I Miljøpunkt arbejder vi med at skabe en grønnere by med øget biodiversitet, flere grønne åndehuller og flere grønne facader.  Vi arbejder for at bevare de eksisterende grønne områder og byens gamle træer. Vi samarbejder med lokale borgere, ildsjæle, kommune, stat, erhverv m.fl. om projekter der øger naturindholdet i byen og skaber grønne korridorer gennem byen således at dyr får mulighed for overleve. Vi arbejder på både mikro og makroniveau, med fx at omstille vores bydele til en mere bæredygtig by. På makroniveau deltager vi i udviklingssamarbejder med stat og kommune og arbejder på fx at omdanne hele bydele til grønne korridorer. På mikroniveau samarbejder vi med lokale om at opsætte insekthoteller og fuglekasser i institutioner, på legepladser og skoler, vi omdanner små områder til grønne oaser med hjemmehørende arter -i håbet på at naturen flytter ind. Vi laver gadehaver, højbede, planter træer og laver grønne facader. Vi samarbejder med eksperter om at formidle viden om byens natur, naturoplevelser, biodiversitet og hvordan man kan skabe mere liv i byen. Vi kan hjælpe med at skabe en grønnere gård, øge naturindholdet i altankassen, søge tilladelse, søge midler, bygge en fuglekasse, lave et insekthotel eller fortælle hvordan der skabes plads til de vilde bier og sommerfuglene. Vi vejleder i hvordan du passer dine planter, hvordan du søger tilladelser til at din grønne facade og hvordan du kan anlægge et grønt tag på cykelskuret. Vi ønsker at skabe en grøn by der er sund at bo i for både mennesker, dyr og planter. Grønne omgivelser med plads til dyr, planter og træer giver byen kvalitet og medvirker til gladere og sundere borgere. Ved at danne grønne oaser i byen skabes der levesteder for både dyr og planter hvilket bidrager til en øget biodiversitet. Brugen af planter og træer i vores tætbebyggede hovedstad handler om at udnytte deres naturlige egenskaber til at løse forskellige miljø- og klimamæssige problemer. Træer, grønne tage, facadebeplantninger og andet grønt bidrager til nedkøling af byen og vil samtidig opsuge regnvand eller forsinke dets vej til kloakken. Vi har brug for mere grønt i byen, til gavn for både mennesker og dyr. Mere grønt er en nødvendighed i fremtiden!

p1000517