
Helt VILD plante-eftermiddag på Nytorv
4.juni 16:00 - 18:00
Onsdag den 4. juni forvandlede vi et gadetræ på Nytorv til et lille stykke bynatur, da vi sammen med naboer og andre naturelskende borgere plantede specielt udvalgte, hjemmehørende blomster omkring træet.
Vi var klar med skovle, vandkander, planter, et boret træstykke til insekthotel (og kage til menneskene) – og masser af godt selskab. Vi var også heldige at have Thomas fra Danmarks Biavlerforening med, til at holde en kort tale om biernes rolle i biodiversiteten og vigtigheden af små grønne levesteder i byen.
Vi plantede naboblomster, der er særligt gode for bier, blandt andet kællingetand, slangehoved og djævelsbid. Og det virkede: Præcis da vi var færdige, landede to humlebier og begyndte at slikke nektar i blomsterne (se billede!).
Vil du være med næste gang?
- Hold øje med Miljøpunktets fremtidige events på Facebook og vores hjemmeside
- Find guides om at plante vildt på offentlige arealer på VildtNok.nu
Tak til alle jer, der kiggede forbi og gjorde dagen vild med vilje. Vi glæder os til at se hvordan bedet spirer, og at se bier flokkes i nye hjem.