Byen har brug for ro og stilleområder – væk fra byens støj og larm?
Med en kommende vaccine mod Covid-19 kan vi se frem til, at byen igen vågner op. Der har ellers været mere stille under corona, men kan vi holde fast i steder, hvor vi kan finde ro og stilhed – det er der nemlig brug for i en storby.
Summen af trafik, dunkende bas fra partybusser og højrøstede folk i gaderne (når vi igen får lov at forsamles), larm fra nabolejligheden, hamrende og bankende vejarbejde og byggeri og de mange pling fra beskeder og mails, der tikker ind på mobilen, er blot noget af den menneskabte støj, der omgiver københavnerne. Flere og flere borgere i Indre By føler sig presset af den uønskede larm omkring dem. Selvom mange holder af og har valgt en pulserende dagligdag, som hører med til det at bo i storbyen, er det en gang imellem nødvendigt med ro til at få klaret hovedet. Støj er påvist at have en direkte skadelig virkning på helbredet, derfor er det vigtigt at have muligheden for at trække sig tilbage fra byens larm (Kilde: Miljøstyrelsen – Trafikstøj og sundhed (mst.dk)).
Mange kan blive enige om, at roen skal findes i naturen. Her er det muligt at koble helt fra, om det så er ved at løbe en tur eller sidde på en bænk med en god bog, sådan er vi mennesker jo forskellige. Flere studier peger på, at det at opholde sig i grønne omgivelser er associeret med større lykkefølelse samt mindre stress og depression. Om det er selve det grønne eller måske fraværet af sundhedsskadelige faktorer, såsom støj og støv, som giver de positive helbredsmæssige effekter, er endnu ikke helt klart (Kilde: Videnskab.dk – Forskere kobler byparker til øget mental trivsel (videnskab.dk)).
Selvom man bor og opholder sig i storbyen, er det stadig muligt at finde grønne åndehuller og stille steder. Man behøver ikke køre på landet, en tur i skoven eller til stranden. Kort over Indre By, som illustrerer, hvilke områder, der er belastede af vejstøj, viser tydeligt et lavt lydniveau i byens parker (Kilde: Københavnerkortet – Københavnerkortet (kk.dk)). For nogle er parkerne, som hver dag besøges af mange, dog ikke et sted at finde ro. Musik og larmende aktiviteter i weekender og på solrige dage har nemlig sneget sig ind i vores parker gennem de sidste mange år.
En anden mulighed er at finde de knap så kendte og mindre besøgte steder. Man skal ikke forvente fuldstændig stilhed midt i byens ræs, men der er flere muligheder for at tage en pause væk fra trafikstøjen. I og omkring Indre By findes steder som Classens Have, Det Kongelige Biblioteks Have, Rådhushaven, flere steder omkring havnen og Christianshavns Vold og Det grønne strøg. Det grønne strøg består af tre sammenhængende taghaver over SEB Bank, Rigsarkivet og Tivoli Kongres Hotel, og absolut et besøg værd. Her fornemmes kontrasterne fra at gå i ro imellem træer og pergolaer, med slyngplanter og bænke, hvor man kan nyde en kop kaffe, til de spots på taget, hvor man hævet over jorden har udkig til den larmende trafik.
Anton Skovle, næstformand i Indre By lokaludvalg siger: ”Det er vigtigt, at vi alle er med til at værne om de små oaser, der er i byen og lade dem forblive stilleområder. Ikke at vi skal gå og tysse på hinanden, men blot acceptere, at der i en storby, hvor mange bor eller dagligt færdes, er brug for steder med ro, for at vi kan holde ud at være her. Naturen i byen skaber naturligt rammen om sådanne steder”.
Naturen og kulturen i byen har også en historie
Fæstningsringen rundt om Indre By, som er skabt på det gamle voldterrain omkring byen, rummer meget forskelligartede, rekreative områder. Lige fra Tivolis forlystelser og tableauer – hvor de mange fine synsvinkler oprindeligt er skabt som fæstningens frie sigtelinier – henover Ørstedparkens flanérplæner, med borgerskabets klassiske skulpturer, over Botanisk Haves videnskabelige mangfoldighed af vækster og det victorianske tropedrivhus – til Østre Anlæg, som udover Statens Naturhistoriske Museum´s nye museumsbygning, bevidst henligger som let tilgroet naturpark. Det rummer det oprindelige voldterrain, med en intakt bastion fra svenskerstormen i februar 1659. På Christianshavns Vold, ses resterne af fæstningsringen også tydeligt.
Bevar disse stille steder
Corona og nedlukning af byen, barer, cafeer mm. har for visse befolkningsgrupper skabt et behov for at mødes andre steder, i søgen efter selskab. Det har for eksempel fået Kongens have til at lukke tidligere. Og Københavns Kommune har lukket ned for koncertarrangementer i Østre Anlæg. Men kulturen omkring brugen af vores grønne områder har over flere år ændre sig. Hvor man før kunne nyde natur og roligt samvær, er menneskeskabt støj og musik blevet et stigende problem. Kulden og coronaen vil i denne tid nok hjælpe til lidt ro i naturen og byens parker, men når det igen bliver varmere i vejret og vi er ude på den anden side af corona, vil byens borgere og besøgende stadig søge stilheden i byens natur. Lad os hjælpes ad med at bevare disse stille steder, og naturen.
….og husk at selv i de kolde vintermåneder er det dejligt at komme ud og nyde byens åndehuller, der giver ny energi til hverdagen. Du finder mere om naturen i byen og vejen der hen på www.naturibyen.com
Pressen: Kontakt til Miljøpunkt Indre By & Christianshavn, centerleder Marianne Spang Bech på mobil 29110030 eller mail marianne.spang@a21.dk
Foto: Fra tur på Christianshavns Vold, af Miljøpunkt Indre By & Christianshavn.