Strøtanker om bæredygtighed

Trods 70.000 indsigelser, besluttede den engelske transportminister sig torsdag for at gennemføre en tredje landingsbane ved Heathrow. Forslaget har vakt stor modstand i England, blandt miljøorganisationer, klimaforskere og befolkningen i bred almindelighed. I en situation, hvor England har vedtaget meget skarpe CO₂-reduktionsmål på 80% inden 2050 inklusive luftfarten, virker beslutningen da også helt ude af trit med virkeligheden.

Med de nuværende regeringsfremskrivninger, vil trafikken på Heathrow i 2050 stå for hele 20% af de samlede engelske CO₂-udledninger. Det er som om, at det ikke er trængt ind, at man i den nuværende situation er nødt til at spare alvorligt på lufttrafikken, og at en udvidelse af Heathrows kapacitet fra 480.000 til 700.000 årlige fly vil være at sige ja til en miljømæssig katastrofe.  

Greenpeace har derfor sammen med en række prominente mennesker købt et stykke land ved landsbyen Sipson, som vil blive helt udslettet, hvis udvidelsesplanerne gennemføres. Grunden er ikke større end en halv fodboldbane, men ejerne har erklæret, at de aldrig vil sælge jordstykket, og vil gøre hvad de kan for at forhale den eksproprieringssag, som regeringen nu må igennem for at sikre sig retten til det nødvendige areal for udvidelsen.

Taktikken er tidligere med stort held blevet brugt ved Tokyos største lufthavn, Narita.  Allerede i 60erne havde man planer om at udvide den med en ekstra landingsbane, men man fik spurgt de bønder, der måtte afgive deres jord for at landingsbane kunne realiseres, på en så upassende måde, at det rejste en voldsom protest. Og det er lykkedes at forhale planerne om udvidelsen af Narita helt frem til i dag, hvor ingen forestiller sig, at lufthavnen nogensinde får sin anden landingsbane.

I den japanske jordlovgivning er det stort set umuligt at ekspropriere – derfor er en af den japanske mafias vigtigste opgaver er at facilitere ejendomshandler. Ved Heathrow er håbet foreløbig, at man med erhvervelsen af grunden ved Sipson kan få forhalet situationen frem til parlamentsvalget næste år. Det er således et genialt træk fra Greenpeace m.fl.s side. Både Konservative og Liberale Demokarter er imod udvidelsen, og lige nu er det ikke utænkeligt, at den miljømæssige inkonsekvens omkring Heathrow kom til at vælte Gordon Browns Labour-regering.

Som The Garadian skriver i en leder i går: “In the end, Britain’s courageous, world-leading and scientifically rational response to climate change lived and died within the space of a few weeks. Born, with great hopes, in late 2008, when a new department was created and the Climate Change Act was passed, forcing aviation emissions to fall along with everything else, it was killed off yesterday when the transport secretary handed the aviation lobby what it wanted, a third runway at Heathrow.”¹

Desværre er det ikke bare den engelske regering, som synes ude af stand til at tage de nødvendige politiske konsekvenser af klimasituationen. Med engelske Sir Nicholas Sterns ord har vi fremover kun ret til ét ton CO₂ per person pr. år. En enkelt returbillet til Bangkok medfører omkring 7 ton CO₂-ækvivalenter, og til Australien omkring 10 ton.  I en situation, hvor luftfarten ikke har udsigt til nogensinde at kunne blive blive bare tilnærmelsesvis CO₂-neutral,  må der nærmest være tale om en global brist blandt vores politikere, når man bliver ved med pr. rygmarvsproces at forlænge fossile vækstkurver ind i fremtiden.

Se tidligere blog-indlæg: Udvidelse af Heathrow udsat.

Michael McCarty: Protesters buy land to thwart third runway, The Independent 13.01.2009.

James Chapman: 10,000 protesters join Alistair McGowan and Emma Thompson to buy a slice of Heathrow’s new runway, Daily Mail 13.01.2009.

Greenpeace buys land to foil London runway plans, (AP) North County Times 15.01.2009.

Gregory Katz: British govt OKs 3rd runway for Heathrow, (AP) Forbes.com 15.01.2009.

John Vidal: Environmental groups condemn Heathrow third runway plans, The Guardian 15.01.2009.

Michael McCarthy: Gordon Brown doesn’t get climate change, The Independent 15.01.2009.

A new runway is the last thing that Heathrow needs, (leder) The Independent 15.01.2009.

Dan Milmo: We can have hundreds of extra flights a day and still be green – ministers, The Guardian 16.01.2009.

Juliette Jewitt: Can aviation increase and carbon emissions fall at the same time? The Guardian 16.01.2009.

Concrete and calamity, (leder) The Guardian 16.01.2009.¹

Alok Jha: Heathrow third runway a mistake, says Lord Stern, The Guardian 22.05.2009.

En gruppe Greenpeace-aktivister, som i oktober 2007 forsøgte at lukke det kulfyrede Kingsnorth-kraftværk, er netop blevet frikendt for med gigantiske bogstaver at have malet “Gordon Bin It” på værkets 200 m høje CO₂-udspyende skorsten. Baggrunden for protesten – som var direkte adresseret den engelske premierminister Gordon Brown – var, at man i England for første gang i 30 år havde planer om at opføre nye kulfyrede kraftværker. Frikendelsen ved Maidstone Crown Court kom på baggrund af, at aktivisterne gennem deres handlinger beskyttede ejendom af større værdi (Jorden) overfor klimaforandringer.

Som del af retsproceduren har en af verdens ledende klimaforskere, James Hansen, der er leder af NASA Goddard Institute for Space Studies, været indkaldt som vidne. I forbindelse med hans vidnesbyrd rejste han på baggrund af, at både regering og energiselskaber er fuldstændig klare over det for klimaet dybt uforsvarlige i fortsat at afbrænde kul, men endda fortsætter med at gøre det, spørgsmålet, om det var de rigtige mennesker, der var stillet for retten?

James Hansen har et enestående perspektiv på klimaproblemstillingerne, og hvor konsensusdannelsen for FNs klimapanel IPCC er en særdeles langsommelig proces, kan han lynhurtigt inkorporere nye forskningsresultater og iagttagelser. Det er en del af baggrunden for, at IPCC stadig planlægger efter at holde atmosfærens CO₂-koncentration under 450 ppm, hvor Hansen og hans kolleger fra  på baggrund af blandt andet de nyeste iskerneboringer og de seneste års hastige afsmeltning af klodens ismasser konkluderer, at vi må helt ned på 350 ppm for at kunne regne med at langtidsstabilisere det globale klima.

Vi må derfor med James Hansen insistere på, at afløseren for den nuværende Kyoto-aftale, som efter planen skal underskrives i København næste år, inkorporerer et moratorium for afbrænding af kul og en langtidsmålsætning om at stabilisere atmosfæres CO₂-koncentration under 350 ppm.

Umiddelbart herunder har jeg inkorporeret Hansens summary, og nederst er der link til hans fulde forsvarsskrift for de seks nu frikendte Greenpeace-aktivister.

Læs mere »

I går var der i The Guardian en artikel, hvor Wallace Broecker – ledende forsker ved Lamont-Doherty Earth Observatory ved Columbia University i New York og den som i sin tid skabte begrebet global opvarmning – slog til lyd for, at vi bliver nødt til at iværksætte eksperimenter med CO₂-deponering i oceanerne. Eksperter har længe været af den formening, at CO₂-deponering ville være en enkel, billig og effektiv løsning. Når først CO₂en var deponeret tilstrækkeligt dybt, ville den blive nede ved bunden i adskillige århundreder.¹

Men en sådan CO₂-udledning vil ikke bare udslette livet på bunden af de berørte oceaner. Sidste år oplevede man flere steder langs den amerikanske Stillehavskyst, at vand med meget lav ph-værdi fra oceanernes bund strømmede op over kontinentalsoklen (se tidligere blog-indlæg: Sure oceaner).

Forsuringen af havene er allerede en fremskreden proces, og der er risiko for, at skaldyr som er vitale for havenes fødekæder, inden for få årtier ikke vil være i stand til at danne deres beskyttende kalkskjolde. Dette ledte for nylig til et moratorium overfor alle yderligere eksperimenter med at øge havenes CO₂-optagelse gennem forskellige former for gødning (se tidligere blog-indlæg: Sure oceaner II og FN moratorium om gødning af oceanerne).

The Guardian bringer samme dag en meget læseværdig respons, hvor Bill Hare fra Greenpeace går stærkt i rette med Wallace Broecker og gør opmærksom på, at CO₂-deponeringer i oceanerne vil føre til uoverskuelige miljøødelæggelser, samtidig med, at en betydelig del af den deponerede CO₂ på sigt ville vende tilbage til atmosfæren.²

Læs mere »

Begrebet green noise bruges nogle gange om mellemtoneområdet i white noise, ligesom det bliver brugt som betegnelse for universets baggrundslyd, som har en overvægt af frekvenser omkring 500Hz. Men i en artikel i New York Times i dag får green noise en i hvert fald for mig ny betydning, som den resulterende grød af den moderne tilværelses myriader af løsrevne informationer, anbefalinger og ting man kan gøre – og undlade at gøre – for at opretholde en ‘grøn’ livsstil. 

Det er lidt ligesom med vores sundhed: Der findes utrolig mange systemer, husråd og anekdotiske beretninger om, at det og det har været godt for snart sagt alt muligt. Ofte er der direkte modstridende råd om samme situation, således at det selv hvis man gerne vil leve grønt kan være utrolig svært at vide, hvad det egentlig indebærer.

Det bliver ikke bedre af, at videnskaben excellerer i uperspektiverede resultater, mens medierne dyrker vinklen og det sensationelle uden nogensinde at føle sig forpligtet til af forholde sig til, at man skrev det præcist modsatte for få uger siden, og internettet svulmer af information i alle lødighedsgrader, mens virksomhedernes marketing-afdelinger i stor udstrækning greenwasher de sædvanlige produkter for at imødekomme forbrugernes ønske om at handle ansvarligt overfor miljøet.

Imens køres der ganske massivt kampagner som ét ton mindre overfor borgerne, selvom perspektivet er dybt problematisk og borgernes omhyggeligt sparede CO₂ i det nuværende kvote-setup blot fører til, at elværket sælger sin CO₂-kvote videre.¹ De kampagnepenge var langt bedre målrettet på vores folketingspolitikere, som bliver ved med at tøve overfor at igangsætte den nødvendige systematiske omlægning fra fossil afhængighed.

Vi får kort sagt ikke meget hjælp til at skabe sammenhæng i hele denne jungle af green noise. Og som det indikeres af overskriften på artiklen i New York Times, That Buzz in Your Ear May Be Green Noise, kan det blive særdeles stressende som individ at prøve på det. Plasticposer eller papirsposer, brugt eller ny bil, opvaskemaskine eller gammeldags, engangsbleer, industrimad, tilsætningsstoffer, økologisk, lokalt dyrket eller flyimporteret? Dagligdagen er en sum af endeløse valgsituationer, og nogle gange kunne man ønske sig født ind i en verden, hvor det var enkelt at være klimavenlig og en lang række miljømæssigt katastrofale valg bare ikke var mulige. 

I artiklen siger Kate Smolski fra Greenpeace, at man har taget konsekvensen af den massive strøm af uintegreret grøn information, og frem for at præsentere en lang række isolerede mål og kampagner – atomkraft, kulkraft, ødelæggelse af regnskov og biodiversitet - prøver man nu systematisk at sammenfatte alt omkring klimaforandringer. Når man taler om bevarelse af regnskove, er det således regnskovene som levende CO₂-lagre, som fremdrages, selvom der er mange andre gode grunde til ikke at veksle dem til engangsspisepinde, burgere og biobrændstof.

Alex Williams: That Buzz in Your Ear May Be Green Noise, New York Times 15.06.2008. 

Sanne Wittrup: Danskerne sparer forgæves på strømmen, Ingeniøren 14.09.2007.¹

I disse år investeres der store summer i forskningen i CCS-teknologi – Carbon Capture Storage – som skulle sætte os i stand til at filtrere CO₂-udledningerne fra afbrænding af fossile brændstoffer, først og fremmest de mange kul, som afbrændes i kraftværker over hele kloden, for at producere energi. Håbet er at kunne udvikle de nuværende kraftværker, så man med tiden bliver i stand til at indfange og indkapsle CO₂-udledningerne. 

Men ifølge en ny rapport fra Greenpeace, False Hope. Why carbon capture and storage won’t save the climate, er der tale om falske forhåbninger. CCS-teknologien har så mange usikkerhedsmomenter, at det på nuværende tidspunkt er usikkert, om det overhovedet er muligt i større stil at indfange og indkapsle CO₂ fra kulkraftværkerne.

Selv opsamlingsteknologien bliver tidligst klar til kommercielt brug 2030, hvilket er meget sent i forhold til at der på kulafbrændingsområdet er brug for en kraftig øjeblikkelig reduktion af de nuværende udledninger, hvis vi skal nå at stabilisere klimaet. Som det ser ud nu, bliver CSS en både dyr og energikrævende teknologi, hvor 10-40 % af den udvundne energi vil blive brugt alene ved opsamlingen, og etableringen af et system af rørledninger, som kan transportere CO₂ fra forbrændingssted til deponeringssted bliver en kolossal, stærkt ressourcekrævende investering.

Læs mere »

Her til morgen har aktivister fra Greenpeace skaffet sig adgang til en af Avedøreværkets store skorstene for at hænge et gigantisk banner op med teksten ‘kulfrit’.

Baggrunden er den bedrøvelige, at selvom Avedøreværket er så avanceret, at det kan køre på mange forskellige brændelskilder, er man i færd med at åbne for muligheden af igen at fyre med kul, den klima- og CO₂-mæssigt dårligste energikilde.

“‘Avedøre2 er en af de få kraftværksblokke i Danmark, som DONG, regeringen og Danmark kan være stolte af. At omstille den til kul er det dårligst tænkelige signal, Danmark som vært for klimatopmødet i 2009 kan sende til resten af verden. Derfor er det afgørende for klimaet og for Danmarks klimapolitiske troværdighed, at vi bevarer Avedøre2 kul-frit,’ siger Tarjei Haaland, energi og klimamedarbejder, Greenpeace.”

På greenpeace.org er der en video fra auktionen samt billeder og pressemeddelelse. Og det er muligt at sende en e-mail til DONG med en protest mod brugen af kul. 

Kvotesystem eller ej virker det direkte nedbrydende på klimamoralen, når kraftværkerne i den grad skalter og valter med deres muligheder. Jeg håber der er rigtig mange, som i disse timer har en dårlig smag i munden, de politikere, som i sin tid var med til at privatisere energisektoren, de embedsmænd, som har lavet et så elendigt fungerende kvotesystem, at det kan ‘betale sig’ at fyre med kul på Avedøreværket, værkledelsen og det politi, som nu skal i gang med at ‘genoprette ro og orden’. Den egentlige forbrydelse er ikke overfor Avedøreværket, men overfor fremtidens klima, så et stort TAK til Greenpeace.

Lad os gemme de kul vi har tilbage indtil vi har udviklet en billig velfungerende måde til at opsamle CO₂-udledningerne 100%. Alt andet er hasard med vores fælles fremtid.

Elisabeth Astrup: Greenpeace besætter skorsten, Politiken 28.04.2008.

Thomas Djursing: Energi-professor støtter aktivister, der hænger i 150 meter høj skorsten, Ingeniøren 28.04.2008.

Martin Justesen: Aktivister overnatter i skorsten, Politiken 28.04.2008.

Elisabeth Astrup: Aktivister har sovet tungt i skorsten, Politiken 28.04.2008.

Jørgen Steen Nielsen: Farvel til det fossile starter med grønt lys for kul, Information 29.04.2008.

Kirstin Stefansdottir Egekvist: Greenpeace-aktivister er kravlet ned, Politiken 30.04.2008. 

På Flickr kan man finde en række små videostumper fra skorstensaktionen.

Her til aften kan man i Berlingske læse, at danske Klimapenge går til varm luft:

“Danmark køber sig lov til at udlede mere CO₂ ved at investere store millionbeløb i klimaprojekter i den tredje verden. Men mange af projekterne nytter ikke noget, viser en gennemgang af de danske projekter.” “Den danske stat og store danske virksomheder som DONG Energy og A.P. Møller smider flere hundrede millioner kroner i klimaprojekter, der bedst af alt kan betegnes som varm luft.” 

Filosofien bag disse CO₂-kvoter skulle jo være, at pengene via kvotesystemet hele tiden søgte derhen, hvor man fik mest CO₂-reduktion for en given investering. Men nu konkluderer Greenpeace og WWF efter at have gennemgået de mange danske kvote-investeringer, at mange af dem ikke har nogen CO₂-reducerende virkning.

“Nogle af projekterne begrænser godt nok drivhusgas-udledningen her og nu, men bidrager til et større udslip på længere sigt,” siger Tarjei Haaland, klima-medarbejder i Greenpeace.

Læs mere »

Det scenario for Danmarks reduktion af CO₂-udledning på 40% frem mod år 2020, som Greenpeace i går fremlagde, er udarbejdet med faglig konsulentbistand fra Klaus Illum, ECO Consult. Hvis man vil vide mere om den underliggende energistrategi, er der fra Klaus Illums hjemmeside, www.klausillum.dk adgang til uddybende information om den SESAM-model, The Sustainable Energy Systems Analysis Model, som ligger til grund for det fremlagte scenario.

På hjemmesiden finder man også en debatbog af Klaus Illum, I drivhuset. Fortællinger om naturens energi og samfundets energikrise. Den er udgivet i samarbejde med 3F og skrevet i et letlæst sprog – og giver et prisværdigt overblik over vores energisituation.

Kapitel 11, “Scenarier for en fremtidig udvikling”, indledes med teksten fra en annonce, som Chevron, et af verdens største olieselskaber, i august 2005 indrykkede i The Economist:

“Verden forbruger to tønder olie for hver tønde, der bliver fundet.
Er det noget du skulle bekymre dig om?

Læs mere »