Genbrug – Bytte og Ressourcer – Langsigtet perspektiv

Frem til og med 2024 skal Københavns Kommune etablere løsninger som sikrer, at byens borgere kan sortere og genanvende affald (og ressourcer) i minimum 10 fraktioner + storskrald. Op mod 70 % af affaldet skal genanvendes.

I Indre By og på Christianshavn forventes der i løbet af 2023-2024 etableret mere end 50 sorteringspunkter i det, i forvejen, trange byrum. Men hvordan skaber vi løsninger, der på den ene side sikrer plads til, at affaldet kan sorteres og på den anden side skaber løsninger, som forebygger overforbrug og madspild?

Vi skal fortsat have fokus på indsatser, som kan knække kurven for vores overforbrug og i stedet bytte mere fremfor at købe nyt – også helt lokalt.

Vi arbejder frem mod 2024 på, at der bliver etableret ikke en, men gerne to til tre nærgenbrugsstationer i Indre By og at øge mulighederne for, at borgere og erhverv kan bytte brugte ting fremfor at købe nyt i begge bydele.

Det forventer vi at gøre gennem lokal involvering og indsatser, der dels fremmer sortering af affald til genanvendelse, allerede i hjemmet, og herfra finder vej til sorteringsbeholder i baggården, sorteringspunkt i det offentlige rum eller nærgenbrugsstation, lokale byttefællesskaber mv.

Vi arrangerer bl.a. ture til sorterings- og affaldsbehandlingsanlæg der viser, hvad der sker med affaldet og planlægger lokale byttemarkeder. Vil du og din boligforening gerne være med så kontakt Jeppe på Miljopunkt@a21.dk

 

 

Hvem er Miljøpunktet Indre By og Christianshavn?

Miljøpunkt Indre By & Christianshavn er en selvejende fond med egen bestyrelse, en centerleder og et antal projektledere, projektmedarbejdere samt studerende og praktikanter, afhængigt af projekter og muligheder for finansiering. Miljøpunktet understøtter og udvikler det lokale miljøarbejde i tæt samarbejde med Indre By Lokaludvalg, Christianshavns Lokaludvalg, lokale borgere, erhverv, frivillige, institutioner, universiteter, lokale organisationer, foreninger og Københavns Kommune. Vi arbejder med tværgående projekter og samarbejde dér, hvor vi kan sikre dialog og udvikling inden for miljø og bæredygtig omstilling. Vi arbejder ud fra et lokalt perspektiv og lokale indsatser, og udvikler i samarbejde med andre herunder miljøpunkter og netværk i København. Ud over at være et center som bidrager med viden og faglig sparring arbejder vi også projektorienteret – fra projektidé til gennemførsel og afrapportering. Vi arbejder bottom up og involverer altid lokale interessenter, netværk og relevante samarbejdspartnere for at sikre lokalt ejerskab, faglighed, kvalitet samt grundlag for samskabelse og værdi i projekterne. Gennem proces, facilitering af og dialog skaber vi grundlag for grøn omstilling i bydelene.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.