I et netop frigivet indlæg fra TED-konferencen ved Monterey fortæller kokken Dan Barber to kærlighedshistorier om fisk – bæredygtigt produceret fisk. I den første kommer han til at indse, at når fisk fra havfarme nogle gange smager af kylling, så er det ikke hypokondriske udslag af en smagsfetichists extravagancer, men fordi op til 30% af deres føde rent faktisk er kylling.

Den anden og virkeligt interessante kærlighedshistorie handler om fiskefarmen Veta la Palma i det sydvestlige Spanien, nær Guadalquivirs udløb i Atlanterhavet. Fiskefarm er ikke det rigtige ord. For her har biologen Miguel Medialdea omdannet et forfaldent marsklandskab til et frodigt vådområde – et biodiversitetsmæssigt paradis, som ud over at give basis for fangst af en lang række forskellige fisk, er hjem for 600.000 fugle – 250 arter.

I en artikel i Time siger Miguel Medialdea om Veta la Palma: “The point isn’t to make use and conservation compatible. The point is to use in order to conserve.”¹ 

Han så at sige høster nænsomt af et landskab, som qua hans tilbageførende indgreb er meget tæt på det oprindelige. derfor behøver han ingen foder, ingen gødning, ingen pesticider. Det er et reelt bæredygtigt system, som giver plads til en kolossal mangfoldighed af liv samtidig med at det bibringer os en sund og yderst velsmagende føde.

Dan Barber en glimrende fortæller, så nyd hans fine beretning:

Dan Barber: How I fell in love with a fish, 19:30 min. indlæg ved TED-konferencen.

Se også tidligere blog-indlæg: Satoyama: Japan’s Secret Watergarden.

Lisa Abend & Ilsa Mayor: Sustainable Aquaculture: Net Profits, Time 15.06.2009.¹

Se Veta la Palmas hjemmeside: www.vetalapalma.es 

Veta la Palma på Google Maps.

Det er ikke en nekrolog – ikke endnu. Men det kan alt for snart blive det.

Den blåfinnede tun er hårdere fisket end nogensinde, først og fremmest på grund af japanerne, som konsumerer 80% af alle blåfinnede tun i verden. I løbet af de 40 år, hvor man har målt verdenshavens bestande af fisk, er den blåfinnede tun således gået tilbage med 80%.

Tunfisken er helt central i det japanske køkken, hvor den overvejende spises rå som sushi og sashimi. Men ryghvirvlerne tørres og høvles til et delikat drys over tofu-retter, og miso-suppen har ofte en bund af tun. Her er det dog ligeså meget andre varianter af tunfisk, som bruges – med dens mørkrøde kød er den blåfinnede tun en luksusspise, lidt ligesom pighvar.  

Det er langtfra steak-store serveringer, japanerne indtager, tværtimod er det små, delikate udskæringer, hvor intet går til spilde. Alligevel er det forhold, at en hel nation har tunfisken som sit grisekød – godt hjulpet af, at sushi-moden i de seneste år har bredt sig over store dele af kloden – godt i gang med at udrydde en art.

I EU har der i nogen tid været tilløb til et forbud mod at fange den blåfinnede tun. Monaco har derfor forud for det årlige møde i CITES (the Convention on International Trade in Endangered Speciesof Wild Fauna and Flora) fremsat forslag om, at den blåfinnede tun bliver medtaget under truede dyrearter, som derfor ikke kan handles.

I disse globale tider nøjes japanerne nemlig ikke med at nedfiske sine egne farvande, men opkøber samtidig omkring 80% af den atlantiske fangst af den blåfinnede tun, hvilket dækker omkring halvdelen af det japanske forbrug af blåfinnet tun.

Alt tyder lige nu på, at EU kan blive enige om forslaget inden CITES-mødet i Doha 13.-25. marts. Her vil det kræve to tredjedeles flertal at få den blåfinnede tun ind under CITES’ Annex 1. Dette vil ikke gøre det ulovligt at fange den blåfinnede tun, men vil gøre det ulovligt at sælge den til Japan. Det vil derfor være yderst effektivt overfor det nuværende overfiskeri. Og japanerne har da også allerede både protesteret og fremført, at de i givet fald ikke vil respektere afgørelsen.

I de mere bevidste forbrugerkredse er der allerede fundet alternativer, og for eksempel den dansk sushi-kæde Sticks’n'Sushi har siden sommeren 2009 systematisk erstattet den blåfinnede tun med den gulfinnede tun.

Og når vi er ved sundheden, så lavede New York Times for et par år siden et check, hvor tunfisk fra 5 ud af 20 sushirestauranter havde så højt et indhold af kviksølv, at restauranterne ville kunne lukkes på stedet, hvis ellers lovgivningen på området blev fulgt. Så måske vi må indse, at sådan som vi har svinet omkring os op igennem det 20. århundrede, så er alle de sidste led i fødekæden, inklusive os selv, uegnede som menneskeføde. 

Rethink bluefin ban, Japan urges Europe, Kyodo 24.02.2010.

EU vil forbyde fangst af truet sushifisk, (Ritzau) Politiken 22.02.2010.

David Jolly: Japan Plans to Ignore Any Ban on Bluefin Tuna, New York Times 19.02.2010.

Robin McKie: Push to ban trade in endangered bluefin tuna, The Guardian 14.02.2010.

Jennifer Rankin: Damanaki backs bluefin tuna trade ban, EuropeanVoice.com 11.02.2010.

Jonathan Lynn & Noah Barkin (Eds.): U.N. agency backs bluefin tuna ban, vote due in March, Reuters 05.02.2010.

David Jolly: Europe Leans Toward Bluefin Trade Ban, New York Times 03.02.2010.

Malcolm Foster & Michael Casey: Bluefin ban could put Japan in bind, Associated Press 27.01.2010.

Steffen Ejstrup: EU gav tilskud til fiskeri af truet fisk, Politiken 05.12.2009.

The Battle Over Bluefin, Environmental New Service 30.09.2009.

Martin Finnedal: Dansk sushikæde har valgt truet tun fra, Politiken 08.06.2009.

Marian Burros: High Mercury Levels Are Found in Tuna Sushi, New York Times 23.01.2008.

.
Grønlands indlandsis er en verden af fortryllende skønhed. Billeder derfra vækker en dyb længsel efter at kunne flyve hen over de vidtstrakte landskaber, suge de mange former og farver til sig i isens langsomme skriden mod havet. 

Nu er det nok ikke specielt klimavenligt at flyve derop blot som foto-turist, og det er i virkeligheden også megt mere en Chagallsk flyvegrøm, hvor man ved at strække armene udsvæver vægtløst graciøst hen over de glitrende landskaber, så jeg har istedet samlet en række billeder fra Grønlands ismassiver.

I anden linje ser man nogen af de smeltevandssøer, som Pano Kroko beskriver i sit paper i det forudgående blog-indlæg. I tredje linje ser man nogle af de moulins, vandtunneller, hvorigennem smeltevandet finder vej til gletsjerbunden. I femte række er der billeder fra gletsjerudmundingen i Jakobshavn.

På Klimatopmødets sidste dag kom grundlæggeren af Environmental Parliament, Pano Kroko, til Klimabundmødet på Vartov for at give en direkte skildring af tingenes tilstand i Bella Centeret. Det stod da klart, at vi ikke ville få den ambitiøse aftale, som alle havde håbet på, og som verden fortjener. Det var alt for let at være fortvivlet, men endda fortalte Kroko, at der var grund til optimisme – måske ikke lige nu, men på sigt. Han havde oplevet delegationsledere fra hele verden indlevet vidende drøfte, om målet måtte være 1½° eller 2° C? Og en målsætning som 350 ppm, som ingen kendte til for blot to år siden, havde nu mere end 100 lande bag sig – omend endnu ikke de 100 mest indflydelsesrige. Så den nødvendige viden er til stede og mangler så at sige blot at befrugte den politiske vilje. 

Kroko vendte tilbage til Vartov dagen efter, hvor han under mere uformelle rammer fortalte om en sag, som Environmental Parliament har meget højt opå sit agenda: Den fremadskridende destabilisering af Grønlands indlandsis. I de seneste år har man kunnet iagttage en markant større afsmeltning af den grønlandske indlandsis. På billedet ovenfor til venstre ser man to kajakker på en smeltevandssø ovenpå indlandsisen, til højre styrter smeltevand i en dyb skakt. Dette vand vådrer bunden af ismassivet og løsner permafrostens greb i det underliggende urfjeld. Der er tale om vandmængder så store, at det flere steder langs den grønlandske kyst giver basis for at drive elturbiner.

I Pano Krokos tankevækkende paper nedenfor, som jeg har fået lov at bringe her på bloggen, bliver det klart, at vi står overfor et muligt ‘tipping point’, hvor Grønlands ismassiver ikke blot langsomt silende ender i verdenshavene, men at det kan ske fra dag til dag gennem store udladninger af destabiliserede ismassiver med voldsomme havstigninger til følge.

Stadig sker afsmeltningen kun fra ismassivets randområder, men arealet er stærkt voksende (se det forudgående blog-indlæg: Indlandsisen vådrer), og det kolossale grønlandske ismassiv rummer i sig vandmængder, som fuldt afsmeltet modsvarer en havstigning på omkring 7 m.

GREENLAND

Climate forcing sudden ice sheet collapse tipping point mitigation Study.

An Environmental Parliament white paper by Pano Kroko, circa November 2009

 
The Greenland Ice Cap sudden slide into the Ocean is the issue and we have to use security measures to counter it’s devastating effects. Clearly a Black Swan event waiting to happen – It is a security risk of the greatest magnitude for the United States and for the rest of the world.

The Greenland Ice Cap’s imminent, sudden and cataclysmic collapse is a repeat of PAST EVENTS in the Hudson Bay Ice Cap. Not only it is similar to the Hudson Bay Ice cap sudden collapse that led to the stories of Noah’s Flood and cultural and religious myth throughout all of the earth’s cultures – it is also a verifiable geologically proven rapid scale event. A singularity and a Complex theory examination is needed immediately.

The speed and terrifying cataclysmic sea level rises after the Hudson Bay Ice Cap collapse, are well documented. The sudden slide of the whole Greenland ice cap into the sea will result in 7 to 17 meter sea level rises globally. It can and will happen literally overnight…. This collapse will lead to sea level rising OVERNIGHT and subsequent sea level rises will result in our repeating the cultural and religious histories existent, all across cultures and religions of this earth.

Sadly this is going to be a repeat of the Floods but we aren’t any more prepared than the contemporaries of Noe were.

CHANGE IN HEAT TRANSPORTATION WITHIN THE GREENLAND GLACIER: SEASONAL MOULINS TO ACCUMULATIVE MOULINS

The key problem in Greenland, is the recent switch-over from Seasonal Impact Moulins at the periphery of Greenland’s ice sheet to Accumulative Impact Moulins; that reside at the high altitude, atop Greenland’s sub-glacial interior depression.

Until recently, virtually all moulins and crevasses formed along the margins of Greenland Ice Sheet where sub-glacial ground inclination is always seaward. Melt-water that falls through moulins or crevasses into ice takes with it the heat in it. At the edge of ice, this melt water (and heat in it) is quickly drained away from beneath ice sheet as the melt-water creeks soon poured out, taking the water and heat back to the sea when melting season comes to its end.

Today, most melt is perhaps located across the sub-glacial water-divide that takes any water falling through the ice ever deeper towards Greenland’s interior bowl. The dentures and crevasses on Greenland’s sub-glacial bedrocks and soils get filled with this water and ice above starts to float on top of these ponds of water that conveniently smooths the trajectory with witch the bottom of Greenland’s Ice Dome moves along the rock surface.

As ice is an extremely good insulator, summer-time heat that falls with melt water stays under the ice here virtually forever (at least for all practical purposes). Therefore, these are Accumulative Impact Moulins and Crevasses as heat builds up summer-after-summer and is the only process where the greenhouse effect reaches 100% heat-retention.

DOD or Army Corp of Engineers can create a project to pump water out from beneath the ice sheet thus accomplishing the multiple benefit of decreasing friction, reducing the spatial reach of the separating layer of water from between ice and rock and rooting the glacier once again. This would not only improve the ice sheet anchorage, or mooring, to the bedrocks, but pumping water out would, in theory, also help remove the ground heat as well.

TRANSFORMATION OF POTENTIAL ENERGY OF MELT WATER TO MECHANICAL ENERGY

As sad as it might be to think melting Greenland ice as destabilising; We must not forget that we have experienced the same processes in the distant geological past.

When moulins and crevasses drain and generate, thin but, high-speed water jets under the ice dome, these water jets then cause the dreaded cavitation process which pulverizes bedrocks, and which has created a lot of the sandy beaches we all play at. And plenty of inert materials for the builders and the construction trade.

On other occasions, large layers of water penetrate suddenly through ice when large melt water lakes drain themselves very suddenly through the entire height of the Greenland ice sheet. The plucking takes place where the rapidly falling water meets the bed rocks at the bottom of ice. Instead of pulverising the bed rocks into fine-grain sands, the massive blasts of highly pressurised water lifts the entire ice sheet up much more than the steady creeks collecting and creating a floating ice cap as they are originating from a moulin with steady water input. The ice rises and a tall temporary cavern allows a thick blanket of the fast-moving water create a blast of rapidly moving flash-floods under the Greenland Glacier. The plucking is a rapid erosion force that quickly creates immensely large rocks that are often seen as post-ice age huge boulder piles or fields. The boulders often get stuck again into the bottom of the ice sheet when the temporary cavern spreads further out and the glacier thins away. These boulders can then be carried away much further than by any stream of water alone could quickly do. These huge boulders created by plucking under ice sheet may become ice-embedded and can be themselves transported hundreds of miles away by the sliding ice sheet.

Sometimes underwater tornado-like currents form under ice that leads to the kolking, which (just like tornado in the air) can lift and remove large chunks of the underlying material. Persistent turbulent currents under the ice sheet create the giant’s cauldrons and potholes (water pouring via moulins over extended periods of time, when drainage out is stable, can create localised plucking and kolking which drill these formations into hard granitic rocks).

Where ice crashes without any pressurised, high-speed water jets, like at the terminus of glaciers (or sides of a glacier), moraine forms from the abrasive mixture of soil and moraine that is slowly pushed forward into piles, or ridges, by the moving glaciers.(1)

IMPORTANCE OF SUB-GLACIAL LAKES OVER SPILLING WITH ICE SHEET FAILURE AS RESULT

So, when Greenland Ice Sheet collapses by the various processes? The accumulation of melt water by the Accumulative Impact Moulins and Crevasses is absolutely vital factor.

As more and more warm water pours in and warms ice sheet’s base cumulatively, further melt is ever easier by the Accumulative Impact Moulins pouring water in year-on-year. A situation would eventually arrive where Greenland’s Ice Dome base below sea level would all be turned into water, topped by ice. But the melt water lake cannot indefinitely thicken under the ice sheet without this system becoming rapidly chaotic and unstable.

The melt water lake within Greenland’s interior depression bowl, under the ice dome, need not reach sea table, nor exceed it, for the “ice sheet thrust” to occur: the bottom of Greenland’s ice dome will never sail atop a flat water table. If it were so, we would be safe and have several centuries to await for the instability to occur if all bottom half of ice had to melt to the level of sea table and this flat pool of water was topped by the remaining ice sheet neatly floating on a flat water surfaces as if occurring on open seas or lakes. No.

As the melt water is created from the bottom of ice sheet, the edges of this subglacial melt lake water is pushed very rapidly and firmly up, the surface of this subglacial lake bent along its edges inside Greenland interior bowl, along the interfaces of rock and ice.

Just like the ice bergs float in open water with only the smallest part of approximatelly 1/8 visible above the sea’s surface, the glacial melt process isn’t visible much to us in a reverse phenomenon. Once started, the rise of water table on this sub-glacial melt-water lake (that is squeezed between bed rock and ice) rises extremely rapidly along the ice-rock interface as the layer of water is not thick, but spread out in three dimensions along the interface. Very soon, this melt water lake surface reaches and exceeds the sea level when the final ice sheet slide out occurs.

What once may appear that there is huge amount of depth left in this thin melt water lake under the ice sheet, it is very quickly pushed up to sea level and above on the very limited space of the ice-rock interface before the ice sheet land containment failure finally occurs.

This is not a matter of centuries, not even years, but coud be a season or even a week or a day…
Because once the melt-water warmed Greenland ice sheet starts a rapid melt water accummulation along its very bottom… the tipping point will have been exceeded.
Literally tipping and sliding the largest Ice Cap known to man (above land) into the sea will cause a replay of Noah’s floods in the post Biblical Times.
Could be tonight.
Or even…
Today

PS: The drainage of melt water under the glacier, should help. I have not yet come up with appropriate mechanism of how to pump the water out in large enough quantities…
But this is an engineering problem that can be solved with concerted professional effort.

When I was in Greenland with Jane Lubchenko as spokesmen for the Environmental Parliament in the symposium “Arctic – Mirror of Life” that was convened by H.E. Kofi Annan and H.E. Jose Manuel Barroso, the native Indians and the resident Greenlanders came to tell us, that they felt their ice age is ending. But there are many ways for it to end. But to them it appeared that most of the ways the Greenland Ice Cap will end, seemed to be rather fast and speedy.Based partly on the local Indian cultural histories and partly in science and geological evidence.

There is no more important issue than the ice in Greenland as there is the impending switch-over to post-sea ice conditions taking place in the Arctic Ocean nearby: even the winter sea ice is much reduced (due to the thin ice being as easily compressible into pack ice as a deflating harmonica folds upon itself).

In the past the old multi-year sea ice did not pile-up so easily as this year’s thin sea ice. I remain of the opinion that 2010 might see Arctic sea ice gone by the end of summer due to the ice pile-up, larger waves &, sea winds scattering ice onto open and warmed-up seas.

Perhaps much more important than the melting volume in Greenland is where it occurs:

If the ice melts in Greenland’s periphery, all melt water (and heat in it) drains away quickly when the melt season ends. (These are seasonal-impact moulins and crevasses.) However, now the melting occurs much higher on the ice dome where the sub-glacial ground surface inclination turns inward and where the melt water sinks ever deeper into Greenland’s interior depression, filling the uneven dentures and crevasses by water. This lifts up ice dome as it floats above rough surfaces: mooring to the ground is quickly replaced by sailing on the ground. Mooring of the ice then located at the downstream obstacles only.

As ice is a very good insulator (Greenlanders, build well insulated snow-houses) the heat that is taken down with the water that pours in through moulins and crevasses takes heat with it for ever. (These are accumulative-impact moulins and crevasses – a greenhouse effect with 100% heat retention as most of this water takes thousands of years to make its way ultimately towards and out of Melville Bay depression in North West Greenland.)

The tipping point in Greenland’s ice mooring has been crossed as each year a new gulp of warm water is added to the base of ice sheet (since the start of accumulative impact moulins and crevasses started to form at higher altitudes in Greenland the last few years).

Because of this loosening of the footing of Greenland’s ice dome by melt water incursion, we monitor the coastal barrier stability at Melville Bay by GPS meters in case the increased pressure destabilises this section and “ice sheet thrust” re-occurs to break ice loose here.

We are also looking at sub-glacier high velocity water jets that cause cavitation, plucking and kolking under the ice shelves that are feeding turbidic mud and rock flows into Melville Bay basin and how these cause fast erosion on the rock barrier holding back the ice sheet.

We either fly in with military helicopters from Thule-Pituffik base in extreme North West, or use civilian aircraft from Ilulissat airport that is south from Melville Bay. We think there are several sections that are already in a macro-scale movement towards the sea and our aim is to capture this movement by GPS. We aim for an amicable settlement with the Danish authorities and co-operation (rather than deploy citizen cover journalists to observe this).

I am almost certain that if we do reach agreement over this matter soon as it is no interest of the Danish government to try to stop our United Nations’-based enquiries even if they think Greenland ice sheet land containment failure by “ice sheet thrust” at Melville Bay is no risk.

We also have a great deal of support internally in Greenland to challenge the idea that the ice melts 15,000 years or 1,000 years, and support from the World Indigenous Nations that the sea floods do occur suddenly as the ice domes loose their footing and slide into the seas.

We do hope the Indians are wrong and the Western idea of the ice sheets melting peacefully in situ over many millennia would be right. But for us Greenland appears as the snow roof of the world and when spring comes, only few drops of water comes out and then the whole snow sheet falls down from roof.

Thus, if the ice age in Greenland ends soon, it is sad to see us so unprepared for this big flood and associated rapid “the Last Dryas” cooling as the United Nations’ General Assembly was warned by the First Nations of the North America under the auspices of World Indigenous Nations Summit as its closing plenary investigation request plea for the UN.

Let’s see if the Danish have guts to delay our geophysical experiments further, although no one wish to see the indigenous people’s idea (or fear) of “ice sheet thrust” occurring to bring the ice age in Greenland to its end: less than 1% melts, more than 99% slides out.

It is an issue that needs to be discussed with the Top levels of DARPA and DOD. They understand the threat and the possible scenarios for Mitigation.

We have been lobbying the Administration, but just with Lubchenco and Holdren and others… who side with the prevailing Victorian era wisdom of the geologists and Earth scientists who think this Greenland Ice Cap melting event will take place at glacial speeds of hundreds of years, and therefore no need to worry right now.

However we also [know that] glaciers can move faster than lightning… and unannounced. And we know that Black Swan events also happen suddenly. And most importantly they always catch us unawares….

However there are defences and mitigation technologies available if we decide to act now. We can document the process and investigate deeply and if found to be warranted – then we can build Dams and defences and river drainages and many more smart and effective glacier movement slow down mechanisms….

However : Who can understand and deal with this? Only the professional security forces, the army, the NOAA and maybe the Royal society. However the Army Corp of Engineers can actually do things. They are the only ones who can do projects of the scale of geoengineering needed urgently. A scale of sophistication and engineering excellence to create underglacier melt water river drainages and re-secure the foundations of the Glacier to slow down the eventual slide out.

Please keep in mind that a 2ºC warming in the temperate zones can translate to up to 15ºC in the Arctic and the Greenland zone.

And then….
The Floods

Regards

Pano Kroko
Environmental Parliament

Jeg har i dette indlæg samlet et par kort, som giver et billede af den accelererende afsmeltning af Grønlands indlandsis. Herover er der angivet, hvilken del af den grønlandske indlandsis, som oplevede afsmeltning i årene 1992 og 2002. Fra at være et randfænomen nærmer det sig en situation, hvor hele den sydlige del har afsmeltning i sommertiden – se kortet nedenfor fra 2005.

.

Kortet herover stammer fra NASAs hjemmeside. Det angiver forandringen i antal smeltedage på den grønlandske indlandsis i 2005 sammenlignet med 1988. Som man kan se, er der særlig langs kysterne sket en markant forøgelse. 

.

På kortet herover, som stammer fra en NOAA-rapport, ser man forandringer i indlandsisens albedo – dens hvidhed eller reflektivitet. Kortet angiver forskelle i en periode i august 2007 i forhold til den gennemsnitlige albedo i perioden 2000-2007.

En faldende albedo betyder at en større del af det lys som rammer indlandsisen omdannes til varme og dermed afsmeltning. Albedoen øges ved lag af ny sne, men mindskes ved opfugtning og ved luftforureningen fra blandt andet den stadig mere omfattende kulafbrænding. 

Flere steder langs den grønlandske kyst bruger man smeltevandet til små vandkraftværker.  Herover er det vandkraftværket i  Qorlortorsuaq, som stod færdigt i 2008. 

Den danske glaciolog Dorthe Dahl-Jensen fra Niels Bohr Institutets afdeling for Is og klima, bragte i december en kronik i Politiken, Havet stiger hurtigere end ventet. Her får man med udgangspunkt i tilstanden for Grønlands indlandsis en virkelig god indføring i tingenes tilstand. Dorthe Dahl-Jensen er leder af NEEM-projektet (North Greenland Eemian Ice Drilling), hvor man tager prøver ned gennem indlandsisen, som visse steder er omkring 3.000 m  tyk.

Dorthe Dahl-Jensen beskriver i kroniken, hvordan afsmeltningen i de seneste år er tiltaget markant, og siger, at vi må regne med havstigninger på mellem 0,5-1,5 m i det 21. århundrede. Temperaturstigningen over Grønland er allerede på omkring 2º C eller godt det dobbelte af den gennemsnitlige globale temperaturstigning. Dette er et gennemgående mønster, og en stigning på blot få grader i den globale gennemsnintstemperatur vil give tocifrede stigninger i visse dele af det arkitske område, med risiko for frigivelse af store mængder metangas, som nu er bundet i den arktiske tundra.

Der har gennem de senste år været endog meget forskellige bud på, hvad den globale opvarmning betyder for afsmeltningen af klodens ismassiver, og hvilken havstigning det vil medføre. Det har blandt andet at gøre med, at man ofte taler i meget forskellige tidsperspektiver. Samme CO₂-koncentration på 450 ppm kan således i ét tidsperspektiv føre til, at vi i det 21. århundrede kun vil se yderst begrænsede havstigninger (under 1 meter), mens lederen af NASAs klimaforksning James E. Hansen uden at ryste på hånden siger, at langtidsvirkningen af 450 ppm vil være en fuld afsmeltning af klodens ismassiver, hvilket vil medføre havstigninger i størrelsesordenen 60-70 m. 

Noget andet er, at hvor en 1 m havstigning ligner en ubetydelighed, hvis man er bjergbonde i Schweiz, så er det for for en lang række af verdens atolriger nærmest en dødsdom.  

Dorthe Dahl-Jensen: Havet stiger hurtigere end ventet, Politiken 13.12.2009.

Tine Damgaard og Bent Højgaard Sørensen: Polarforskere slår alarm, Berlingske 14.12.2009.

Jørgen Steen Nielsen: Al Gore-kritikere med is i maven: ‘ingen problemer’, Information 27.07.2007.

Med et lånetilsagn på 8 mia. $ gav Obama først på ugen grønt lys til opførelsen af et atomkraftværk med to reaktorer i Georgia – det første i mere end 30 år. Den amerikanske klimaminister Steven Chu mere end antyder, at dette er blot første af en hel række tilsvarende lån, måske 6 eller flere. Og Obama-administrationen har bedt kongressen løfte lånegarantierne til udbygningen af atomkraft til 54 mia. $.

Motiverne er mange. Sikkerhedspolitisk set er det en del af at frigøre sig af mellemøstlig olie. Samtidig er atomkraften med til at mindske de amerikanske CO₂-udledninger, og værket vil, når det i 2016-17 står færdigt, årligt fortrænge hvad der svarer til 15 mio. ton CO₂ fra kulkraftværker – eller omkring 30% af de årlige danske CO₂-udledninger. 6-7-8 af sådanne værker vil kunne ses på den amerikanske CO₂-balance.

Energipolitisk set har USA så mange lavthængende frugter, som umiddelbart kunne høstes. På den baggrund virker satsningen på atomkraft umiddelbart paradoksal. For atomkraft er langt fra nogen billig løsning. Men i et land, hvor erhvervslivets lobbyister står så stærkt som de gør, er almindelig fornuftstænkning på samfundsniveau – for slet ikke at tale om globalt niveau – stort set sat ud af kraft. Og det er nok heller ikke nogen tilfældighed, at en af de store donorer til Obamas valgkampagne er det Chicago-baserede Exelon Corporation, som er USAs største producent af atomkraft.

I begyndelsen af 2009 var der tilmeldt 2.340 lobbyister på Capitol Hill alene på klimaforandringsområdet eller rundt regnet seks for hver medlem af kongressen. Heraf har op imod 85% det formål at modarbejde – eller i det mindste forsinke – det politiske systems vedtagelse af en egentlig klimalovgivning. Satsningen er således også et billede på, at det i den klimalovgivningsmæssigt pt. helt uafklarede situation er lykkedes atom-lobbyen at komme til fadet.

Der er meget stærke interesser i det amerikanske samfund, som helst så klimalovgivningen nedstemt, og den nylige opblomstring af klimaskeptiker-aktivitet skal også ses i denne sammenhæng.

Fra Obama-administrationens side er atomkraft-pakken et forsøg på at vinde republikanske stemmer dertil, at en klimalovgivning med en kvotepris på udledningen af CO₂ vil kunne gennemføres også i kongressen. Republikanske senatorer har krævet støtte til igangsættelse af op til 100 reaktorer i det kommende årti – USA har i dag lige godt 100 reaktorer kørende, som står overfor udskiftning, da man ikke har opført nye atomkraftværker siden uheldet ved Three Mile Island i 1979.

Intet tyder på, at åbningen overfor republikanerne på dette område i sig selv vil sikre en kvote-lovgivning. Så mulighederne for Obamas klimapakke er lige nu meget skrøbelig. Og man må nok indstille sig på, at en vedtagelse i Kongressen vil koste en stribe af tilsvarende særordninger om for eksempel ‘clean coal’ og offshore olieudvinding, som er langt bedre for kul- og olieindustrien og bio-ethanol-producenterne end for klimaet.

Med alle disse strategiske manøvrer er Obama hastigt er i færd med at miste sin opbakning fra miljøorganisationerne.

Suzanne Goldenberg: Barack Obama gives green light to new wave of nuclear reactors, The Guardian 16.02.2010.

Suzanne Goldenberg: Big firms drop support for US climate bill, The Guardian 16.02.2010.

Matthew L. Wald: U.S. Supports New Nuclear Reactors in Georgia, New York Times 16.02.2010.

Kate Sheppard: Obama’s risky nuclear renaissance, The Guardian 17.02.2010.

John M. Broder: Environmental Advocates Are Cooling on Obama, New York Times 17.02.2010.

Lørdag den 27. februar inviterer Klimabevægelsen til debatmøde som optakt til Klimabevægelsens Landsmøde søndag den 28. februar.  

Helt fra Klimabevægelsens grundlæggelse har COP15 været det store orienteringspunkt forude, og Klimabevægelsen har lagt mange kræfter dels i forberedelsen af Klimaforum, dels i en lang række aktiviteter op til og under klimatopmødet. Nu hvor COP15 er ovre, og tømmermændene efter det pauvre resultat, som kun de mest obskure kortsigtede særinteresser kan være tjent med, så småt er ved at fortage sig, er det tid at standse op og gøre status over, hvordan man som bevægelse (og som individ) mest meningsfuldt kan fortsætte arbejdet.

Er det gennem mere folkelig mobilisering og endnu større demonstrationer? Er det aktioner mod kulkraft eller julemands-aktioner? Er der brug for mere viden og indsigt, eller skal der tværtimod kommunikeres mere emotionelt og billedbårent (ala Tuvalu, klimasagens panda)? Er det indsatsen mod den massive støj fra klimaskepticismen, eller skal den blot forties? Er det fastholdelsen af, at Københavns Kommunes målsætning om CO2-neutralitet i 2025 ikke blot blev greenwash af værtsbyen? Eller er det en insisteren på nødvendigheden af 1½º og 350 ppm som naturens og fremtidens fordring til nutiden? Er det arbejdet for nye teknologier og organisationsmønstre, eller giver det allermest mening at arbejde med det bevidsthedsmæssige og udfoldelsen af livsværdier og fællesskaber, som er langt mindre bundet op på materiel besiddelse?

Der findes ikke nogen definitive svar på alle disse spørgsmål. Endda er det vigtigt for Klimabevægelsens videre arbejde og udvikling, at man forholder sig til dem og gør sig klart, hvor man bedst og mest meningsfuldt sætter ind.  Så der er lagt op til en weekend med virkelig spændende debatter.

Se programmerne her. Alle er velkomne:

• 27.02. kl. 13-18.00: Efter COP15, hvem skal nu redde klimaet? (pdf).
• 28.02. kl. 10-16.00: Landsmøde nr. 6 i Klimabevægelsen i Danmark (pdf).

Begge arrangementer finder sted ved Forbundet Træ-Industri-Byg, Mølle Allé 26, 2500 Valby (ca. 200 m fra Valby Station).

Eller se invitationerne herunder:

Kom til klima-debatmøde lørdag den 27. februar og kom til Landsmøde i Klimabevægelsen i Danmark søndag den 28. februar og vær med til at sikre, at Danmark har en bred, folkelig og aktiv bevægelse for at bedre klimaet. Begge møder er åbne for alle, og deltagelse er gratis.
 

Debatmøde: ”Efter COP15, hvem skal nu redde klimaet?”

Efter COP15 er det tid til at reflektere over, hvad der egentlig skete under COP15.

Hvor god eller hvor dårlig blev aftalen i Bella Centeret egentlig? Var de 538 støttende organisationer fra 67 lande og de 100.000 deltagere på demonstrationen den 12. december et tegn på etableringen af en global klimabevægelse? Er global retfærdighed kommet højere på den politiske dagsorden? Debatmødet vil berøre alle disse spørgsmål, og der vil blive lagt op til dialog/workshop for at drøfte, om klimasagen vil få den samme store opmærksomhed i 2010.

Tid: 27. februar kl. 13.00 – 18.00.
Sted: Mølle Allé 26, 2500 Valby (Forbundet Træ-Industri-Byg), ca. 200 m fra Valby st.

Se program: www.klimabevaegelsen.dk/doc/debat27feb/debat27feb2010.pdf.
Arrangør: Klimabevægelsen i Danmark.
 

Landsmøde nr. 6 i Klimabevægelsen i Danmark

Klimabevægelsens første klare ”pejle-mærke” var COP15 mødet. Nu når COP15 er overstået er det derfor tid til at overveje hvordan Klimabevægelsen fremtid skal formes på kort og langt sigt?

På landsmødet kan du møde klimainteresserede og ligesindede samt:

• Få en opdatering på andre klimaaktiviteter i Danmark såvel som i udlandet.
• Drøft hvilke centrale pejlemærker vi ser for Klimabevægelsens udvikling og virke i 2010 og herunder hvilken strategi vi skal lægge i forhold til gennemførelse af egne aktiviteter, og af fælles aktiviteter sammen med andre klima-aktører i 2010.
• Engager dig i et af de mange konkrete projekter, som Klimabevægelsen vil gennemføre i 2010 og fremover.
Mødet afsluttes med formalia (generalforsamling), herunder valg til landsudvalget mv.

Tid: 28.02. kl. 10.00 – 16.00.
Sted: Mølle Allé 26, 2500 Valby (Forbundet Træ-Industri-Byg), ca. 200 m fra Valby st.

Se program: www.klimabevaegelsen.dk/doc/landsmodet28feb2010/program28feb2010.pdf.
Husk at vi giver støtte til rejse-omkostninger.

Jørgen Steen Nielsen havde 15. februar en fin leder i Information, Sneboldeffekten, hvor han opruller den fornyede kraft, hvormed klimaskeptikerne markerer sig i anledning af, at vi endelig for en gangs skyld har fået sne på den nordlige halvkugle – og det paradoksale i, at klimafornægterne på den baggrund frimodigt proklamerer, at den globale opvarmning nu er afblæst, selvom januar i år globalt set hører til de varmeste måneder nogensinde.¹

Det er ikke mindst den nylige afsløring af, at der i den seneste klimarapport fra IPCC har indsneget sig to småfejl, som har ført til den fornyede offensiv. Den ene er lidt graverende – en reference til en undersøgelse af afsmeltningen af Himalayas gletsjere, som ikke har hold i virkeligheden, og som burde være stoppet i den peer review-mekanik, som i den ideelle verden sikrer, at videnskabelige arbejder nu også er videnskabeligt korrekte.  Den anden er en fejlreference til en simpel information om, hvor meget af Hollands areal, som vil blive oversvømmet, hvis og hvis – kort sagt to meget små detaljer, som intet rokker ved det samlede billede af en klode under accelererende opvarmning i den informationsmættede 3.000 sider lange grundlagsrapport fra IPCC. Men også to rigtig dumme småfejl, som begge var blevet påpeget forud, og som derfor meget enkelt kunne være rettet op inden udgivelsen.

I det hele taget har der været stigende kritik af hele IPCCs arbejdsform, som med sin meget tunge konsensus-søgende af forskere fra hele verden skrider frem med sneglefart. Hvor de to småfejl helt fejlagtigt har været brugt som ‘bevis’ for, at global opvarmning er et menneskeligt påhit – eller i hvert fald ikke menneskeskabt eller noget vi kan gøre noget ved – så kunne man med langt større ret indvende, at IPCCs rapporter underdriver konsekvensen af drivhusgassernes indvirkning på klimaet, fordi de seneste års resultater kun alt for langsomt bliver integreret i IPCCs arbejde på grund af den langsommelige arbejdsform.

Ofte er debatspalterne efter klima-artikler bedrøvelige slagmarker af mudderkastninger, eder og ukvemsord. For eksempel i The Guardian er nogle gange op imod halvdelen af indlæggene fjernet, og når man ser den infamitet, som får lov at blive, undrer man sig over, hvad der dog kunne stå i det, der er blevet slettet. Men lige præcis efter Sneboldeffekten er debatsporet den perfekte illustration af den skingre absurditet og double standard, som lægges for dagen fra klimafornægternes side.

Blandt andet Kåre Fog har her en tankevækkende respons: “Lomborg (og de fleste klimaskeptikere) har en strategi der hedder, at de pure benægter fejl og manipulationer, uanset hvor meget de står med ryggen mod muren. Nå de ikke indrømmer en fejl, eksisterer fejlen ikke i mediernes optik. Der er ikke nogen skandale at skrive om – kun påstand-mod-påstand. Medierne kan skrive om at der er en kontrovers, men ikke om at der er en skandale. De pæne klimaforskere, derimod, indrømmer brødebetynget, hvis de har begået en fejl eller to. Dermed har medierne fået en ’skandale’, og den presser de alt blod ud af til sidste blodsdråbe.”

George Monbiot og The Guardian indstiftede i 2008 The Christopher Booker price for den klimafornægter, som formåede at fremsige flest usandheder på klortest tid. For få uger siden blev denne pris igen uddelt. Årets vinder, John Tomlinson, formåede i en artikel i det amerikanske Flint Journal at distancere selv de mest garvede. Ifølge Monbiot nåede han i første forsøg 18 fejl på blot 486 ord, eller én for hver 26 ord. I en efterfølgende klumme nåede han op på en klimarelateret fejl for hver 21 ord. Og Tomlinson forbliver uovergået, for det har ifølge Monbiot været så ulideligt at researche til prisuddelingen, at den ikke vil blive uddelt mere.²

Men hvor er samme kobbel af blodhunde henne, når der afsløres videnskabeligt svindel på andre områder. For eksempel blev det for nylig klart, at Dr. Scott Reuben, leder af smerteafdelingen på Baystate Medical Center i Massachusetts igennem 13 år, systematisk har fabrikeret falske forskningsresultater. Mindst 21 artikler bygger på rent fiktive data, og alene det peer reviewede tidsskrift Anesthesia & Analgesia har måttet tilbagekalde 10 artikler. Der er ikke tale om små afrundingsfejl, nej, han har simpelthen opfundet falske datasæt om double blind placebo-undersøgelser af produkter fra medicinalgiganten Pfizers, som til gengæld har honoreret ham fyrsteligt.³

En søgning på Google giver ikke en eneste omtale heraf i danske medier. Og ingen er fremme med kravet om at nedlægge medicinalindustrien eller påstande om at vi ikke er syge mere. Til gengæld har vi næsten daglig dækning af Climategate, Himalayagate, Pachaurigate og NOAAgate – hver især videnskabeligt set ubetydelige skønhedsfejl, hvis dækning giver anledning til kilometervis af spalteplads for videnskabeligt set totalt underlødige synspunkter fra klimaskeptikernes side. I en tid, hvor Verden tager tilløb til at sætte en pris på CO2-udledninger, er der uhyggeligt mange, som har interesse i at fastholde tvivlen – også bare som journalistisk greb. Og man kunne ønske sig, at medierne forholdt sig langt klarere til, hvilke usandheder de dagligt lægger spalteplads til.

Jørgen Steen Nielsen: Sneboldeffekten, (leder) Information 15.02.2010.¹

George Monbiot: Winner of climate change denial’s premier award revealed, The Guardian 21.01.2010.²

George Monbiot: The Christopher Booker prize: our man in Michigan, The Guardian 21.01.2010.²

George Monbiot: John Tomlinson beats his own record for climate denial nonsense, The Guardian 21.01.2010.²

Lee Howard: Former Pfizer representative charged with health care fraud, The Day 15.01.2010.³

Kristie Borges: Doc Accused of Faking Celebrex Study, The Day 15.01.2010.³

Se også

Rolf Ask Clausen:Klimadebatten: Tid til afkøling, (leder) Ingeniøren 19.02.2010.

Jeffrey Sachs: Climate sceptics are recycled critics of controls on tobacco and acid rain, The Guardian 19.02.2010.

Ben Block: Covering Climate Change, World Watch magazine, marts-april 2010.

I princippet er vand en fornyelig ressource, og hvis vi værner om den og bruger den viseligt, er der også vand til de kommende generationer. Men med det nuværende brugsmønster bliver stadig mere af klodens vand forurenet eller ender i salte vande, og filmen Blue Gold, World War Water  giver en uhyggeligt klar skildring af, hvilke vandproblemer vi står overfor i de kommende årtier, ikke kun på grund af klimaforandringer, men fuldt så meget på grund af den kaptialisering og varegørelse af et mange steder på kloden indtil i dag fælles gode.

I en nylig rapport fastslår McKinsey & Company, at efterspørgslen på vand i 2030 vil være 40% højere end de tilgængelige ressourcer, og at omkring halvdelen af verdens befolkning vil leve i områder med vandmangel.¹ 

Blue Gold, World War Water er en prisvindende dokumentarfilm fra 2009, filmet af Sam Bozzo. Den er baseret på en bog fra 2002 af Maude Barlow og Tony Clarke: Blue Gold: The Fight to Stop the Corporate Theft of the World’s Water og er med sine i alt 90 min.  yderst seværdig.

Sam Bozzo: Blue Gold, World War Water, del 1 af 7, 12:24 min video.

Sam Bozzo: Blue Gold, World War Water, del 2 af 7, 12:49 min. video.

Sam Bozzo: Blue Gold, World War Water, del 3 af 7, 12:49 min. video.

Sam Bozzo: Blue Gold, World War Water, del 4 af 7, 12:49 min. video.

Sam Bozzo: Blue Gold, World War Water, del 5 af 7, 12:49 min. video.

Sam Bozzo: Blue Gold, World War Water, del 6 af 7, 12:49 min. video.

Sam Bozzo: Blue Gold, World War Water, del 7 af 7, 12:49 min. video.

www.bluegold-worldwaterwars.com.

The Global corporate water footprint. Risks, opportunities and management options, McKinsey & Company nov. 2009 (pdf).¹

Kvoteprisen på det europæiske marked har aldrig været særlig høj målt i forhold til, hvad det kostede at rydde op efter sig i selve processen, så i den nuværende form betyder kvoteordningen, at det langt bedre kan betale sig at købe sig til retten til at forurene i EU-området end at rydde op efter sig. Prisen for retten til at udlede 1 ton CO₂ er på det europæiske kvotemarked er på et halvt år faldet fra over 30 euro til 12,40 euro, således at man efter det fejlslagne klimatopmøde i København kunne udlede ét ton CO₂ for under 100 kr.

Lars Aagaard, administrerende direktør i Dansk Energi (de danske elselskabers brancheorganisation), siger ifølge en artikel i Information i går, at man er nødt til at indføre en form for mindstepris i kvotesystemet – og en form for parallel til den europæiske centralkvotebank, som kunne forestå disse støtteindkøb. Om den er 10, 20 eller 30 euro betyder ifølge Aagaard mindre. De nuværende fluktuationer skaber en investeringsmæssig usikkerhed, som medfører, at der ikke bliver taget klimahensyn.¹

Til en begyndelse er det godt at se den selverkendelse, at den rene markedsmekanisme ikke formår at handle klima- eller miljøoptimalt. Det kræver tværtimod en massiv og velperspektiveret styring, hvis markedet skal kunne noget som helst andet end at fortsætte den nuværende forbrugsfest dertil, at det er for sent at sadle om.  

En del af problemet med det europæiske kvotesystem er, at man i udgangspunktet uddelte så mange gratis kvoter, at prisen aldrig fik et leje, hvor det kunne svare sig at lave CO₂-reduktioner i selve produktionsprocessen. Hvis man så løbende kunne styre kvoteloftet, så man hele tiden strammede målsætningerne dertil, at man fik en konstant høj kvotepris … men i en situation, hvor EU fedter med målsætningerne, som man har set det i de sidste to måneder, er det ligeså sandsynligt at prisen på at svine atmosfæren til bliver endnu mindre. 

Og så er det, at man kunne spørge sig, hvad der ville ske, hvis vi fik en central kvotebank eller tilsvarende mekanisme, som sikrede, at mindsteprisen på CO₂-udledning var mindst 1.000 kr. pr. ton, samtidig med kvotesystemerne blev lagt langt bredere ud end nu?

Ville eksempelvis en bil, som qua sin kørsel udleder 5 ton pr. år blive udskiftet med en mere brændstoføkonomisk bil blot for en årlig kvoteafgift på 5.000 kr.? Det er ikke givet – her skulle kvoteprisen måske endnu højere op. Men det kunne være med til at mindske den reelle prisforskel på en ny elbil og en by benzinbil. 

Tog man i stedet en flybillet, som i dag er rystende billig i forhold til dens klimabelastning, så ville en langdistancebillet til New Zealand, som nu måske koster 5-10.000 kr. og som udleder omkring 10 ton CO₂ pludselig skulle koste det dobbelte eller mere. Og et sådant prisniveau for CO₂-udledninger ville også gøre det økonomisk attraktivt at efterisolere og energieffektivisere vores boliger og bygninger i langt højere grad, end man i dag gør.  

Inden for energiproduktionen kunne man forestille sig, at en sådan kvotepris kunne rykke forholdet dertil, at vind- og solenergi blev billigere end kul - faktisk kunne man til en sådan central kvotebank (eller hvad man nu ville etablere for at styre kvotepriserne) med rimelighed kunne forvente, at de skulle holde kvoteprisen sådan, at det altid var billigere at bruge vedvarende energi end fossile brændstoffer, sådan at man rent administrativt fik udfaset kullene.

Strakte man samme kvotesystem ind i landbrugsproduktionen, så den også omfattede de kolossale metan-udledninger, kunne en tilstrækkelig kvotepris kickstarte en hurtig nødvendig omlægning fra det nuværende industrielle landbrug. 

Det ville kunne skabe den respekt om kvotesystemet, som det nu savner.

At en generel CO₂-afgift af samme størrelsesorden, som blev fuldt ud tilbagecirkuleret i samfundet, sandsynligvis ville have langt større effekt, være langt lettere at administrere og langt sværere at svindle med og spinde guld på, samtidig med, at det meget konkret ville belønne mennesker og virksomheder, byer og nationer, som rent faktisk CO₂-optimerede, det er en helt anden historie.

Jørgen Steen Nielsen: Elsektor: Indfør en mindstepris på CO2-kvoter, Information 05.02.2010.¹

Det er en total fejllæsning af situationen, at vi skulle stille os dårligere ved at binde os til – eller bare bestræbe os på – større reduktioner end andre lande. Det viser desværre, hvor lidt vores nuværende regering har fattet ikke bare af klimaudfordringens natur, men af, at der ligger et kolossalt forretningspotentiale og venter, hvis Danmark og EU går forrest. Vi har alle forudsætninger for det, men det kræver, at man lægger de halvhjertede attituder og kortsigtede perspektiver definitivt bort og stimulerer et miljømæssigt lederskab på alle niveauer.  

Skal man forstå Lilleholts udsagn, så kan det være forhandlingsstrategiske overvejelser, som ligger bag, at EU kun har bundet sig til en 20% reduktion, med muligheden for at EU løfter sin indsats til 30%, hvis andre lande strækker sig tilsvarende. For vores nyudnævnte Klima- og Energiminister Lykke Friis er det ifølge en leder i Berlingske et forhandlingspolitisk kort, som man ikke skal spille sig utidigt af hænde.²

Men klimaforhandlingerne er ikke et spørgsmål om grænsedragning eller andre af den slags politiske problemkomplekser, som store internationale forhandlinger normalt beskæftiger sig med. Vores klima er et grundvilkår, og hvis vi snyder på vægten og ikke påtager os vores ansvar, går det ud over os selv og vores fremtidige levevilkår. 

Det er vitalt, at klimaforhandlingerne ikke gøres til et rent politisk anliggende. Der er en række grundvilkår, som etablerer et sæt rammevilkår for den politiske løsning. Man kan ikke bare forhandle med klimaet og biodiversiteten. Når man som EU én gang man har indset og aftalt en målsætning om, at det er nødvendigt at holde sig under en 2° temperaturstigning, så handler det ikke om derefter at gøre så lille en del af det arbejde som muligt. Tværtimod burde EU trække i arbejdstøjet, for at få afklaret, dels hvordan man bedst muligt gennemfører sin del af denne beslutning i EU, dels hvordan man bedst muligt stimulerer en tilsvarende indsats i andre lande.

Den logiske – og ansvarlige – konsekvens af 2°-beslutningen ville for EUs vedkommende være at sige, vi lægger os i selen for at klare 40% eller mere i 2020 og er CO₂-neutrale i 2050. Og at EUs støtte til andre lande vil være målrettet gennemførelsen af en tilsvarende proces i andre lande. Det vil koste, men det skal til. Og … det vil være dyrere ikke at handle. Igen og igen har vi i de senere år fået samme melding fra økonomer som Lord Stern, at jo længere vi tøver, jo mere ubetalelig bliver regningen.

Men de seneste dages udmeldinger afslører med ubehagelig tydelighed, hvilken svimlende afgrund af uforstand og manglende perspektiv, som står tilbage efter Anders Fogh og Connie Hedegaards exit fra den hjemlige scene.

Lars Henrik Aagaard: Analyse: Danmark mister klimaførertrøjen, Berlingske 01.02.2010.¹

Klimaaftale i kritisk fase, (leder) Berlingske 02.02.2010.²

Se også Georg Metz’ spiddende refleksioner over tosserierne i:

Georg Metz: De tossegode, Information 05.02.2010.

Den tresiders aftale, som klimatopmødet i København mundede ud i, The Copenhagen Accord, rummede en opfordring til at alle verdens lande inden udgangen af januar meldte ind med deres CO₂-reduktioner frem mod år 2020. I mellemtiden har det været meldt ud, at der var tale om en ’soft deadline’ – at alle bud til enhver tid ville vær velkomne. Endda har UNFCCC, som står for klimaforhandlingerne, gjort status. Og pr. 01.02.2010 har 55 ud af verdens lande, som repræsenterer i alt 78% af verdens nuværende emissioner, meldt tilbage.

Set i forhold til Kyoto-aftalen, som kun havde bindende reduktioner for en lille håndfuld industrialiserede lande, er det et kolossalt fremskridt – alene af den grund, at verdens to største udledere af drivhusgasser, USA og Kina, begge er med. Og man kan håbe, at endnu flere lande i de kommende måneder slutter op.

Men set i forhold til, hvilke reduktioner, der skal til, hvis vi skal undgå opvarmning af kloden over 2° C (for slet ikke at tale om over 1½° C), er det nu fremlagte imidlertid aldeles utilstrækkeligt. Ifølge The Climate Scoreboard vil de nu fremlagte reduktioner give en temperaturforøgelse i år 2100 på 3,9° C.

Indmeldingerne fra de 55 lande svarer til en samlet reduktion på verdensplan på 11-19% frem mod 2020. For eksempel Australien tilbyder 5%, 15% eller 25% afhængig af, hvad andre lande byder ind med. Hvis vi skal holde os under 2° C, er der brug for reduktioner i I-landene på omkring 40% – og i U-landene på 15-30%, som i høj grad må finansieres af I-landene. Men der er fortvivlende langt mellem udmeldingerne om 40% bindende reduktion – der er faktisk ikke nogen.

Man kan se de enkelte landes CO₂-løfter på to lister på UNFCCS hjemmeside:  

Appendix I – Quantified economy-wide emissions targets for 2020.
Appendix II – Nationally appropriate mitigation actions of developing country Parties.

For eksempel EU har kun bundet sig for 20% – der er således ikke meget lederskab at spore fra EU. Kina har budt ind med en (frivillig) CO2-tætheden på 40-45% fra 2005 til 2020 pr. produceret enhed – hvilket vil forudsætte en omfattende teknologisk transformation. Det lyder besnærende, men hvis Kina fortsætter med de typiske vækstrater for de senere år, vil Kina selv med efterlevelsen af et sådant tilsagn have større udledninger i 2020 end i dag. Indien har tilsvarende meldt ind med en 20-25% reduktion i CO₂-intensiteten.

USA har budt ind med 17%, men ikke i forhold til 1990. Og de amerikanske udledninger er steget så meget siden 1990, at der er tale om yderst begrænsede reduktioner. Så ja, det er glædeligt, at USA endelig tager del i løsningen af det problem, som de historisk set er største bidragyder til. Og ja, det er tragisk, at det skal være så svært at få omstillingen af USA i gang. Men ja, det er realistisk, at reduktionerne ikke kommer fra dag til dag. Hvis man ser på den danske udvikling i de sidste 20 år, så må man sige, at det tager tid at omstille et industrisamfund, som har bygget sig op på fri mobilitet, til et intelligent grønt samfund – foruroligende lang tid. Og med 10 års VK-regering, hvor udledningerne stort set ikke er faldet, er det et åbent spørgsmål, om det kan gøres uden at stille langt skarpere rammevilkår for markedet. 

John Vidal: Fifty-five countries pledge to cut greenhouse emissions, The Guardian 02.02.2010.

Alex Morales: World’s Biggest Emitters Sign Up to Copenhagen Accord, Bloomberg Press 02.02.2010.

John M. Brooder: Countries Submit Emission Goals, New York Times 01.02.2010.

Det er som om at vinteren i år har strammet sig an i anledning af klimatopmødet, måske for lige at give os en ekstra chance for at huske, at der er forskel på vejr og på klima, måske for at give os en ekstra chance for at indse, hvor skingert klimaskeptikerne fører sig frem. I hvert fald har januar i år ligget 3,2 grader under normalen – hvilket der ikke er noget unormalt i. Det har medført, at Søerne er frosset til, så man har kunnet gå på vandet, og vi halvanden måned i træk har haft noget så sjældent som sne inde midt i byen.

Den hårde vinter præger også livet for de mange dyr og fugle, som vi deler byen med. Og i den Lommepark 77, som vi netop har anlagt foran Miljøpunkt Indre By-Christianshavns vinduer, har vi flere gange i løbet af januar haft besøg af rødkælken.

Med sin orangerøde strube er rødkælken utrolig synlig i sneen, og fra mit barndomshjem, hvor vi fra spisestuen havde vinduer fra loft til gulv ud mod haven, kunne vi i vintertiden følge livet på foderbrættet på nærmeste hold. Her blev rødkælkene nogle år så fortrolige med os mennesker, som fredsommeligt spiste morgenmad på den anden side af glasset, at man ud på vinteren kunne fordre dem af hånden.

Men alt dette blot for at glæde sig over, at når giver naturen bare den mindste plads mellem husene, så rykker den gavmildt ind. Har tidligere i denne blog plæderet for, at i stedet for at en afstand på x-hundrede meter til nærmeste lommepark skulle være kriteriet for nærhed til grønne arealer i byen, så skulle alle fra deres bolig og arbejdsplads kunne høre fuglenes sang.

Med op imod 10% af den voksne danske befolkning lidende af angst og depression¹ har vi brug for deres opmuntrende strofer.

Jeannette Ringkøbing: Hver tiende dansker er i kulkælderen, Politiken 06.02.2010.¹

Klimatopmødets 192 deltagerlande magtede ikke at nå den verdensomspændende klimakontrakt, som langtidsstabiliserer klimaet, og det kan derfor være fristende at barrikadere sig i sofaen og afvente det næste klimamøde i Mexico, der skal redde os alle ud af suppedasen, eller til det efterfølgende COP17, 19, 19, 20 … . På den baggrund var det under klimabundmødet sprudlende håbefuldt at møde de vitalitetssitrende erfaringer, råd og visioner rodfæstet  i allerede eksisterende levemåder.

Det blev to uger spækket med nærværende talere, som mødte tilhørerne i øjenhøjde i et lille intenst samtaleforum, hvor døren altid stod åben for endnu en gæst. Resultatet blev en mangfoldig buket, som bugnede af eksempler på bæredygtige leve- og tankemåder. Hvert møde fremstod som enkeltstående inspiration, samtidig med at de mange ’blomster’ føjede sig sammen til en vidtløftig og håndgribelig vision, som vækker håb om en fremtid, hvor mennesket er sundere til stede på planeten.

Taler-buketten bød på repræsentanter fra mange forskellige fællesskaber - for eksempel organisationer, myndigheder, uddannelsecentre, videnskaber og landsbyer - som alle kunne bevidne, at det moderne menneske kan leve med stor livskvalitet uden at splitte kloden ad.

Geologen Tove Damholt åbnede rækken af dialogbaserede oplæg. En fortællende tidsrejse 65 millioner år tilbage i tiden afslørede, at meteornedslag og vulkanudbrud resulterede i udryddelse af halvdelen af verdens dyre- og plantearter. Katastrofen efterlod de tilbageblevne med helt nye tilpasningskrav og muligheder. Også idag skal der nye levemåder på bordet, for at de nulevende arter – inklusive mennesket – kan klare klimaudfordringerne.

Jonathan Dawson fra økosamfundet Findhorn i Skotland bor i et samfund, hvis økologiske fodaftryk er halvt så stort som resten af nationens. Når aftrykket kan holdes så lavt, er det blandt andet fordi, Findhorn er teknisk optimeret (for eksempel når det gælder energiforsyning, isolering af huse såvel som deleordninger om biler og andre ejendele) og er lokalt forsynet med fødevarer.

Sara Campe fra økosamfundet Sieben Linden i Tyskland igangsatte en samtale om permakultur. Adskillige af tilhørerne øste ud af deres erfaringer og kendskab til brug af denne metode, hvor naturens funktioner aflures og respektfuldt integreres i samfundet. En metode der også er anvendt til moderne byudvikling og byplanlægning.

John Croft, medstifter af Gaia Foundation of Western Australia, videregav sin metode Dragon Dreaming, til hvordan man når i mål med store drømme og projekter.

Nicolas Metro har gennem organisationen Trees and Life opnået samarbejde med lokalbefolkning, forskere og myndigheder i et stort træplantningsprojekt i Afrika, som har udmøntet sig i en målsætning om at plante 15 milliarder træer på verdensplan inden 2018. Gennem en inddragelse af lokalbefolkningen, som styrkede ejerskabsfølelsen af træerne, er der nu plantet og bevaret større arealer med træer. Og man har på nuværende tidspunkt plantet mere end 300.000 træer i Senegal. Samtidig med at vegetationen holder på den sparsomme regn, genererer den nedbør på de ellers tørre egne.

Tre unge englændere kom uanmeldt forbi. Med sig havde de en bunke lommebøger under armen, som blev foræret til interesserede besøgende og beboere i København. Den tankevækkende vandrebog What’s worth saving in THIS PLACE? er baseret på helt almindelige borgeres ytringer, som er hentet ind via hjemmeside og twitter. Citaterne er tikket ind fra alle steder i verden, og teksterne er illustreret med hjælp af frivillige indsatser fra adskillige kunstnere. Bogprojektet er en glimrende demonstration af, at privatpersoner kan dele rigt ud af deres smittende begejstring for at passe på Jorden.

Der var langt flere nævneværdige indspark (se program). Alt i alt har vi fået et springbræt til at komme godt videre fra COP15. Det er mit håb, at vi ved Miljøpunkt Indre By-Christianshavn kan forbinde mange af de livsnerver, der sammen kan udfolde, udvikle og iværksætte projekter, som styrker klimaindsatsen - nedefra. For vi kan ikke vente på politikernes ageren.

Forfatteren Paul Hawken har i artiklen ’The movement with no name’ skønnet, at der er mere end 2 millioner organisationer på verdensplan, som arbejder for bæredygtighed og social retfærdighed. Alle disse tager form i varierende fællesskaber og popper op overalt: ”… in schoolrooms, farms, jungles, villages, compagnies, deserts, fisheries, slums – and yes, even fancy hotel cenference centres”. I følge Hawken er det bærende fælles udgangspunkt løsningsorienterede ideer frem for ideologier. Man søger løsninger på konkrete udfordringer, som har skabt en ubalanceret klode; og nu forsøger dens beboere i forskellige kontekster at søge mod en helhedsgivende restitution.

Vi har under klimabundmødet opnået fornyet indsigt i, hvordan man som individ og som del af forskellige fællesskaber kan styrke klimaindsatsen – ofte på en måde, der rækker ud over det kliniske fokus på, ’hvor meget kan vi tillade os at smide ud i luften, jorden og vandet’. Det drejer sig i højere grad om at nå ind til kernen: At vi som mennesker helt basalt er del af en levende verden, hvor årsag og virkning griber ind i hinanden. Vi kan civilisere os selv nok så gevaldigt, men uanset hvordan vi anskuer verden, er den opbygget af kredsløbssystemer, hvori alle substanser ustandseligt ændrer form. Men til forskel fra de naturlige kredsløb har mennesket fundet på begrebet ‘affald’, som er de restprodukter, vi ophober i nære og fjerne miljøer, når vi fremstiller, forbruger og bortskaffer produkter.

Alle individer har en væsentlig rolle i ethvert velafbalanceret naturligt miljø. Det gælder helt ned til jordbakterien, som transformerer giftige stoffer til brugbare plantebyggesten. Vi bliver nødt til at indse, at vi alle indgår i et naturligt samspil, hvor vores indsats på individplan faktisk nytter i det store globale system. Og der kan med fordel gives plads til flere alliancer – budene på potentielle samarbejdspartnere er mange og strækker sig fra studerende, myndigheder, interessegrupper til de mange organismer, som udfører livsvigtige funktioner i et harmonisk økosystem – hvis vi vil skabe os et tåleligt klima.

Gazelle Buchholtz

Se tidligere blog-indlæg: Paul Hawken: Sustainability as an Infinite Game, One Planet Budgeting: Making sustainability real with the ecological footprint, Det globale fodaftryk for verdens lande og Dansk forbrug af naturressourcer blandt verdens højeste.

Hver ny årsrapport fra World Watch Institute har sit fokus. I år er det den forbrugerisme, som hastigt er ved at omdanne vores smukke planet til losseplads. Det billede, som fik mig til at standse op, var i al sin grusommelige enkelhed, at hver eneste amerikaner forbruger mere end sin egen vægt, hver dag. Nærmere bestemt 88 kg – hver dag!

I WorldWatch Institutes egen introduktion af State of the World 2010 hedder det: “Ved at skabe et kulturelt skifte, der gør det at leve bæredygtigt ligeså ‘naturligt’ som forbruger-livsstilen er i dag, vil man ikke bare kunne håndtere presserende kriser som klimaforandringerne. Samtidig vil det kunne afhjælpe andre symptomer som den ekstrem indkomstulighed, overvægt og fremmedgørelse (social isolation), som normalt ikke opfattes som miljøproblemer. For eksempel en bæredygtig kost – udbredt gennem skoler, leverandører af sociale serviceydelser, medier, nye økologiske restauranter og butikker - som tilskynder til indtagelse af grøntsager og fuldkorn frem for kød, søde sager og forarbejdede fødevarer vil ikke blot mindske miljøbelastningen af forbrugerens kost (såsom klimaændringer, ’døde zoner’ i havene, og forurening af luft og grundvand), men mindske fedmeproblemer og forbedre menneskers sundhed og livskvalitet.”

Kort sagt det klassiske Worldwatch-perspektiv for fuld skrue.

Jeg har prompte bestilt State of the World 2010 hjem til Miljøpunkt Indre By-Christianshavns bibliotek. Der går nok et par uger, og indtil da må man nøjes med presseomtaler herfra. Blandt andet Suzanne Goldenberg har i the Guardian en god introduktion til State of the World 2010, som findes oversat i Politikens papirudgave.

Suzanne Goldenberg: US cult of greed is now a global environmental threat, report warns, The Guardian 13.01.2010.

Report: Consumerism must be halted to save the planet, CNN World 13.01.2010.

Andrew Hough: Human civilisation ‘will collapse’ unless greed culture is stopped, report warns, Telegraph 13.01.2010.

Jonathan Owen: The end of consumerism: Our way of life is ‘not viable’, The Independent 10.01.2010.