Ferien er forbi og byen summer igen af liv. Det fejrer Miljøpunkt Indre By-Christianshavn ved at slå dørene op for en ny omgang grøn lørdagsrådgivning. Første gang 14. august.

Der er masser af inspiration at hente, når “Den grønne linje” deler gode råd ud om beplantninger af enhver slags. Kom forbi Rådhuspladsen 77 og få svar på spørgsmål om alt fra altankasser til grønne tage.

Så læg vejen forbi – luft dine planer og problemer. Næste gang er her førstkommende lørdag den 14. august kl. 13-17.00.

Se annoncen fra CityAvisen nedenfor.

.

Three Steps to Establish a Politics of Global Warming

Dette indlæg fra Bill McKibben offentliggjort på TomDispatch.com går i disse timer kloden rundt.

Try to fit these facts together:

• According to the National Oceanic and Atmospheric Administration, the planet has just come through the warmest decade, the warmest 12 months, the warmest six months, and the warmest April, May, and June on record.
• A “staggering” new study from Canadian researchers has shown that warmer seawater has reduced phytoplankton, the base of the marine food chain, by 40% since 1950.
• Nine nations have so far set their all-time temperature records in 2010, including Russia (111 degrees), Niger (118), Sudan (121), Saudi Arabia and Iraq (126 apiece), and Pakistan, which also set the new all-time Asia record in May: a hair under 130 degrees. I can turn my oven to 130 degrees.
• And then, in late July, the U.S. Senate decided to do exactly nothing about climate change. They didn’t do less than they could have — they did nothing, preserving a perfect two-decade bipartisan record of no action. Senate majority leader Harry Reid decided not even to schedule a vote on legislation that would have capped carbon emissions.

I wrote the first book for a general audience on global warming back in 1989, and I’ve spent the subsequent 21 years working on the issue. I’m a mild-mannered guy, a Methodist Sunday School teacher. Not quick to anger. So what I want to say is: this is fucked up. The time has come to get mad, and then to get busy.

For many years, the lobbying fight for climate legislation on Capitol Hill has been led by a collection of the most corporate and moderate environmental groups, outfits like the Environmental Defense Fund. We owe them a great debt, and not just for their hard work. We owe them a debt because they did everything the way you’re supposed to: they wore nice clothes, lobbied tirelessly, and compromised at every turn.

By the time they were done, they had a bill that only capped carbon emissions from electric utilities (not factories or cars) and was so laden with gifts for industry that if you listened closely you could actually hear the oinking. They bent over backwards like Soviet gymnasts.  Senator John Kerry, the legislator they worked most closely with, issued this rallying cry as the final negotiations began: “We believe we have compromised significantly, and we’re prepared to compromise further.”

And even that was not enough.  They were left out to dry by everyone — not just Reid, not just the Republicans. Even President Obama wouldn’t lend a hand, investing not a penny of his political capital in the fight.

The result: total defeat, no moral victories.

Now What?

So now we know what we didn’t before: making nice doesn’t work. It was worth a try, and I’m completely serious when I say I’m grateful they made the effort, but it didn’t even come close to working. So we better try something else.

Step one involves actually talking about global warming.  For years now, the accepted wisdom in the best green circles was: talk about anything else — energy independence, oil security, beating the Chinese to renewable technology. I was at a session convened by the White House early in the Obama administration where some polling guru solemnly explained that “green jobs” polled better than “cutting carbon.”

No, really?  In the end, though, all these focus-group favorites are secondary.  The task at hand is keeping the planet from melting. We need everyone — beginning with the president — to start explaining that basic fact at every turn.

It is the heat, and also the humidity.  Since warm air holds more water than cold, the atmosphere is about 5% moister than it was 40 years ago, which explains the freak downpours that seem to happen someplace on this continent every few days.

It is the carbon — that’s why the seas are turning acid, a point Obama could have made with ease while standing on the shores of the Gulf of Mexico. “It’s bad that it’s black out there,” he might have said, “but even if that oil had made it safely ashore and been burned in our cars, it would still be wrecking the oceans.” Energy independence is nice, but you need a planet to be energy independent on.

Mysteriously enough, this seems to be a particularly hard point for smart people to grasp. Even in the wake of the disastrous Senate non-vote, the Nature Conservancy’s climate expert told New York Times columnist Tom Friedman, “We have to take climate change out of the atmosphere, bring it down to earth, and show how it matters in people’s everyday lives.” Translation: ordinary average people can’t possibly recognize the real stakes here, so let’s put it in language they can understand, which is about their most immediate interests. It’s both untrue, as I’ll show below, and incredibly patronizing. It is, however, exactly what we’ve been doing for a decade and clearly, It Does Not Work.

Step two, we have to ask for what we actually need, not what we calculate we might possibly be able to get. If we’re going to slow global warming in the very short time available to us, then we don’t actually need an incredibly complicated legislative scheme that gives door prizes to every interested industry and turns the whole operation over to Goldman Sachs to run.  We need a stiff price on carbon, set by the scientific understanding that we can’t still be burning black rocks a couple of decades hence. That undoubtedly means upending the future business plans of Exxon and BP, Peabody Coal and Duke Energy, not to speak of everyone else who’s made a fortune by treating the atmosphere as an open sewer for the byproducts of their main business.

Instead they should pay through the nose for that sewer, and here’s the crucial thing: most of the money raised in the process should be returned directly to American pockets. The monthly check sent to Americans would help fortify us against the rise in energy costs, and we’d still be getting the price signal at the pump to stop driving that SUV and start insulating the house. We also need to make real federal investments in energy research and development, to help drive down the price of alternatives — the Breakthrough Institute points out, quite rightly, that we’re crazy to spend more of our tax dollars on research into new drone aircraft and Mars orbiters than we do on photovoltaics.

Yes, these things are politically hard, but they’re not impossible. A politician who really cared could certainly use, say, the platform offered by the White House to sell a plan that taxed BP and actually gave the money to ordinary Americans. (So far they haven’t even used the platform offered by the White House to reinstall the rooftop solar panels that Jimmy Carter put there in the 1970s and Ronald Reagan took down in his term.)

Asking for what you need doesn’t mean you’ll get all of it.  Compromise still happens. But as David Brower, the greatest environmentalist of the late twentieth century, explained amid the fight to save the Grand Canyon: “We are to hold fast to what we believe is right, fight for it, and find allies and adduce all possible arguments for our cause. If we cannot find enough vigor in us or them to win, then let someone else propose the compromise. We thereupon work hard to coax it our way. We become a nucleus around which the strongest force can build and function.”

Which leads to the third step in this process. If we’re going to get any of this done, we’re going to need a movement, the one thing we haven’t had. For 20 years environmentalists have operated on the notion that we’d get action if we simply had scientists explain to politicians and CEOs that our current ways were ending the Holocene, the current geological epoch. That turns out, quite conclusively, not to work. We need to be able to explain that their current ways will end something they actually care about, i.e. their careers. And since we’ll never have the cash to compete with Exxon, we better work in the currencies we can muster: bodies, spirit, passion.

Movement Time

As Tom Friedman put it in a strong column the day after the Senate punt, the problem was that the public “never got mobilized.” Is it possible to get people out in the streets demanding action about climate change? Last year, with almost no money, our scruffy little outfit, 350.org, managed to organize what Foreign Policy called  the “largest ever coordinated global rally of any kind” on any issue — 5,200 demonstrations in 181 countries, 2,000 of them in the U.S.A.

People were rallying not just about climate change, but around a remarkably wonky scientific data point, 350 parts per million carbon dioxide, which NASA’s James Hansen and his colleagues have demonstrated is the most we can have in the atmosphere if we want a planet “similar to the one on which civilization developed and to which life on earth is adapted.” Which, come to think of it, we do. And the “we,” in this case, was not rich white folks. If you look at the 25,000 pictures in our Flickr account, you’ll see that most of them were poor, black, brown, Asian, and young — because that’s what most of the world is. No need for vice-presidents of big conservation groups to patronize them: shrimpers in Louisiana and women in burqas and priests in Orthodox churches and slumdwellers in Mombasa turned out to be completely capable of understanding the threat to the future.

Those demonstrations were just a start (one we should have made long ago). We’re following up in October—on 10-10-10—with a Global Work Party. All around the country and the world people will be putting up solar panels and digging community gardens and laying out bike paths. Not because we can stop climate change one bike path at a time, but because we need to make a sharp political point to our leaders: we’re getting to work, what about you?

We need to shame them, starting now. And we need everyone working together. This movement is starting to emerge on many fronts. In September, for instance, opponents of mountaintop removal are converging on DC to demand an end to the coal trade. That same month, Tim DeChristopher goes on trial in Salt Lake City for monkey-wrenching oil and gas auctions by submitting phony bids.  (Naomi Klein and Terry Tempest Williams have called for folks to gather at the courthouse.)

The big environmental groups are starting to wake up, too.  The Sierra Club has a dynamic new leader, Mike Brune, who’s working hard with stalwarts like Greenpeace and Friends of the Earth. (Note to enviro groups: working together is fun and useful). Churches are getting involved, as well as mosques and synagogues. Kids are leading the fight, all over the world—they have to live on this planet for another 70 years or so, and they have every right to be pissed off.

But no one will come out to fight for watered down and weak legislation.  That’s not how it works. You don’t get a movement unless you take the other two steps I’ve described.

And in any event it won’t work overnight.  We’re not going to get the Senate to act next week, or maybe even next year. It took a decade after the Montgomery bus boycott to get the Voting Rights Act. But if there hadn’t been a movement, then the Voting Rights Act would have passed in… never. We may need to get arrested.  We definitely need art, and music, and disciplined, nonviolent, but very real anger.

Mostly, we need to tell the truth, resolutely and constantly. Fossil fuel is wrecking the one earth we’ve got. It’s not going to go away because we ask politely. If we want a world that works, we’re going to have to raise our voices.

Have comments?  Join the debate at Grist.org or TomDispatch.com

Bill McKibben is founder of 350.org and the author, most recently, of Eaarth: Making a Life on a Tough New Planet. Earlier this year the Boston Globe called him “probably the country’s leading environmentalist” and Time described him as “the planet’s best green journalist.” He’s a scholar in residence at Middlebury College.

Lederen af NASAs klimaforskningsafdeling James E. Hansen rundsendte i dag en henvendelse til den norske statsminister i anledning af, at han i juni modtog den norske Sophie Prize.

Hansen benyttede her anledningen til at markere det dybt beklagelige i, at det statsejede norske olieselskab Statoil er gået aktivt ind i udvindingen af tar sand i Canada. Tar sand er en af de mest svinske former for fossilt brændstof, vi har i dag. Miljøødelæggelserne er kolossale – et område fire gange større end Danmark er i disse år ved at blive totalraseret for at udvinde bitumen-olie fra sandlag i overfladen, og energiforbruget ved udvindelsen er så stort, at den samlede CO2-udledning ved olie fra tar sand er markant større.

Hansens enkle men klare budskab - i en situation, hvor vi alligevel ikke kan afbrænde alle vores fossile brændstoffer, hvis vi vil bevare et klima nogenlunde som vi kender det i dag – er, at vi må:

1) udfase den nuværende brug af kul hurtigst muligt
2) lade forekomster af tar sand blive i jorden
3) afstå fra at forfølge de sidste dråber olie (som for eksempel i de arkitske egne og på dybt vand).

Op til COP15 var Norge et af de lande, som spillede klarest ud, med tilsagn om en reduktion af landets CO2-udledninger på 40% inden 2020 – markant over EUs tilsgn på 20% – som kunne forhøjes til 30%, hvis verdens øvrige lande gav tilsvarende tilsagn. Det kom der som sagt ikke, så EU står lige nu med et tilsagn på kun 20%, hvilket er helt utilstrækkeligt og meget dårlig signalpolitik.

Endda er James E. Hansens karakteristik af den norske klimapolitik langt fra rosende: “The Norwegian government’s position is a staggering reaffirmation of the global situation: even the greenest governments find it too inconvenient to address the implication of scientific facts. Perhaps our governments are in the hip pocket of the fossil fuel industry - but that is not for science to say.”

Ved modtagelsen af Sofieprisen siger han afrundende: “What I can say from the science is this: the plans that governments, including Norway, are adopting spell disaster for young people and future generations. And we are running out of time.

Stabilizing climate is a moral issue, a matter of intergenerational justice. Young people, and older people who support the young and the other species on the planet, must unite in demanding an effective approach that preserves our planet.

Because the executive and legislative branches of our governments are turning a deaf ear to the science, the judicial branch may provide the best opportunity for redressing the situation. Our governments have a fiduciary responsibility to protect the rights of young people and future generations. I look forward to working with young people and their supporters in developing the legal case for young people and the planet.”

Når Hansen udtaler sig så klart om selv de mest vidtgående klimaplaner, som han gør her, at de “spell disaster”, så bunder det i hans meget klare aflæsning af den kvoteordning, som en kommende klimaaftale søges opbygget om, som aldeles utilstrækkelig, og som fokuserende på det forkerte.

Open letter to Prime Minister Jens Stoltenberg, published in Aftenposten, 19.05.2010 (pdf). 

 Svarbrev fra Robin Martin Kåss, Statssekretær, Olje- og Energidepartementet, Deputy Minister, Ministry of Petroleum and Energy, 24.05.2010 (pdf).

James E. Hansen: Message from Sophie Prize Winner (pdf).

www.sofieprisen.no.

En lille gruppe ved Miljøpunkt Indre By-Christianshavn tog i juni til Berlin for at gå på jagt efter byforgrønnelsesinspiration. Som i ovenstående video med San Franciscos begrønnede gader med bedre plads til det gående og cyklende folk, mødte vi i Berlin ildsjæle, der med en smittende entusiasme planter byen grønnere, og som får byens borgere til selv at stikke fingrene i plantearbejdet.

Midt i Berlins befærdede gader oplevede vi et område med ’urban farming’, hvor borgere af vidt forskellig herkomst på eget initiativ tropper op for at dyrke grøntsager i store plantekasser. Vi oplevede skolehaver som et fælles læringsrum, frem for at hver elev har sin egen jordlod, og på UFA-fabrik – et udstillingsvindue for bæredygtige levevis – gik vi rundt på et tag med mere end 60 plantearter, der voksede side om side med et solcelleanlæg, der ligesom blomsterne drejer sig efter solens stråler for at fange energien på bedste vis.
Under vores besøg bød Berlin på en ’lang byforgrønnelsesweekend’, hvor borgere og besøgende blev inviteret på en række foredrag, naturoplevelser og præsentationer af byforgrønnelses- og parkprojekter.

I Berlin fik vi en masse spændende indtryk, etableret kontakt med engagerede mennesker og indsamlet ideer, som vi gerne vil bruge i vores daglige arbejde for at gøre vores bydel mere grøn.

Indlæg: Gazelle Buchholtz

Det er efterhånden en kendt sag, at klimaforandringerne er en realitet, og at vi må forholde os til de ændringer, de bringer rundt omkring på kloden. Især har der været meget fokus på naturkatastrofer og ekstreme forhold i fjerne lande og mindre på de konkrete konsekvenser for de danske byer og mulighederne for tilpasning herhjemme.

Byforgrønnelse, dvs. en forøgelse af mængden af grønne overflader i byerne, bliver af mange fremhævet som en god løsning på flere problemer samtidigt, idet den store andel befæstet areal i byerne medvirker til både oversvømmelser og varme-ø-effekt. Der hersker dog stadig en del tvivl om, hvor effektiv en tilgang det egentlig er, samt hvilke grønne teknologier der kan og bør benyttes. Ydermere stiller denne løsning store krav til velvilje i lokalbefolkningen og erhvervslivet, da størstedelen af de ”brugbare” flader befinder sig på privat ejendom.

For at opnå en reel effekt i forhold til klimaforandringerne i et byområde er det nødvendigt med en gennemgående lokal forankring. Der er således skabt et behov for mere proaktiv planlægning og udbredelse af den forhåndenværende viden på området. Denne rapport kan være et skridt i den retning. Nedenfor kan den downloades som enkelte dele eller som samlet fil.
..

Introduktion til projektet

Denne første del giver et overblik over projektets for­mål, opbygning og metode med ud­gangspunkt i spørgsmålene: Hvad vil vi frem til, og hvorfor er det relevant? Hvad er det faglige udgangspunkt, og hvordan søges den nødvendige viden? Hvordan benyttes den, og hvordan kan resultaterne formidles videre?

Metodikken forener tekniske, byplanmæssige og arkitektoniske overvejelser forbundet med emnet byforgrønnelse.

Download 1: Introduktion til projektet (pdf).
..

Klimatilpasning i DK – problematikken

Her introduceres mere uddybende, hvilke miljø- og samfundsmæssige mekanismer, der ligger til grund for rapporten, samt hvad de betyder for ud­viklingen i vores byer: Hvad forventes at blive de afgørende ændringer i vores klima som følge af den global opvarmning? Hvad bliver de mere konkrete konsekvenser i danske byer? Hvad er mulighederne for tilpasning til de nye og kommende miljømæssige betingelser? Hvilke fordele og ulemper ser man i de forskellige tiltag? Og hvilke teknologier er under udvikling?

Download 2: Klimatilpasning i DK – problematikken (pdf).
..

Byforgrønnelse – en holistisk løsning

Dette afsnit udfolder det valgte fokusområde: klima­tilpasning vha. begrønning af byrum og især bygn­inger. Hvilke grønne teknologier har vi at gøre godt med? Og hvilke af disse er at foretrække hvor? Hvad er virkningerne, og hvor store er omkostningerne? Hvordan implementeres det, og hvad ligger der af samfundsmæssige barrierer, for at det bliver realiseret?

Download 3: Byforgrønnelse – en holistisk løsning (pdf).
..

Casestudie – en typisk Københavnerkarré

Den konkrete afprøvning af teorierne fra byfor­grønnelses-afsnittet. Der fokuseres på klimatil­pasning af København gennem studie af potentialerne ved begrønning af en enkelt klassisk boligkarré: Hvad kan man typisk opnå på matrikel­plan i den tætte, eksisterende by? Hvor omfattende et indgreb vil der være tale om, og hvilke parame­tre skal man tage højde for? Hvordan kombineres teknologierne bedst, og hvor stor en forskel vil det kunne gøre på byniveau?

Download 4: Casestudie – en typisk Københavnerkarré (pdf).
..

Afrunding – hvad kan vi bruge det til?

En opsamling af delkonklusionerne fra hvert af de oven­stående afsnit, hvorefter de diskuteres, og relevante kritikpunkter opridses. På dette grundlag bringes den endelige konklusion på problemet. Herefter følger en perspektivering, hvor der zoomes ud igen, og større samfundsmæssige perspektiver overvejes i forhold til de opnåede resultater: Hvad har vi lært? Er byforgrønnelse en effektiv løsning på konsekvenserne af den globale opvarmning? Kan det stå alene, eller skal der andre tiltag i spil? Hvad er der af faldgruber, utilstrækkeligheder og ulemper? Er det realistisk at opnå en tilstræk­kelig grad af byforgrønnelse på byniveau? Eller ville en anden tilgang kunne tænkes at løse problemet bedre? Er der nogle eksterne parametre, som kan få en betydning, og som der ikke er taget højde for?

Download 5: Afrunding – hvad kan vi bruge det til? (pdf).
..

Bilag

Referater fra feltarbejde, tekniske beregninger og beskrivelse af referenceprojekter.

Download 6: Bilag (pdf).
..

Samlet rapport

Download Klimatilpasning – byforgrønnelse som middel til bymæssig bæredygtighed, DTU-speciale 2010 (pdf).

vis slideshow »

Kl. ti begynder de første Mr. Green folk at ankomme til Miljøpunkts lokaler på Rådhuspladsen. Nogle involveres i indledende scener til den film, der optages under optoget. Andre går i gang med at lave slips af gamle cykelslanger. Man kan aldrig få for mange slips. Snart summer huset af aktivitet. Så er der briefing og frokost i kælderen. Det frokostdækkede bord er omgivet af sprudlende unge mennesker iført grønne jakkesæt, hvide skjorter og sorte slips. Stemning er høj. Cyklerne læsses med hvidmalede dagligstuemøbler, og der lines op på række på Farvergade. Og som DSB på en god dag sætter optoget i gang med næsten planmæssig afgang lidt over halv to.

På vej ned gennem Strædet beruses vi af Karmakanonens rytmer og smilene fra de mange fodgængere og  cafégæster. På de magelige trehjulede ladcykler nærmest danses i takt til musikkens inciterende rytmer; ind i mellem råbes begejstret ”Lån en Ladcykel” og ”Det er gratis at låne en ladcykel” i bedste frugtsælger-aspirant stil. Og vi mærker helt ned i maven, at optoget bliver en succes.

På Amagertorv kører Mr. Green folkene i en flot bue rundt om Storkespringvandet, hopper af cyklerne og så er det ellers ud og i dialog med flest mulige fodgængere. Afgangssignalet lyder og optoget begiver sig nu mod Christiansborg. Her poseres foran magtens trappe til ære for fotograferne. Lidt for længe ifølge en betjent, der ikke værdsætter karmakanonens ellers fortryllende rytmer.

På Christianshavns Torv kontaktes vi af filmfolk, som er i gang med en reklameoptagelse på pladsen. De er vildt begejstrede for det grønne look, og vil gerne bruge os som baggrund for deres optagelser.

Turen fortsætter, og overalt mødes vi af store smil. Kort før vi kører ind på Amalienborg Slotsplads støder Miljøpunkts karismatiske konge af god karma til – i dagens anledning er hatten malet grøn. Han får plads i den store lænestol, der passende står i ladet på cykel nr. 1. Nyd ham på billederne.

På Slotspladsen må der ikke spilles musik, i stedet bryder Mr. Green folkene ud i sang. Af deres lungers fulde kraft skråler de ”Jeg er så glad for min cykel”. Luften emmer af godt humør.

Videre går det. Kvart i fire kører optoget ind på Gammel  Torv, og dagligstuen foldes ud. Forbipasserende stopper op og ser nysgerrigt på ”Hvad skal der ske her?” Snart deles flyers ud og forbipasserende inviteres ”ind” i dagligstuen for at høre mere om lån en ladcykel ordningen Endnu to af byens pladser besøges, før vi trætte men glade kan trille hjem.

Lidt over fem er vi tilbage på Rådhuspladsen 77. I lommeparken ved oliventræet skåles i skøn, afkølet champagne på en sjov og vellykket dag.

Se mere om ‘Lån en ladcykel’-ordningen på www.a21.dk.

Indlæg: Maiken Lykkegaard

Af Mette Petersen www.økoliv.nu.

Har du det som jeg, at du dagligt bliver konfronteret med etiske og miljømæssige dilemmaer, når du køber ind og anskaffer dig materielle ting?  For hvad er det mest bæredygtige indkøb: At købe det danske konventionelle æble med pesticider og kunstgødning eller det økologiske æble fra Argentina? Hollandske tulipaner eller Fair Trade roser fra Afrika? At købe nye energibesparende el-apparater eller genbruge el-slugende apparater til de dør – eller bare lade være med at købe – så meget?

Bæredygtigt forbrug er efterhånden et emne, som vi bliver præsenteret for flere steder. Når jeg googler ‘Bæredygtigt forbrug’ er der 34.600 hits. Blandt hits’ene findes en farverig palet af organisationer, virksomheder, pengeinstitutioner samt danske og EU politikere, der alle har en mening om emnet.

Men hvorfor er udøvelsen af bæredygtigt forbrug så relativt lidt udbredt i virkeligheden – i vores indkøbsvaner og ageren i det hele taget?

Vi ved det alle – at vores forbrug påvirker jordkloden i negativ grad og at vi bør forbruge en hel del mindre, så denne ene jordklode vi engang fik tildelt, kan forblive levedygtig. Lige nu forbruger den gennemsnitlige europaborger ressourcer svarende til 2,5 jordkloder og den amerikanske statsborger forbruger dét, der svarer til 5 jordkloder (Kilde: Global Footprint Network 2006).

Forbrug er en kompliceret størrelse. Bæredygtigt forbrug må være endnu vanskeligere at få skovlen under, og man står som menigmand overladt til at fortolke bæredygtighed i hverdagens valg.

 Her er 10 bud på, hvilke udfordringer der er i den forbindelse:

• Bæredygtigt forbrug skal give forbrugeren noget for pengene – noget mere end blot en vare. Vi lever i en verden, hvor alle vil have noget igen: ‘What’s in it for me’ er tilsyneladende mottoet for mange i den moderne verden. Bæredygtige varer skal give forbrugeren en oplevelse, en følelse af noget helt særligt forkælende, 10 træer der bevares i regnskoven eller hjælp til fredning af en truet dyreart. Flere NGOer arbejder allerede med denne strategi og vi kan lære en hel del her.  
• Vi skal have de gode bæredygtige historier frem, så de kan sælge varen og give den oplevelseslystne forbruger ‘noget mere’ med hjem i øko-indkøbsnettet. Faktum er nemlig, at bæredygtige produkter, der er produceret under gode sociale og miljømæssige forhold rent faktisk medfører noget godt, noget bedre for mennesker, dyr og måske endda jorden.  
• Gør bæredygtigt forbrug troværdigt og lige til at gå til. For nogle synes det uoverskueligt at skulle gå ombord i de grønne marked – for kan man nu også være helt sikker på at tunen er ved at uddø, at øko-bønderne ikke sprøjter deres marker med pesticider, og at Fair Trade nu også gør en økonomisk forskel for de lokale..? 
• Bæredygtigt forbrug skal være smart, sexet, sejt og solidt, og brandes som sådan. Detailkæder og producenter spiller en stor rolle her.  
• Samarbejde på kryds og tværs af grønne virksomheder, organisationer, ildsjæle, forskningsinstitutioner og politiske partier. Ingen er bedre end andre i den sag, men hver gør gavn for at få den bæredygtige udvikling væk fra kontorerne, papirerne og strategierne og ind i stuerne hos folk.  
• Vi har brug for en ‘ranking’ af hvilke butikker og varer der er grøn, grønnere og grønnest. 
• Der må etableres samarbejder mellem virksomheder der allerede arbejder med certificering af grønne og bæredygtige produkter, eksempelvis mellem GOTS (Global Organic Textile Standard), Fair Trade og Ecolabel. Hver virksomhed har deres fokus, men forbrugeren har svært ved at kende forskel. Hvorfor ikke have en strategi for en samlet produktudvikling af fx tekstiler? Der er sikkert penge i det…! 
• Højere afgifter på varer der ikke bidrager til bæredygtig udvikling.  
• Vi har brug for de grønne og innovative trendsættere. Til Jer må jeg sige – HÆNG I og resten skal nok følge jer.. om en årrække.  

Vi kan ikke komme udenom, at bæredygtigt forbrug kræver en adfærdsændring hos os alle. Vi skal forbruge langt mindre end vi gør i dag, og de varer vi så køber, skal være produceret under bæredygtige vilkår!

Af Mette Petersen, www.økoliv.nu.

Se også tidligere blog-indlæg: Dansk forbrug af naturressourcer blandt verdens højeste, Det globale fodaftryk for verdens lande,  Europe 2007: Gross Domestic Product and Ecological Footprint og One Planet Budgeting: Making sustainability real with the ecological footprint.

Sidste år annoncerede jeg sidst i marts her på bloggen med Charmerende bosted billigt til leje i hjertet af København for solsorte¹, og fluks var der indflytning. Men igen i år har der været bedrøveligt stille – en enkelt strejfer har været forbi et par gange, men det er alt. Området omkring Sankt Petri er godt nok efterhånden lidt pauvert naturmæssigt set, og børnehavens kæmpestore lindetræer har været skåret helt tilbage. Men helt ueffent burde det ikke være for en solsortefamilie. Gennem alle årene har der da også været den lifligste solsortesang på denne tid af året - når man vågnede, og når lyset klingede ud. Solsortelegene formår på forunderlig vis at løfte byens lydkuppel mod himlen.

Jeg var så småt indstillet på, at det var den lange vinter, som havde været hård ved solsortene, og at det fuglesangsmæssigt ville blive et stille år. Men tirsdag i sidste uge stod jeg hen under aften med Thorleif i Krebsegaarden, blot to karreer herfra. Solsorten fløjtede lifligt – omend helt andre triller, så det var ikke nogen af “mine” solsorte. Det lyder næsten voldsomt i de snævre rum mellem for- og baghuse – man er inde i klangen lidt ligesom med akustikken i Radiohusets nye koncertsal. I øjeblikkets betagelse mindede Thorleif mig om blog-indlægget fra sidste år.

Jeg fløjtede så tilbage til solsorten – har et lille Frans af Assisi-syndrom, bilder mig ind, at jeg har en dialog kørende med solsortene ;-) – at den gerne måtte lade gå videre, at der i år var to solsorte-revirer ledige lige om hjørnet. Jungletrommerne må have virket, for allerede torsdag morgen, på Kristi Himmelfarts dag, var en solsort i gang med at fylde rummet med sine trillerier.

Har ikke turdet nævne det, for hvis nu det var en strejfer – eller endnu værre en halu. Men nu har der i fem dage dagligt været den vidunderligste solsortesang.

Så alle er glade.

Se tidligere blog-indlæg: Charmerende bosted billigt til leje i hjertet af København.¹

Igennem tiderne har byens indfaldsveje været en vigtig del af det, som bandt samfundet sammen – også lokalt. Her koncentrerede livet i forstæderne sig. Men med stadig eskalerende trafikstrømme har indfaldsvejene siden 2. verdenskrig gradvist forandret sig til frenetiske barrierer for det lokale livs udfoldelse – svære at krydse, svære at leve med, med et uafladeligt støjniveau og en luft, som var stadig mere usund at indånde.

Enhver planlægning, som blot sigter på at smidiggøre forholdene for stadig større trafikstrømme frem for at begrænse vores trafikbehov, vil derfor uomgængeligt føre til mere støj, møg, sygdom og ødelæggelse af lokalsamfundenes livsbetingelser.

Nedenstående læserbrev af Carsten Funder giver et godt indblik i trøstesløsheden og den gradvise destruktion af levevilkårene langs en af Københavns store indfaldsveje – og rejser spørgsmål om lokaldemokrati og borgerinddragelse på vrangen: Kan man bede en bydels borgere om hjælp til, hvordan man vil ødelægge sin bydel?
 

”Fremtiden af i forgårs” eller ”På Valbys præmisser”

Den 27. april gik jeg til trafikalt borgermøde i Valby Kulturhus. Sidst jeg var der, var i 2008 til et par møder om samme emne. Dengang skortede det ikke på ideer fra Valbys borgere. Jeg kom således nu i en forventning om en udmøntning af dette arbejde. Men det var, som om vi den 27. april atter startede på bar mark.

Det trafikpolitiske oplæg ved kommunens mand handlede om, hvordan vi skal indstille os på en fremtid med endnu flere gennemkørende biler og stinkende busser. Mere af alt det, der ødelægger Valby. Aflysning af alle planer om letbaner i hele København, trods konceptet (især i sin franske udgave) i disse år går sin sejrsgang i moderne storbyer verden over og bevisligt vinder kæmpe markedsandele fra bilismen plus gavner handelsgaderne. Men ”Njet” ikke i København. Her giver vi gaden til bilen. Den grimme og besværlige kollektive trafik gemmer vi helst i få og fjerne huller i jorden eller giver til en diesel vognmand.

Ingen modige visioner. Ingen glædesbudskaber. Intet om Valbys egne behov på mikro eller makro plan. Symptomatisk var, at eneste virkelige vision var decideret negativ: nemlig en trussel om at gøre gang- og cykelstien “Hønsebroen” til en busbro for at give Toftegårds Allé fri til endnu flere biler. Den slags er bestemt ikke groet af borgerønsker i Valby, men af irritable gennemkørende bilister.

Herefter uddelegeredes de fremmødte i gruppearbejde under godt pædagogisk overopsyn. Her kunne vi artigt meditere over hvordan, vi indfrier bil-lobbyismens hedeste drømme. I vores gruppe gjaldt det bl.a. spørgsmålet, om vi vil have de forudsatte mange flere biler fordelt på få store eller mange små veje. Et spørgsmål der i Valby Lokaludvalg fra starten burde være helt evident: Selvfølgelig skal skaden begrænses på færrest mulige gader. Og frem for alt skal vores cykelstier og gangarealer, hverken på Toftegårds Allé eller Toftegårds Plads eller Hønsebroen under nogen omstændigheder inddrages til gunst for flere gennemkørende biler.

Valby Lokaludvalg burde allerede fra de indledende runder være klar med en stor buket af friske tiltag, udsprunget af de lokales forslag. Der er gået to år. På dette grundlag burde man kunne gå i offensiven for Valby og på Valbys præmisser. Billobbyisterne skal nok finde andre kanaler at forvalte deres synspunkter. Men i stedet skulle de fremmødte i vor gruppe den 27. sidde og forvalte vores bydels ødelæggelse i samtale om, hvilke veje vi skal lede en øget gennemkørende trafik, der ikke angår os som andet end en byrde.

Uanset hvor meget vi måtte komme bil-lobbyismen i møde, så vil al gennemkørende trafik alligevel komme til at hobe sig op i Valby, da der simpelthen ikke kan være flere biler i Indre By og på Frederiksberg. Frederiksberg kan sige fra i deres planlægning. Nørrebrogade kan sige fra. Kan Valby? Det er udelukkende et valg.

En ting er, at Valby åbenbart ikke kan blive foregangsbydel med små frække initiativer og spændende forsøgsordninger. Men det helt basale mangler. F.eks. er den gennemkørende trafik i Folehaven stadig en plage og borgerne har samtidig fået betydeligt længere til S-toget. Så langt at de faktisk ikke længere kan siges at have et S-tog. Hun var der, den ældre dame, der tålmodigt var mødt frem og spagfærdigt fik det ymtet i gruppen. Og midt i Valby, der hvor vi alle går, kan vi ikke bevilliges et helt almindeligt fodgængerfelt i krydset Rughavevej/ Skolegade. Hvorfor er det så svært? Flere gadetræer i Valby, flere vejbump, “kloge trafiklys” der selekterer trafikken plus cykelstier på bl.a. Gl. Jernbanevej og støjskærme langs hele Folehaven behøver ikke at tage samme tid for kommunen at effektuere som en metro cityring.

Foruroligende lidt peger i retning af ægte vilje til forandring. Aldrig har vi haft så meget trafik, der skulle garantere mantraet vækst og atter vækst. Alligevel er Valby Langgades butikker ved at dø ud. Med den rigtige planlægning burde det være et umuligt paradoks. Vi blev moderne med et forstadscenter, vi nok ikke skulle have haft, og som er ved at vende vrangen ud på Valby.

Forandring starter i det små og uambitiøse med et fodgængerfelt, uden vi burde behøve vente 20 år. Ringstedbanens nedgravning er derimod spildte kræfter, politisk bragesnak og afledning mens bil-lobbyismen stille og roligt vinder terræn. I Tårnby på Amager kunne en overdækning og en flot græsplæne vindes, fordi der blev valgt en folketingskandidat på det. Det er næppe muligt i Valby.

Men bilisme er kun en hellig ko, hvis vi hjælper den til at være det. Vi skal ikke acceptere flere gennemkørende biler i vore gader. Et hav af løsninger og forsøgsordninger kan iværksættes uden det behøver koste meget tid eller penge. Brug kræfterne, ideerne og pengene der, det nytter.

Den 27. april fik jeg den frustrerende følelse at vores fremmøde kun skal bruges for at kommunale bilisme-neandertalere kan sige, at borgerne i Valby i det mindste er blevet hørt, den dag fremtiden af i forgårs indfinder sig i vore gader med endnu flere gennemkørende biler og mere af det gammeldags stinkende rumlebus koncept.

Enhver, der bruger Valby til andet end gennemfart, skal i al planlægning forudsættes som konge i gaden, hvis Valbys identitet skal overleve og kunne blomstre. Planlæg på Valbys præmisser.

Med venlig hilsen
Carsten Funder
Gl. Jernbanevej 6
2500 Valby

Læserbrevet har i den forgangne uge været bragt i Valbys to lokalaviser, “Valbybladet” og “Lokalavisen”.

Miljøpunkt Indre By-Christianshavn var med til at fejre den første Moder Jords Dag den 22. april 2010.

FN udnævnte i 2009 den 22. april til at være Moder Jords dag. Mange kender sikkert den 22. april for at være ”Earth Day”, som blev startet i 1970 af den amerikanske senator Gaylord Nelson. Udnævnelsen af Moder Jords Dag faldt også sammen med 60-året for Menneskerettighederne, og fejring af dagen skal være med til at kaste lys over menneskets fælles afhængighed af Jorden, dets økosystemer og det, at Jorden også har rettigheder - der skal respekteres.

Du kan læse om FN-beslutningen her: www.un.org/News/Press/docs/2009/ga10823.doc.htm.

Vi fejrede dagen med afholdelse af flere workshops om ”Gaver til Jorden”. Om formiddagen havde børn i kvarteret mulighed for at høre historien om en rigtig god ven, som godt kan lide at få gaver. Derefter lavede børnene gaver, som de gav til den gode ven. Det samme gjorde en 8. klasse først på eftermiddagen. Senere på eftermiddagen havde alle forbipasserende på pladsen mellem Københavns Hovedbanegård og Tivoli mulighed for at give en gave til Moder Jord.

Ved en jordhøj – skabt til dagen – kunne man med en klump ler i hånden forme en figur og give den tilbage til Moder Jord – jordhøjen – en lille symbolsk handling, der fik mange til at udtrykke både glæde og fornøjelse ved at være med.

”Hvad kan en gave til Jorden være?”

7 svarede:

”En gave til Jorden kunne være - at huske på, hvor vi kommer fra!” Margrethe 23 år.

”Min gave til jorden er altid at følge mit hjerte for det banker i takt med Jordens.” Camilla 25 år.

”Ønsker at alle mennesker er med og har dagligt i tankerne, at vi må tage godt vare på den flotte planet, vi bor på.” Ellinor 69 år

”Trå varsomt og gjør ditt for resirkuleringssamfunnet” Mon 43 år.

”Kærlighed, omtanke og taknemmelighed for livet som Jorden har givet os!!” Marie 30 år

”At finde harmonien i livet, at leve fælles med hinanden, at give igen uden at forlange” Richard 34 år.

”Opfør dig pænt og lad være med at svine så meget!” Ulle 51 år og Lone 66 år.

vis slideshow »

2.500 flyers og 300 frøposer blev uddelt til forbipasserende. Frøposerne indeholdt rugkerner, der kan sås i en potte. For mere end 10.000 år siden begyndte mennesket at dyrke korn. Netop kornet rummer megen symbolik i forholdet mellem menneske og natur og indgår i mange litterære tekster og religiøse forestillinger. Kornet har alle dage været en grundsubstans i vores mad – en daglig oplevelse af naturens gaver.

Har du ideer til næste års Moder Jords Dag, så hører vi gerne om dem. Kontakt Hanne via miljopunkt@a21.dk

Architecture 2030 er et meget visionært amerikansk initiativ, som har lavet en køreplan for et USA, hvor bygninger er CO₂-neutrale inden 2030, med en tilhørende uddannelsesplan – at alle amerikanske arkitektstuderende i løbet af i år skal være i stand til at designe sådanne CO₂-neutrale bygninger. I samarbejde med forskere fra NASA og National Renewable Energy Laboratory har Architecture 2030 fået udarbejdet et paper, som undersøger mulighederne for et at udfase brugen af kul i USA i 2030. Den endelige artikel vil først udkomme i juni, men er i dag rundsendt i draft form.¹

I den nuværende situation, hvor den amerikanske klimalovgivning og dermed den globale klimaaftale hænger i en endog meget tynd tråd efter et massivt lobby- og støjarbejde fra kul- og olieindustrien, er det et dybt interessant indspark i den amerikanske debat. Alene geotermisk energi vurderes at have 10 gange større energipotentiale end det nuværende amerikanske energiforbrug, og der er masser at spare ved mere hensigtsmæssig indretning af den amerikanske infrastruktur.

Blandt artiklens forfattere finder man også lederen af NASAs klimaforskning, James E. Hansen.

I artiklens abstract hedder det afsluttende: “Vi konkluderer, at USAs emissioner fra kul kan være udfaset i 2030 gennem anvendelse af eksisterende teknologier eller teknologier, som vil være konkurrencedygtige indenfor det kommende tiår. Fjernelsen af subsidier til fossile brændstoffer og en markant øget pris på CO₂-udledninger er de fundamentale forudsætninger for en ren, emissionsfri fremtid.” 

Jeg har kopieret artiklens abstract ind nedenfor.

Pushker A. Kharecha et al.: Options for Near-Term Phaseout of CO2 Emissions from Coal Use in the United States, Draft accepted for publication in Environmental Science & Technology (pdf).¹

Abstract

The global climate problem becomes tractable if CO₂ emissions from coal use are phased out rapidly and emissions from unconventional fossil fuels (e.g., oil shale and tar sands) are prohibited. This paper outlines technology options for phasing out coal emissions in the United States by ~2030. We focus on coal for physical and practical reasons, and on the U.S. because it is most responsible for accumulated fossil fuel CO₂ in the atmosphere today, specifically targeting electricity production, which is the primary use of coal. While we recognize that coal emissions must be phased out globally, we believe U.S. leadership is essential.

A major challenge for reducing U.S. emissions is that coal provides the largest proportion of base load power, i.e., power satisfying minimum electricity demand. Because this demand is relatively constant and coal has a high carbon intensity, utility carbon emissions are largely due to coal. The current U.S. electric grid incorporates little renewable power, most of which is not base load power. However, this can readily be changed within the next 2-3 decades. Eliminating coal emissions also requires improved efficiency, a “smart grid”, additional energy storage, and advanced nuclear power. Any further coal usage must be accompanied by carbon capture and storage (CCS).

We suggest that near-term emphasis should be on efficiency measures and substitution of coal-fired power by renewables and third-generation nuclear plants, since these technologies have been successfully demonstrated at the relevant (commercial) scale. Beyond 2030, these measures can be supplemented by CCS at power plants and, as needed, successfully demonstrated breeder reactors.

We conclude that U.S. coal emissions could be phased out by 2030 using existing technologies or ones that could be commercially competitive with coal within about a decade. Elimination of fossil fuel subsidies and a substantial rising price on carbon emissions are the root requirements for a clean, emissions-free future.

I disse dage bliver der grønt over alt – nogle steder i byen kunne der blot være meget mere grønt. Men det kræver, at der er nogen som tager initiativ, og som tager sig af det.

Byforgrønnelsen er til glæde for alle - den er en vigtig grundsten i udviklingen af den bæredygtige by. Derfor har vi ved Miljøpunkt Indre By-Christianshavn etableret en grøn lørdagsrådgivning, hvor vi på en række lørdage hen over sommerhalvåret 2010 holder åben for rådgivning om alt om facadeplanter, grønne tage og gårde.

Så læg vejen forbi – luft dine planer og problemer. Næste gang er her førstkommende lørdag den 1. maj kl. 13-17.00.

Se annoncen fra CityAvisen nedenfor.

22. april holder vi Moder Jords Dag ved Miljøpunkt Indre By-Christianshavn, i samarbejde med en række andre organisationer. I løbet af dagen er der en hel række aktiviteter:

Først på dagen afholdes en workshop, der hedder “Gaver til Jorden”. Børn i KK’s Børneinstitution og en 8. kl. på Den Classenske Legatskole laver gaver og giver dem til Jorden.

En jordhøj bygges på pladsen foran Hovedbanens indgang overfor Tivoli. Her har forbipassenrende mellem 14.00 – 17.00 mulighed for at sidde og lave en lille gave formet i ler, som derefter gives til Jorden.

Senere på Skt. Hans Torv,  fra 17.45 – vil der være forskellige aktiviteter som sang, musik, talere, oplæsning af digte og en ceremoni. Fra kl. 20.30 vises der en direkte transmission fra den store folkekonference om klima og Moder Jords rettigheder i Cochabamba, Bolivia.

Det fulde program fremgår af Moder Jords Dag flyer (pdf) – der er tre på hvert ark, så lad de to andre gå videre.

Du kan også se dagens program på flyeren nedenfor.

I et netop frigivet indlæg fra TED-konferencen ved Monterey fortæller kokken Dan Barber to kærlighedshistorier om fisk – bæredygtigt produceret fisk. I den første kommer han til at indse, at når fisk fra havfarme nogle gange smager af kylling, så er det ikke hypokondriske udslag af en smagsfetichists extravagancer, men fordi op til 30% af deres føde rent faktisk er kylling.

Den anden og virkeligt interessante kærlighedshistorie handler om fiskefarmen Veta la Palma i det sydvestlige Spanien, nær Guadalquivirs udløb i Atlanterhavet. Fiskefarm er ikke det rigtige ord. For her har biologen Miguel Medialdea omdannet et forfaldent marsklandskab til et frodigt vådområde – et biodiversitetsmæssigt paradis, som ud over at give basis for fangst af en lang række forskellige fisk, er hjem for 600.000 fugle – 250 arter.

I en artikel i Time siger Miguel Medialdea om Veta la Palma: “The point isn’t to make use and conservation compatible. The point is to use in order to conserve.”¹ 

Han så at sige høster nænsomt af et landskab, som qua hans tilbageførende indgreb er meget tæt på det oprindelige. derfor behøver han ingen foder, ingen gødning, ingen pesticider. Det er et reelt bæredygtigt system, som giver plads til en kolossal mangfoldighed af liv samtidig med at det bibringer os en sund og yderst velsmagende føde.

Dan Barber en glimrende fortæller, så nyd hans fine beretning:

Dan Barber: How I fell in love with a fish, 19:30 min. indlæg ved TED-konferencen.

Se også tidligere blog-indlæg: Satoyama: Japan’s Secret Watergarden.

Lisa Abend & Ilsa Mayor: Sustainable Aquaculture: Net Profits, Time 15.06.2009.¹

Se Veta la Palmas hjemmeside: www.vetalapalma.es. 

Veta la Palma på Google Maps.

Randy Shore: New way of fish farming could help fix environment, Vancouver Sun 24.03.2010.

Det er ikke en nekrolog – ikke endnu. Men det kan alt for snart blive det.

Den blåfinnede tun er hårdere fisket end nogensinde, først og fremmest på grund af japanerne, som konsumerer 80% af alle blåfinnede tun i verden. I løbet af de 40 år, hvor man har målt verdenshavens bestande af fisk, er den blåfinnede tun således gået tilbage med 80%.

Tunfisken er helt central i det japanske køkken, hvor den overvejende spises rå som sushi og sashimi. Men ryghvirvlerne tørres og høvles til et delikat drys over tofu-retter, og miso-suppen har ofte en bund af tun. Her er det dog ligeså meget andre varianter af tunfisk, som bruges – med dens mørkrøde kød er den blåfinnede tun en luksusspise, lidt ligesom pighvar.  

Det er langtfra steak-store serveringer, japanerne indtager, tværtimod er det små, delikate udskæringer, hvor intet går til spilde. Alligevel er det forhold, at en hel nation har tunfisken som sit grisekød – godt hjulpet af, at sushi-moden i de seneste år har bredt sig over store dele af kloden – godt i gang med at udrydde en art.

I EU har der i nogen tid været tilløb til et forbud mod at fange den blåfinnede tun. Monaco har derfor forud for det årlige møde i CITES (the Convention on International Trade in Endangered Speciesof Wild Fauna and Flora) fremsat forslag om, at den blåfinnede tun bliver medtaget under truede dyrearter, som derfor ikke kan handles.

I disse globale tider nøjes japanerne nemlig ikke med at nedfiske sine egne farvande, men opkøber samtidig omkring 80% af den atlantiske fangst af den blåfinnede tun, hvilket dækker omkring halvdelen af det japanske forbrug af blåfinnet tun.

Alt tyder lige nu på, at EU kan blive enige om forslaget inden CITES-mødet i Doha 13.-25. marts. Her vil det kræve to tredjedeles flertal at få den blåfinnede tun ind under CITES’ Annex 1. Dette vil ikke gøre det ulovligt at fange den blåfinnede tun, men vil gøre det ulovligt at sælge den til Japan. Det vil derfor være yderst effektivt overfor det nuværende overfiskeri. Og japanerne har da også allerede både protesteret og fremført, at de i givet fald ikke vil respektere afgørelsen.

I de mere bevidste forbrugerkredse er der allerede fundet alternativer, og for eksempel den dansk sushi-kæde Sticks’n'Sushi har siden sommeren 2009 systematisk erstattet den blåfinnede tun med den gulfinnede tun.

Og når vi er ved sundheden, så lavede New York Times for et par år siden et check, hvor tunfisk fra 5 ud af 20 sushirestauranter havde så højt et indhold af kviksølv, at restauranterne ville kunne lukkes på stedet, hvis ellers lovgivningen på området blev fulgt. Så måske vi må indse, at sådan som vi har svinet omkring os op igennem det 20. århundrede, så er alle de sidste led i fødekæden, inklusive os selv, uegnede som menneskeføde. 

Rethink bluefin ban, Japan urges Europe, Kyodo 24.02.2010.

EU vil forbyde fangst af truet sushifisk, (Ritzau) Politiken 22.02.2010.

David Jolly: Japan Plans to Ignore Any Ban on Bluefin Tuna, New York Times 19.02.2010.

Robin McKie: Push to ban trade in endangered bluefin tuna, The Guardian 14.02.2010.

Jennifer Rankin: Damanaki backs bluefin tuna trade ban, EuropeanVoice.com 11.02.2010.

Jonathan Lynn & Noah Barkin (Eds.): U.N. agency backs bluefin tuna ban, vote due in March, Reuters 05.02.2010.

David Jolly: Europe Leans Toward Bluefin Trade Ban, New York Times 03.02.2010.

Malcolm Foster & Michael Casey: Bluefin ban could put Japan in bind, Associated Press 27.01.2010.

Steffen Ejstrup: EU gav tilskud til fiskeri af truet fisk, Politiken 05.12.2009.

The Battle Over Bluefin, Environmental New Service 30.09.2009.

Martin Finnedal: Dansk sushikæde har valgt truet tun fra, Politiken 08.06.2009.

Marian Burros: High Mercury Levels Are Found in Tuna Sushi, New York Times 23.01.2008.

.
Grønlands indlandsis er en verden af fortryllende skønhed. Billeder derfra vækker en dyb længsel efter at kunne flyve hen over de vidtstrakte landskaber, suge de mange former og farver til sig i isens langsomme skriden mod havet. 

Nu er det nok ikke specielt klimavenligt at flyve derop blot som foto-turist, og det er i virkeligheden også megt mere en Chagallsk flyvegrøm, hvor man ved at strække armene udsvæver vægtløst graciøst hen over de glitrende landskaber, så jeg har istedet samlet en række billeder fra Grønlands ismassiver.

I anden linje ser man nogen af de smeltevandssøer, som Pano Kroko beskriver i sit paper i det forudgående blog-indlæg. I tredje linje ser man nogle af de moulins, vandtunneller, hvorigennem smeltevandet finder vej til gletsjerbunden. I femte række er der billeder fra gletsjerudmundingen i Jakobshavn.