Nordisk Byttedag

På Nordisk Byttedag d. 16. april deltog Miljøpunktet i byttemarkedet på Rådhuspladsen arrangeret af Københavns Kommune. Knap 3000 mødte op for at bytte tøj og ting. Miljøpunktet og Kompostbudene havde sammen en stand, hvor der blev informeret om genbrug og genanvendelse af ressourcer. Her kunne børn og deres forældre omdanne brugte bionedbrydelige kaffekopper fra byttemarkedets cafe til midlertidige urtepotter, hvori der kunne sås frø og plantes stiklinger i kompostjord. Mange nysgerrige borgere og turister var forbi for at se vores grønne luftrensende planter og udstilling om affaldssortering. Det var en fantastisk dag og vi glæder os over de mange frø, der nu står og spirer i borgernes vindueskarme.

 Nordisk byttedag

Grønt demonstrationstag på Kongens Nytorv

Torsdag d. 21. april anlagde vi i samarbejde med Veg Tech A/S og med hjælp fra Kompostbudene, et grønt demonstrationstag på Kongens Nytorv. Det var en skøn dag med mange interesserede borgere, som var nysgerrige for at se, hvad det var vi lavede. Med det grønne tag ønsker vi at informere borgerne om hvor vigtigt det er, at indtænke mere grønt i byen samt inspirere dem til selv at bidrage til dette i deres egen gård eller have. Fredag d. 29. april kl. 15.00-17.00 afholdte vi et lille arrangement ved taget, hvor det var muligt at komme forbi til en forfriskning og høre mere om fordelene ved et grønt tag i byen. Tag endelig forbi og se den lille grønne oase!
Se omtale af projektet på side 6 i CityAvisen uge 17 her: http://www.e-pages.dk/nmcityavisen/408/.

Vi håber taget vil inspirere beboere i København til at gå i kast med grønne projekter på egen matrikel, og kan sprede god grøn stemning for brugere af Kongens Nytorv de næste par måneder!

Projektet er støttet af Byens Hegn, Indre By Lokaludvalg, Vester Kopi og Veg Tech A/S.

IMG_0696

Himmelske Dage

I forbindelse med Himmelske Dage, som afholdes på flere pladser i København i perioden 5.-8. maj, vil Miljøpunktet være til stede i Grøn Kirkes telt på Rådhuspladsen fredag d. 6. maj kl. 10.00-16.00. Her vil vi skabe fokus på behovet for mere grønt i byen og så forskellige frø til spiselige spirer sammen med børn samt afholde en affaldssorterings konkurrence. Programmet for hele arrangementet kan læses her:

http://himmelskedage.dk/program/.

Amerikanske studerende

De fire WPI studerende, der er på udveksling i Danmark og som skriver projekt hos Miljøpunktet har de sidste uger været rundt i Indre bys gader for at observere forholdene for cykelparkering og interviewe borgere samt erhvervsdrivende om emnet. Deres forløb afsluttes med en præsentation på mandag d. 2/5 kl. 14.00 i Kvarter- huset, Jemtelandsgade 3 på Amager. Her vil der også være oplæg om klimatilpasningsløsninger fra fire andre amerikanske studerende, som er tilknyttet Miljøpunkt Amager.

Virksomhedspraktikant

Kari, som er udannet geograf med speciale i bæredygtighed, er i april og maj i forbindelse med en virksomhedspraktik tilknyttet Miljøpunktet. Hun har erfaring med Agenda 21 arbejdet fra sin tidligere ansættelse i bæredygtighedsenheden i Københavns Kommune. I de måneder hun skal være hos os arbejder hun blandt andet med en evaluering af vores ladcykel udlån for 2015 samt interviews af brugerne. Derudover skal hun også arbejde med netværk på affaldssorteringsområdet. Vi ser frem til endnu en måned med Kari på kontoret.

 P1010914

Status på affaldssortering i det offentlige rum

Miljøpunktet er med i en følgegruppe, der skal arbejde med et pilotprojekt hos Københavns Kommune om affaldssortering i det offentlige rum på Kultorvet. Vi søger derfor søger interesserede borger i dette område, som vil være med til at komme med input og forslag til løsninger. Følgegruppen har det første møde i maj. Hvis du bor i området omkring Kultorvet og har input til bedre affaldssortering så kontakt os meget gerne via mail: kontakt@a21.dk.

Kompostnetværk og struktur for fremtidigt samarbejde – aftalt på netværksmøde den 14. marts

Fremover holdes der et årligt kompostmøde med et spændende og relevant oplæg. Netværksmødet vil bestå af to dele – en for alle med oplæg og en efterfølgende del for 3 undergrupper, med hver deres tovholder:

A) Hvordan kommer jeg i gang med at kompostere

B) Hvordan vedligeholder jeg komposten

C) Hvordan udvikler jeg metoder og får flere med

Miljøpunktet tilbyder en snak med tovholderne om funktion og forventningerne hertil. De årlige møder holdes hos Miljøpunkt på grund af den centrale placering. Øvrige møder for netværket eller undergrupper kan holdes i de enkelte bydele i København efter behov og aftales løbende.

Møde med københavnske støjgrupper

Støjgrupper fra flere af Københavns bydele, også fra Indre By og Christianshavn, var samlet d 7. april for at snakke om støj i byen. Miljøpunktet deltog sammen med en studerende fra DTU, som skal lave et mindre projekt om støj og de udfordringer, støjen giver for Københavnerne. Gruppen har besluttet, at mødes igen og arbejde videre på at finde løsninger på de mange støjmæssige udfordringer i byen. Der var mange eksempler på, at der fortsat er for mange aktiviteter, som støjer i byen og for lidt fokus på, at der også er beboere i byen.

Miljøpunktet arbejder fortsat på at skabe interesse og finde relevante faglige samarbejdspartnere i et større projekt om støj, også i samarbejde med DTU.