Vi ved, at de bestøvende insekter har brug for blomster til at få nektar og pollen og jo flere forskellige blomster desto større biodiversitet. Men mange glemmer, at insekterne (og alle de andre dyr) også har svært ved at finde vand – særligt i byen og bynaturen.
Vand er nemlig grundlaget for alt liv på Jorden, og vand har vi til tider desværre ikke så meget af i byen, da det bliver ledt væk. Dette er nødvendigt for at undgå oversvømmelser, men i tørre perioder er det problematisk. Når man nogle gange kalder byer for ”stenørkener”, er det faktisk meget rammende.
For at vi skal kunne få mere biodiversitet ind i byen, er det derfor vigtigt at sørge for vand til både flora og fauna. Altså ikke kun for planter, men også dyr og insekter.
Derfor er en underskål med vand på altanen eller i gården rigtig godt. Har man plads til et lille springvand eller større bassin, er det fantastisk – men lidt har også ret.
Tre vigtige ting at huske, når du sætter vand ud til dyrene
Undgå druknefare: Giv insekterne noget at lande på og smådyrene noget at kravle op ad
- Insekter har brug for noget at lande på, så de kan gå ned til vandet og drikke. Er der kun en smal kant, risikerer de at falde i og drukne. Læg derfor nogle flade sten eller et stykke træ i vandet, så de har noget at lande på og kravle op ad, hvis de skulle falde i.
- Hvis du skulle være så heldig, at der kommer en frø, tudse eller andre smådyr forbi dit vandhul, er det også vigtigt, at der er sten fra bunden og op til kanten, så de ikke er fanget i hullet og drukner.
Fugtigt træ, sand eller ler til sommerfuglene
Sommerfugle er bange for åbent vand, da de ikke kan komme op igen, hvis de falder i. Derfor er det en god idé at lade et stykke træ stikke op af vandet, så de kan suge vand fra træet.
- De foretrækker også at drikke af fugtigt sand eller ler, så put fx en lerpotte i en skål vand og fyld den med vådt sand, og stil den i vand, så vandet bliver trukket op til toppen, hvor sommerfuglene kan sidde trygt og suge vand.
Find et trygt sted til småfuglenes vandbad
- Småfugle kan ikke lide åbne vidder, da de er mere udsat for rovdyr her. Derfor foretrækker de at være tæt på træer og buske, så husk at stille fuglebadet inde under trækronen, tagudhænget eller op ad hækken. Helst et sted, hvor katte ikke kan nå det.
Sidst men ikke mindst er det også værd at nævne, at det skaber glæde, når man ser, at det lykkes at tiltrække flere dyr og insekter ved at plante mere og skabe flere vandstationer og -huller. Måske (og forhåbentlig) får man øje på en art, man ikke lige selv har opdaget i området før.
Vi ønsker dig en god fornøjelse med at hjælpe dyrene med at slukke tørsten.