Indlæg tagged med slideshow

Madspildsbjerget ved Rundetaarn

5. april 2011

I forlængelse af udstillingen ’Hungry Planet’ i Rundetaarn og med særligt udgangspunkt i tirsdagsforedraget ’Klimafodaftrykket fra fødevarer - gør det mindre’, ville Miljøpunkt Indre By-Christianshavn sætte fokus på madspild som en betydelig del af vores individuelle klimafodaftryk. Det gjorde vi ved at opsætte et madspildsbjerg ved Rundetaarn tirsdag d. 22. marts. Bjerget bestod af 252 kg rødbeder og økologiske gulerødder i poser, hvilket svarer til den mængde mad en dansk familie på fire personer i gennemsnit smider ud hvert år. Mange af de forbipasserende på vej ned ad Købmagergade kiggede nysgerrigt efter madbunken. Alle var overraskede over den enorme mængde mad, der bliver spildt, og flere gange hørte vi kommentaren: ”Så meget smider jeg altså ikke ud.

Hver dansker smider i gennemsnit 63 kg mad i skraldespanden i stedet for at spise den. Faktisk ryger der så meget spiseligt mad i skraldespanden, at alle kunne stoppe små 3.000 kroner i lommen hvert år, hvis vi stopper vores madspild. Forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad arbejder for at komme madspild til livs, fordi de ser, hvor meget det påvirker verden omkring os.  Vores overforbrug af fødevarer hænger direkte sammen med udledningen af drivhusgasser, vores klimafodaftryk og et unødvendigt stort forbrug af vores i forvejen knappe ressourcer. Derudover er der et etisk ansvar forbundet med at begrænse madspild; på verdensplan dør ca. 15 millioner børn af sult årligt.

For at sikre, at vi ikke selv medvirkede til madspild, aftalte vi med fødevareBanken, at de til slut ville komme og hente madposerne. Nonprofitorganisationen fødevareBanken er opstået som svar på to samfundsproblemer: madspild og madfattigdom. De etablerer aftaler med aktører i fødevarebranchen om at afhente overskydende fødevarer, som de derefter videredistribuerer til  sociale hjælpeorganisationer og projekter i Danmark, som er i direkte kontakt med samfundets svageste borgere.

Det var tydeligt, at mange på Købmagergade mente, det var et godt initiativ med en event, og at det er en god idé at begrænse sit madspild. Den eneste, der kan begrænse dit personlige madspild, er dig selv, og du kan gøre det ved at følge disse råd: 1) køb kun det du skal bruge, 2) tilbered kun den mængde du kan spise og 3) hvis der alligevel er rester, spis dem dagen efter.

'Hungry Planet - mellem køkken og klode' er en udstilling af Miljøpunkt Indre By-Christianshavn Indlæg ved Janus Juell-Sundbye.

Hungry Planet – åbningsreception i Rundetaarn 21.01.2010

22. januar 2011

Foto: Henning Sjøstrøm

21. januar var der åbningsreception for udstillingen Hungry Planet – mellem køkken og klode. Med oplæg fra Evald Vestergaard, formand for Økologisk Landsforening, Jørgen Steen Nielsen, forfatter og journalist ved Dagbladet Information og Jens Hvass, Centerleder ved Miljøpunkt Indre By-Christianshavn, som står bag udstillingen, blev det en både festlig og indholdsrig åbning. 

Oplæggene vil blive behandlet i eget blog-indlæg, og på hjemmesiden www.hungryplanet.dk er der flere oplysninger om udstillingen, dens skoletjeneste og foredragsrække, som løber over 6 tirsdage, første gang 1. februar, hvor Tor Nørretranders giver bolden op med et indspark om Vild Verden – Fremtidens Føde

indlæg oprettet af Jens Hvass

Projekt Strøgbutik

16. september 2009

Københavns strøgbutikker har i dag haft besøg fra medarbejdere fra Teknik- og Miljøforvaltningen ved Københavns Kommune med et tilbud om at blive KLIMA+ virk­som­hed.

Det blev en festlig dag med masser af solskin. Mere følger, her er foreløbig en stribe billeder fra dagen.

Fotos: Gregers Kirkegaard og Jens Hvass.

Dagen startede med en morgen-briefing i Miljøpunkt Indre By-Christianshavn. Men hurtigt var de 30 medarbejdere ude i strøggaderne for at besøge butikkerne. Der var blomster med til alle, og foran butikkerne blev der lagt fodspor. I løbet af dagen blev næsten 300 butikker besøgt.

Under vejs var der pit stop i Restaurant Krebsegaarden, som netop er blevet KLIMA+ restaurant.

Dagen blev rundet af med erfaringsudveksling og muntert samvær på R77 – Miljøpunkt Indre By-Christianshavns lokaler på Rådhuspladsen 77. 

Der havde i løbet af dagen været en endog meget positiv respons på besøgene, og i alt 187 af strøgbutikkerne har givet udtryk for, at de gerne vil være med i Klima+. De to teams, som havde fået flest tilsagn om interesse for at tilmelde sig KLIMA+, fik et gavekort på en middag på en KLIMA+ Restaurant og billetter til gallapremieren på klimafilmen Age of Stupid (som i parentes bemærket er en foruroligende fantastisk film).

Se også forudgående blog-indlæg: Projekt Strøgbutik pressemeddelelse.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Mette Moth Fog: Butikker sætter fokus på klima, CityAvisen 09.09.2009.

Jesper Marthin: Butiker fik fod på klimaet, CityAvisen 23.09.2009.