Energisparetaske

Med energisparetaskens redskaber kan man spore energispild i hjemmet og på jobbet. Ved at spare på energien, er man med til at sænke byens CO₂-udledning, hvorved man både kan hjælpe miljøet og sin økonomi.

Du kan låne en energisparetaske, hvis du bor eller arbejder i Indre By eller Christianshavn, medbringer gyldig billedlegitimation og afleverer et depositum på 500 kr.

 

 

Energisparetasken indeholder:

  • En informationsmappe med råd og vejledning
  • To sparometre, der måler energiforbruget
  • To strømspareskinner
  • Et termometer, der viser præcise temperaturer
  • En forlængerledning

Find energien med et sparometer

Danmarks husholdninger står tilsammen for mere end 30% af landets samlede energiforbrug.

Med en energisparetaskes to sparometre kan du finde elbesparelser mange steder i dit hjem. Et sparometer kan måle, hvor meget strøm hvert elektrisk apparat bruger. Man kan umiddelbart se energiforbrug og pris, når apparaterner er i brug, når de står på standby eller man kan måle forbruget over 24 timer.

Stop standby-spild

Med en strømspareskinne kan man undgå standby-forbrug.

I energisparetasken er der to forskellige strømspareskinner. Den ene har et USB-stik og kan bruges til computeren, hvor der er tilsluttet andet elektronisk tilbehør. Når computeren slukkes, slukker strømspareskinnen for strømmen til de øvrige apparater, der er tilsluttet skinnen. På den måde undgår man strømspild til skærm, modem, printer med videre.

Tag temperaturen på dit hjem

En nedsættelse af rumtemperaturen med blot 1-2 grader kan give en markant lavere varmeregning.

Gå på varme- og kuldejagt med det fintfølende infrarøde termometer, der kan måle temperaturen rundt omkring i hjemmet eller forskellige steder i køleskabet. Prøv at se, hvor meget varme dine elektriske apparater udsender, og tag temperaturen på vægge og vinduer. Det kan hjælpe dig til at se, hvor du kan sætte ind mod energispild.

Få mere energi de rigtige steder

Hvis man vil nedsætte sit energiforbrug, handler det i høj grad om at se sig omkring og bruge fantasien.

Hænger din oplader kronisk fast i en stikkontakt? Ser tørresnoren misundeligt på tørretumbleren? Bevarer du grøntsagernes vitaminer og kraft ved ikke at koge dem for meget? Får du lunet tæerne når risengrøden varmes færdig under dynen? Hvor kan der hentes inspiration og gode råd om energiforbruget i din bolig?

Enkle spareråd

  • Brug lavenergilyskilder, f.eks. LED-pærer
  • Brug brødristeren i stedet for ovnen til at opvarme brødet (du kan spare op til 90% el)
  • Brug gryder og stegepander, der passer til kogepladens størrelse – og husk at bruge låg på gryden
  • Sluk lyset når der ikke er nogen i rummet
  • Køb hårde hvidevarer, der er A-mærkede
  • Fyld vaskemaskinen og vask ved lave temperaturer
  • Brug tørresnoren
  • Luft ud kort tid ad gangen – og sluk for varmen imens
  • Hold stuetemperaturen på 20 grader
  • Følg udviklingen i dit elforbrug og sæt dig mål
  • Fortæl boligforeningen om muligheden for fælles indsatser


Back to Top ↑