Strøtanker om bæredygtighed

Ligesom den danske regering har den engelske regering til stadighed fremhævet, at det er lykkedes at afkoble økonomisk vækst og CO₂-udledinger. Officielt hedder det sig, at England siden 1998 har reduceret sine CO₂-udledninger med 5% – ikke meget, slet ikke i forhold til hvad der er brug for, men nok til at vække opmærksomhed ude i den store verden, hvor udledningerne af drivhusgasser stiger og stiger i takt med den stigende økonomiske aktivitet.

For nylig beregnede Stockholm Environment Institute, at hvis man beregnede de samlede engelske udledninger, var CO₂-udledningerne i virkeligheden steget markant siden 1992 (se tidligere blog-indlæg: Samlede engelske CO₂-udledninger steget 37% siden 1992). Og nu har WWF i samarbejde med Stockholm Environment Institute en rapport på trapperne, som kommer frem til, at CO₂-udledningerne er steget med hele 44%, hvis man regner samtlige emissioner med – eller 49% højere end de officielle tal.

Det peger på et centralt problem med Kyoto-aftalen, som det kun delvist ser ud til at man kommer til at løse med den kommende Københavner-aftale.  At de rige lande med en kombination af de nuværende kvotemekanismer og de globale markedsmekanismer overhovedet ikke skruer med for blusset, men blot systematisk udflager al produktion, som sviner og producerer CO₂ til lande, som endnu ikke er kvotebelagte. Det kan måske sminke den nationale statistik, men det løser ikke problemerne. Tværtimod.

Læs mere »

Det fremgår af en række artikler i The Guardian på det seneste, at England på få år har halveret sit forbrug af plasticposer.

Det er umiddelbart lidt af en bedrift. Det startede i al uskyldighed med, at filmproducenten Rebecca Hosking i 2007 overtalte butikker i den lille by Modbury til at nægte at uddele gratis plasticposer, og fik for alvor momentum, da syv store supermarkedskæder satte sig for at halvere deres forbrug af plasticposer og den engelske regering gjorde det til en mærkesag. Således har England på blot godt to år så godt som halveret sit forbrug. Hvor der i maj 2006 blev uddelt 870 mio. engangsplasticposer i engelske butikker, var det i maj 2009 blot 450 mio. engangsplasticposer – eller et fald fra 17½ til 9 engangsplasticposer pr. englænder pr. måned.

George Monbiot er straks på pletten med skarpe modsynspunkter på sin blog på The Guardian: “Krigen mod plasticposen er spild af tid”, harcelerer han efter i april sammesteds at have kaldt englændernes besathed af plasticposerne en form for miljømæssig ignorans.  Brugte vi samme ildhu på at halvere vores forbrug af flyrejser og transport, ville det virkelig batte noget, og i det store perspektiv har han ikke helt uret. Hvis vi vil gøre os håb om at håndtere klimaudfordringen, er vi nødt til at skelne mellem store og små problemer og i hvert fald forholde os til nogen af de store problemer. Vi er nødt til at udvikle en form for proportionssans i vores miljøindsats, så plasticposen ikke bare bliver et uskyldigt dække for fortsættelsen af en på alle de afgørende områder klimamæssigt graverende livsstil, og vores ene hånd solder væk, hvad vi møjsommeligt sparede os til med den anden.

Men de stigende plasticmængder er et reelt problem. Danmark har netop måttet opskrive sine nationale CO₂-udledninger betragteligt, fordi man kunne konstatere, at der var langt mere plastic i vores affald end hidtil antaget - og dermed, at vores affaldsafbrænding gav anledning til markant større CO₂-udledninger end hidtil indregnet. Det er små mængder, men samlet drejer det sig for Danmark om en merudledning, som kræver indtil flere store havvindmølleparker à 100 møller at kompensere. I stedet var det måske smartere at tage rygsækken med i Irma næste gang eller bruge en pose, som kan genbruges mange gange.

Se tidligere blog-indlæg. Organiske plasticposer og Kina forbyder gratis plasticposer.

John Vidal: Plastic bag revolt halves nationwide use to 450m, The Guardian 17.07.2009.

George Monbiot: War on plastic bags is a waste of time, The Guardian 15.07.2009.

George Monbiot: Plastic bag obsession is carrier for environmental ignorance, 07.04.2009.

Rebecca Smithers: UK retailers criticised over plastic bags, The Guardian 06.07.2009.

Hvis man virkelig vil få det skidt over trafikforurening, så kan nøglen være at gøre den synlig. Og det er lige netop det, som et projekt i Storbritannien gør.

Ved hjælp af billige trådløse sensorer overvåges niveauet af luftforurening i forbindelse med trafikken, således så det bliver lettere at identificere hvor man skal sætte ind for at skabe et bedre miljø i byerne.

Projektet hedder MESSAGE (Mobile Environmental Sensing Systems Across Grid Environments) og er et pilotprogram, hvor sensorer bliver sat op i byen Gateshead nær Newcastle i England for at kortlægge hvor luftforureningen er værst. Sensornetværket i Gateshead består af omkring 50 separate trådløse sensorer i små metalbokse. De er sat fast til gadelamper og rækværk langs større veje.

Sensorerne opsamler data om kulilte, svovldioxid, temperatur, luftfugtighed og støj-niveauer, og så tæller de også biler. Disse data bliver sendt til en central computer-server og opdateret hvert minut, sådan at man får et online-kort, der konstant viser den aktuelle forureningssituation i et givent område.

Enhver kan klikke ind og se forureningskortet, sådan at borgerne kan vælge rejseruter med mindst luftforurening og politikere kan få hjælp til at vælge de bedste løsninger til at mindske forureningen. Det er håbet at projektet kan føre til færre sundhedsproblemer, som skyldes dårlig luftkvalitet, og hjælpe med i kampen mod klimaforandringer.

I en ny udvikling af projektet er det børn og cyklister, som bærer sensorerne rundt i byen og dermed hjælper med at sende information til forureningskortet. Se en kort video-introduktion fra Sky News nedenfor.

Læs mere »

Klimaforskeren James E. Hansen har i dag en tankevækkende artikel i The Guardian, hvor han under overskriften Coal-fired power stations are death factories. Close them trækker konsekvensen af den fortsatte udbygning af kulkraften skarpt op. Det er meget på sin plads i et land som England, som på trods af at det i dag står med en af verdens skarpeste klimaplaner (med en reduktion på 80% inklusive skibs- og luftfart i 2050) planlægger opførelsen af nye kulkraftværker og nye landingsbaner på Heathrow. 

Vores hjemlige energiselskab DONG burde også læse skriften på væggen. DONG har pt. fremskredne planer om at opføre gigantiske kulkraftværker i både Skotland og Tyskland. Argumenterne om, at de er (lidt) bedre end de nu værste kulkraftværker holder ikke en meter, for disse værker vil i adskillige årtier frem i tiden binde os til en afbrænding af kul, som fra et klimaperspektiv er helt uacceptabel. Vi er nødt til i den rigeste del af verden at fastholde nødvendigheden af, at al udbygning af energisektoren fremover sker i form af vedvarende energikilder. Alt andet er hasard med klodens fremtid.

Man taler ofte om den kinesiske kulkraft som det store problem – og det er det på ét plan. Men de tre lande i verden, som har den største afbrænding af kul pr. indbygger, er England, USA og Tyskland. 

James Hansen: Coal-fired power stations are death factories. Close them, The Guardian 15.02.2009.

Trods 70.000 indsigelser, besluttede den engelske transportminister sig torsdag for at gennemføre en tredje landingsbane ved Heathrow. Forslaget har vakt stor modstand i England, blandt miljøorganisationer, klimaforskere og befolkningen i bred almindelighed. I en situation, hvor England har vedtaget meget skarpe CO₂-reduktionsmål på 80% inden 2050 inklusive luftfarten, virker beslutningen da også helt ude af trit med virkeligheden.

Med de nuværende regeringsfremskrivninger, vil trafikken på Heathrow i 2050 stå for hele 20% af de samlede engelske CO₂-udledninger. Det er som om, at det ikke er trængt ind, at man i den nuværende situation er nødt til at spare alvorligt på lufttrafikken, og at en udvidelse af Heathrows kapacitet fra 480.000 til 700.000 årlige fly vil være at sige ja til en miljømæssig katastrofe.  

Greenpeace har derfor sammen med en række prominente mennesker købt et stykke land ved landsbyen Sipson, som vil blive helt udslettet, hvis udvidelsesplanerne gennemføres. Grunden er ikke større end en halv fodboldbane, men ejerne har erklæret, at de aldrig vil sælge jordstykket, og vil gøre hvad de kan for at forhale den eksproprieringssag, som regeringen nu må igennem for at sikre sig retten til det nødvendige areal for udvidelsen.

Taktikken er tidligere med stort held blevet brugt ved Tokyos største lufthavn, Narita.  Allerede i 60erne havde man planer om at udvide den med en ekstra landingsbane, men man fik spurgt de bønder, der måtte afgive deres jord for at landingsbane kunne realiseres, på en så upassende måde, at det rejste en voldsom protest. Og det er lykkedes at forhale planerne om udvidelsen af Narita helt frem til i dag, hvor ingen forestiller sig, at lufthavnen nogensinde får sin anden landingsbane.

I den japanske jordlovgivning er det stort set umuligt at ekspropriere – derfor er en af den japanske mafias vigtigste opgaver er at facilitere ejendomshandler. Ved Heathrow er håbet foreløbig, at man med erhvervelsen af grunden ved Sipson kan få forhalet situationen frem til parlamentsvalget næste år. Det er således et genialt træk fra Greenpeace m.fl.s side. Både Konservative og Liberale Demokarter er imod udvidelsen, og lige nu er det ikke utænkeligt, at den miljømæssige inkonsekvens omkring Heathrow kom til at vælte Gordon Browns Labour-regering.

Som The Garadian skriver i en leder i går: “In the end, Britain’s courageous, world-leading and scientifically rational response to climate change lived and died within the space of a few weeks. Born, with great hopes, in late 2008, when a new department was created and the Climate Change Act was passed, forcing aviation emissions to fall along with everything else, it was killed off yesterday when the transport secretary handed the aviation lobby what it wanted, a third runway at Heathrow.”¹

Desværre er det ikke bare den engelske regering, som synes ude af stand til at tage de nødvendige politiske konsekvenser af klimasituationen. Med engelske Sir Nicholas Sterns ord har vi fremover kun ret til ét ton CO₂ per person pr. år. En enkelt returbillet til Bangkok medfører omkring 7 ton CO₂-ækvivalenter, og til Australien omkring 10 ton.  I en situation, hvor luftfarten ikke har udsigt til nogensinde at kunne blive blive bare tilnærmelsesvis CO₂-neutral,  må der nærmest være tale om en global brist blandt vores politikere, når man bliver ved med pr. rygmarvsproces at forlænge fossile vækstkurver ind i fremtiden.

Se tidligere blog-indlæg: Udvidelse af Heathrow udsat.

Michael McCarty: Protesters buy land to thwart third runway, The Independent 13.01.2009.

James Chapman: 10,000 protesters join Alistair McGowan and Emma Thompson to buy a slice of Heathrow’s new runway, Daily Mail 13.01.2009.

Greenpeace buys land to foil London runway plans, (AP) North County Times 15.01.2009.

Gregory Katz: British govt OKs 3rd runway for Heathrow, (AP) Forbes.com 15.01.2009.

John Vidal: Environmental groups condemn Heathrow third runway plans, The Guardian 15.01.2009.

Michael McCarthy: Gordon Brown doesn’t get climate change, The Independent 15.01.2009.

A new runway is the last thing that Heathrow needs, (leder) The Independent 15.01.2009.

Dan Milmo: We can have hundreds of extra flights a day and still be green – ministers, The Guardian 16.01.2009.

Juliette Jewitt: Can aviation increase and carbon emissions fall at the same time? The Guardian 16.01.2009.

Concrete and calamity, (leder) The Guardian 16.01.2009.¹

Alok Jha: Heathrow third runway a mistake, says Lord Stern, The Guardian 22.05.2009.

Den engelske transportminister Geoff Hoon meddelte i dag, at han med 70.000 indsigelser på sit skrivebord endnu en gang så sig nødsaget til at udsætte afgørelsen, om Heathrow lufthavn skulle have tilladelse til at udvide med endnu en landingsbane, denne gang til en gang i begyndelsen af 2009. Med de nuværende to baner kan Heathrow klare 480.000 fly om året. Ved at anlægge endnu en landingsbane skulle kapaciteten nå op over 700.000 fly om året.

British Airways og lufthavnsmyndighederne insisterer på, at det er nødvendigt for at bevare konkurrenceevnen. Og den engelske premierminister Gordon Brown har indtil for nylig været for. Men miljøorganisationer har i årevis kæmpet hårdnakket imod udvidelsen. Fra et klimaperspektiv virker det fuldstændig absurd, at samme engelske regering, som netop har vedtaget verdens måske skarpeste CO₂-lovgivning, med reduktionsmål for 2050 på 80% inklusive flytrafikken, ikke indser, at hvis den klimaplan nogensinde skal i hus, skal flytrafikken på Heathrow om noget reduceres – ikke udvides.

Den engelske klimarådgiver Lord Stern har sagt det tydeligt: Der er fremover kun plads til ét ton CO₂ til hver. Det er blot som om, det ikke siver ind, at det betyder, at vi fremover bliver nødt til at flyve mindre. Selv ellers begavede mennesker nægter at se det i øjnene. En enkelt flyvning tur-retur mellem København og Sydney producerer mere end 10 ton CO₂-ækvivalenter. Selv hvis vi ellers levede CO₂-neutralt ville vi således kun kunne flyve til Fjernøsten hvert 7.-8. år. Og selv med superglatte overflader forfinet forbrænding og anden teknologisk forfinelse har man kun formået at reducere udledningerne med nogle få procent, som slet ikke kan følge med væksten i flytrafikken.

Læs mere »

Efter at de liberale demokrater i England i sidste måned fremlagde en klimaplan, som sigtede mod at gøre England CO₂-neutral i 2050 har premierminister Gordon Brown på en Labour-konference i går hævet sine planer for CO₂-reduktioner fra 60% til 80% i 2050 – og har bedt hans Climate Change Committee om at afrapportere, om det er gennemførligt inden for en måned. Så de engelske klimamålsætninger rykker sig markant i disse måneder. I talen talte han om et nødvendigt opgør med “the dictatorship of oil.”  

Dette er nærmest et kvantespring på baggrund af G8-topmødet i Toyako i juli, hvor man kun kunne blive enige om en 50% udledning, og det knapt nok stod klart om det var i forhold til i dag eller 1990. Og det er en klar en vedkenden sig ikke bare problemets alvor, men at det kræver gennemgribende forandringer i hel den måde, hvorpå samfundet skaffer sig sin energi og bruger sine ressourcer.

Gordon Browns udmeldinger er da også blevet meget positivt modtaget blandt de engelske miljøorganisationer. Det er målsætninger i den størrelsesorden eller større, der skal til fra alle de industrialiserede lande, hvis vi skal gøre os håb om en klimaaftale, som får global gennemslagskraft.

Og her forstår jeg simpelthen ikke vores hjemlige Klima- og Energiministerium. Hvorfor har vi som kommende vært for underskrivelsen af afløseren for den nuværende Kyoto-aftale ikke for længst fremlagt en detaljeret køreplan for en fuldstændig afvikling af det fossilt afhængige samfund? 

Paul Eccleston: Labour Conference: Gordon Brown says CO₂ targets must be raised to 80% by 2050, Telegraph 23.09.2008.

Paul Eccleston: Gordon Brown vows to drive out fossil fuels, Telegraph 23.09.2008.

Gordon Brown’s speech in full, The Guardian 23.09.2008 / som audio.

Se tidligere blog-indlæg: De liberale demokrater: England CO₂-neutral i 2050, G8 vedgår en 50% CO₂-reduktion inden 2050 og G8 vedgår en 50% CO₂-reduktion inden 2050.

Londons borgmester Boris Johnson har i dag fremlagt en klimatilpasningsstrategi, som skal gøre byen bedre i stand til at modvirke følgerne af den globale opvarmning. Klimaforandringerne vil kunne forringe livskvaliteten markant, advarer han, og konkret står 440 skoler, 10 hospitaler, 75 stationer, en halv mio. ejendomme og 1,25 mio. mennesker med voksende risiko for oversvømmelser, som med fremskridende klimaforandringer vil blive flere og mere omfattende.

Det, som i mine øjne er interessant, er, at byforgrønnelse i en sådan klimatilpasningsstrategi står øverst på listen over tiltag: med flere grønne områder i bymiljøet, som kan bedre mikroklimaet og afbøde storbyernes varmeø-fænomen, samt udstrakt anvendelse af grønne tage og træplantninger, som kan absorbere og tilbageholde nedbøren, som man regner med fremover vil falde langt mere voldsomt.

Klimatilpasningspakken indeholder en lang vifte af andre tiltag, blandt andet en eftergang af Londons vandforsyningssystem, hvorfra man regner med, at der dagligt siver 600 mio. liter. 

Man kan indvende, at det eneste, der i længden hjælper, er at udledningen af drivhusgasser både i England og i resten af verden bliver reduceret kraftigt i allernærmeste fremtid. Men selv hvis det lykkes at knække CO₂-kurven, må vi regne med, at der med de nuværende CO₂-koncentrationer er igangsat en proces, som vi blot kan håbe på endnu kun er begrænset selvaccelererende. For at langtidsstabilisere klodens klima og ismasser tyder alt på, at vi skal  tilbage til en koncentration på 350 ppm (se tidligere blog-indlæg: James Hansen: Climate Threat to the Planet).

Samtidig med at vi i de kommende år kommer til at revidere og udbygge vores klimatilpasningsstrategier, er det derfor vitalt, at vi ikke opgiver det fælles projekt at nedbringe CO₂-udledningerne for at koncentrere os om at afbøde konsekvenserne i vores lille del af verden. Det vil sandsynligvis inden for få årtier føre os til sådanne tipping points, hvor den globale opvarmning bliver selvaccelererende. For eksempel er det allerede meget tæt på, at sommerafsmeltningen af polarisen fører til en arktisk mildning, som kan frigive store mængder metan, som nu er bundet i tundraens permafrost.

I takt med at Grønlands og Antarktis’ ismasser afsmeltes, vil vi kunne regne med havstigninger på op til 75 m – ikke i morgen eller i overmorgen, men på sigt. Og hermed vil fænomenet klimatilpasningsstrategier være fortid for byer som London og København. 

Mark Prigg: Boris warns city to prepare for future drought, floods and heat, Evening Standard 29.08.2008.

Mayor’s global warming plan aims to cool London, The Guardian, 29.08.2008.

Mayor reveals climate change plan, BBC News 29.08.2008.