Strøtanker om bæredygtighed

Det er ikke en nekrolog – ikke endnu. Men det kan alt for snart blive det.

Den blåfinnede tun er hårdere fisket end nogensinde, først og fremmest på grund af japanerne, som konsumerer 80% af alle blåfinnede tun i verden. I løbet af de 40 år, hvor man har målt verdenshavens bestande af fisk, er den blåfinnede tun således gået tilbage med 80%.

Tunfisken er helt central i det japanske køkken, hvor den overvejende spises rå som sushi og sashimi. Men ryghvirvlerne tørres og høvles til et delikat drys over tofu-retter, og miso-suppen har ofte en bund af tun. Her er det dog ligeså meget andre varianter af tunfisk, som bruges – med dens mørkrøde kød er den blåfinnede tun en luksusspise, lidt ligesom pighvar.  

Det er langtfra steak-store serveringer, japanerne indtager, tværtimod er det små, delikate udskæringer, hvor intet går til spilde. Alligevel er det forhold, at en hel nation har tunfisken som sit grisekød – godt hjulpet af, at sushi-moden i de seneste år har bredt sig over store dele af kloden – godt i gang med at udrydde en art.

I EU har der i nogen tid været tilløb til et forbud mod at fange den blåfinnede tun. Monaco har derfor forud for det årlige møde i CITES (the Convention on International Trade in Endangered Speciesof Wild Fauna and Flora) fremsat forslag om, at den blåfinnede tun bliver medtaget under truede dyrearter, som derfor ikke kan handles.

I disse globale tider nøjes japanerne nemlig ikke med at nedfiske sine egne farvande, men opkøber samtidig omkring 80% af den atlantiske fangst af den blåfinnede tun, hvilket dækker omkring halvdelen af det japanske forbrug af blåfinnet tun.

Alt tyder lige nu på, at EU kan blive enige om forslaget inden CITES-mødet i Doha 13.-25. marts. Her vil det kræve to tredjedeles flertal at få den blåfinnede tun ind under CITES’ Annex 1. Dette vil ikke gøre det ulovligt at fange den blåfinnede tun, men vil gøre det ulovligt at sælge den til Japan. Det vil derfor være yderst effektivt overfor det nuværende overfiskeri. Og japanerne har da også allerede både protesteret og fremført, at de i givet fald ikke vil respektere afgørelsen.

I de mere bevidste forbrugerkredse er der allerede fundet alternativer, og for eksempel den dansk sushi-kæde Sticks’n'Sushi har siden sommeren 2009 systematisk erstattet den blåfinnede tun med den gulfinnede tun.

Og når vi er ved sundheden, så lavede New York Times for et par år siden et check, hvor tunfisk fra 5 ud af 20 sushirestauranter havde så højt et indhold af kviksølv, at restauranterne ville kunne lukkes på stedet, hvis ellers lovgivningen på området blev fulgt. Så måske vi må indse, at sådan som vi har svinet omkring os op igennem det 20. århundrede, så er alle de sidste led i fødekæden, inklusive os selv, uegnede som menneskeføde. 

Rethink bluefin ban, Japan urges Europe, Kyodo 24.02.2010.

EU vil forbyde fangst af truet sushifisk, (Ritzau) Politiken 22.02.2010.

David Jolly: Japan Plans to Ignore Any Ban on Bluefin Tuna, New York Times 19.02.2010.

Robin McKie: Push to ban trade in endangered bluefin tuna, The Guardian 14.02.2010.

Jennifer Rankin: Damanaki backs bluefin tuna trade ban, EuropeanVoice.com 11.02.2010.

Jonathan Lynn & Noah Barkin (Eds.): U.N. agency backs bluefin tuna ban, vote due in March, Reuters 05.02.2010.

David Jolly: Europe Leans Toward Bluefin Trade Ban, New York Times 03.02.2010.

Malcolm Foster & Michael Casey: Bluefin ban could put Japan in bind, Associated Press 27.01.2010.

Steffen Ejstrup: EU gav tilskud til fiskeri af truet fisk, Politiken 05.12.2009.

The Battle Over Bluefin, Environmental New Service 30.09.2009.

Martin Finnedal: Dansk sushikæde har valgt truet tun fra, Politiken 08.06.2009.

Marian Burros: High Mercury Levels Are Found in Tuna Sushi, New York Times 23.01.2008.

Klimaforandringer har allerede haft alvorlige konsekvenser for mennesker på kloden i dag, men det er en ’stille krise’. Den bliver sjældent omtalt i mediernes dækning af klimakrisen. Det skyldes tildels at det er et overset område af forskningen, hvilket igen skyldes at klimaforandringsdebatten har været stærkt fokuseret på de fysiske, langtidseffekter af klimaforandringer ude i naturen – fra smeltende isbjerge til uddøende dyrearter.

Det er hovedbudskabet i en ny Human Impact Report om klimaforandringer – The Anatomy of a Silent Crisis. Rapporten er fra den uafhængige tænketank, Global Humanitarian Forum, hvis formand er den tidligere FN-generalsekretær, Kofi Annan, og som har hovedsæde i Geneve, Scwheiz.

Meningsmålinger viser at folk verden over allerede er bekymrede over klimaforandringer. Samfund som eksisterer i klimaforandringens ’frontlinje’ er dog mere end bekymrede: De ser og oplever forandringerne på nærmeste hold. Men opmærksomheden omkring konsekvenserne af klimaforandringer er stadig lav, globalt set, også blandt de fattige. Og i de industrialiserede lande bliver klimaforandringer stadig anset hovedsageligt for et miljøproblem, som en fjern trussel der måske kommer til at betyde noget i fremtiden – for dyr og for naturen, men ikke for mennesker.

Men klimaforandringer betyder allerede noget nu for mennesker, særligt for de fattigste. I Bolivia truer afsmeltningen af bjergenes gletsjere således allerede drikkevandsforsyningen både på landet og i hovedstaden, La Paz:

Kilde: Global Humanitarian Forum på YouTube

Læs mere »

En omfattende Hollandsk undersøgelse viser, at der er næsten 50 % overdødelighed blandt personer, der bor mindre end 50 meter fra en stærkt trafikeret vej. Ifølge professor Steffen Loft fra Institut for Folkesundhed gælder dette ca. 100.000 københavnere og resulterer i ca. 500 dødsfald årligt. I alt tabes ca. 5.000 leveår i København. Til sammenligning omkommer ca. 15 personer i trafikulykker.

Ud over dødsfald resulterer forureningen i tusinder af bronkitistilfælde, titusinder af astmaanfald og hundredetusinder af dage med nedsat produktivitet på arbejdsmarkedet grundet sygdom.

I Indre By bor eller færdes titusinder af borgere tæt ved de trafikerede gader og en væsentlig del af dødsfaldene og de forskellige sygdomme rammer derfor borgerne i Indre By.

Derfor ønsker Indre By Lokaludvalg i samarbejde med Det Økologiske Råd, NOAH Trafik og Danmarks Naturfredningsforening at sætte fokus på luftforureningen i Indre By med særlig vægt på, hvad borgerne selv kan gøre for at reducere sundhedseffekterne, og hvilke løsninger kommunens embedsmænd og politikere arbejder mod.

Alle er velkomne i Festsalen på Rådhuset mandag d. 20. april kl. 18.30-21.30.

Arrangementet er gratis – Tilmelding: indreby_luft@hotmail.com (evt. 29 36 43 37).

Se program nedenfor:

Læs mere »

Nedenstående lille videoreportage fra CNN er lavet i anledning af en rapport fra UNEP, United Nations Environmental Programme, som behandler den storby-smog fra fabrikker, biler og komfurer, som hænger tungt over Asiens tætbefolkede zone og danner en op til 3 km tyk sammenhængende brun sky af uddunstninger, som strækker sig fra Den Arabiske Halvø over Pakistan, Nordindien, Sydøstasien og de kinesiske flodsletter til langt ud over Stillehavet. Den giver nogle tankevækkende billeder på, i hvor høj grad vi efterhånden lider under den systematiske tilsvining af vores livsgrundlag.

Sine steder er solindstrålingen på grund af den forurenede luft i dag reduceret med op til 20%, hvilket giver mindre fordampning og dermed mindre regnfald, hvorfor monsunregnen mange steder er i aftagende. I Ganges’ og Indusregionen er nedbøren faldet med 20% siden 1980erne.

Luftforureningen er i byområderne så høj, at man regner med omkring 340.000 årlige dødsfald i Indien og Kina som følge af den ultrafine partikelforurening. Ud over den umiddelbare sundhedsrisiko fra de store mængder af sodpartikler, aerosoler, ozon osv. danner den brune sky en form for indkapsling af solindstrålingen, som øger drivhuseffekten og den generelle opvarmning af regionen. Himalayas gletsjere, som bringer livgivende vand til de store befolkningskoncentrationer langs floder som Indus, Ganges, Brahmaputra, Huang Ho og Yangtze-floden, smelter derfor langt hurtigere end hidtil antaget. Det anslås, at gletsjervolumenet i Himalaya-bjergene vil være reduceret med 75% i 2050, hvilket vil føre til drastisk mindskede muligheder for fødevareproduktion for det tættest befolkede zone i verden. Rapporten vurderer, at fødevareproduktionen vil kunne falde med op til 40%.

Læs mere »

Den anden dag faldt jeg over The Soil Carbon Manifesto (se nedenfor), skabt af den australske organisation Carbon Coalition Against Global Warming. Det er et spændende område, som jeg meget gerne vil trænge meget mere ind i. Dels fordi der ligger et stort CO₂-bindingspotentiale i rigtig brug af vores landbrugsarealer, dels fordi det samtidig kunne være nøglen til et landbrug, som producerede langt sundere fødevarer.

Set i dette perspektiv er vores nuværende afbrænding af alt affald dybt problematisk. Stadig føler jeg efter at have boet 28 år i København et lille stik af smerte når jeg dagligt må lade god jordernæring, som burde komposteres, gå i affaldsspanden. Så vidt muligt burde alt det organiske affald fra restauranter, husholdninger og næringsmiddelindustri komposteres og bringes tilbage til landbruget som en livgivende erstatning for de CO₂-tunge kunstgødninger, hvoraf en alt for stor del i dag udvaskes med voldsomme forstyrrelser af vandmiljøet til følge. 

Michael Braungart fortalte for nylig på vugge til vugge-konferencen her i København, at det industrielle landbrug hvert år tærer på muldlaget svarende til, hvad det har taget 5.000 år at opbygge. Hans ærinde var, at det er vitalt for opretholdelsen af landbrugsarealernes vækstkraft – og for bæredygtigheden - at langt det meste af det, der blev høstet fra markerne, kom til tilbage til markerne som organisk materiale. 

Og hvis vi skal lykkes med ikke bare at få bremset CO₂-ophobningerne i atmosfæren, men igen at få koncentrationerne ned på omkring 350 ppm, er vi nødt til ikke bare at ophøre med den fossile afbrænding, men systematisk at arbejde på at øge CO₂-bindingen i biosfærens muld og vegetation. 

Læs mere »

Den amerikanske miljøskibent Michael Pollan, som bøger som In Defense of Food og The Omnivore’s Dilemma har placeret sig centralt i den sundhedspolitiske debat i USA, bragte torsdag via New York Times et åbent brev til den kommende præsident: Farmer in Chief.

Pollan skriver indledende, at fødevarekrisen og hele den måde fødevareproduktionen i dag foregår på, er tæt forbundet med klima- og energiproblemerne: “After cars, the food system uses more fossil fuel than any other sector of the economy - 19 %. And while the experts disagree about the exact amount, the way we feed ourselves contributes more greenhouse gases to the atmosphere than anything else we do — as much as 37 %, according to one study.”

Vi er således nødt til at tage det industialiserede landbrug af dets nuværende diæt af fossile brændstoffer og sætte det på en tidssvarende diæt af solskin.

Pollan udfolder i Farmer in Chief et ’sun-food agenda’ som har relevans ikke bare for Obama og McCain, men for en global omlægning af det industrialiserede landbrug set i lyset af den globale energi- og klimaudfordring.

Michael Pollan: Farmer in Chief, New York Times 09.10.2008.

Se også tidligere blog-indlæg: Why Bother? og Michael Pollan: The omnivore’s next dilemma (video).

Jeg lærte et nyt ord i dag: ecotarianism. Det skulle efter sigende være syntesen af alt det, der har været avanceret politisk korrekt de seneste år, når det gælder vores spisevaner: Ingen (eller meget lidt) kød, lokalt produceret, organisk, endelig ikke flyimporteret, og helst emballeret fuldt genbrugeligt, således at vores livsstil og ikke mindst vores spisevaner får det mindst mulige globale økologiske fodspor.

Økotarianisme som modestrømning kan sikkert drives langt ud over det rimelige – jeg gjorde i vinteren 1982-83 det eksperiment at leve af vinterfaste danske grøntsager, og det blev ærlig talt noget monotont sidst på vinteren. Men jeg lærte under vejs mange nye hjørner af rodfrugternes register. Endda var det måske værd at stoppe op et øjeblik og overveje, om vores dagligfødevarer partout skal komme fra alle verdens lande? - om de skal ligge i ufordøjelige skumbakker? - om vi skal være ved at være trætte af jordbær, når de er ved at modne i Danmark? – om aspargessæsonen partout skal vare året rundt?

Noget af det, som har været en dyb glæde ved at have boet fire år i Japan, er at have oplevet den lidenskabelighed, hvormed man spiser sig gennem årstiderne, høster forårets første vilde urter til tempuraen, celebrerer årets første bambusskud og te-blade, yuzu’en og de spæde sansho-blade i sommerens miso-suppe, den afkølede boghvede-te, ginkgo-nødderne i efterårsrisene og de statelige matsudake-svampe, som handles til flere hundrede kroner stykket. Måned for måned tilberedes risen og misosuppen forskelligt, og årscyklussen bliver en perlekæde af måltider, som er nøje forbundne med årstiden, og som knytter stærke bånd mellem menneske og natur.

Tony Turnbull: Eating to save the planet, The Times 25.08.2008.

Jessica Lee: Ecotarianism: how to condense a mouthful of values, Oxford Symposium on Food and Cookery 2007 (pdf).

Ugeskrift for læger nr. 38 bringer i denne uge et tillæg om klima. Man finder heri en hel række artikler om forskellige aspekter af klimaforandringernes indflydelse på vores sundhed og forskellige tiltag til at reducere klimabelastningen og ressourceforbruget i hospitalssektoren.

Det står klart, at de kommende årtiers varmere klima vil blive en prøvelse for allergikere, for pollenmængderne fra en lang række af de planter, som udløser allergiske reaktioner, vil blive markant større – og sæsonen længere. Det varmere klima vil generelt give bakterier bedre vækstvilkår med flere mavetilfælde osv. til følge. Hedebølger vil udløse flere dødsfald, og det varmere klima vil give langt bedre betingelser for en række sygdomme, vi troede udryddet på vore breddegrader.¹

Hospitaler er store virksomheder, med avanceret teknologi kørende døgnet rundt, så der er masser af processer at optimere og minimere. Et hospital som Gentofte har entreret med en energikonsulent for at kortlægge, hvor man bedst kan sætte ind.² Og danske hospitaler står overfor at skulle gennemføre klimaregnskaber.²² Man er endnu kun ved den første begyndelse. Men bæredygtighed kan ikke nås i det rent teknologisk-organisatoriske, og man kunne ønske sig, at denne fornyede granskning i lyset af klima- og bæredygtighedsproblematikken førte til en gentænkning af hele behandlingsparadigmet, med et langt stærkere fokus på forebyggelse og en udfasning af det utidssvarende ’reparations-paradigme’, som styrer dagens hospital.

Flere steder i temanummeret refereres der til den engelske lægeforening, som synes at være foran i refleksionerne over hospitalets udvikling i lyset af klimaudfordringerne.³ På en af BMSs (British Medical Association) sider stod dette klare udsagn: ”You cannot have well humans on a sick planet”.³³

Thomas Bjerg: Klimaet udfordrer folkesundheden, Ugeskrift for læger 15.09.2008.¹

Bente Bundgaard: Kan læger vænnes fra kongresser, konferencer og kurser? Ugeskrift for læger 15.09.2008.

Bente Bundgaard: Gentofte Hospital satser på miljøet, Ugeskrift for læger 15.09.2008.²

Thomas Bjerg: Sygehuse skal gøre rede for CO₂, Ugeskrift for læger 15.09.2008.²²

Thomas Bjerg: Gamle elevatorer slugte strøm, Ugeskrift for læger 15.09.2008.

Bente Bundgaard: Britiske praktiserende læger ser grønt, Ugeskrift for læger 15.09.2008.³

Torben Kitaj: Læger har et særligt ansvar, Ugeskrift for læger 15.09.2008.³

Anne Steenberger: Jeg går op i det, (interview med Lægeforeningens formand) Ugeskrift for læger 15.09.2008.³

Recommendations: what can health professionals do? British Medical Association 2008.³³