Seniorrådgivere Iben Margrete Thomsen, Simon Skov, Lektor Oliver Bühler, Københavns Universitet

Artiklen er udgivet første gang i bladet By & Land 136. Læs flere artikler fra bladet By & Land via dette link: https://byogland.dk/nyheder/artikler_fra_by_land/

Behovet for flere boliger og mere infrastruktur, som fx hospitaler, legepladser og offentlig transport, har de sidste årtier sat byens grønne områder under pres. Dette gælder både offentlig og private arealer, herunder parker og grønne frirum ved boliger og kontorbygninger. Blandt de store tabere i denne byudvikling og fortætning er byens store gamle træer, hvilket ofte skaber harme hos borgere og de grønne organisationer.

Når tabet af et elsket træ skyldes et bevidst valg og en prioritering, som fx hestekastanjen på Enghave Plads, der måtte vige for Metrobyggeri, er der ingen træfaglige indvendinger fra vores side. Problemet opstår, når ønsket om at bevare træer kolliderer med, hvad der er praktisk muligt. Presset for træbevaring fra omgivelserne (borgere, politikere, NGOer) kan være så højt, at træerne bevares på byggepladsen, uanset chancerne for at de trives og overlever på længere sigt. I den situation bliver alle parter tabere: byggeriet fordyres, træerne dør alligevel, så det grønne islæt tabes, forvaltningen får omgivelserne på nakken, og fældning bliver mere besværligt og dyrt.

Denne artikel beskriver, hvad der går galt, og kan forhåbentlig medvirke til, at der bliver færre af disse uheldige sager i fremtiden.

Manglende viden

En af de helst store udfordringer er, at byudviklere, arkitekter, byrumsdesignere og andre med indflydelse på lokalplaner og gravetilladelser ofte har andre kompetencer end det træfaglige. Mere specifikt mangler der ofte viden om, hvad gamle træer har af behov for uforstyrret rodrum. Hvad værre er, så mangler der ofte bevidsthed om den uvidenhed, og der opsøges derfor ikke folk med forstand på træer for at få hjælp. I kommunerne tages mange beslutninger om byggeri og anlæg i ikke-grønne afdelinger. Derfor bliver beskyttelse af eksisterende træer, som ønskes bevaret, ikke planlagt korrekt, og kravene til bygherrer er utilstrækkelige eller forkerte.

Den manglende viden om træer går igen hos bygherrer og entreprenører, som skal stå for den praktisk beskyttelse af træerne på byggepladsen. Træers rodzoner opfattes ofte som et frirum, hvor der kan køres, oplagres maskiner og materiel, samt i værste fald graves eller bruges til (permanent) jorddepot. Der sættes pligtskyldigt beskyttende materialer om stammer eller et lille hegn rundt om træet i kort afstand fra stammen, og de tror selv, alt hermed er godt. Da træerne sjældent dør i bygge- og anlægsfasen, men typisk 5-10 år efter, ser bygherrer, entreprenører og ledningsejere aldrig konsekvensen af deres handlinger.

Urealistiske forventninger

Der er ofte helt urealistiske forventninger til, hvad der er muligt. Somme tider skabes denne forventning af misvisende tegninger i projektfasen. Fx viser tegninger ofte, hvordan de færdige bygninger er placeret, og det fremgår, at huse osv. er uden for kanten af kroner på de eksisterende træer på arealet. Ud fra antagelsen om, at rødderne går lige så langt ud som kronen, bliver tegningen fortolket sådan, at træet derfor kan overleve byggeri og anlæg. Men byggearealet er meget større end de færdige bygninger, for der skal være plads til maskiner, materialer og færdsel rundt om hver bygning. Den rodødelæggende byggezone er meget større, end man tror eller viser i prospekter.

Den manglende forventningsafstemning kan også opstå, fordi det ikke defineres, hvad man forstår ved, at træet bevares. Hvis træet er i live, når byggeriet er slut, er det så bevaret, uanset at det er stærkt skadet? Denne holdning kan man møde hos de, der planlægger, giver tilladelser eller bygger, men faktisk også hos omgivelserne. Ønsket om, at træer skal bevares uanset hvad, kan være så stort, at tilstanden og restlevetiden efter byggefasen bliver underordnet. Kun hvis træet dør kort efter projektets udførelse, opstår der måske utilfredshed.

Denne holdning er ret uforståelig for os, der er fokuserede på at give træerne optimale levevilkår. Den betyder også, at det er svært at overbevise beslutningstagere om, hvad der er en passende beskyttelse. Hvorfor bruge plads og penge på at afsætte det nødvendige rodrum til et træ, hvis man kan nøjes med mindre, og alle accepterer resultatet? Men i det mindste bør man melde ærligt ud om, at træet bliver stående, men at der ingen garanti er for tilstand og restlevetid efterfølgende.

Proces og prioritering

Hvis det handler om god beskyttelse af træer, forløber processen ofte helt forkert. Man planlægger og designer ud fra ønsker til bygninger og brug af omgivelser. Der sker ingen forhåndsvurdering af hvilke træer, som er bevaringsværdige, eller hvor meget de fylder, især under jorden. Først når man kommer frem til udførelsesfasen, begynder man at tænke på, hvordan man kan passe på træerne på grunden. Så er det for sent, idet projektet er vedtaget, og man har tabt frihedsgrader, både til at fjerne træer og til at afsætte nok plads til de blivende træer.

En typisk fejl er, at man ikke ser på træerne i virkeligheden, eller i det mindste bare på et luftfoto. Der indtegnes måske en kronestørrelse, som svarer til det, man ønsker, træet skal have bagefter, uden at det overvejes, om kronen med rimelighed kan beskæres til denne størrelse. Det værste er dog, at rodzonen derefter antages at have samme placering, uanset om det er muligt eller ej. På den måde kan der blive tilladt dræbende anlægsarbejde i et træs rodrum, fordi man ikke tænkte over, at hvis træet står ud til en vej eller anden rodbremsende forhindring, kompenserer det ved at udvikle rodsystemet i andre retninger.

Bevaring af træer

Hvis man som politiker, forvaltning eller borger ønsker at bidrage til optimal bevaring af træer, kan nedenstående liste være nyttig.

  1. Find de bevaringsværdige træer, INDEN der lægges planer om byudvikling eller byggeri.
  2. Find også de træer, der fx pga. svag struktur, svampeangreb eller dårlig vitalitet ikke kan blive fremtidstræer. De skal naturligvis ikke vælges som bevaringsværdige.
  3. Vær opmærksom på både de nuværende værdifulde træer og træer med potentiale i fremtiden.
  4. Beslut hvor meget plads til rødder og kroner træerne kan få tildelt – er det nok til overlevelse og det ønskede formål med bevaring?
  5. Træer kan vænne sig til vanskelige voksesteder under opvæksten. Men når det har opnået sin maksimale størrelse (ud fra det tilgængelige rodrum), må der ikke ske væsentlige ændringer.
  6. Vær realistisk med antal bevarede træer. Hellere to-tre træer, som beskyttes fuldt ud og overlever, end ti træer med halvhjertet beskyttelse og minimale chancer for overlevelse på langt sigt.
  7. Hav lang tidshorisont. Overlevelse i 5-10 år er ikke reel bevaring for et træ, som havde en restlevetid på 50-100+ år, hvis man ikke ødelagde det.
  8. Få lavet et realitetscheck hos folk med forstand på træer. Mange dyre fejl kunne være undgået, hvis man på forhånd fik afstemt planer og ønsker med træfaglig viden.
  9. Vær ærlig og modig – erkend det åbent, hvis træerne ikke kan overleve, i stedet for at foregøgle en træbevaring, som ikke er reel. Brug de sparede penge på nye træer.

Alle planer, som indebærer byggeri eller anlægsarbejde (især gravning) i nærheden af eksisterende træer, bør indeholde et luftfoto, hvorpå placering af træets krone og rodrum præcist indtegnes. Den samlede projektion af krone og rodrum udgør det areal, der som udgangspunkt skal beskyttes, også kaldet respektzonen. Samtidig indtegnes en bræmme på 3-4 meter uden om hver bygning på plantegninger, og disse områder bør principielt ikke overlappe respektzonen. Byggehegn skal afgrænse respektzonen, før nogen som helst anden byggeaktivitet påbegyndes. Der skal være høj bod for at overskride eller flytte hegnet rundt om respektzonen. Hvis byggeriet ikke kan udføres under disse betingelser, er det mere ærligt at fælde træet fra starten eller at fortælle omgivelserne, at selvom træet bevares, vil det ikke have samme tilstand som før.

En anden vigtig del af træbevaring er dokumentation af træets tilstand og omgivelser før, under og efter byggeri og anlæg. Der bør løbende tages billeder af træets krone (fra samme vinkel) og af træets rodzone, så alle påvirkninger dokumenteres. Skader på stammer og grene kan også fotograferes, hvis de opstår. Opfølgningen på træets sundhedstilstand bør ske i mindst ti år efter afslutning af byggeri, da de mest sårbare træarter som bøg, ahorn og lind typisk vil afspejle væsentlige rodskader i løbet af dette tidsrum. For robuste arter som eg kan det tage op til 50 år, før konsekvenserne af fatale rodskader viser sig, så her kan et foto hvert 5. eller 10. år være relevant, hvis man ønsker at følge op. Bemærk, at denne opfølgning ikke handler om at gøre erstatningskrav gældende, men fortrinsvis om intern læring hos forvaltning og bygherrer.

 

Sølund Byggeriet ved Søerne i København er et klassisk eksempel på, at en tegning er fuldstændig uegnet til at vise, hvilken påvirkning byggeplaner har på eksisterende træer. Læg mærke til den brede røde streg, som viser, hvor der skal spunses før udgravning. Den blå cirkel nederst skal repræsentere kronen på en bevaringsværdig avnbøg. For det første var kronen meget større end det viste. For det andet har ingen på forhånd overvejet, at det er umuligt at spunse med en 15 meter høj maskine ned gennem træets krone. Man er derfor nødt til at beskære træet som vist på foto i midten. Sammenlign med foto af avnbøgen under udspring i maj 2021, mens de gamle bygninger var under nedrivning. Ingen af de besluttende politikere var informeret om byggeplanernes konsekvens for avnbøgen, og behovet for kronebeskæring blev først afsløret ved en dispensationsansøgning, efter at selve byggeriet var vedtaget.

 

Her stod to sunde avnbøge, der var udpeget som bevaringsværdige af kommunen. Det forhindrede ikke, at deres rodrum blev ødelagt af stianlæg i forbindelse med det nye byggeri til højre. Kronerne havde stadig fuld størrelse i 2018, men kombinationen af sommertørke og ødelagte rødder gav formentligt så voldsomme kronesymptomer, at træerne blev stynet hårdt året efter i et forgæves forsøg på at få dem til at overleve. Foto til venstre er fra oktober 2021. Det var helt forudsigeligt, at avnbøgene ville blive dræbt af stianlæg, så tid og penge brugt på bevaring er spildt. I august 2022 var der plantet et nyt træ, som har mulighed for at tilpasse sig de indskrænkede rodforhold.

 

For mere end 20 år siden fik ahornen ved Svanemøllehallen i København reduceret sit rodrum til det ottekantede bassin, og formentlig blev der fyldt jord på den resterende rodzone, idet ingen rodudløb er synlige. Siden da blev kronen stadig ringere, og til sidst var det nødvendigt at styne træet, fordi der var risiko for nedfald af tørre grene på opholdsareal. Et eksempel på at der kan gå lang tid fra påførte rodskader til konsekvenserne bliver tydelige. På den anden side kan man måske betragte bevaring af træet som en succes, eftersom ahornen overlevede den barske behandling og stadig udgør et grønt element på pladsen. Den voldsomme kronereduktion udløste i øvrigt et forundret indlæg i lokalbladet: https://osterbroliv.dk/artikel/ved-svanemøllen-markant-træ-beskåret-for-første-gang.

 

Det vides ikke, hvem der har designet legebakken med komprimeret stenmel og kunstgræs rundt om bøgetræet eller besluttet, at anlæg af legeområde i rodzonen var en god ide. Folk med forstand på træers behov for et fungerende rodsystem har ikke været ind over den plan. Bøgen, som var sund før anlægsarbejdet, kvitterede med at gå ud i løbet af fem år, hvilket var fuldstændigt forudsigeligt. Kun en død torso står nu tilbage (foto til højre).