Den anden dag faldt jeg over dette billede, hvor 500 skolebørn I den lille tyske by Weilheim har været med til at dekorere en af byens pladser – på ingen måde klassisk smukt, men meget livsbekræftende og på rette sted en rigtig god idé.
Var det ikke noget at prøve af i Købmagergade, inden man går i gang med den nye belægning?
På Filippinerne udstedte Department of Education for nylig en lov, som påbyder alle offentlige og private skoler og uddannelsesinstitutioner at gennemføre omfattende træplantninger på deres campus-områder. Samtidig bliver det forbudt at fælde eksisterende træer. I den udstrækning, man ikke har plads til træplantninger på skolens område forventes det, at man etablerer småskove i lokalområdet. På billedet herover og nedenfor er en gruppe elever og lærere ved at reetablere mangroveskov.
Kampagnen sker som en del af indsatsen mod klimaforandringer. I lovens pkt. 2 hedder det, at situationen kalder på en radikal samlet indsats for at modvirke de globale klimaforandringer.
“Træer udgør vores planets lunger” står der i lovens pkt. 3: ”Træer hjælper med at reducere global opvarmning ved at opsamle millioner af ton CO2 hvert år. Træer giver også en kølende skygge, skærmer for kolde vinde, tiltrækker fugle og dyreliv, renser vores luft, beskytter mod jorderosion, renser vores vand og tilfører harmoni og skønhed til vore skoler og samfund.”¹
Vi kunne godt bruge meget mere af en tilsvarende forståelse i Danmark, men styrkelsen af CO2-absorptionen i vores biologiske systemer fylder meget lidt i vores hjemlige miljø- og klimapolitik. Der er ingen krav om biofaktor-niveauer i bymæssig bebyggelse, ingen støtte til endsige krav om dyrkningsmetoder, som kunne øge bindingen af CO2 i skovbrug og landbrug. Tværtimod har landbruget netop fået lov til at genoppløje braklagte jorder.
“Skolen og pædagogikken spiller en vigtig rolle for bæredygtig udvikling, men opgaven rækker videre end til at lære eleverne at spare på vandet og tage cyklen. Det er et dannelsesprojekt, der kan præge fremtidige generationers måde at handle på i forhold til – miljø, økonomi, kultur og samfund.”
Sådan indleder Torben Clausen artiklen Kimen til en bæredygtig skole. Han er her inde på noget helt centralt. Vi skal lære at forstå vores tilstedeværelse i biosfæren på en helt anden måde, hvis vi fremover skal udvikle livsformer og adfærdsmønstre, som naturligt er mere bæredygtige, og ikke blot klare os gennem afgifter og restriktioner. Dette sker ikke bare fra dag til dag, men kræver en helt anden forståelse af og opmærksomhed på naturen, og skolerne har her en helt central opgave.
Dette er også baggrunden for, at Education for Sustainable Development i 2005 kom på den internationale dagsorden som del af FNs uddannelsestiår. Men det skorter stadig på konkrete initiativer, og i dagens Information kunne man læse, at Bertel Haarder sylter miljøet. Her mere end to år efter er der stadig ikke sket ret meget.
Ifølge kaos-teorien vil noget så småt som en sommerfuglevinges slag kunne udløse store hændelser, som kan udløse endnu større hændelser, og således kan små ting afstedkomme store ting. I artiklen Cultivating the Butterfly Effect¹ beskriver Erik Assadourian på den baggrund, hvordan en skolehave siden 1992 er vokset frem på et lille tiloversblevet areal i en vejudfletning i et bandekrigshærget hjørne af det indre Los Angeles. Hvad der startede som nogle få plantekasser, har efterhånden udviklet sig til et veritabelt helle for dyr og mennesker. 15 forskellige arter af sommerfugle bebor nu 2nd Street Elementary School Garden, og selvom haven ikke er større end to klasserum, er den blevet erklæret for naturreservat af National Wildlife Federation. Haven har ifølge Assadourian haft en markant indflydelse på sine omgivelser, og “hvor den ikke helt har kunnet neutralisere smoggen fra de tre store highways eller de omkringværende banders aggressioner, har den bragt nyt liv til både skolen og dens nabolag – den har genskabt et stykke lokalmiljø, skabt en følelse af fællesskab og forsynet skolen med friske grøntsager og nye tilgange til uddannelsen.”
