Langt de fleste af os har noget, vi ikke længere bruger – noget tøj, der aldrig helt sad rigtigt, koppen vi har 7 af, eller bøgerne, vi ikke læser igen. Ved at bytte med hinanden i stedet for at købe nyt, sparer vi både penge og ressourcer. Og faktisk er det også ret hyggeligt.

Bytte handler ikke kun om at give ting væk, men også om at skabe forbindelse til dit lokalområde. Du giver noget videre, du ikke har brug for – og får noget andet, du kan bruge. Det er godt for dig, din nabo og miljøet.

Hvor kan du bytte?

Byttemarkeder og events
Tjek kalenderen i dit lokalområde! F.eks. afholder Kulturhuset Indre By tøjbyttemarked den 17. august, og netværket Rewair arrangerer løbende lignende events. Hold også øje med Facebook-grupper som Byttemarked København og Instagram via KBH Genbruger.

Bytterum på nærgenbrugsstationer
Vidste du, at flere nærgenbrugsstationer har faste byttehylder? For eksempel på Islands Brygge og Charlotte Ammundsens Plads. Her kan du stille ting, du ikke længere bruger – og tage noget andet med hjem.

Det kollektive klædeskab og Veras Vintage
Flere steder i København arbejder med tøjbytte som medlemsklubber. Her kan du løbende bytte dit tøj og finde nyt – og det hele foregår i lækre rammer med fokus på stil og bæredygtighed.


Start selv!


En byttehylde på kontoret, i opgangen, eller i gården
Tag initiativ til en lille byttehylde der hvor du kommer dagligt. Det behøver ikke være stort – bare en hylde eller kasse et fælles sted, hvor I kan stille og tage ting.

Bytteaften med venner
Invitér dine venner eller familie til at tage deres aflagte tøj eller ting med. Lav evt. lidt mad eller drinks og gør det til en hyggelig aften. Måske får du noget godt med hjem, måske får du bare en god aften.

 

Husk: Bytte slår skrald:

Det er rigtigt godt at give dit aflagte tøj til Røde Kors og lignende, MEN de modtager allerede rigtig meget. Hvis du giver tøjet videre direkte gennem bytte, hjælper du andre – og dig selv – med at undgå at købe nyt.

 

PS: Har du ting, der trænger til kærlighed, så hold også øje med upcycling eller repair workshops – hvor du kan få hjælp til at reparere tøj, elektronik og andet i stedet for at smide det ud. Re-wair har f.eks. 3 den næste måned og Repair Cafe har jævnlige workshops i København.