnefront og kanalmiljøer med sikring langs kanterne, men at lave sluser ved Nordhavnen og ved Sydhavnen, så hele det centrale Københavns lange vandkant i stormflodstider – og på sigt konstant – kan holdes lavere end det omkringliggende hav.

Andre steder i verden vil konsekvenserne af den globale opvarmning være langt mere drastiske – og umulige at beskytte sig mod. Og det er så urimeligt, at klimaforandringerne rammer voldsomst i troperne, hvis lande intet har med drivhuseffekten at gøre. Inden vi kommer alt for godt i gang med hver især at beskytte os mod konsekvenserne af den globale opvarmning, er det derfor bydende vigtigt, at vi giver det den fulde chance at få klimaforandringerne under kontrol. Det skylder vi verdenssamfundet, biodiversiteten og de kommende generationer.

Se også tidligere blog-indlæg: Vatnajökull smelter, En klimatologs perspektiv og NASA-forskere varsler havstigninger på op til 75 meter.

Stéphane Hallegatte et al.: Assessing Climate Change Impacts, Sea Level Rise and Storm Surge Risk in Port Cities: A Case Study on Copenhagen, – OECD Environment Working Paper No. 3 (pdf).¹

How much will sea level rise? RealClimate 04.09.2008.

Jens Ejsing: Høje diger kan fremtidssikre København, Berlingske 08.10.2008.²

Høje diger kan fremtidssikre København, Politiken 08.10.2008.

Birgitte Marfeldt: OECD: Byg diger omkring København eller bliv oversvømmet, Ingeniøren 08.10.2008.

Global vandstand kan stige én meter i 2100, (Ritzau) Politiken 09.10.2008.

Mette Buck Jensen: Nasa: Havene vil stige med 2,5 meter inden 2100, Ingeniøren 21.01.2008.³

John Tagliabue: Low Country Seeks Higher Ground, The Times 06.11.2008.

Vi har set det med olien, både prisstigningerne, og det ubehagelige faktum at et land som Danmark er blevet trukket i krig for at forsvare olieinteressser. Ifølge Heinberg står vi overfor tilsvarende forsyningsproblemer, når det gælder mad, jord, vand og en hel række basale ressourcer, som i virkeligheden er langt mere fundamentalt nødvendige for vores overlevelse end olien.   

I forbindelse med introduktionen af bogen var Heinberg blandt andet på New Zealand, og nedenstående video stammer fra hans præsentation i Orewa 09.10. 2007. Præsentationen findes kun på YouTube, hvor man kan have max. 10 min. videosekevenser, så hans præsentation af Peak Everything. Waking Up to the Century of Declines kommer i 6 dele nedenfor.

Heinbergs analyse af det 21. århundredes ressourcesituation nærmer sig en dystopi – og det ser ikke for godt ud, når man som han pudser krystalkuglen. Heinberg lyder da heller ikke specielt optimistisk, når han afsluttende (del 6) søger han at give et rids af de nødvendige forandringer for at føre verden godt videre: Der er simpelthen ikke noget håb for ‘Business as usual’, siger han. Vi må forberede os på svære tider. Vi er nødt til at justere vores forventninger til fremtiden efter virkeligheden – som er de begrænsninger, som findes i naturkapitalen (the natural world). Vi har i årtier har levet langt over evne, og at bringe vores levevis tilbage i det muliges (det bæredygtiges) rum vil i Heinbergs perspektiv forudsætte gennemgribende forandringer, som er mulige, men som vil kræve store ofre og store forandringer af vores adfærd og bevidsthed - og kræve mobiliseringen af det bedste i mennesker at gennemføre.

Heinberg viser afsluttende en liste over ting, som ikke har peak’ed (billedet til højre): Fællesskab, personlig integritet, tilfredsstillelsen ved veludført arbejde, international solidaritet, samarbejde, fritid, lykke, kreativitet og urban skønhed. Til den liste kunne man ønske sig at tilføje kærlighed.

Der er kun meget lille sammenhæng mellem energiforbrug og lykke/tilfredshed. Kunne vi afkoble forbindelsen mellem vores forbrug og materielle besiddelser og vores oplevelse af tilfredsstillelse, lykke og af betydningfuldhed, har vi taget et vigtigt skridt videre fra den nuværende globale ubalance. Men det kræver en helt anden etik fra reklamebranchen, som systematisk imprægnerer os med velsignelsen ved at besidde de mange objekter, som er hastigt i færd med at omdanne planeten til losseplads.

Richard Heinberg: Peak Everything (1 af 6) 9:00 min. video, New Zealand 09.10.2007.
 

Richard Heinberg: Peak Everything (2 af 6) 9:01 min. video, New Zealand 09.10.2007.
 

Richard Heinberg: Peak Everything (3 af 6) 9:00 min. video, New Zealand 09.10.2007.
 

Richard Heinberg: Peak Everything (4 af 6) 9:00 min. video, Orewa, New Zealand 09.10.2007.
 

Richard Heinberg: Peak Everything (5 af 6) 9:00 min. video, New Zealand 09.10.2007.
 

Richard Heinberg: Peak Everything (6 af 6) 7:13 min. video, New Zealand 09.10.2007.

Der er mere video om Heinberg og Peak Oil i det efterfølgende blog-indlæg: Richard Heinberg: Peak Oil.

For at sige det lige ud, er det rent ud sagt pinligt, at vi i Danmark som vært for klimaforhandlingerne om Kyoto-aftalens afløser endnu ikke har formået at få iværksat en reduktion af vores CO₂-udledninger. Frem mod år 2000 var der ellers en faldende tendens som del af en systematisk indarbejdning af vedvarende energikilder, men kombinationen af eskalerende forbrug i højkonjunkturtider og en VK-regering, som med lomborgsk arrogance over for klimaproblematikken satte den danske udvikling på energiområdet på stand by, har medført, at de danske CO₂-udledninger i de seneste år har været stigende. Vi udleder således stadig som i 1990 omkring 50 mio. ton CO₂ pr. år – eller omkring 10 gange mere pr. person end vi burde. Og hvis man indregnede flytrafik, skibsfart og udflagning af CO₂-tung produktion til lande som Kina, som alle tre er vokset kraftigt de senere år, ville regnestykket se endnu mindre flatterende ud.

Det er derfor befriende at læse syv anbefalinger fra Ingeniørens Klimaråd, som viser, hvordan vi på blot et år kan klippe 3,5 mio. ton CO₂ af de danske udledninger. De syv initiativer vil i de kommende 10 år have en sænkende effekt på 1,1 mio. ton pr. år, så vi over 10 år ville nå ned på omkring 35 mio. ton CO₂ pr. år, eller en besparelse på 30% i forhold til i dag. Det ville vi godt kunne være bekendt – det er omlægningskadencer i den kaliber verden har brug for - og det ville ved sideløbende at inddrage andre sektorer være muligt inden for de samme ti år at nå endnu længere ned.

De syv anbefalinger bliver i Klimarådets anbefalinger opsummeret i 7 konkrete punkter:

• Der gennemføres store CO₂-reduktioner i den offentlige bygningsmasse ved øget energibesparende renovering, omstilling til mindre CO₂-udledende forsyning samt kampagner for lån til energibesparelser samt energitjek.

• Der etableres en Varmesparefond analogt til Elsparefonden. Fonden skal have til opgave gennem en bred vifte af virkemidler at fremme varmebesparelser, primært i den private boligmasse men også i den offentlige boligmasse og i industrien.

• Der skal gennemføres varmeplanlægning i kommunerne og stilles krav om konvertering til fjernvarme i tæt bebyggelse nær eksisterende fjernvarmenet.

• Afgiften på overskudsvarme udnyttet til rumvarme i industrien afskaffes, og der gøres en særlig indsats for industrien i elsparefonden og den foreslåede varmefond.

• Der indføres krav om bioforgasning for større husdyrhold, samt gives tilskud til omlægning af lavbundslandbrugsområder til energiafgrøder og mere kulstofbindende plantetyper.

• På transportområdet omlægges registreringsafgiften, så den i højere grad reflekterer energiforbruget og udledningen af klimagasser, og der gives tilskud til acceleration af udviklingen af 2. generations bioethanol og biodieselproduktion.

• Der gennemføres teknologioverførsel med henblik på CO₂-reduktion i udviklingslande med høj vækst (CDM-projekter).¹

Denne video giver et 3 min. rids af Scientariets Klimaråds forslag til på blot 10 år at reducere de danske CO₂-udledninger med 30%.

I forslaget har de otte eksperter, som tilsammen repræsenterer det ypperste af dansk ekspertise, lagt vægt på tiltag, som ikke kræver teknologiske nyudviklinger, men kan iværksættes her og nu. Energirenovering af den eksisterende bygningsmasse står derfor helt centralt (se video nedenfor).

Gennemførelsen forudsætter en bevilling på 1 mia. kr. for 2009 og 350 mio. kr. i de kommende år. Man kunne til en begyndelse kanalisere de enorme merindtægter fra Nordsøolien som følge af de stigende oliepriser over i en projektramme som denne.

Hanne Christensen et al.: Anbefalinger vedr. dansk indsats for CO₂-reduktioner, Scientariets Klimaråd, Ingeniøren 04.09.2008 (pdf).¹

Sanne Wittrup: Ingeniørens Klimaråd: Sådan skruer vi ned for CO₂-udslippet, Ingeniøren 04.09.2008.

Sanne Wittrup: Ingeniørens eksperter: Luk for naturgassen i byerne, Ingeniøren 04.09.2008.

WWF Canada har på den baggrund udarbejdet en rapport, Innovating toward a low-carbon Canada, hvor man undersøger muligheder for CO₂-reduktioner blot gennem at bruge allerede kendt teknologi bedre, først og fremmest inden for telekommunikation. Dette leder til seks anbefalinger (se nedenfor), som på kort sigt anslås at kunne reducere CO₂-udledningerne med 20 mio. ton pr. år, og på lidt længere sigt (2020) 36 mio. ton pr. år.

Canadas indbyggertal er omkring seks gange større end Danmarks, så det svarer i dansk skala til besparelser på 6 mio. ton pr. år. Det får således ikke vores nuværende udledninger på 50 ton pr. år til at forsvinde, men det er endda en markant besparelse på et relativt afgrænset felt. Det viser potentialet i at analysere, hvordan vi klimamæssigt med velkendte velafprøvede mider kan gøre det, som vi gør hver dag, langt smartere. Rapporten beskriver således en sum af indsatser, som er umiddelbart gennemførlige, hvor det ikke er økonomien, men vores forståelse af situationen, som står i vejen for dens gennemførelse.

I forbindelse med den første anbefaling, om at etablere en tele-arbejdskultur, faldt jeg prompte for udsagnet “Arbejde er en aktivitet, ikke et sted …” . Det rummer et vist mål af klarsyn.

De seks anbefalinger er:

1 Build a tele-work culture – financial incentives and management leadership can encourage 5-10 per cent of Canadians to avoid commuting in their cars.

2 Enhance car-pooling and car-sharing – the power of social networking and on-line communications can get 12-20 per cent of commuters ride-sharing and sharing cars.

3 Minimize carbon emissions by driving smarter – equipment that reduces idling and optimizes commercial vehicle routes can deliver large fuel and financial savings.

4 Encourage more electronic meetings – business and government need to set the pace towards eliminating 20-30 per cent of business travel, which makes even more sense with rising fuel prices.

5 Facilitate more e-products and e-transactions – significant financial and environmental benefits already exist, and justify broader uptake.

6 Deploy electronic meters and controls – regulatory requirements will drive adoption and reduce energy consumption of buildings.

Skemaet herover sammenfatter de seks anbefalingers potentielle CO2-reduktioner i mio. ton på kort sigt og på lidt længere sigt (2020).

Som det fremgår, har man primært set på reduktioner gennem fornyet brug af allerede kendt IT-teknologi og intelligent styring af varme, lys, kørsel osv.  Der er således ikke taget hul på energirenovering, forbedring af bilernes brændstoføkonomi, kollektiv trafik, flere der cykler til arbejde, vindmølleparker, solenergi, varmepumper og en lang række andre muligheder for at spare energi, ressourcer og CO₂-udledninger. 

Innovating toward a low-carbon Canada. Using technology to transform tomorrow, WWF Canada 2008 (pdf).

Julia Langer: Wired world helps reduce emissions, The Star 08.08.2008.

I Ingeniøren kan man fredag læse, at Københavns Universitet inden klimatopmødet næste år vil have opført en 950 m² CO₂-neutral bygning på hjørnet af Nørre Allé og Tagensvej, som i stor udstrækning udnytter passiv solvarme.

Vi har efterhånden en del aktiv solvarme i Danmark, hvor aktive indsamlingsflader, som oftest er indbygget i sydvendte tagflader, typisk opvarmer brugsvand, og rigtigt anvendt kan aktive solfangere have en vis virkningsgrad selv i vintermånederne, hvor solen på danske breddegrader ellers ikke har meget kraft. Den passive solvarme derimod indebærer at selve bygningen er udformet som en solfanger og som termisk lager. Man skaber så at sige en bygningskrop, som har en naturlig energibalance, som i størstedelen af året ligger inden for vores termiske komfortzone.

Green Lighthouse kommer bygningen til at hedde. Den er i høj grad tænkt som et grønt fyrtårn for klimatopmødet i slutningen af 2009, og man vil her se en hel række avancerede energisystemer integreret. Den får varme fra den indstrålende solenergi, og overskydende solvarme pumpes ned i et varmelager under bygningen til den kolde årstid. Køling af bygningen sker blandt andet med faseabsorberende materialer. Og energi til belysningen klares i stor udstrækning via solpaneler (se principtegning nedenfor).

Principsnit som viser varmestrømningerne i Green Lighthouse, KUs grønne fyrtårn. 

En ganske stor del af det samlede danske energiforbrug går til opvarmning (og køling) af boliger. Hvis vi i højere grad blev i stand til at skabe bygninger, som naturligt opretholdt stabile indendørstemperaturer størstedelen af året, ville vi således kunne borteliminere en god bid af vores samlede energiforbrug.

I Centraleuropa finder man efterhånden i tusindvis af passive solhuse, hvor ikke mindst tyske arkitekter i de sidste 25 år har skabt mange spændende eksempler på, hvordan bygninger kan udformes, så de størstedelen af året stort set er selvforsynende med varme. Men herhjemme kan eksemplerne vel tælles på en hånd – Thomas Djursing skriver i Ingeniøren, at vi i dag kun har et enkelt eksempel.

Onde tunger vil mene, at vi med de seneste årtiers erhvervsbyggeri har masser af ufrivillige eksempler på passiv solvarme, hvor store glasfacader på bestemte tider af året gør det til en endog særdeles svedig affære at gå på arbejde. For at få det bedste ud af passiv solvarme, er det uomgængeligt at forstå de termiske strømme i en bygning, og hvordan de forandrer sig med skiftende arbejds- og brugsmønstre og dags- og årscyklusernes skiften. Og jo mere man åbner op for indstrålingen af solenergi i bygningen, jo vigtigere bliver det at kunne lagre varmen i bygningens termiske masse samt at kunne finjustere indstrålingen gennem en variabel skygning.

Foreningen af Bæredygtige Byer og Bygninger lavede i 2002 en rapport: Passiv solvarme i nyere danske boligbyggerier. Under overskriften: Er det så svært?, skriver man på side 9: “Passiv solvarme eller bygningsintegreret solvarme går i al enkelhed ud på at udnytte solindstrålingen til bygningsopvarmning uden brug af aktive tekniske anlæg og uden tilførsel af hjælpeenergi. Passiv solvarme virker i hele husets levetid, er vedligeholdelsesfri og medfører ikke nødvendigvis ekstraudgifter i anlægsfasen.”¹

Rapporten konkluderer på baggrund af de undersøgte byggerier blandt andet, at:

• Udnyttelsen af passiv solvarme fungerer bedst, når det sker som en integreret del af facaden og ikke adderes i form af solstuer/glashuse.
• Beboerne i de undersøgte byggerier med adderede solstuer/glashuse prioriterer oftest muligheden for ekstra komfort og udvidelse af boligens nytteareal højere end reduktion af energiforbrug til opvarmning.
• Danske arkitekter, ingeniører og entreprenører er ikke tilstrækkeligt uddannede i at arbejde med energibesparelser, herunder brug af passiv solenergi.¹

Min fornemmelse er, at det ikke kun er manglende uddannelse, men også det forhold, at vi i Danmark har så stærk en opsplitning mellem det kunstneriske og det tekniske, som kommer til udtryk i to i dag fuldstændig adskilte uddannelsessystemer for ingeniører og arkitekter. Grundprincipperne for passive solhuse er for så vidt relativt enkle, men de to vidensfelter skal helt tilbage fra den allerførste skitseringsproces være langt stærkere integreret end i dag, hvis det skal lykkes at skabe gode passive solhuse.

Thomas Djursing: Solvarme til vinterbrug gemmes under passivhus på KU, Ingeniøren 01.08.2008.

Thomas Djursing: Cowi bygger CO₂-neutralt hus til Københavns Universitet, Ingeniøren 01.08.2008.

Thomas Djursing: Københavns Universitet vil bygge CO₂-neutral hus, Ingeniøren 29.02.2008.

Grønt hus på Københavns Universitet – vinderen fundet, (pressemeddelelse) Københavns Universitet 31.07.2008 (pdf).

Christina Tækker & Kathrine Schmeichel: Huset forsyner sig selv med energi, COWI 31.07.2008.

Hans dollerup et al.: Passiv solvarme i nyere danske boligbyggerier - erfaringsopsamling og anbefalinger, Foreningen for Bæredygtige Byer og Bygninger 2002 (pdf).¹

Han tænker her ikke bare på de stadig større områder, som menneskets virketrang aktivt har underlagt sig gennem opdyrkning og bosætning. Efterhånden som det industrielle samfund har udviklet sig, er der spor efter menneskelig aktivitet over alt, der er elementer fra vores kemiske industri i så godt som alle levende organismer og hver eneste dråbe vand. Og ikke mindst rummer hver eneste kubikmeter af atmosfæren efterladenskaber fra vores stadig mere omsiggribende afbrænding af fossile brændstoffer. Første kapitel hedder da også “En ny atmosfære”.

For McKibben er de hastigt voksende koncentrationer af drivhusgasser et billede på den nye natur. Menneskets aktiviteter har fået globale konsekvenser, vi kan ikke flytte et andet sted hen for at undgå tidligere problemer. Naturen som noget udenfor mennesket – og for menneskelig påvirkning – nærmer sig sin afslutning. Men ét er at have fået indflydelse gennem affaldsstoffer og uvidenhed. Noget andet er, om vi som menneskehed er den opgave voksen, som vi gennem vores omfattende aktivitet har påkaldt os, at opretholde naturens balance.

The End of Nature bliver ofte betragtet som startskuddet til den moderne amerikanske miljøbevægelse. Den var med til at åbne USAs øjne for, at vi var på koalitionskurs med naturens balancer, og at klimaudfordringerne var virkelige, her og nu – ikke blot en måske fjern tåget fremtid.

I det indledende kapitel fortæller McKibben om en svensk forsker, Svante Arrhenius. Han fik i 1884 med nød og næppe sin doktorgrad ved Uppsalas universitet. Ingen troede rigtigt på de ideer, han forfulgte, men han forfulgte sit emne og fik i 1903 Nobelprisen for sit arbejde med væskers ledningsevne. Samme Arrhenius bekymrede sig om de stadig større udledninger af CO₂ i atmosfæren, og han konkluderede i en artikel i Philosophical Magazine, som han skrev i 1894, at vi ville stå overfor en 5-6 grader global temperaturstigning, hvis CO₂-indholdet i atmosfæren fordobledes i forhold til koncentrationen før industrialiseringen – ikke langt fra hvad vi i dag er ved at indse. Tænk hvis vi havde hørt bedre efter for 100 år siden.

Arrhenius regnede også med, at en fordobling ville tage omkring 3.000 år – her var han til gengæld mindre heldig med sine forudsigelser. Med den nuværende stigningstakt i udledningerne vil koncentrationen af drivhusgasser fordobles på blot 100 år. Forståelsen af drivhuseffekten går helt tilbage til 1827, hvor den franske matematiker Jean-Baptiste Fournier første gang beskrev fænomenet.

McKibben kredser i sit forfatterskab meget om naturbegrebet og betydningen af, at vi opretholder naturreservater, hvor den menneskelige aktivitet og opdyrkningstrang er holdt i ave. De er vigtige ikke bare for naturens biodiversitet, som overlevelsesøer for liv, som ikke har nogen chance i vores urbane og agrare landskaber – de har fuldt så stor betydning for os mennesker som bevidsthedsøer, hvor vi kan finde fred, og spor af den stabilitetens og forudsigelighedens natur, som vi er ved at måtte tage afsked med.

I kapitlet “Farvel til naturen” ser han vores naturbegreb i forhold til kristendommens naturforståelse, som traditionelt har været tillagt meget af skylden for, at vi i den vestlige verden har kunnet bevæge os så langt ud i en naturbeherskelse, at vi lige nu for kortfristet vindings skyld hastigt er i færd med at destruere vores livsgrundlag. Men skabelsesberetningen giver mennesket en ret til at forvalte, ikke til at ødelægge. Og McKibben holder Jobs bog frem som billede på, at mennesket må lære at leve med, at der er en oprindelig, vil natur, som vi ikke kan eller skal beherske.

“Kuldioxid og drivhusgasser kommer alle steder fra, så problemet med dem kan kun løses ved at gøre noget ved alting”, skrive McKibben p. 142. Vi er ikke blevet meget klogere på 20 år, faktisk var der en meget klar opfattelse af problemernes alvorlig allerede for 20 år siden, som de mellemliggende års forskning har nuanceret, men ikke modsagt på nogen væsentlige punkter. Billedet af en klode i drastisk forandring står klarere i dag. Og der er flere, som er vågnet til, at noget må gøres. Men efterhånden som den professionelle tvivlssætning er ved at være klinget ud, får vi en strategisk tvivlssætning og lanceringer af “løsninger”, hvor vi endelig ikke skal ændre på vores livsstil, men blot fortsætte som forbrugere, blot af intelligente, klimavenlige – bright green – produkter. Mantraet, at væksten for enhver pris skal opretholdes, lyder så stærkt som nogensinde. Det er som om at det slet ikke kan trænge ind, at fremtidens rigdom kunne være afhængig af nutidig tilbageholdenhed. Med det nøl vi i disse år ser fra politisk side, er der stadig meget lang vej til, at vi systematisk “gør noget ved alting”.

Bill McKibben: The End of Nature, Random House, New York 1989.

Bill McKibben: Farvel til naturen. Den nye verden, Gyldendal, København 1991.

Svante Arrhenius: On the Influence of Carbonic Acid in the Air upon the Temperature of the Ground, Philosophical Magazine vol. 41 pp. 237-76, 1896 (pdf).