Rent Indre By – skraldeindsamling
Miljøpunkt Indre By & Christianshavn opfordrer i år til en anderledes skraldeindsamling i Indre By, ved havnen og ved søerne. 2020 har været et anderledes år og vi har alle måtte finde nye måder, der kan fremme miljø og bæredygtighed i Indre By. Miljøpunktet forventer, at det samme vil gælde for en stor del af 2021.
Vi kan ikke samles som vi plejer til den årlige forårsrengøring og skraldeindsamling ved søerne, så vi opfordrer i stedet til, at beboerne i Indre by på egen hånd eller i deres ”boble” vil trække i gummihandskerne og begive sig ud i en “kollektiv” skraldeindsamling over mange dage – hver for sig og i hele Indre By.
Hvis I gør det i perioden lørdag den 20. marts – lørdag den 27. marts kan I samtidig deltage i en fotokonkurrence, hvor tre lokale butikker har stillet fine præmier på højkant:
- 1 x tre valgfrie pålægssalater fra RØRT (værdi 135 kr.), @roert_kbh
- 1 x cykeleftersyn hos Gammelholm Cykler
- 1 x gavekort på 300 kr. til økosupermarkedet Organic Copenhagen, @organiccopenhagen
Sådan samler I skraldet
I år kan der desværre ikke uddeles rute, snappere og andet udstyr, i stedet opfordres vi til, at man:
- Går en tur med handsker og poser et sted, hvor der trænger til oprydning.
- Sorter de mest værdifulde fraktioner – metal, elektronik og plast, da de kan genanvendes.
- Poserne med sorteret skrald kan afleveres på en genbrugsstation, hvis der ikke er en skraldeordning, hvor I bor.
- Almindeligt affald, restaffald, kan efter indsamlingen lægges i en af kommunes skraldespande. Hvis der ikke er ikke plads, så stil affaldet ved siden af skraldespanden.
- Skodder er også restaffald – put dem evt. i en frysepose for at se, hvor mange I har samlet inden I kommer det i skraldespanden.
Bemærk batterier, spraydåser mm. er farligt affald. De må ikke komme i restaffald og skal på genbrugspladsen.
Deltag i fotokonkurrencen
Fotokonkurrencen finder sted på Instagram og Facebook fra lørdag den 20. marts – lørdag den 27. marts.
Deltagelse sker ved at tagge de billeder, man tager med hashtagget #Renby2021 på Instagram og/eller ved at lægge dem op i facebookbegivenheden – skriv ”#renby2021 og @miljopunktindreby i teksten til opslaget og “Tag” Miljøpunkt Indre By & Christianshavn i billedet.
Tag f.eks. et billede af:
- Før og efter skraldindsamlingen
- Dit indsamlingshold
- Hvor meget der kan genanvendes?
- Den sjoveste/mærkeligste ting
- Hvor mange skodder du finder?
Når ugen er omme, udvælger Miljøpunkt Indre By & Christianshavn, sammen med UngEnergi København og flere af vores frivillige, tre vindere, som bliver de heldige ejere af hvert et gavekort.Vinderen offentliggøres på Indre By Lokaludvalg´s, ungEnergi´s og Miljøpunktets hjemmesider, Facebook og Instagram.
Vi håber alle på, at folk har lyst til at deltage i den alternative forårsrengøring – alene eller i jeres “bobel” – så Indre By og søerne bliver pænere og renere til glæde for alle – fugle, dyr som mennesker.
Bemærk i øvrigt at vi har opfordret til samme skraldeindsamling på Christianshavn/Usædvanlig Ren Vold og at Christiania samler affald på Christiania lørdag 20.marts.
Foto af Peder Clement, Mijøpunkt Indre By & Christianshavn