Miljøpunkt Indre By-Christianshavn deltog i Nordisk Byttedag lørdag d. 16. april, hvor Københavns Kommune havde arrangeret det store byttemarked på Rådhuspladsen. Dagen var en kæmpe succes! Knap 3000 mennesker mødte op for at bytte tøj og ting på byttemarkedet, foruden de der kom forbi for at smage på Fair Trade kaffe og bananer, ingefærjuice fra Jumo Juice, og lækker suppe og kirsebær-is lavet på overskudsmad af Det Runde Bord. Teknik- og Miljøborgmester, Morten Kabell, kom forbi for at tale om bæredygtighed og cirkulær økonomi, og for at støtte op om arrangementer som byttedagen, hvor der bliver sat fokus på, at affald er ressourcer, og genbrug er guld!

Miljøpunktet og Kompostbudene havde sammen en stand, hvor vi fortalte om genbrug og genanvendelse af ressourcer. Her kunne børn og deres forældre omdanne deres brugte bionedbrydelige kaffekop til en midlertidig urtepotte, hvor de kunne plante frø og stiklinger i kompostjord fra en genbrugsstation i Københavns Kommune. Kompostbudene fortalte om kompost, og byttede bananskræller og andet organisk affald til en pose med kompostjord lige til at plante i.

Gustav planter

Mange nysgerrige borgere og turister var forbi for at kigge på vores grønne luftrensende planter og se vores udstillinger om affaldssortering. Det gav anledning til mange spændende snakke om Miljøpunktets arbejde, og hvordan vi alle sammen kan gøre hverdagen lidt grønnere!

Vi havde en helt fantastisk dag, og glæder os over de mange grønne frø, der nu står plantet i de københavnske vindueskarme og i folks bevidsthed, ikke mindst!

IMG_0602